I den lille by Almonacid de la Sierra omkring 30 minutters kørsel fra Zaragoza i appellationen Cariñena i vinområde Aragon finder vi vinhuset Viñedos y Bodegas Pablo, der står bag denne Al Gairen Selection Sommelier … en ren Tempranillo baseret lille spansk sag.
Vinhuset er grundlagt i 1760 af Antonio Hernández, som startede med at lave vine af druerne fra sine marker. Da han manglede et sted til at opbevare vinene, så udgravede han en underjordisk kælder, som i dag fortsat findes under vingården, selvom den ikke længere anvendes i produktionen.
I kælderen findes der endda stadig gamle fade med en kapacitet på mellem 5.000 og 6.000 liter, ja faktisk er fadene så store, at de måtte laves på stedet, så de passede ind i hulrummene i kælderen.
I løbet af generationerne er vingården langsomt udvidet, bl.a. med vinbutikken Mi Tienda i Zaragoza og køb af yderligere en vingård med tilhørende marker for at kunne følge med den stigende efterspørgsel efter vinene fra vinhuset.
Omkring 1940 blev driften overtaget af Jose Benito Pablo, som havde giftet sig med Pilar Hernández og i dag er det deres børn i form af José Pablo Casao og hans søstre, som driver vingården sammen med næste generation.
De har moderniseret vineriet og har samlet omkring 100 hektar vinmarker i 550-750 meters højde med vinstokke, som er mellem 30 til 100 år gamle med de lokale druer Garnacha, Cariñena, Tempranillo og Vidadillo.
Vinhuset gør meget ud af at bevare de gamle druetyper, som forgængerne har udvalgt med stort arbejdsomhed generation efter generation. Formålet er at overføre arbejdet fra marken til deres vine og fremme brugen af de oprindelige druer.
Denne Al Gairen Selection Sommelier er en ren 100% Tempranillo baseret vin, selvom druesorten dog ikke klart fremgår af etiketten, men talrige udenlandske hjemmesider afslører dog, at vinen er på ren Tempranillo. Druerne dyrkes uden brug af sprøjtemidler, vinificeret på rustfrie ståltanke og lagret 3 måneder på barriques.
Næsen er præget af et lidt støvet udtryk, lidt mynte, en lidt sur frugt, sure kirsebær, umodne blommer, nelliker, lidt blæk og en anelse violer. I munden er vinen krydret med en kold, klar frugt … bider en anelse, men er egentlig fin frisk med tætte, stramme tanniner, bid og en smule lakrids. Det er ikke videre komplekst, men til prisen en ganske habil spanioler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69,95 kr, ved køb af 6 flasker.