Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Peter Kriechel … og vollgas med den rareste spas- og vinmager Peter

Det vildeste, vådeste og festligste af vores besøg på roadtrippet i Ahr var klart besøget hos Weingut Peter Kriechel … både i vinhusets kældre på adressen Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler og senere inde på Weinstube Coels i Ahrweiler by samt til den årlige Ahrweiler Winzerfest med Peter som vinguide.

Peter Kriechel havde nemlig – udover den aftalte vinsmagning aka unsere Verkostung – også inviteret de tre roadtrippende og vinglade danskere til en lille Vesper und Verkostung der anderen Ahrweine ude i byen.

Vi vidste ikke, hvad en Vesper var … men da det ikke lød hverken kriminelt, farligt eller forbudt – og alene som om, at det involverede mer’ vin – så havde vi takket pænt ja tak til det venlige tilbud.

Så derfor stod besøget hos Peter Kriechel således på en lille vinsmagning, en rundvisning i vinkælderen og så en Vesper, som skulle finde sted hos Weinstube Coels … en lille restaurant, vingård og weinsalon i et gammelt bindingsværkhus – ja faktisk den ældste weinstube – i den gamle Ahrweiler middelalderby.

Vi havde aftalt at mødes med Peter Kriechel til alle herligheder omkring kl. 16.00, men vi ankom omkring et kvarter for sent, da vi – totalt fejlagtigt – først havde kørt til adressen Marienthaler Straße i Marienthal, hvor Kriechel har en mindre restaurant, som drives af Sandra Marquard.

Men vi var ikke helt galt på den, for det var faktisk på den adresse, at vingården oprindelig lå inden flytningen i 1970’erne  til nuværende adresse Walporzheimer Straße udenfor Ahrweiler.

Men efter en kort guidning i rigtig retning og et telefonopkald om forsinkelsen til vingården – hvor det lød som faderen i telefonen – så ramte vi endelig Weingut Peter Kriechel, som holder til i nærmest en tyrolerlignende villa med masser af blomster på balkonen og beliggende på en stille villavej.

Men så hørte al stilheden også op, for vi blev glædestrålende modtaget af en storsmilende Peter Kriechel, som til mødet var iført en rigtig winzerhat. Han startede med at vise os rundt i huset og vinkælderen, mens han fortalte lidt om vinhuset, historien og hvordan han kom med i familieforetagendet.

Jeg havde tidligere i år mødt Peter Kriechel i Danmark til en smagning, så jeg havde hørt noget af historien tidligere. Det var tilbage i majog det har jeg skrevet om i blogindlægget Vinsmagning med Peter Kriechel … der große winzer fra Ahr,

Historien

Kriechel familien har været vinavlere siden 1670, men Weingut Peter Kriechel er grundlagt i 1952 af Peter Kriechel Senior, som i mange år havde leveret druer fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ, men besluttede at starte sin egen produktion … og det blev starten på Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af vingården, som de samtidig øgede fra 3 hektar til samlet 20 hektar vinmarker.

I 2003 overtog 3. generation driften, nemlig Ernsts 2 sønner Markus og Michael Kriechel samt fætteren Gerd Kriechel med Markus som driftsleder, Michael som vinmager og Gerd som ansvarlig for vinmarkerne.

Ernst sidste søn Peter Kriechel Junior havde valgt en karriere indenfor bankverdenen, men vendte i 2013 tilbage til vingården, da Markus blev alvorligt syg med kræftknude i hovedet. Peter lagde så finansverdenen bag sig og har siden været leder af Weingut Peter Kriechel sammen med primært broderen Michael og kældermesteren Michael Hewel.

Markus er reelt set trådt ud af driften, men har fortsat en fantastisk viden om vin, hvilket vi skulle opleve senere om aftenen, idet Markus deltog i den lille Vesper inde hos Coels. Han rejser også fortsat rundt og besøger vinhuse og rådgiver familien om vinene.

I dag har familien 24 hektar vinmarker og det gør dermed Weingut Peter Kriechel til den største private, familie drevne vingård i Ahr og den ubetinget største producent af Frühburgunder i Ahr, da 4 hektar af de samlede marker er tilplantet med diva druen.

Peter Kriechel ejer bl.a. parceller på marker som Ahrweiler Forstberg, Rosenthal og Steinkaul, Neuenahrer Schieferlay og Sonnenberg samt Walporzheimer Kräuterberg, Himmelchen og Pfaffenberg.

Markerne er primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion. Det er røde sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina.

Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Markerne er stejle og kræver meget arbejde. Peter Kriechel fortalte, at de typisk bruger 1.300 timer årligt pr. hektar, hvilket fx er langt mere end hos vinbønder i fx Nahe eller Pfalz, hvor de nogle steder kan nøjes med omkring 200-300 timer pr. hektar.

Udover driften af vingården har Peter Kriechel siden 2017 også været formand for foreningen af alle de samlede vinbønder i Ahr … Gebietsweinwerbung Ahr, og er således i dag en markant skikkelse blandt alle producenterne og højt respekteret, hvilket vi også senere på aftenen mærkede til vinfestivalen i Ahrweiler.

Siden 2016 har Peter også været involveret i endnu et vinprojekt, nemlig vingården Stora Horns Vingård, som ligger i det sydsvenske på øen Haseselö. Der hjælper Peter og Michael Kriechel nemlig Mikael og Johan Larsson – far og søn – med at producere vin.

