Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Conterno Fantino … og fabelagtige, fine og flinke Fabio

Det sidste vinøse stop på mit Monforte d’Alba ferie raid var hos Azienda Agricola Conterno Fantino … et hus jeg har smagt nogle gange og været ganske begejstret for. Det skulle også vise sig at blive et kongebesøg og lidt udover det sædvanlige.

Jeg havde aftalt en smagning med Elisa Fantino kl. 14.30, men den monstrøse gitterport var lukket, da jeg ankom til Via Ginestra 1 lidt nordøst for Monforte d’Alba … nærmest på Ginestra marken.

Azienda Agricola Conterno Fantino “Viticultori” stod der på skiltet på gitterporten. Det var det rigtige sted, så Houlberg fik beslutsomt trykket på en knap på samtaleanlægget, meldt min ankomst, så døren til det magiske land gik langsomt op … og jeg kørte op ad indkørslen.

Jeg kom op til vingården … og sikke en ejendom, flot og moderne placeret på toppen med en vidunderlig udsigt.  Jeg fik parkeret og henvendt mig i vinotheket, hvor jeg blev modtaget af Fabio Fantino – bror til Elisa – som skulle vise mig rundt.

Til at starte med, så virkede Fabio måske en anelse tilbageholden og måske endda træt af endnu et turistbesøg, men da han så langsomt fandt ud af, at den ivrige vinblogger vidste noget om vin, så tøede han op og vi fik under smagningen en lang snak om vin. Fabio er faktisk en rigtig lun fyr … men alt det vender jeg tilbage til.

Historien

Men lad os lige først se nærmere på historien om Azienda Agricola Conterno Fantino, som reelt blev grundlagt i 1982, da Guido Fantino og Claudio Conterno slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen ellers regnede Barolo for noget særligt.

Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til økologisk dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finesse.

I 1987 kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Så i dag hører Conterno Fantino til blandt de bedste producenter  … og det er specielt husets enkeltmarks Barolo’er fra markerne Sori Ginestra og Vigna del Gris, der har gjort huset verdensberømt.

Conterno Fantino regnes som værende modernist … en bølge der startede i 1980’erne og hvor målet var, at lave endnu bedre, mere drikkevenlige vine med større koncentration og frugt. Det sker ved en begrænsning i udbyttet og anvendelse af små, nye barriques i stedet for de traditionelle kæmpefade.

Det give mørkere og mere tætpakkede vine, som også ofte får ristede toner af fad, røg og tjære, men samtidig også mindre indhold af tanniner, hvilket gær vinene nemmere at drikke unge.

I dag er grænserne mellem modernister og traditionalister blevet mere sløret og hos Conterno Fantino er de heller ikke meget for at snakke om, hvor de hører til. Jeg har tidligere mødt Noemi Conterno og hun fortalte dengang, at huset i dag nok hører til et sted mellem traditionalister og modernister.

Det er Guidos søn Fabio Fantino, som i dag har overtaget ansvaret for produktionen af vinene, men ellers hjælper begge familier til på vingården … Fabios søster Elisa står primært for besøg på vingården, men også Claudio Conternos to børn Noemi og Matteo deltager i driften.

Matteo blev uddannet vinmager i 2015 og står vel nærmest i lære hos Fabio, mens Noemi arbejder med kommunikation, men også repræsenterer vinhuset ved mange smagninger som fx Barolo & Friends, som jeg mødte hende til i Århus i juni 2017.

Conterno Fantino har i dag 27 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller ligger på de 3 marker Castelletto, Ginestra og Mosconi. De dyrker alene 4 druesorter, nemlig Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og Chardonnay og siden 1996 har alt været drevet økologisk.

Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin, hvilket er fordelt på 11 forskellige vine, men de fleste af dem skal jeg nok vende tilbage til.

Rundvisningen

Fabio viste mig rundt i produktionen og fortalte løbende omkring vinhuset og produktionen af vinene. De var så småt klar til at flaske nogle af vinene fra sidste års høst, således der igen blev plads til den nye igangværende årgang.

Vi startede med at se flaskeanlægget, og derefter de store gæringstanke inden vi gik nedenunder i kælderen, hvor Conterno Fantino opbevarer de mange barriques og selvfølgelig masser af flasker, der lagrer indtil de er klar til frigivelse.

Alt er lavet utroligt flot … virkelig indbydende og man kan godt se, at man har lavet tingene, således det også præsenterer sig godt for besøgende med små afsatser med view til fx kælder.

Man har også lavet en lille glasafsats aka en lille glasaltan på 1. sal, hvor man kan gå ud og få et view udover hele området. Vi tog en lille elevator fra kælderen og op til afsatsen … og Fabio udpegede de forskellige marker, som man kunne se herfra.

Derefter gik vi tilbage til vinotheket, som ligeledes er pænt stort med plads til mange besøgende. Fabio fortalte også under den efterfølgende smagning, at de hvert år har mange besøgende nærmest hver dag.

Jeg foreslog, at de måske gjorde som fx Elio Altare … lavede én eller to dage ugentlig, hvor der var åbent for besøgende. Jeg tror, at Fabio var delt i spørgsmålet, for de vil gerne være åbne, imødekommende … og lever trods alt af kunderne, men kunne selvfølgelig også godt bruge tiden i produktionen. Men nu ramte jeg selvfølgelig også en dag, hvor Elisa – som normalt står for besøgende – ikke var på vingården.

Smagningen

I Conterno Fantinos moderne vinothek – med udsigt til vinmarkerne udenfor – gjorde Fabio hurtigt klar til en smagning af husets vine, og det blev alene de røde vine, hvor vi – helt traditionelt – startede med deres Dolcetto, så lidt Barbera inden en Langhe Nebbiolo og deres Barolo’er. Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg smagte også en fadprøve af deres 2018 Langhe Nebbiolo Ginestrino, som Fabio skulle flaske indenfor de næste par uger. Fabio fortalte om de enkelte vine og det blev faktisk en rigtig hyggelig smagning, hvor alt blev vendt.

Det var næsten som at snakke med en gammel ven. Vi snakkede lidt om vinene, mine øvrige besøg, lidt om min vinblog og baggrunden for bloggen, lidt om Conterno Fantinos danske importør Philipson Wine og det med at skulle købe 12 flasker for at få den rigtige pris.

Jeg var lidt nysgerrig omkring Conterno familien, da der jo findes mange Barolo procenter med navnet Conterno i Piemonte. Udover selvfølgelig det legendariske vinhus Giacomo Conterno, så er der i hvert fald Aldo Conterno, som jeg ved var søn af Giacomo.

Derudover er der Franco Conterno, Paolo Conterno, som – tilsyneladende – ikke har relationer til de øvrige Conterno’er. Og så er der Diego Conterno og Conterno Fantino, hvor der også er en sammenhæng.  Fabio kendte selvfølgelig Diego Conterno ret godt, for han er nemlig fætter til Claudio og har også arbejdet på Conterno Fantino.

Han solgte dog i 2000 sin aktier i Conterno Fantino, men overtog en parcel på Ginestra marken og startede sit eget vinhus, som han i dag driver med hustruen Anne og børnene Lorenza og Stefano.

Jeg fik – midt i al hyggen og vinsnakken – lavet lidt smagsnoter på alle vinene, så jeg har selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Jeg var mest vild med Barolo’erne fra Ginestra og Mosconi, og skulle selvfølgelig have nogle af dem med hjem. Mosconi var egentlig udsolgt, men Fabio mente, at han kunne finde en flaske til mig. Derudover fik jeg en flaske Langhe Nebbiolo med gratis.

Samlet en utrolig fantastisk eftermiddag … men det blev imidlertid ikke det sidste, som jeg så til Fabio Fantino den dag.

Fabio på Le Case della Saracca

For på restauranten Le Case della Saracca stødte vi om aftenen igen ind i Fabio Fantino … og det blev en fed og totalt uventet oplevelse af de allerbedste.

Vi havde efter råd fra vinbuddy Jan valgt Le Case della Saracca til vor sidste middag i det italienske. Og sikke et sted. Le Case della Saracca ligger i Monforte d’Albas ældste kvarter øverst i byen i 5 sammenbyggede huse, som er over tusinde år gamle.

Vejene op til restauranten er smalle og stejle … meget stejle, og stedet er absolut helt fantastisk, virkelig et besøg værd. Det er en fedt sted, indrettet meget fantasifuldt, snørklet og med en blanding af det gamle stenværk, glas og stål. Der er små afsatser, hvor der er placeret borde og alt emmer af både mørk middelalder, gamle grotter og postmoderne, hipt cafémiljø.