Smagningen i vinkælderen

Vi startede besøget hos Peter Kriechel med at se kælderen, som summede af aktivitet, da der i det store smagelokale var et større selskab, som skulle smage vinene suppleret med en stor buffet, som sendte vellugt vores vej … og da vi fortsat ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, så var det næsten rent tortur.

Vinkælderen var noget større end lige forventet, så både os samt det andet store hold besøgende kunne få en rundvisning  samtidig uden at rende ind i hinanden. Men omvendt er Weingut Peter Kriechel også det største private vinhus i Ahr.

Peter Kriechel er en rigtig flink spasmager og man kunne mærke, at han her på hjemmebane virkelig var i sit es. Han var en perfekt vært og viste os efter rundvisningen hen til et lille smagebord med stole skåret ud af gamle egetræsfade … fandens tunge, men sjovt.

Og så startede showet … først med en lille blindsmagning, hvor vi skulle gætte, hvad vi fik i glasset. Det var en lille aromatisk hvidvin, og jeg gættede på, at det var Solaris … BINGO. Jeg vidste imidlertid ikke, at Kriechel havde et joint venture projekt i Sverige, men Peter fortalte lidt om projektet, mens vi smagte vinen.

Derefter smagte vi en række af Peter og Michaels vine, herunder enkelte med lidt alder. Samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Michael Kriechel kom også forbi og spottede med det samme, at Peter havde åbnet en 2009’er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder og var hurtig til at få lidt i glasset. Resten ville han ha’ med hjem til fruen, mens Peter fortalte, at han havde en friaften, og dermed god tid til vores Vesper samt vinfestivalen i byen.

Jeg fik lavet noter på vinene, dog undtagen den allersidste 2016 Walporzheimer Kräuterberg  Spätburgunder Goldkapsel, som blev sidste vin om aftenen inde i byen. Enkelte havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere beskrivelser samt anmeldelser. De andre kommer selvfølgelig i de kommende dage.

Til vores mavers høje tilfredshed, så var det efter smagningen tid til den tilbudte Vesper. Vi skulle lige omkring vort hotel og aftalte, at vi blot kunne mødes inde hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 inde i Ahrweiler midtby.

Som sagt … så gjort og da vi ankom til Weinstube Coels sad Peter samt hans broder Markus der allerede ved et bord i Coels hyggelige gårdhave klar til endnu en smagning og hyggelig aften med de vinglade danskere fra det høje nord.

Peter havde inden vort besøg haft kontakt til nogle udvalgte vinbønder i Ahr og lokket dem til at sende nogle af deres flasker fra til Coels, således vi også kunne smage vine fra nogle af de mindre producenter.

Forude ventede dermed atter masser af god vin fra Weingut Franz Coels himself, Weingut Kurth, Weingut Peter Lingen, Weingut Max Schell, men også fra de to kooperativer Dagernova Weinmanufaktur og Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Samlet stod den på ikke mindre end 14 vine … ovenpå de 16 hos Kriechel … og så lige et par flasker mere til vinfesten sidst på aftenen.

Smagningen i Coels gårdhave

Heldigvis startede Markus Coels, som er vinmageren på Weingut Franz Coels, med at servere os lidt mad. Den ukendte Vesper bestod af noget, som mindede om lidt smørebrød og så masser af forskellige lækre flammkuchen. Herlig og vi langede godt til og fik snart fyldt det hul i maven, som havde larmet hele eftermiddagen.

Imens kom den første vin i glasset, og det var Markus Coels egen Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir. I får her lige oversigten over de vine, som vi smagte hos Coels:

Weingut Franz Coels
Weingut Kurth
Weingut Peter Lingen
Dagernova Weinmanufaktur
Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr
Weingut Max Schell

Jeg har selvfølgelig linket til mine noter og anmeldelser af vinene … og jeg har også skrevet lidt mere om hvert af de små vinhuse, historien og deres vine.

Det blev en fantastisk aften i gårdhaven, hvor Peter hele tiden trak nye vine op … og hvor vi forsøgte at holde trit. Vi snakkede om vin og om alt muligt. Markus Kriechel var en rigtig rar fyr, som har en vild stor viden og vin. Han besøger mange producenter og har sine meninger om vin.

Vi spurgte Markus om, hvem han – udover Kriechel selvfølgelig – anså som bedste producent i Ahr, og der mente han, at Jean Stodden nok stod øverst. Men der er virkelig mange gode producenter i Ahr … og det fik vi bestemt bevist under vort roadtrip, men også mange gode små producenter, hvilket denne aften også beviste.

Vi var til sidst både godt fyldte, småfulde og trætte, men Peter Kriechel insisterede på, at han ville vise os Ahrweiler Winzerfest oppe på torvet midt i byen. Den var vi med på, og med Peter som bannerfører fik vi set festen fra sin bedste side. Vi fik hilst på nogle flere vinbønder, som Peter rendte ind i og også hilst på den lokale Ortsweinkönigin Carlotta Müller … og så smagt mere vin.

Peter farede nemlig fluks i et af boderne og købte en flaske af hans egne bedste flasker Spätburgunder … mener, at det var en 2016 Neuenahrer Sonnenberg, hvilket lidt senere – trods vores talrige protester – blev suppleret med endnu en flaske … vistnok af hans egen Blanc de Noir.

Til sidst måtte vi dog kapitulere og takke Peter Kriechel for en helt fantastisk oplevelse. Peter var den mest fantastiske, sjove og rareste vært, som man kunne forestille sig og vi fik en ekstraordinær aften udover det sædvanlige … samt en indsigt i både Kriechels vine og vine fra nogle af de mindre producenter.

Derefter luntede vi hjem … vi besluttede, at den lune sensommeraften nok havde godt af os, så derfor tog vi den 3-4 kilometer lange tur langt Ahr floden til bens hjem til hotellet … trætte, mætte af både mad og indtryk, småfulde og totalt opstemte over en sådan aftenen. Godnat og sov godt.

Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer

Vort roadtrips næste besøg var hos Weingut Burggarten, hvor vi præcist kl. 14.00 havde en aftale med Paul Schäfer junior. Vi havde ikke spist siden morgenmaden – kun drukket – og ramte derfor både vingård og Weinquartier Burggarten midt i Heppingen med maver, der rumlede om kap med samme intensitet som et kamelvæddeløb med 1001 kameler i Ras al Khaimah.

Vi entrerede forsigtigt gitterporten ind til gården ved siden at ejendommen, og mødte fluks Paul Schäfer, som dirigerede os tilbage til fordøren … for inde bag den mørklakerede dør og det nye, flotte og blankpolerede messingskilt med teksten Mitglies im Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter har Weingut Burggarten nemlig deres lille krostue og smagelokale.

Derinde huserede mor Gitta, som i øvrigt er en fremragende kok fortalte Paul Schäfer, mens vores maver lavede krum bøjninger i de mest fantasifulde forestillinger om, hvilke lokaler ensretter en ældre og garvet kvinde som Gitta nok kunne frembringe. Men i stedet stod menuen på fantastiske Ahr vine … og det var jo også derfor, at vi havde taget turen til familien Schäfer.

Vi satte os i krostuen, hvorefter Paul serverede en række vine for os og fortalte om Weingut und Weinquartier Burggarten. Paul er en utrolig rar og åben person … og vi fik en helt fantastisk smagning, mens vi overfaldt en lille skål med nogle små salte kiks.

Historien

Weingut Burggarten eller Weingut und Weinquartier Burggarten drives af familien Schäfer og er grundlagt for knap 100 år siden, nemlig i 1920 af Peter-Josef Schäfer.

I dag er det dog 4. generation i form af Paul-Josef Schäfer, der ejer vingården sammen med hustruen Gitta, men i dag er det sønnerne Paul-Michael, Heiko og Andreas, som har overtaget driften.

Paul-Josef Schäfer har i høj grad sat sit præg på vinhuset, siden han overtog driften i starten af 1980’erne. Han startede med i 1985 at købe den store nuværende ejendom på adresse Landskroner Straße 61, der tidligere havde huset det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Heppingen.

Selv var Weingut Burggarten dengang medlem af kooperativet Winzergenossenschaft Walporzheim, men Schäfer besluttede at bryde med kooperativet og var endelig ude af det i 1990, hvorefter der kunne satses 100% på egenproduktionen, hvilket blev understøttet via opkøb af yderligere marker.

På det tidspunkt var vinproduktionen i Ahr i krise. Kooperativerne havde magten, men havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var faktisk kun én vej, hvis man ville leve af vinproduktion, nemlig at blive selvstændig og satse på kvalitet.

I dag har Weingut Burggarten 15 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Neuenahrer Sonnenberg og Schieferlay, Ahrweiler Ursulinengarten, Walporzheimer Kräuterberg samt Heimersheimer Burggarten. Årsproduktionen ligger på omkring 120.000 flasker og 80% af vinen bliver købt direkte på vingården.

På markerne er Spätburgunder den primære drue, som samlet udgør omkring 70%. Derudover dyrker Schäfer også sorter som Cabernet Sauvignon, Domina, Dornfelder, Frühburgunder, Weissburgunder, Merlot, Regent, Portugieser og Zweigelt samt lidt Riesling og Grauburgunder.

I dag er det Paul-Josefs tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. Det er Paul Schäfer junior, der i dag står for produktionen af vinene, mens Heiko tager sig af markarbejdet og Andreas driften af det lille hotel, som de kalder Weinquartier Burggarten,

Familien investerede nemlig i 2005 omkring 1 million euro på en istandsættelse af et lille hotel på den store ejendom på Landskroner Straße … Weinquartier Burggarten, som Andreas står for driften af sammen med mor Gitta.

Familien Schäfer udlejer 17 værelser med forskellige temaer … værelser med navne som Burgunder Domizil, Domina Kammer, Dornfelder Klause, Grauburgunder Gemach, Portugieser Stube, Weißburgunder Gelass og mange flere.

Derudover passer Gitta også – som vi jo netop oplevede – vinhusets store smagelokale, der Probierstube, med plads til 40 personer … og suppleret med hendes evner for at lave god mad i køkkenet.

Tidligere har Paul Schäfer junior også lavet lidt vin fra en 1,3 hektar parcel på marken Goldtröpfchen ved Piesport i Mosel, men marken tilhørte hans daværende hustrus familie … en vinfamilie i Wintrich. Paul blev skilt for 4 år siden … og så stoppede Mosel eventyret selvfølgelig samtidig.