Spisestedet udvikler sig på flere etager, som er forbundet med en indvendig trappe i stål og glas samt elevator. De lokale skinker, salamier og oste opbevares i grotterne bag ved spisesalen og udstilles som designertøj eller smykker i glasvitriner.

Hvis man har højdeskræk, så skal man også være opmærksom på, at gangene og trapperne ofte har gulv og trin i glas, der gør højden over gadeplan meget konkret. Selv toilettet er totalt charmerende. Det er masser af små vinreoler, som nærmest er bygget ind i nogle af de hvælvinger, som det sjove sted er rig på.

På disken indenfor døren var der fade med alskinds lækkerier … charcuteri, oste og andet spændende. Vi havde ikke bestilt bord i forvejen, men den unge tjener bag disken ville lige forsøge at finde os en plads.

Det kunne godt lade sig gøre … men inden vi var vist hen til vort bord, så dukkede Fabio Fantino pludselig op storsmilende og hilste på os. Han fægtede med hænderne og hilste, men vi var allerede på vej efter tjeneren til vort bord.

Men Fabio fulgte i hælene efter os og ville lige sige tak for mødet i dag og give os et glas vin … så han ville lige høre, hvor mange glas han skulle bestille? Da drengene ikke er til vin, så blev det alene til fruen og jeg … og det blev lidt mousserende vin.

Fabio dukkede op igen og fortalte, hvad der var i glasset. Jeg var vist lidt forvirret, for jeg kan slet ikke huske, hvad han fortalte … som i overhovedet ikke. Han gestikulerede også, at vi skulle følge med ham … og det gjorde hele vi alle fire så.

I et af de tjekkede spiserum med et gulv i glas var der i den ene side det fedeste vinrum. Der gik vi ind med Fabio i front som guide. Vi fik lukket døren hurtigt, da Guido – stedets indehaver – er noget emsig med, at temperaturen holdes nede.

Da vi alle var inde i vinrummet, så trykkede Fabio på en fjernbetjening og to af de mange vinreoler åbnede sig langsomt og afslørede en hemmelig, mørk tunnel. Vi tændte lyset i vor mobiler og fulgt efter Fabio.

Den mørke og hemmelige tunnel var en lang og havde masser af vinreoler med gamle flasker, bl.a. så jeg Conterno fra 1949 og ældre flasker fra Sandrone … alle omhyggeligt viklet ind i vita wrap for at skåne etiketterne. Et sandt – og kostbart – skattekammer.

Fabio fortalte, at restaurantens indehaver Guido allerede for mange år siden var startet med at købe masser af de lokale vine, og de er nu en del af Le Case della Saracca. Tunnelen sluttede i endnu et større – og oplyst – vinrum, hvor der var adgang tilbage til restauranten.

Vi var alle lidt duperede over kælderen og oplevelsen – selv mine to ikke vininteresserede knægte – så vi takkede Fabio. Derefter vente vi tilbage til vores ikke reserverede bord, hvor maden næsten allerede var klar. Sikke en aften … en perfekt afslutning på en ekstraordinær dag i Monforte d’Alba.

Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i sydlig retning mod Dogliani … godt gemt i en dal ved Ravera marken. Det var næste stop på min vinøse Barolo dag, og jeg havde aftalt et møde med Francesco Spadaro, som er salgschef på det tjekkede sted, som ligger helt fantastisk smukt og isoleret.

Det er ikke kun et vinhus, for driften omfatter også et hotel/resort med spa, wellness, massage, indendørs og udendørs pool, restaurant og såmænd også en 9-hullers golfbane, alt toptrimmet og moderne luksus til priser i den dyrere ende. Klart en sted for folk med tegnebogen i orden, lyst til forkælelse og måske lidt vino.

Ejendommen kan dateres tilbage til 1867, men blev i 2010 totalt renoveret og der er vist ikke meget af den gamle vingård tilbage. Det har været et større og dyrt projekt, men etableringen er foretaget af en tjekkisk rigmand, som blev forelsket i området omkring Monforte d’Alba og Barolo vinene.

Tjekken hedder Miroslav Lekes og har i hjemlandet er større virksomhed indenfor lægemidler. Francesco Spadaro fortalte, at den rige Lekes fortsat bor i sit hjemland, men kommer på besøg på vingården hver 3. måned. Og han har ansat et hold af unge mennesker til at drive stedet.

Den vinmæssige del er lagt i hænderne på Gianluca Colombo, som er en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. Gianluca laver i øvrigt også vin på sin egen ejendom Segni di Langa og har tidligere arbejdet på kooperativet Terre del Barolo.

I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på markerne Ravera ved vingården, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

Der er 4 hektar med Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon Blanc … og alle markerne drives økologisk. Der anvendes derfor ingen syntetiske midler i hverken marker eller kælder … der anvendes alene certificerede bio-produkter og organisk gødning og man lader græs og urter gros mellem vinstokkene. Réva har registeret mere end 130 forskellige slags urter i markerne, hvilket giver en utrolig stor biodiversitet.

Rundvisning og smagning

Francesco Spadaro viste mig først rundt i vinhuset … lutter moderne faciliteter, men stedet er ikke stort. Den årlige produktion ligger også kun på 40.000 flasker og alene fordelt på 6 forskellige vine, som alle laves af Gianluca Colombo i samarbejde med den assisterende vinmager Daniele Gaia, som begge er uddannede ønøloger fra vinskolen i Alba.

Alt kører ultraprofessionelt … fra mark til vinkælder og i det tilhørende resort. Druerne høstes manuelt og sorteres 3 gange inden vinifikatinen. Der arbejdes helt klassisk med lang maceration, gæring ved lave temperaturer og udelukkende ved brug af druernes egne gærceller.

Vinene lages dog en smule mere modernistisk, nemlig med en kombination af barriques og store østrigske egefade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Gianluca siger selv, at han er klassisk … og altså hverken traditionalist eller modernist.

Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd. Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo, har den unge vinmager tidligere udtalt.

Francesco Spadaro viste de forskellige elementer i produktionen, og den professionelle tilgang er meget tydelig. Der tænkes på alt … fx viste Francesco mig de nye etiketter, som var trykt på et bedre papir, som bedre kunne holde til at blive våde, når vinene serveres på restauranter og måske kommes i en isspand.

Efter rundturen, så havde Francesco sørget for, at der på terrassen – med udsigt til Ravera markerne og en stor lækker pøl nedenunder – var gjort klart til smagningen, selvfølgelig med et par store Zalto vinglas, lidt saltede mandler og en brochure om Réva. Tjekket.

Vi skulle igennem 4 af husets vine og jeg fandt ikke ud af, hvorfor vi ikke skulle smage alle 6. Det job havde jeg nok også magtet. Men det betød, at jeg smagte:

Rækkefølgen havde Francesco valgt, og var valgt ud fra, at de to første vine er de letteste. Det gav godt mening. Jeg fik noteret lidt smagsnoter, som de er selvfølgelig lagt på bloggen og linket til ovenover.

Og meget kan man sige om det tjekkede sted, men vinene smager bare fremragende. Det er bestemt et up coming vinhus, lette, lyse og fine Barolo’er. Jeg valgte et par flasker, som jeg købte med hjem inden kursen blev sat mod dagens sidste destination.

Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide

Familiens sommerferie ved Lago di Garda var suppleret med et lille vinøst frikvarter for familiens mandlige overhoved aka den flittige houlbergske vinblogger. Det var selvfølgelig behørigt godkendt af den fruelige überboss – og bestod af et par dage i Monforte d’Alba nærmest i hjertekulen af Barololand.

Et par dage med vino på hovedmenuen, hvor jeg kunne lade min totalt alkoholiserede, drikfældige, deliriske og forfaldne nebbiolokrop forsumpe endnu et par promiller.

Jeg havde dog – hvis ret skal være ret – anvendt de medbragte løbesko – og tilhørende løbetøj – et par gange langs søbredden ved forrige destination, således vinbloggeren stod bare nogenlunde skarp i mødet med de dygtige druelandmænd i Italiens nok mest spændende og dyreste vinområde.

Inden afrejsen fra Danmark havde jeg fastlagt og aftalt de 3 besøg, som var indlagt på farmands lille timeout-skema fra den ordinære ferie … alle forholdsvis tæt på hotellet Il Grappo d’Oro, som var valgt som militært hovedkvarter aka headquarter for den houlbergske vinøse mission.