Men Weingut Burggarten er også mest kendt for deres Ahr vine og har bl.a. vundet den Deutschen Rotweinpreis af tidsskriftet Vinum flere gange. Specielt husets Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder får ofte mange lovprisninger.

Da vi besøgte Weingut Burggarten var de lige kommet ind i VDP … altså Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, hvilket Paul Schäfer var meget stolt af. Han satte endda en skyllespand på bordet med VDP logoet på.

Smagningen

Som med den lille skål salte crackers så smagte vi et bredt udsnit af Weingut Burggartens fantastiske vine. Jeg havde smagt en del vine fra vinhuset inden vort besøg, så jeg kendte deres høje kvalitet.

Samlet smagte vi disse vine:

Flere af vinene havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere anmeldelser. Udover ovennævnte vine smagte vi faktisk også Burggartens 2015 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder, men der fik jeg hverken taget noter eller foto.

Det var specielt de bedste Lagenweine, som imponerede os, Schieferlay, Sonnenberg og Kräuterberg. Paul fortalte, at de i gamle dage normalt altid høstede druerne til topvinene sidste, men på grund af klimaændringerne, så er det i dag omvendt. Nu høstes druerne til topvinene først.

Min favorit var klart Kräuterberg, men også den billigere Ortswein Walporzheimer Spätburgunder imponerende mig, så den skulle jeg selvfølgelig ha’ en kasse med hjem af.

Stilmæssigt ligger vinene fra Weingut Burggarten i den blide, lidt venlige og imødekommende side, men fortsat med de ranke, fine og røgede Ahr gener. Det kan måske minde en smule om Meyer-Näkel i stilen og er generelt vildt indbydende vine … og jeg er fortsat total fan af Weingut Burggarten.

Rundvisning

Efter smagningen spurgte Paul Schäfer, om vi ville se vinkælderen, og det var vi selvfølgelig friske på. Ja, vi havde vel egentlig håbet på det … ellers havde vi også spurgt om det samme.

Paul Schäfer viste os rundt i vinkælderen, hvor vi så de rustfrie gæringstanke i stål, vinpressen, et lille skattekammer med gamle vin låst inde bag smukke jerngitre og endte selvfølgelig i Burggartens virkelig flotte barriques rum, hvor vinene lagres.

Det er et smukt rum … totalt show-off, men der smagte vi et par fadprøver fra nogle af de Spätburgunder vine, som endnu ikke er helt færdige.

Jeg fik nuppet en hel masse billeder fra vinkælderen, så dem slutter vi selvfølgelig med inkl.  et stort tak til Paul Schäfer for en fantastisk smagning og rundvisning på Weingut Burggarten.

Besøg hos Weingut Deutzerhof … og vinmageren Hans-Jörg Lüchau i hopla

Weingut Deutzerhof ligger helt idyllisk i en stor smuk, gammel herskabsvilla aka vingård på adressen Deutzerwiese i Mayschoß … i en lille dal omgivet af stejle vinmarker, skov og kurvede bakker. Det var også vores næste stop på dagens raid hos vinproducenterne i Ahr … endnu en spændende destination på vores Ahr roadtrip.

Vi havde booket en aftale med Hans-Jörg Lüchau, der i dag driver Weingut Deutzerhof og arriverede punktligt til aftalen kl. 12.00, og kunne starte med at nyde det betagende view til stejle Mönchberg vinmark, mens et skilt udenfor tillokkende bød os Herzlich Wilkommen im Deutzerhof.

Bingo … vi havde atter ramt plet og blev indenfor mødt af Hans-Jörg Lüchau, som spurgte, om vi først ville ha’ en rundvisning på stedet og det ville vi hjertens gerne. Så vi traskede spændte efter Hans-Jörg, mens han fortalte lidt om stedet.

Historien

Weingut Deutzerhofs historie går helt tilbage til 1574, hvor ejeren Caspar Cossmann sammen med hustruen Catharina allerede første gang i officielle papirer blev nævnt som vinbønder. Og familien Cossmann drev også vingården gennem 11 generationer.

Senere medlemmer af Cossmann familien var bl.a. med til at stifte et af de landets første kooperativer i 1868. Det lå netop i Mayschoß i Ahr, og blev egentlig grundlagt af nødvendighed.

Vinproduktionen i Ahrdalen havde på det tidspunkt været i en dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, flere angreb af vinlusen Phylloxera og et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød faktisk også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahrdalen … ganske stort tal i forhold til områdets samlede størrelse.

Den reelle etablering af vingården skete dog først i 1952, hvor Alfred Cossmann besluttede at træde ud af kooperativet for at lave vine under eget navn … Weingut Cossmann. Og det blev en succes … forretningen blomstrede og Alfred solgte sine vine både til private samt restauranterne i Ahr.

Det blev dog svigersønnen Wolfgang Hehle, som efterfølgende overtog driften. Han var egentlig bagersøn, men arbejdede sig med skat. Han kunne dog lide at arbejde med sin svigerfar i vinkælderen og blev også langsomt bedre til selv at lave vine.

Han blev bl.a. inspireret af vinene fra Bourgogne med lagring af vinene på barriques og startede også en omlægning til både økologisk og biodynamisk drift.

Wolfgang stod også bag opførelsen af den nye vingård i 1980, hvor navnet på vingården også blev ændret til Deutzerhof, som var mere uafhængigt i forhold til det gamle navn. Der blev også nu i højere grad satset mere på højere kvalitet bl.a. via mindre udbytter.

Imidlertid blev periode fra 2010 til 2013 skelsættende for familien Hehle. Først døde gamle Alfred Cossmann i en alder af 83, men værre var det, at Wolfgangs søn Johann – der allerede var godt i gang med at overtage driften efter faderen – samme år døde i en bilulykke blot 27 år gammel.

Det påvirkede selvfølgelig Wolfgang og hustru Hella voldsomt, så produktionen blev overtaget af Wolfgangs ven og sommelier Hans-Jörg Lüchau.

Men for at gøre det hele værre, så døde Wolfgang i 2013 af kræft, hvorefter Hella Hehle, svigerdatteren Dorothee Hehle samt Hans-Jörg Lüchau stod tilbage med resterne. Siden 2014 har Hans-Jörg Lüchau imidlertid driftet Deutzerhof videre, hvilket i dag sker sammen med ingeniøren Christoph Hoffmann.

Weingut Deutzerhof har samlet 7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Altenahrer Eck, Mayschosser Mönchberg, Dernauer Schieferley samt Heimesheimer Landskrone.

Der dyrker de primært sorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Dornfelder, Portugieser, Riesling og lidt Chardonnay. Den årlige produktion ligger vel omkring 40.000 flasker.

Rundvisningen

Vi startede med at se huset – sådan oppefra og ned. Vi gik nemlig først op i et lille smagelokale øverste i husets tårn/spids … et lille og charmerende lokale med loftet op i kip. I dette lille lokale er der sikkert holdt mange festlige smagninger.

Derefter gik vi ned i husets gamle og fugtige kælder, hvor alle hvidvinene laves og sikkert også nogle få af de røde. Det er i hvert fald der, at Deutzerhof har deres ståltanke og nogle af de større, gamle egefade og nogle indeholdt da også Weissburgunder.

I den fugtige, gamle kælder – der emmede af god vin – havde huset også en lille skattekiste … eller en stor samling af vine fra andre huse rundt om i verdenen. De lå godt gemt bag tremmer og hængelåse.

Derefter gik vi over i den nyeste tilbygning … en stor bygning, hvor Deutzerhof har bedre plads til en moderne vinproduktion end i den lidt trange kælder, hvor tilgangen også er lidt besværlig.

I den moderne del af lokalerne kommer druerne nu ind og der fandt vi selvfølgelig også vinpressen, de store gæringskar til de fantastiske Spätburgunder vine og selve pakkeriet. Hans-Jörg Lüchau viste stolt faciliteterne frem fortalte lidt om hans tilgang til produktionen, hvor han i dag bestemmer alt omkring stilen på vinene.

Hans-Jörg har bl.a. den tilgang til produktionen, at den skal ske så naturligt som muligt, hvorfor der vinmarkerne også passes med respekt for naturen, fx med græs mellem vinstokkene og en løbende streng grøn høst for at sikre bedst mulig kvalitet i druerne, som høstes, når de er modne med en sund sukker/syre balance.

Smagningen

Men det skulle vi snart få at smage,  for derefter gik turen retur til den havestue, som ligger lige ved indgangen til vinhuset. Der skulle vi ved et bord centralt i lokalet igennem en række vine … og vi aftalte med Hans-Jörg, at vi ville koncentrere os om de røde Spätburgunder vine, men måske suppleret med en start af en eller to flasker hvidvin.

Det var en god idé, for vi skulle sammenlagt igennem 13 forskellige vine, nemlig disse vine:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på samtlige vine, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. Min favorit i vor smagning var klart Deutzerhofs 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs, som også var klart bedre end 2017’eren.

Vi sluttede også her med at købe lidt vino … lidt blandet, herunder faktisk nogle af de spændende hvidvine og selvfølgelig nogle af den fantastiske 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Samlet fik vi et fantastisk indtryk af Deutzerhof … og min tidligere erfaring fra husets 2013 Alpha & Omega Frühburgunder kom rigtig til skamme. Da jeg smagte den tilbage i marts sidste år, så var den varm, skæv og overdone … jeg faktisk gav jeg den alene 3 af de fedeste fingre, men jeg vil mene, at der var en flaskefejl.

Denne gang smagte jeg samme Alpha & Omega Frühburgunder i en frisk årgang og det var noget andet … virkelig cremet, let og lækker, men det vender jeg jo tilbage til i mine beskrivelser og anmeldelser af alle de smagte vine fra Deutzerhof.

En stor tak til Hans-Jörg Lüchau for en fantastisk oplevelse.

Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr

Vores 2. dag i Ahr bød på lidt af et tæt program … herunder den manglende halvleg hos Weingut Meyer-Näkel og så de planlagte besøg hos Weingut Jean Stodden, Weingut Deutzerhof, Weingut Burggarten og Weingut Peter Kriechel inklusiv Ein Kleines Vesper, hvilket vel nærmest er et lille måltid mellem de vigtigste måltider.

Hos Peter Kriechel betød det en omgang aftensmad på en restaurant inde i Ahrweiler med en del vine, som han havde fået en håndfuld små producenter til at sende frem til aftenens restaurant … og så skulle vi jo også lige se lidt nærmere på Ahrweiler Winzerfest aka den lokale vinfestival, som startede netop denne dag.