Il Grappo d’Oro var et perfekt udgangspunkt placeret centralt på torvet i Monforte d’Alba med et strategisk – og betagende – udsyn til hele området og de smukke vinmarker. Herfra kunne jeg besøge tonsvis af producenter. Familien var småtrætte, men havde wifi og var tilfredse, så Houlberg dampede afsted.

De udvalgte vinhuse til dagens tur var Parusso kl. 9.00, Réva kl. 11.00 samt Conterno Fantino kl. 14.30. Så derfor troppede jeg som første stod punktligt op hos Azienda Agricola Parusso, der ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vejen mod Castiglione Falletto, faktisk næsten lige i trekanten mellem de 3 marker Marriondino, Rocche di Calstiglione og Bussia.

Porten var – som hos mange af producenterne i området  – lukket, men et par kluntede houlbergske gloser i samtaleanlægget om, at jeg da vist havde en aftale, virke tilsyneladende fint, for de store jernlåger gled langsomt op ind til det forjættede land.

Jeg havde booket min aftale hos Parusso med Denis Bottocin, men det blev i stedet den søde – og smukke – Giulia Parusso, som modtog mig i døren og skulle guide mig igennem alle husets vine. Mit held.

Giulia er datter af Tiaziana Parusso, som sammen broderen Marko Parusso driver det fabelagtige vinhus, som står bag den 2013 Barolo Bussia, som endte i toppen ved Mr Rubys fine, store Barolo terroir smagning tidligere i år, hvor der blev battlet mellem vine fra 3 terroirs … Cannubi, Bussia og Ravera.

Sjovt nok, så skulle netop Mr Ruby aka Jacob også besøge Parusso … blot dagen efter mit besøg.

Historien

Vinhuset Parusso er reelt startet i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første parcel Sori dla Seira på vinmarken Mariondino, hvor han startede med at plante lidt Nebbiolo … og druerne solgte han til venner og de lokale kooperativer, idet den primære drift på gården var svineproduktion samt lidt almindelige afgrøder, ferskner og anden frugt.

Han gemte dog altid lidt druer, som han producerede lidt vin af … men det var nu udelukkende til familiens eget brug. Selve vingården købte Gaspare  i 1925 … tæt på parcellen ved Mariondino marken med en smuk udsigt udover Rocche marken.

Det var imidlertid Gaspares søn Armando, som så et større potentiale i vingården og i 1971 startede med selv at lave og sælge deres vine under Parusso familienavnet.

Han begyndte langsomt at omdanne driften fra almindelig landbrug til vinavl og -produktion. Han opkøbte flere parceller på både Bussia og Mosconi markerne for at udvide produktionen. Og det varede heller ikke længe inden, at han fik hjælp fra 3. generation i form af sønnen Marco, som allerede i en ung alder blev interesseret i vinproduktion.

Marco Parusso startede med at arbejde fuld tid i vineriet i 1986 efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog i Alba. I dag driver Marco vingården sammen med søsteren Tiziana.

Det er Marco, som har udviklet vinhuset fra et lille lokalt vineri til et af de mest respekterede navne i hele Barolo. Og næste generation er også på vej ind i foretagendet … i hvert fald hjælper Tiazianas datter Giulia også til og ved alt om vinhuset og produktionen af vinene.

Samlet driver familien 28 hektar vinmarker, hvoraf de 18 hektar er egne marker, mens de sidste 10 hektar er via lejeaftaler. Markerne er fordelt på de tre marker Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto. På Bussia marken er det parcellerne Vigna Rocche og Vigna Munie.

Det giver basis for en årlig produktion på omkring 130.000 flasker vin, som er fordelt på et par hvidvine, 7 Barolo’er, et par Barbera vine samt selvfølgelig også en Dolcetto og Langhe Nebbiolo. Alt produceres på ejendommen, som Gaspare købte i 1925, men ejendommen er siden renoveret og udvidet betydeligt.

Parusso er én af de producenter, som udover at arbejde meget traditionelt i vinkælderen, også arbejder meget moderne markerne, som er inddelt i mikrozoner efter undergrund og beliggenhed. Og hver zone passes så individuelt … både omkring beskæring og organisk gødning.

Alt dyrkes økologisk og Parusso lader også græsset gro imellem vinstokkene, hvilker – efter deres vurdering – hjælper planterne med at blive sunde, stabile og modstandsdygtige over for sygdomme.

Smagningen sammen med Giulia

Vi startede mit besøg hos Parusso i det gamle smagelokale, hvor alle husets vine er linet op. Jeg blev enig med Giulia om, at jeg – en smule uhøfligt og imod mine principper – sprang deres Dolcetto og Barbera vine over, således jeg smagte de hvide samt deres Nebbiolo vine.

Jeg havde jo en bagkant, da jeg skulle være hos Réva kl. 11.00 og jeg vidste, at Parusso laver 6-7 Barolo’er. Samtidig ville jeg også gerne nå en rundvisning i vinkælderen, hvis det var muligt.

Det var helt fint med Giulia, som derfor startede med at servere mig det første glas … en Spumante Metodo Classico Brut og lidt en specialitet, som er lavet på ren Nebbiolo.

Samlet kom mit smageprogram til at se sådan her ud:

Giulia var den sødeste værtinde og hun fortalte om vinhuset, historien, produktionen og alle vinene. Jeg nåede samtidig at få noteret smagsnoter på alle vinene, så jeg har  derfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Giulia viste mig også gamle fotos af familien og gården, der i mange, mange år fungerende som et almindeligt landbrug. Giulia fortalte, at hendes farfar Armando i 1950 havde 70 svin, som dengang var gårdens primære aktivitet.

Hun viste mig også et par gamle flasker Barolo, som hendes farfar havde lavet … en årgang 1967 og 1971. Dengang hed vingården også Armando Parusso.

Jeg var meget imponeret af vinene … deres almindelig Langhe Nebbiolo er fantastisk, men selvfølgelig er Barolo’erne en klasse over. Jeg faldt nok mest for deres Barolo Mariondino, som virkelig er let, feminin og så blød, mens Bussia – lige åbnet – lige skulle luftes lidt, men også smager monstergodt.

Heldigt for mig, så havde de lige dagen før åbnet en 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som bare var spillevende og helt perfekt. En lille tår gulddråber af første karat. Det er planen, at vinen skal frigives næste år … 20 år efter høsten og Riserva XX er indtil videre udelukkende det midlertidige navn på vinen.

En 2010 Bussia Riserva imponerede mig ikke så meget, men Guilia fortalte, at vinen har en kurve … nærmest som et U, hvor den først er fin i starten, så har en periode, hvor den slet ikke performer og så igen bliver mere frisk derefter. Det var deres 2000 Barolo Bussia Riserva XX et godt eksempel på.

Giulia fortalte mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og blødt udtryk.

Til sidst valgte jeg et par vine, som jeg måtte ha’ med hjem, og fik klaret betalingen. Derefter gav Giulia en lille rundvisning i vinkælderen.

Rundvisningen

Vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor vi så det mest af selve produktionslokalerne. Vi så de store ståltankene til vinificeringen, plastkasser til den korte tørring af drueklaserne.

Vi så de mindre vandrette gæringstanke, hvor der er en snegl i bunden af tankene samt den store kælder til lagring af vinene på både barriques og egefade.

Generelt var kælderen langt større end jeg havde forventet, for der var virkelig mange egefade. Undervejs fortalte Giulia videre om vinene og arbejdet i vinkælderen.

Samlet blev det et virkelig kongebesøg … så stor tak til Giulia for en fremragende smagning og den store gæstfrihed. Parusso er bestemt et besøg værd, hvis du kommer på de kanter … alternativt, så forhandles vinene herhjemme af KB vin.

Vi slutter med et par yderligere billeder fra rundvisningen.

Her forenden af den aflåste gang kan man se, hvordan undergrunden er på marken ved vingården.

Besøg hos Graziano Prà … en vaskeægte Soave og Valpolicella mester

Vort tredje besøg blev det absolut bedste besøg på den lille udflugt til Soave, nemlig hos gode Azienda Agricola di Graziano Prà lige i udkanten af Monteforte d’Alpone lige efter vor lille frokost i Enoteca d’Alpone.

Jan havde allerede hjemmefra aftalt vort besøg med Diego Corradi, der til dagligt tager sig af eksporten i vinhuset, men denne dag vikarierede for hende, der normalt modtager besøgende på vingården.

Vi ankomst som aftalt kl. 14.00 og blev modtaget af Diego og lad mig sige det med det samme; det blev et kongebesøg, virkelig et gæstfrit sted og vinene er nogle af de bedste Soave vine, som jeg er stødt på under mine nu 2 besøg i området. Men alt det vender jeg tilbage til.

Historien om vinhuset Prà

Lad os først lige se nærmere på Graziano Prà, som har drevet vinhuset siden starten af 1980’erne. Han overtog sammen med sine brødre Sergio og Flavio vingården efter deres far, der også – som sin far – var vinmager, altså en familie med flere generationers vintradition.

Dengang hed vinhuset også Fratelli Prà, og familien havde gennem generationer ejet marken Monte Grande ved Monteforte d’Alpone. Efter overtagelse stod Graziano for vinproduktionen, mens Sergio tog sig af arbejdet i vinmarkerne.

Graziano havde en klar strategi om at lave ren vine på de lokale druer og var samtidig inspireret af idéerne om en sund, ren og bæredygtig landbrugsproduktion.

Den bæredygtige tilgang har været fundamental siden starten … en naturlig og ren tilgang til vinfremstilling og respekt for både vin og miljø. Det betyder i dag, at produktionen er økologisk certificeret, selvom det ikke fremgår af vinenes etiketter.

Graziano Prà var i 1988 også den første, som begyndte at bruge druer, som var tørret på vinstokkene og anvende den til enkeltmarksvine, nemlig både ved vinene Monte Grande og Colle Sant’Antonio. De to vine skal jeg nok vende tilbage til.

I dag driver Graziano Prà selv vinhuset og har siden udvidet domænet … både med køb af marken Monte Bisson, men mest betydende i 2001 også marker udenfor Soave, nemlig La Morandina i Valle di Mezanne i Valpolicella, således han kunne lave rød Valpolicella vin og i 2009 også den første Amarone.

Samlet ejer vinhuset nu 28 hektar vinmarker, hvilket betyder en årligt produktion på knap 200.000 flasker årligt, hvilket er fordelt på 8 forskellige vine … 5 fra Soave Classico området og 3 røde fra Valpolicella. Stilen på vinene er lette med elegance, balance og aromatisk præcision.

Vinene fra Prà er også bemærket af omverdenen og i 2015 kom Graziano Prà ind blandt Wine Spectators liste over de 100 bedste italienske vinhuse og Gambero Rosso giver også flere af vinene Tre Bicchieri. Generelt har vinene fra Prà skabt huset et stort nationalt og internationalt omdømme.

Som med Pieropan er Graziano Prà ikke med Consorzio Tutela Vini Soave, men i stedet FIVI … der står for Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti, som er en forening af uafhængige vinbønder. Dermed står de udenfor de store kooperativers store magt … en tendens, som flere og flere vinbønder følger.

Rundvisningen

Vi startede besøget med, at Diego kørte os en tur op på vinmarken Monte Grande af snørklede, bumpede grusveje. Monte Grande er den af Soaves 33 cru’er, hvor der er flest vinmarker i forhold til områdets størrelse … 48,8 hektar ud af området samlede 49,4 hektar jord.

Det skyldes bl.a., at markerne ligger helt perfekt og udelukkende med den mineralske, sorte, basaltiske og vulkanske jord. Det er et af de bedste områder i Soave til dyrkning af vin og Prà dyrker der både Garganega og Trebbiano di Soave.

Diego parkerede den hvide Citroën ved et stort springvand, som vinhuset byggede i 2010 for at kunne kunstvande stokkene … men det ser selvfølgelig også indbydende ud for besøgende gæster.

På Monte Grande er Garganega vinmarkerne plantet efter Pergola systemer og Trebbiano di Soave efter Guyot principperne. Diego viste os rundt og fortalte lidt om vinhuset, deres marker og selvfølgelig historien bag vinhuset.

Da vi returnerede til vingården fik vi en rundvisning og vi startede i produktionen, hvor vinene laves på store rustfrie ståltanke. Nogle af tankene havde indbygget rotor i bunden, så man kan foretage en automatisk omrøring under fermenteringen.

Derefter gik turen til kælderen … og nedenfor trappen til kælderen hang der et billedet af manden himself, altså Graziona Prà, som vi skam også hilste på senere. Desværre fik jeg ikke taget et foto af Graziano, så I må nøjes med dette foto af fotoet.

På væggen var der også en interessant hylde med 5 stykker udskåret jordbund fra de områder, hvor druerne til husets 5 hvide Soave vine kommer fra.

I kælderen var der – udover dejlig koldt – masser af barriques, tonneaux og store 15-20 hektoliter egefade. Fadene anvendes selvfølgelig til de røde Valpolicella vine, men også til flere af de hvide Soave vine, nemlig både Monte Grande og Colle Sant’Antonio, som både gærer og lagrer i store egefade.

Derudover gemmer Graziano også et lagrer af deres produktion fra alle årgange, hvilket de fx bruger, når der skal afholdes store vertikal smagninger. Hmmm, der gad jeg godt tilbringe en hyggelig dag.

Smagningen

Efter rundvisning, så blev vi budt udenfor på familiens terrasse, som ligger med et betagende view til markerne på bl.a. Monte Grande, og mens vi tabte underkæben, så hentede Diego de første vine, og sammenlagt kom vi til at smage næsten alle vinene:

Vi smagte ikke deres Passito Bianco delle Fontane, men var også mætte af indtryk efter en lang snak om vin. I Danmark importeres Prà vinene af Distinto og Diego var – nok på grund af hans rolle som eksport manager interesseret i vort kendskab til Distinto.

De var tilfredse med deres danske importør og lagde i det hele taget vægt på, at deres vine blev solgt af nogle med passion, kant og stort hjerte for deres vinhus. Og vi kunne kun bekræfte dem i, at de havde valgt en god importør med et fantastisk sortiment.

Graziano Prà kom også lige forbi, hilste på os og ønskede os en god smagning. Diego fortalte ham, at vi var danske vinnørder og samtidig var meget interesseret i Soave … eller noget i den retning, men faktisk forstår jeg intet på italiensk ;o)

Diego fortalte lidt om hver vin, så jeg fik tid til både at byde vinene i store drag og lave lidt smagsnoter. Dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover,

Men jeg kan godt afsløre, at det var noget af det bedste Soave vin, som jeg har smagt. Derudover var jeg også totalt imponeret af deres Valpolicella vine, som har en utrolig dragende lethed … ja, men det må du læse mere om i anmeldelserne af vinene.

Ja faktisk var vi så begejstrede, at vi endte med at købe lidt vine, selvom jeg allerede forinden vidste, at der ikke var megen plads i bilen sammen med hele familiens bagage … jeg må ha’ en stationcar næste gang ;o)

Vi spurgte til et byggeri bag ved vingården, og Diego fortalte, at de er i gang med en udvidelse af vinkælderen/lageret, idet de har brug for yderligere plads. Men derudover er de også i gang med at bygge et agri turismo i Soave og det forventer de står færdigt i slutningen af året.

En stor tak til Diego Corradi for et kongebesøg … klart og uden sammenligning dagens bedste.

Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari

Suavia Azienda Agricola stod højt på min ønskeliste over vinerier, som jeg gerne ville besøge i Soave, for jeg har altid været betaget af kvaliteten af deres vine og det blev kun forstærket, da jeg under Soave Stories Volcanic Wines Press Tour smagte en 2007 Monte Carbonare Soave Classico.

Vi kunne lige presse det aftalte besøg hos Suavia ind mellem besøgene hos Pieropan og Graziano Prà … godt hjulpet af, at besøget hos Pieropan gik forholdsvis hurtigt. Så derfor satte vi kurs mod den lille by Fittà, som ligger en anelse nord for Soava by.

Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og Suavia Azienda Agricola ligger lige i udkanten af byen på vejen mod Monteforte d’Alpone.

Der holder vinhuset til i en nyere ejendom, der ligger med en smuk, betagende udsigt til alle vinmarkerne på runde bakker.

Da vi ankom til vingården var porten lukket, men vi meldte vores ankomst og – sesam sesam – gik lågerne op og vi fik parkeret bilen i skygge … så godt det nu var muligt.

Vi blev modtaget af Alessandra, som jeg havde set tidligere, for det var netop hende, som ved Soave Stories Volcanic Wines Press havde serveret mig det glas 2007 Monte Carbonare, som næsten havde slået mine fødder væk under mig.