Men vi startede dagen hos Weingut Jean Stodden, for et rigtigt roadtrip i Ahrdalen skulle selvfølgelig også omfatte et besøg hos legendariske Weingut Jean Stodden, der selv kalder sig Rotweingut og derfor meget passende ligger på Rotweinstraße i byen Rech, ja faktisk helt ud til hovedvejen midt i Rech.

Vi havde lavet en aftale om besøget med ejeren og vinmageren Alexander Stodden himself, men mærkelig nok var han ikke ledig, da vi ankom til den aftalte tid. I stedet blev det hans hustru Britta, som skulle guide os igennem en lille vinsmagning og efterfølgende også fremviste os vinkælderen.

Historien

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Alexander Stodden, som sammen med hustruen Britta driver vingården og siden 2001 har stået for produktionen … først sammen med faderen Gerhard Stodden og senere efter faderens død i 2013 med hele ansvaret selv.

Alexander Stodden er – som mange tyske vinmagere – uddannet ønolog fra universitetet i Geisenheim, hvilket efterfølgende så blev suppleret med praktisk uddannelse på ophold i bl.a. på Bergsig Winery i Sydafrika og Witnesstree Vineyards i Oregon USA.

Det er i høj grad Alexanders fortjeneste, at vinene fra Weingut Jean Stodden har fået ry som nogle af de bedste rødvine fra Ahr. Han er utrolig passioneret omkring Spätburgunder og han lever og ånder totalt for druen og har gennem alle årene aldrig plantet vinstokke med andet end den gode, ædle tyske Spätburgunder druesort.

Og det har vinpressen også bemærket … således har Gault Millau i 2013 givet ham en pris for Tysklands bedste Spätburgunder og han er også af Feinschmecker Wine præmieret for at have bedste serie af vine.

I dag har familien Stodden omkring 8,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er de 5 fremragende topmarker Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Mayschosser Mönchberg og endelig Dernauer Hardtberg.

De 8,5 hektar vinmarker er fordelt på over 100 parceller og Britta fortalte, at på Recher Herrenberg er nogle af deres parceller virkelig små … den mindste har alene 40 vinstokke.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder samt lidt Riesling.

Recher Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, med skifer i undergrunden og eksponering perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt.

Og i markerne arbejdes der med lave udbytter, typisk omkring 40-45 hektoliter pr. hektar … og nogle steder endog 20-25 hektoliter pr. hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske hårdt arbejde at passe.

Smagningen

Selve vinhuset omfatter et hypermoderne vinothek … med flere flotte smagerum, hvor man kan få en smagsprøve af husets vine. Alt er moderne stål, metal, sten, beton … og så med den knaldrøde farve som gennemgåede på både logo og nogle af væggene.

Vi blev af Britta ledt hen til et af smagelokalerne, og aftalte alene en smagning af husets rødvine, selvom de også har lidt hvidvin, men egentlig ikke mange og alene på Riesling.

Vi gik derfor ombord i alle rødvinene, og Britta fortalte om vinene, markerne og deres gamle familiedrevne vinhus. De dyreste topvine blev serveret med Coravin og generelt fik vi smagt alle de mest spændende vine fra Weingut Jean Stodden.

Her på billederne kan I se Britta Stodden og nogle af de vine, som vi smagte under vort lille besøg.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg fik – flittig som jeg nu er – lavet smagsnoter på alle vinene, så derfor har jeg selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … og sikke vine og kvalitet.

Besøg i kælderen

Vi fik derefter en rundvisning i vinkælderen, hvor vi fik hilst på Alexander, som allerede var begyndt at gøre klar til den forestående høst. Han baksede sammen med en kollega med en masser af egefadene, som skulle klargøres og rykkes rundt.

Det er Alexander, som I kan se med ryggen til i den ternede skjorte … arghhh okay, måske ikke verdens bedste foto.

Men vi slutter selvfølgelig lige mere flere stemningsbilleder fra kælderen. Vi fik et fint lille besøg hos Weingut Jean Stodden og endte og med at købe lidt vin med hjem.

Besøg hos Weingut Meyer-Näkel … med udsøgt vine og service

Det tredje stoppested på vores Ahr roadtrip blev hos det respekterede, fabelagtige vinhus Weingut Meyer-Näkel, hvor vi havde booket en aftale med deres salgschef Dennis Appel.

Det besøg skulle også – som de mange andre besøg under vort ophold i Ahrdalen – blive ret fantastisk og endda i to akter over 2 besøg/dage, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Weingut Meyer-Näkel ligger midt inde i Dernau på adressen Friedenstraße, hvor vinhuset i dag har deres vinothek, butik og lokaler til smagninger og sammenkomster. Vinene laves dog ikke længere der, da produktionen er flyttet til et moderne og nyere vineri et lille stykke udenfor Dernau.

Vi ankom til Weingut Meyer-Näkel lige 5 minutter for sent, men fik smidt bilen lige udenfor. Indenfor i vinotheket var der kunder, som smagte lidt vin … men vi blev budt længere ind i det helligste af Dennis Appel og startede besøget med en lille rundtur i vinkælderen, hvor vinene oprindelig blev lavet.