Hun bød os indenfor i det moderne vinothek, hvor der hurtigt blev gjort klar til vor lille smagning.

Historien om vinhuset

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at selv presse druerne, producere og sælge vinene … og deres vinhuset fik navnet Suavia, hvilket er det gamle navn for Soave.

Selve den nuværende og moderne vingård er bygget i 1990, men er siden udvidet i både 1998, 2004 og 2008. Vingården er bygget i 3 niveauer, således vinen kan flyttes alene ved brug af tyngdekraften og uden brug af pumper.

Det falder godt i tråd med, at Tessari familien også driver markerne efter økologiske principper og også skeler til nogle af de biodynamiske principper,

I dag er det 3 af Giovanni og Rosettas 4 døtre, som driver vingården, nemlig Mari, Valentina og Alessandra Tessari.

De 3 Tessari søstre har virkelig fået sat deres præg på vingården med en blanding af innovation og tradition, hvilket har medført, at Suavia Azienda Agricola i dag hører til toppen af de førende Soave producenter.

Suavia ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 4 cru’er, nemlig Fittà, Carbonare, Castellaro og Tremenalto … alle marker rig på den sorte, vulkansk, basaltiske jord og ligger i en højde på minimum 250 meter.

Der dyrker søstrene alene de to primære Soave druesorter Garganega og Trebbiano di Soave fra vinstokke, der gennemsnit er 35 år gamle.

Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin, og det er fordelt på 6 forskellige vine, nemlig en basis fornuftig Soave Classico.

Derudover er det to buttede flasker Massifitti og Monte Carbonare på henholdsvis Trebbiano di Soave og Garganega, topvinen Le Rive, en mousserende Opera Semplice på 100% Trebbiano di Soave og selvfølgelig endelig en Recioto di Soave kaldet Acinatium.

Alle vinene er vinificeret på ståltanke og kun Le Rive og Recioto’en er lagret på egefade. Derudover laver vinhuset også lidt olivenolie.

Smagningen

Alessandra Tessari bød os velkommen og havde lavet plads til os ved et langt bord i det moderne vinothek.

Der vi smagte følgende vine:

Jeg har smagsnoter på alle vinene, så jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser. Jeg havde tidligere smagt både Massifitti og Monte Carbonare i de samme årgange, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser.

Den søde Alessandra fortalte om vinene, markerne og produktionen. Derudover passede hun telefonen, men fik også tid til at hente os lidt brød, så vi også kunne smage deres olivenolie.

Den smagte i øvrigt rigtig godt med en smule mere søde og rundhed end de fleste olivenolier. Produktionen af olivenolie er primært til familiens eget forbrug, men de sælger dog også lidt af olien til besøgende.

Besøget cementerede kun min betagelse af vinene fra Suavia. Jeg havde alene tidligere smagt Massifitti og Monte Carbonare, men blev aldeles forelsket i deres topvin Le Rive, som jeg købte af par flasker af sammen med deres mousserende Opera Semplice, som vi – sjovt nok – ikke smagte, men som lød ret spændende.

Det var desværre ikke muligt at komme ned at se kælderen, så vi sluttede besøget med et foto af Alessandra Tessari med vinmarkerne i baggrunden.

Hun var lidt generet og mente ikke, at hun var klædt ordentlig på til et foto, men lod sig overtale. Vi synes, at hun så dejlig ud.

Alessandra kom også med en god anbefaling på et sted for vor frokost, da vi spurgte hende om råd på dette umanerlige vigtige punkt. Da vi fortalte, at vi var på vej til Graziano Prà, så anbefalede hun straks et besøg hos Enoteca di Monteforte d’Alpone lige bagved kirken i byen … og ikke langt fra vores næste destination.

Det var et helt fantastisk og charmerende sted, mest for de lokale og et sted de færreste turister finder vej til. Tak for det Alessandra … og for smagningen af de vidunderlige vine.

Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance

Omkring halvanden måned efter mit første besøg i Soave, så gensøgte jeres flittige vinblogger igen Soave … denne gang sammen med min vinbuddy Jan, som også var ved Gardasøen med sin familie – ligesom familien Houlberg – denne topvarme fredag i juli måned.

To vinnørder uden andet at lave end at slappe af. Derfor havde vi aftalt en lille vintur ind i landet, nemlig til netop Soave og Jan havde lavet aftaler om besøg hos 3 vinproducenter, hvor den første var Pieropan Vignaioli Dal 1880. Det var lidt midt i den gamle middelalderby Soave kl. 11.00 – perfecto.

Historien

Vinhuset hedder helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. og er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by, ja faktisk næsen lige skråt overfor Palazzo del Capitano, hvor jeg sidst drak vin i Soave ved Soave Stories Volcanic Wines Press Tour.

Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker.

Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men blev derefter overtaget af 3. generation i form af Leonildo Pieropan, som blev lidt af en legende i Soave. Han drev igennem mange år domænet, som han gjorde kendt I både Italien og det meste af verdenen … først alene og senere med hjælp fra sine to sønner Andrea og Dario Pieropan som 4. generation.

Leonildo døde desværre i 2018, så nu drives vinhuset af brødre Andrea og Dario. De har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon. De bedste marker er klart Calvarino og La Rocca, som ofte fremhæves af den italienske og internationale presse som arketyper på klassisk Soave.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave røde Valpolicella vine … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne.

Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen og laver i dag klassisk, lækker Valpolicella og Amarone.

Smagningen i butikken i Palazzo Pullici

Vi sigtede ved ankomsten til Soave mod adressen Via Giulio Camuzzoni 3 midt i byen. For mig blev det et glædeligt gensyn med byen og jeg havde allerede ved første besøg i byen noteret mig, hvor adressen på  Pieropan og lidt før det aftalte tidspunkt mødte vi også forventningsfulde op i vinhusets lille butiks-/kontorlokale, hvor en yndig kvinde sad bag et skrivebord.

Da vi fortalte, at vi havde en aftale, så startede hun med at gøre klar til en lille smagning … en stående smagning ved et rundt bord lige indenfor døren. Hun spurgte, hvad vi kunne tænke os at smage og vi sagde – i fuld overensstemmelse med sandheden – det hele.

Vi startede med at smage Pieropans 3 hvide Soave vin, deres 2 røde Valpolicella vine, en spumante og sluttede med Recioto di Soave, og dermed kom vores program sådan her ud:

  • 2018 Pieropan, Soave Classico
  • 2017 Pieropan, Calvarino
  • 2017 Pieropan, La Rocca
  • 2016 Pieropan, Ruberpan Valpolicella Superiore
  • 2015 Pieropan, Vigna Carzon Amarone della Valpolicella
  • N.V. Pieropan, Spumante Ghes Rosé Extra Dry
  • 2016 Pieropan, Recioto di Soave Le Colombare

Men jeg fik ikke lavet nogle smagsnoter, men endte dog med at købe et par flasker af La Rocca, så anmeldelsen af den vin kommer selvfølgelig på Houlbergs Vinblog på et tidspunkt.

Det var ikke muligt at købe nogle flasker med alder … havde lidt håbet på det, da Garganega vinene ældes så smukt.

Vor søde værtinde fortalte lidt om hver af vinene, som i dag ikke længere produceres på den gamle ejendom Palazzo Pullici i byen, da man er i gang med at lave et moderne vineri udenfor byen. Selvom det nye vineri ikke er helt færdig, så var produktionen allerede flyttet.

Jan havde i forbindelse med bookingen af tidspunktet for vor lille smagning også spurgt om, hvorvidt vi kunne se produktionen eller vinkældrene, men det var ikke muligt grundet flytningen af produktionen.

Så derfor blev det således blot en ordinær – og lidt turistagtig – smagning, som vi også kom til at betale for, selvom vi begge købte lidt vine fra huset. Det var måske også meget fair.

Vignaioli Indipendenti

Pieropan Vignaioli Dal 1880 deltog ikke i Soave Stories Volcanic Wines Press Tour, da de ikke er medlem af Consorzio Tutela Vini Soave og jeg spurgte vores værtinde om, hvor de ikke deltog.

Hun fortalte, at de – som mange andre – har meldt sig ud af konsortiet, hvor de store kooperativer fylder markant og bestemmer det meste.

De er i stedet med i Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti … en sammenslutning af uafhængige vinproducenter, der alene laver vine med druer fra egne vinmarker og dyrker markerne efter bæredygtige normer.

Sammenslutningen kaldes til dagligt blot FIVI og er lavet som en modpol til de store vinehuse og kooperativer, som bliver større og større … og dermed mere kontrollerende.