Historien

Meyer-Näkel navnet går tilbage til 1950, hvor Paula Meyer og Willibald Näkel giftede sig. De drev deres lille vinhus med 1,5 hektar vinmarker og adskilte sig dengang fra de andre producenter ved at lave tørre rødvine … i en periode, hvor de fleste vine skulle være meget søde.

I 1982 blev driften overtaget af Paula og Willibalds søn Werner Näkel, som 4. generation af vinbønder. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagendet, og det har han gjort med manér.

Fra starten begyndte Werner at eksperimentere med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han fik også udvidet markerne til de nuværende 13,1 hektar og fik tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og startede så det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe endnu bedre vine.

Han omlagde også produktionen i markerne, således der ikke længere blev brugt sprøjtegifte eller industriel gødning og allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet.

Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm. I 2001 blev en af hans vine kåret som den bedste rødvin i Gault Millau og Werner blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent.

For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til Winzer des Jahres 2004, efter at have haft 6 vine rated med 90 point eller bedre. Werner arbejdere også senere som flyvende vinmagere fra en håndfuld små producenter i både Portugal, Sydafrika samt Spanien.

I 1996 etablerede Werner Näkel også – sammen med vinmageren Neill Ellis – et joint venture med vingården Zwalu i Stellenbosch nær Cape Town i Sydafrika.

Senere i 2000 blev Weingut Meyer-Näkel også medejer af den portugisiske vingård Quinta da Carvalhosa i Duero dalen sammen med Bernd Philippi fra Weingut Koehler-Ruprecht fra Pfalz samt Bernhard Breuer fra Weingut Georg Breuer i Rheingau.

I dag er Werner Näkel dog trådt tilbage, og i stedet er det døtrene Meike og Dörte, som følger i faderens fodspor og de er samtidig ved at sætte deres præg på vinhuset.

De er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim i Rheingau og har fået det fulde ansvar i vinhuset … men kan dog trække på lidt hjælp fra Werner eller mor Claudia.

Meike og Dörte har i Ahr i dag samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er nok Ahrweiler Silberberg, Dernauer Pfarrwingert, Neuenahrer Sonnenberg og Walporzheimer Kräuterberg. Ellers er markerne spredt ud over 100 små parceller.

Produktionen er primært koncentreret om rødvinene på Spätburgunder og Frühburgunder, selvom der også laves en smule hvidvin. Den årlige produktion ligger på lidt over 100.000 flasker vin og flaskerne bliver nærmest revet væk, når de frigives i april og september.

De to kvinder er venner med Julia Bertram … men de har jo også alle boet i Dernau i hele deres liv. Meike Näkel er – som Julia – også gift med en anden vinmager, nemlig Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal i Baden.

De mødtes sjovt nok i Sydafrika, hvor Markus Klumpp i 2003 var på studierejse og besøgte vingården Zwalu, som Näkel familien – som tidligere nævnt – jo er medejer af.

De blev gift i 2011, men de to vinhuse kører videre fuldstændig separate, dog har de sammen lavet sideprojektet Hand in Hand, hvor de laver lidt vine fra druer fra både Ahr og Baden. Jeg har tidligere skrevet om projektet, da jeg smagte deres 2016 Hand in Hand Spätburgunder.

Meike og Dörte har også en bror Hartwig Näkel, men han arbejder ikke på vingården, men har siden 1990 drevet restauranten Das HofGarten Dernau … hvor man dog helt sikkert kan smage lidt Meyer-Näkel vine.

Smagning akt 1

Efter rundvisningen i de gamle kældre hos Weingut Meyer-Näkel, så satte vi os ved et bord inde bagved i vinotheket. Det var tid til at snakke vin og selvfølgelig smage et udvalg af vinene fra Meyer-Näkel.

Vi overlod valget af vine til Dennis Appel, hvorved vi startede med lidt hvidvine samt nogle af husets røde basisvine på Spätburgunder og Frühburgunder.

Imidlertid var Dennis Appel denne dag en smule presset på tiden, hvorfor han foreslog, at vi delte smagningen op i 2 halvlege … og så kunne mødes igen næste dag, hvor vi i fred og ro kunne nyde husets røde topvine. Den var vi bestemt med på.

Det betød, at vi i første runde smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Wein Lust Weissburgunder
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Ahrweiler Weissburgunder S
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Illusion Blancs de Noir
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Blauschiefer Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Grauwacke Spätburgunder

Dennis fortalte om Weingut Meyer-Näkel, historien og om de vin, som vi smagte. Han var også nysgerrig på vort besøg i Ahr og da vi viste ham vores lille oversigt over besøgene, så greb han resolut telefonen og foretog et par opkald.

Vupti … så havde han omarrangeret et par af vore besøg, således vi ikke skulle køre så meget fra den ene til den anden ende af Ahrdalen. Det var sgu service. Tak for det.

Dennis var også yderst hjælpsom, da vi spurgte ham til råds om mulige gode spisesteder. Han anbefalede os bistroen Weinstein i Bad-Neuenahr, hvor vi spiste om aftenen og han endte også med at booke os ind på den fremragende restaurant Prümer Gang midt i Ahrweiler næste aften, selvom alt vistnok ellers var optaget der.

Det blev et super besøg, hvor vi også drøftede det danske marked for vin og Meyer-Näkels øjeblikkelige mangel på en dansk mportør. Dennis fortalte, at de var i dialog med en mulig importør, men havde endnu ikke besluttet sig nærmere. Vi foreslog et par relevante og mulige importører, hvor Dennis Appel var meget lydhør.