Vurderingen af vinene

Jeg havde tidligere smagt en enkelt vin fra Pieropan, nemlig en 2013 Calvarino, så jeg vidste godt, at huset laver god Soave vin, og at det ligeledes regnes som noget af det bedste i Soave området.

Smagningen af de 3 hvide Soave vine dokumenterede også dette … specielt Calvarino og La Rocca.

Begge vine har lidt Soave fedme og pænt med mineralitet, men kommer fra forskellig undergrund, hvor Calvarino er et klassisk blend på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, lavet i betontanke og kommer fra sort, vulkansk, basaltisk jord.

La Rocca er 100% Garganega og kommer derimod fra lys, nærmest hvid kalkstenrig jord og er lagret på egefade en periode. Begge er vine, som hører til i toppen af Soave vinene og jeg var klart mest til La Rocca.

Jeg blev imidlertid noget overrasket over deres røde Valpolicella vine, som er meget lette og utrolig elegante i stilen, specielt deres Ruberpan Valpolicella Superiore, som næsten virkede let og transparent i glasset.

Det er måske forkert, at kalde deres Amarone en let vin, men det er bestemt ikke tung, rosinagtig Amarone, men derimod en frisk og frugtrig vin. Jeg er normalt ikke særlig stor fan af Valpolicella vinene, men disse to vine smagte faktisk rigtigt godt. En slags afkølet elegance … lidt som vores besøg hos Pieropan.

Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus

Det næste vinhus sirligt noteret på min fedtede, lidt småkrøllede seddel sagde Weingut Artur Steinmann, og da det samtidig ligger en spytklat fra Gästehaus Mönchshof, så var et besøg selvfølgelig oplagt. Så på den måde er jeres flittige vinblogger som altid … flittig.

Vinhuset hedder også Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus, da det ligger i en gammel ejendom fra 1655, som oprindelig tilhørte Franz Daniel Pastorius, som rejste til USA i 1683 og grundlagte den første tyske bosættelse i det nye land.

Han blev en anerkendt ambassadør for tysk kultur i Amerika, grundlagde byen Germantown ved Philadelphia, hvor han også var borgmester en lang årrække. Han var kendt for sin høje moral, kristne værdier og var bl.a. også for en ophævelse af slaveriet og fred med indianerne.

I dag er Pastoriushaus totalt renoveret og det blev i 2014 også suppleret med et moderne vinothek … og der var netop der, at jeg helt naturligt startede mit besøg. Der blev jeg modtaget af Steffi aka Stefanie Steinmann, som er datter af ejeren og vinmageren Artur Steinmann, der i dag driver vinhuset.

Steinmann familien har været vinbønder siden middelalderen, så det understøtter min teori om, at Artur stammer fra samme familie som Martin Steinmann på Weingut Schloss Sommerhausen, selvom det ikke er noget, som jeg har dokumentation for.

Det var Karl Steinmann Senior, som reelt grundlagde vinhuset tilbage i 1916, hvor han købte den gamle Pastorius ejendom.

Dengang levede familien af vine og brændevine, som blev solgt til de lokale værtshuse og restauranter, men løbende koncentrerede man sig udelukkende på produktionen af vin. Men derudover var Karl Steinmann Senior også borgmester i Sommerhausen igennem mange år.

Siden 1982 har det været Artur og hustruen Elfriede Steinmann, som har stået for driften. De har i 1991 stået bag en total renovering af Pastorius ejendommen og også stået for tilbygningen af det moderne Vinothek.

Og nu er det med hjælp fra datteren Stefanie, som står for salg og markedsføring, mens en anden datter Anna arbejder indenfor medicin og ikke deltager i familievirksomheden.

Sønnen Markus er dog i gang med uddannelse til vinmager, først på Geisenheim og har også arbejdet hos Weingut Schmitts Kinder i Randersacker, så forhåbentlig vil han senere kunne begynde at overtage vinproduktionen.

Derudover har Artur også hjælp fra en række ansatte, bl.a. winzermeister Alexander Schwarz og de har samlet 17 hektar vinmarker at lave vine fra, hvor de bedste marker er Kapellenberg i Frickenhausen samt Ölspiel og Steinbach i Sommerhausen.

Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Bacchus, Traminer samt Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 125.000 flasker vin årligt … og kun de bedste får skrevet Im Pastoriushaus på etiketten.

Smagningen i vinotheket

Jeg fik en fantastisk lille smagning og en god snak om vin med Steffi samt en mand, som jeg ikke fik navnet på, men måske var Stefanies mand, men som i hvert fald hjalp med salget af husets vine ved besøg på restauranter og vinbutikker. Han skrev også en række artikler om druerne i Franken.

Det betød, at vi fik en herlig snak om vin, og de var også begge meget interesseret i min vinblog. Det blev med andre ord lidt nørdet, men herligt sådan en dag, hvor Sommerhausen jo egentlig blot var et lille stop undervejs til ferien med familien ved Gardasøen.

Jeg smagte et bredt udsnit af deres vine, dog primært koncentreret omkring vine på Silvaner og Riesling … og selvfølgelig skulle jeg – Danmarks førsteelsker af Spätburgunder – også smage deres røde på den drue. Det betød, at jeg i deres moderne vinothek smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel New World Edition 19 *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken *
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Silvaner Spätlese Trocken
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Riesling Spätlese Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Reifenstein Silvaner Alte Reben Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Domina Trocken
  • 2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken *

Jeg fik ikke lavet smagsnoter under smagningen, men har købt en kasse blandede bolsjer med hjem … det er dem, som er markeret med stjerne, så dem skal I selvfølgelig nok få beskrivelser og anmeldelser af, og de første er allerede smagt ;o)

Generelt, så er kvaliteten af vinene fra Artur Steinmann rigtig høj og jeg glæder mig allerede til at gensmage vinene.

Steffi sagde, at jeg skulle smage deres Domina vin … ellers havde jeg ikke rigtigt været i Franken, så det måtte jeg selvfølgelig så bare efterkomme. Hun var meget nysgerrig på min mening om den vin, men jeg måtte – ærlig som jeg nu er – erkende, at jeg mere er en Spätburgunder kind of guy.

Derefter gav Steffi mig en rundtur vinkælderen, hvor jeg så både produktionsfaciliteterne og de gamle vinkældre, hvor flere er helt tilbage fra husets opførelse i 1655, altså over 350 år gamle. Jeg var meget duperet over vinkælderen, som var ret stor og virkelig interessant med masser af rum og overraskelser.

En stor vintønde, ein grosse Holzfass var fx en skjult dør til endnu en vinkælder og de havde også et lille skattekammer med gamle vine … ikke kun fra deres egen produktion, men også fra vinhuse i hele Europa.

Jeg spurgte Steffi, om hun ikke nogle gange bare satte sig ned i kælderen og nød en flaske fra den store samling, men hun mente, at der var alt for koldt … men de nød ofte en vin fra skattekammeret.

Sammenlagt et virkelig fint besøg.

Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag

Schloss Sommerhausen er klart det største, historiske og mest kendte vinhus i den lille winzerstadt Sommerhausen syd for Würzburg og det stod derfor også øverst på min seddel over vinhuse, som jeg gerne ville besøge i byen.

Det ligger på hovedgaden – Hauptstraße 25 – i en tussegammel bygning, hvor den gamle kælder stammer tilbage fra vinhusets grundlæggelse i 1435.

Vinhuset hed oprindeligt Weingut von Schenk Konrad IV von Limpurg, og blev grundlagt af Konrad IV fra adelsfamilien Schenken von Limpurg, som startede med at bygge den gamle kælder. Resten af slottet stammer fra perioden 1546-1575.

Adelsfamilien Schenken von Limpurg var schwäbisch-fränkische grever af Rechteren-Limpurg-Speckfeld og en indflydelsesrig familie med forbindelser til den böhmiske konge. De ejede flere godser og ejede således også Schloss Sommerhausen gennem mange århundreder.

Den sidste ejer i familien var Hildegard Gräfin von Rechteren-Limpurg-Speckfeld, som i 1968 solgte slottet til Kasper Steinmann, hvis familie siden 1797 havde været ansat af grevskabet og både havde stået for vinavlen samt vinfremstillingen.

I dag er det Martin Steinmann, der som 15. generation af Steinmann familien står for driften af vinhuset, selvom den gamle ejendom i 2016 blev tilbagekøbt af oprindelige familie i form af Dr. Icho Graf von Rechteren-Limpurg-Speckfeld.

Det har dog ikke fået indflydelse på vinproduktionen, som ikke længere foregår på det gamle statelige vinslot midt på hovedgaden i Sommerhausen, for der er alene kontor, smagslokale og butik, mens den gamle kælder fra 1435 anvendes til flaskelagring af husets mousserende vine.

Selve produktionen sker i dag i midlertidige lokaler i Randersacker, men man er dog i gang med at bygge et nyt, stort og moderne vineri i Sommerhausen og det forventes at stå færdige senere i år, således høsten for 2019 kan ske i de nye lokaler.

Familien Steinmann har samlet været vinavlere i Sommerhausen siden 1537, så de har stolte traditioner indenfor vinproduktion. Mon ikke Weingut Artur Steinmann, som jeg besøgte bagefter, også kommer fra samme familie? Det fik jeg imidlertid ikke spurgt om, men det lyder jo egentligt meget plausibelt.

Weingut Schloss Sommerhausen har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger på Ölspiel og specielt enkeltparceller på topmarkerne Steinbach og Reifenstein.

Den allerbedste del af Steinbach er den midterste filetstykke, som kaldes Alttenberg 1172, da det allerede tilbage i 1172 var kendt som et særligt sted for dyrkning af druer til vinfremstilling.

Fra husets marker laver Martin Steinmann en række vine … serierne Ohne Viel Worte, almindelige Gutsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Derudover laves også en række specialvine under navnet Aroma og masser af Schaumwein, altså mousserende vine.

Smagningen

Da jeg ankom blev jeg spurgt om, hvad jeg kunne tænke mig at smage. Og da vi jo er i Franken, højsædet for Silvaner, så bad jeg om at smage deres Silvaner vine … og lidt Riesling. Det betød, at jeg smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Schloss Sommerhausen, Ohne Viel Worte Grüner Silvaner Trocken
  • 2018 Weingut Schloss Sommerhausen, Grüner Silvaner vom Quaderkalk
  • 2018 Weingut Schloss Sommerhausen, Blauer Silvaner vom Quaderkalk *
  • 2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Silvaner Alte Reben
  • 2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Steinbach Silvaner Trocken *
  • 2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Steinbach Riesling Trocken *
  • 2016 Weingut Schloss Sommerhausen, Steinbach Alttenberg 1172 Silvaner Trocken

Jeg lavede ikke smagsnoter på vinene og købte også beskedent alene 3 flaske – dem jeg har markeret med stjerne.

Dem skal I selvfølgelig nok få mine vurderinger af … det var i hvert fald de 3 vine, som jeg fandt mest interessant, selvom jeg langt fra smagte alle deres vine.

Jeg kunne ikke se produktionen, som jo pt sker i Randersacker, men jeg fik lov at komme med min værtinde ned i den gamle vinkælder fra 1435 … en meget imponerende kælder, som dog primært var lidt til show-off ved større smagninger, hvor man – ifølge værtinden – typisk altid starter med et glas bobler.

Ellers fungerer den dybe, kolde kælder alene til lagring af husets mousserende vine. Dem smagte jeg dog ikke, så det må blive en anden gang.

Besøg hos Coffele … med søde Chaira i gravid hopla

På Soave turen besøgte jeg vinhuset Azienda Agrocola Coffele og det blev både i deres gamle 1700-tals kælder Cantina Coffele – La cappella di Palazzo Visco-Coffele – midt i Soave centrum og senere på deres smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af én af Castelcerinos bakker i Soave.

Vi blev i deres vinkælder i byen taget hjertelig imod af den struttende Chiara Coffele … struttende både af utroligt godt humør og med en højgravid mave. Selvom vinsmagningen var helt impulsivt arrangeret, så blev der givet tid til os, og vi fik en utrolig fin lille vinsmagning, hvor Chiara samtidig fortalte om huset.

Hun fik også lidt hjælp undervejs af den smukke Elizabeth Zanella, som sørgede for, at vinene blev trukket op, men samtidig fortalte hun også om enkelte af vinene.

Azienda Agrocola Coffele

Vinhuset Coffele er grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele. Han var egentlig lærer – og senere også rektor – på skolen Soave Benedetto dal Bene, men havde tidligere giftet sig med Giovanna.

Hun var sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino i Soave Classico zonen, som familien Visco allerede dyrket siden midten af det 19. århundrede og i det små lavet lidt Bianco Soave.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke de store ud af markerne.

Da Giuseppe giftede sig med Giovanna – der også var skolelærer – og pludselig havde 25 hektar vinmarker, så stod de således overfor et dilemma, for skulle de sælge de efterhånden misligholdte marker, fortsætte praksissen med at sælge druer til kooperativerne eller selv starte med at lave vine?

Giuseppe Coffele startede med at passe vinmarkerne i fritiden, og selvom han ikke havde en uddannelse som vinmager, så startede han i også det små med at lave lidt vin med hjælp fra en række venner og mange tekniske eksperter fra landbrugsinspektoratet i Verona  … og det blev startede på Coffele vingården.

Azienda Agrocola Coffele har fortsat i dag 25 hektar vinmarker i Castelcerino, hvilket primært er med Garganega druer, men også lidt Trebbiano di Soave og Chardonnay … og lidt røde druer som Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Allerede i 1970’erne dyrkede Giuseppe markerne økologisk, da han var dedikeret til beskyttelse af naturen. Han var også en af de første vinavlere, som troede på de forskellige crus i Castelcerinos Soave Classico zone.

Giuseppe var samtidig også en af de første vinprocenter, der startede med at lave mousserende Soave vine.

Siden 1994 har det været sønnen Alberto Coffele, som har produceret vinene. Han er uddannet vinmager fra Agricultural Institute i San Michele all’Adige og startede i familieforetagendet som 30-årig. Han får hjælp af søsteren Chiara Coffele, som tager sig af den økonomiske og salgsmæssige side i vinhuset.

La cappella di Palazzo Visco-Coffele

Som nævnt har Azienda Agrocola Coffele to lokationer, vingården oppe i Castelcerino og den gamle bygning La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by med en gammel gårdsplads.

Ejendommen går helt tilbage til den 17. århundrede og har siden 1990’erne været anvendt af Coffele, efter Guiseppe besluttede at anvende stedet til lagringen af vinene i de gamle hvælvede kældre og samtidig som smagelokale for besøgende, som således centralt kunne smage hans vine.

Vingården Tenuta Coffele på toppen

Vi besøgte senere på dagen også Coffeles smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af en bakke i Castelcerino lige udenfor Soave by … en tur med masser af snørklede hårnålesving.

Ja faktisk er hårnålesvingene så skarpe, at en almindelig bus ikke kan køre derop … så hele selskabet måtte presse sig ind i en skoletur, som er kortere, men også har små sæder, hvor selv korte bloggere op vinjournalister har svært ved at ha’ benene. Men det var jo egentligt meget charmerende.

Tenuta Coffele ligger helt fantastisk på toppen af en bakke med en over 180 grader imponerende udsigt. Det kan I måske få et indtryk af på nogle af billederne, selvom et foto aldrig helt fanger den oplevelse, som man selv får på stedet.

Coffeles marker, som ligger ved vingården er da også nogle af de højeste beliggende vinmarker i Soave Classico zonen i omkring 400 meters højde. På helt på toppen ligger selve vingården, hvor Coffele familien også selv bor. Vingården kan I se på billedet nedenunder.

Selve besøget på vingården skulle reelt alene omfatte en lille gåtur i marken og så ville Coffele også byde på et glas mousserende vin på græsplænen foran vingården. Vi blev budt velkommen af den smukke kvinde nedenunder … en af de ansatte, som også om formiddagen havde hjulpet med smagningen.

Derefter så vi først det lille hus. hvor Coffele hænger druer til tørre til brug for deres Recioto di Soave. Huset er forholdsvis nybygget og ligger lidt nedenfor vingården … men fortsat – som I kan se – med en fabelagtig udsigt fra det store lokale, som Chiara også fortalte, bruges til smagninger.

Vi fik også hilst på Chiaras broder Alberto – vinmageren himself – som er en rar, beskeden og travl mand. På billedet nedenunder får han lige en hurtig snak med Chiara, inden han hastede videre.

Vi fik derefter set husets marker, alle dyrket økologisk og nogle endda med en flok geder rendende rundt imellem vinstokkene … dog styret af en gedehyrde, som forsøgte at afholde de små kræ fra at nuppe nogle af bladene på vinstokkene.

Derfor er selvfølgelig også ret praktisk, at vinstokkene er plantet efter pergola metoden. På billedet ser vinstokkene måske en smule sølle ud, men Chiara fortalte, at det dårlige og kolde vejr i foråret og forsommeren havde betydet, at stokkene var omkring en måned bagefter i forhold til et normalt år.

Efter rundturen i marken sluttede vi med et glas bobler på plænen foran vingården, bl.a. åbnede Elizabeth Zanella en ikke frigivet 2011 Coffele Brut på ren Garganega. Den var endnu ikke degorgeret og endnu med kapsel … men smagte ret fantastisk.

Vinsmagningen

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by smagte vi de fleste af vinene fra Coffele. Der fortalte Chiara historien om deres vinhus, men også lidt om det, at være vinproducent i Soave, at stå i skyggen fra de store kooperativer og udfordringen med at gøre Soave vinene kendte for kvalitet … og ikke blot billige priser.

I dag fylder de store producenter som Cantina di Soave og Bolla det meste af markedet og bestemmer meget i Soave. De er dermed også toneangivende i Consorzio Tutela Vini Soave … og har så i kraft af deres størrelse en interesse i, at området også sælger masser af billige vine.

En af årsagerne til, at Coffele har fået en status som én af de 10 bedste producenter i Soave skyldes ifølge Chiara, at de har fundet en perfekt balance mellem traditioner, en stor kreativitet og så en trofast fortolkning af deres terroir.

Derfor er den økologiske tilgang til dyrkning og produktion også vigtig i vinhuset … og Alberto pløjer endda nogle af markerne med hest for at sikre, at tingene sker med mindst mulig påvirkning. De har også en system i flere af markerne med overrisling af vand til vinstokkene, hvis der bliver for tørt … selvom det måske ikke er fuldstændig naturligt.

Selvom smagningen om formiddagen er improviseret, så blev vi budt velkommen med åbne arme, og flasker åbnet. Så der gik ikke lang tid fra vi satte os … og det første glas hvidvin var skænket.

Ja … det ser jo lækkert ud og på højre kant havde de to canadier sat sig. De kendte begge huset ret godt, men John Szabo tog alligevel godt med noter.

Azienda Agrocola Coffele laver årligt omkring 130.000 flasker vin fordelt på omkring 9 vine … og vi smagte et lille glas af næsten dem alle, nemlig disse 7 vine:

Udover de 7 vine, så laver Coffele også 2 rødvine udover den smagte Valpolicella. Druerne til rødvinene kommer primært fra Chiara og Albertos fætter Filippo, som har lidt vinmarker i Cazzano di Tramigna i Valpolicella.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Sammenlagt en hyggelig smagning … og stor tak til både Chiara Coffele, Elizabeth Zanella og resten af crew’et hos vinhuset. Det er helt sikkert et sted, som jeg vil anbefale, at du besøger, hvis du kommer til Soave.

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele sluttede vi smagningen med husets specielle Aurea Retia Spumante Dolce, som vel nærmest kan betegnes som en mousserende Recioto di Soave med masser af sødme og dermed en sjov og anderledes oplevelse.

Besøg hos Cantina di Soave … og deres Rocca Sveva prestige vine

Cantina di Soave er Soaves største kooperativ og har over 2.200 vinavlere som medlemmer. De er monsterstore og laver ikke mindre end 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

I vort program for Soave Stories Volcanic Wines Press Tour var der selvfølgelig lagt et besøg ind hos det store kooperativ … eller rettere hos den del af kooperativet, hvor de laver deres Rocca Sveva prestige vine, nemlig på adressen Via Covergnino i Soave.

Det passede meget godt, for det ligger næsten lige ved siden af restauranten Ai Capitelli, hvor vi netop lige forinden havde indtaget vores frokost. Vi kunne med derfor gå den korte afstand til Rocca Sveva, da Chiara Maria Mattiello lige havde fået styr på alle.

Cantina di Soave og historien

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1898 og har via dens 2.200 medlemmer i dag omkring 6.000 hektar vinmarker i appellationerne Soave, Valpolicella og Durello. Det er pænt stort, specielt når man tænker på, at der i Soave alene blot findes 7.000 hektar vinmarker.

Cantina di Soave har siden starten fulgt en vækstplan, som har gjort det til en af de største og førende vinproducenter i både Italien og internationalt. Kooperativet eksporterer omkring halvdelen af sin produktion til mere end 50 forskellige lande.

Midt i den majestætiske middelalderlige fæstning i Soaves centrum finder vi Borgo Rocca Sveva helt op mod de gamle fæstningsmure … en ejendom bygget i middelalderen. Den har Cantina di Soave forvandlet til et prestigefyldt midtpunkt for produktion af deres topvine, som de kalder Rocca Sveva.

Den indeholder både en vinbutik, en stor blomsterende botanisk have, hvorfra der er udsigt udover Soave by, produktionsfaciliteter og under bygningen store lange tundeler, som tyskerne under anden verdenskrig startede med et grave ud og siden er udvidet til lagring af vinene, som produceres på stedet.

Besøget

Det var netop Borgo Rocca Sveva ejendommen, som vi besøgte denne eftermiddag. Og vi startede selvfølgelig i deres showoff have, som ligger helt oppe på toppen med en fantastisk udsigt … og der skulle vi også smage et par af husets vine.

Der var linet op med masser af glas på et langt bord, hvor vi kunne smage disse 3 vine:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Vi blev derefter officielt budt velkommen af vicedirektøren Wolfgang Raifer fra Cantina di Soave. Han fortalte – og Chiara Maria Mattiello havde opgaven med at oversætte de hurtige italienske gloser til engelsk – om kooperativet og deres målsætninger,

Han fortalte bl.a. at deres mål er at blive dobbelt så store. WTF? Det giver jo slet ingen mening. Cantine di Soave er i forvejen voldsomt store og sidder på næsten halvdelen af hele markedet i Soave, men laver dog retfærdigvis også vin i andre appellationer i Veneto.

Nå, men dem om det … jeg drak det sidste af vinen i mit Rocca Sveva glas, nød omgivelserne og udsigten, inden vi skulle videre. Nu skulle vi nemlig ned og se selve Borgo Rocca Sveva.

Den gamle ejendom Borgo Rocca Sveva danner rammen om hele produktionen af kooperativets topvine. Cantina di Soave startede Rocca Sveva projektet i 2003, hvor de alene bruger de bedste vinmarker, samlet omkring 100 hektar.

Cantina di Soave laver i alt omkring 33 millioner flasker vin årligt, hvoraf Rocca Sveva produktionen udgør omkring 3% … hvilket med lidt hovedregning betyder en produktion af Rocca Sveva vinene på lige omkring 1 millioner flasker vin … så selvom det er et lille prestigeprojekt, så laver de altså mere vin end de fleste store vinproducenter.

Rundvisningen på Borgo Rocca Sveva var lagt i hænderne på den unge kvinde på billedet nedenunder. Jeg har desværre glemt hendes navn, men hun viste os rundt i det gamle hus, dog primært i den totalt imponerende kælder.

Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af tyskerne, som også udvidede tunnelerne under ejendom. Efter igangsætning af Rocca Sveva projektet er tunnelerne udvidet, således der i dag er over 1 kilometer tunnel.

De stødte dog på et problem med første udgravning, idet der begyndte at komme vand ud gennem væggen for enden. Derfor måtte de stoppe og grave i en anden retning … men man beholdte væggen med udtræk af vandet, som nu blog løber ned i en kanel, mens væggen samtidig er udsmykket med logoet for Cantina di Soave … det kan I se på billedet nedenunder.

Udover de lange gange med lagring af hundredevis af vintønder, så rummer de lange tunneler også en stor underjordisk sal … Sala del Volto, som i gamle dage blev brugt til produktionen af husets vine, men i dag primært anvendes til eksklusive smagninger.

I Sala del Volto ligger der også en samling af husets gamle vine og samler støv på den smukkeste måde.

Vi fik også et kig ind til deres flaskeanlæg … men måtte af sikkerhedshensyn ikke gå ind i lokalet.

Ved udgangen var der et lille display med alle vinene fra Rocca Sveva og underneden vinene eksempler på den forskelligartede undergrund, hvorfra druerne til vinene kommer.

Et fint besøg … selvom det alene blev til smagning af 3 af husets vine, men man fik alligevel et indtryk af det store vinhus, som dominerer det meste af Soave og har et stort setup.