Det bliver spændende at se, hvor vinene fra Meyer-Näkel dukker op herhjemme. Da vi næste dag skulle smage topvinene, og vinene blev smagt i hastigt tempo, så droppede jeg at lave smagsnoter på vinene i den første del af smagningen og valgte så i stedet at koncentrere mig om at lave noter på de røde topvine dagen efter.

Smagningen akt 2

Vi havde aftalt med Dennis Appel, at vi skulle ringe til ham på hans mobil dagen efter mellem to andre planlagte besøg … for vinotheket havde lukket på det aftalte tidspunkt.

Vi gjorde som instrueret og mødte Dennis i det nu  helt tomme vinothek. Han havde gjort klar til smagningen, hvor vi skulle smage deres 2017 Spätburgunder Lagenweine fra 4 forskellige marker, nemlig vinene:

Og for satan, hvor er det lækre vine. Vi blev absolut – lidt overraskende for os selv – mest forelsket i vinen fra Ahrweiler Silberberg GG. Men derudover fik vi også lov til at smage et prøve af en speciel Spätburgunder, som Weingut Meyer-Näkel alene laver til deres allerbedste kunder .. blot et fad af ekstraordinær kvalitet.

Jeg har – som vanligt – ovenover lavet links til mine anmeldelser af de 4 Spätburgunder topvine.

Vi sluttede med at købe lidt vino og trissede afsted efter en stor tak til Dennis Appel for både en god smagning samt hans hjælp.

Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet

Næste stop på vores roadtrip i Ahr var hos den unge vinmager Alexander Weber hos Weingut Maibachfarm … en stor økologisk drevet vingård, der ligger en smule afsides på adressen Im Maibachtal omkring 2 kilometer syd for Ahrweiler.

Maibachfarm ligger meget idyllisk i en dal med en smuk udsigt til det store, gamle kloster Calvarienberg, som vi også kørte forbi på vejen til vingården. Klosteret er oprindelig bygget i1630 af franciskanske munke, og har også været drevet af Ursulinerne som kloster og pigeskole, men har i dag vistnok begrænset anvendelse.

Den økologiske Maibachfarm er et stort sted, men driften omfatter heller ikke alene vinproduktion, for er også både frugtplantage samt opdræt af får og æsler. Vi fik hurtigt kontakt til Alexander Weber, som først bød os på en rundvisning på stedet.

Vi startede med at se vineriet med ståltankene, masser af egefade og generelt meget rent og ordentligt. Alexander fortalte også, at det er vigtigt, at kunne styre processerne i produktionen nøjagtigt og en af forudsætningerne er, at der er styr på renheden.

Derefter tog vi en runde på hele gården, hvor vi så både maskinhus og staldene. Imens fortalte Alexander om stedet, lidt om ejeren og historien om Maibachfarm.

Historien

Weingut Maibachfarm er grundlagt i 1999 og drives i dag netop af Alexander Weber, som overtog ansvaret for vinproduktionen tilbage i 2013 som en ung 23-årig vinmager efter endt uddannelse på den klassiske vinskole Geisenheim … på Hochschule Geisenheim University og et kort praktikophold hos Meyer-Näkel.

Selve den store gård/farm Maibachfarm stammer egentlig tilbage til første halvdel af 1900-tallet. Dengang var det et blandet landbrug med fokus på opdræt af kvæg samt kyllinger … og stedet blev da også lokalt kaldt Hühnerfarm … hønsefarmen.

I dag er det et økologisk vinbrug på 9,5 hektar vinmarker, hvor 90% af markerne er stejle og ufremkommelige og 85% af produktionen er rødvine, som laves på druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Blauer Portugieser, Regent og Dornfelder.

Men derudover omfatter driften altså også avl af får, æsler og frugtplantager, som danner baggrund for en række specialiteter, som farmen – sammen med vinene – også sælger i butikken Ahr Gourmet, som de driver inde i Ahrweiler.

Alexander fortalte, at Maibachfarm ejes af en rigere kvinde, der er bosiddende i Bonn. Så vidt jeg kan se, så er det Renate Günther, der også er registreret som geschäftsführer for selskabet Maibachfarm GmbH & Co. KG. Hun har også sit ejet hus på gården.

Den årlige produktion ligger omkring 40.000 flasker vin og Alexander Weber har siden overtagelsen af produktionen sat sit eget præg på vinene. Han har fået fuldstændig frit råderum til at lave vinene efter hans hoved.

Maibachfarm er medlem af den økologiske forening Bioland, som i 1999 certificerede gården. De driver således driften efter Biolands regler og kalder sig også en Biologisches Weingut.

Smagningen

Efter rundvisningen skulle vi selvfølgelig smage nogle af vinene fra Maibachfarm. Alexander havde allerede dækket op i et stort lokale, som både bruges til store smagninger, men også til det, som tyskerne kalder Straußwirtschaft.

En Straußwirtschaft er en slags tilladelse til vinproducenter i en begrænset periode at drive en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter. Og hos Maibachfarm driver de således i et kort periode en sådan lille sideforretning, hvor det store lokale er optimalt.

Vi skulle dog sidde i en lille hyggelig krog med rokokosofaer, en opbygget stenvæg med gamle malerier og et standerur i hjørnet … men mere vigtigt vinglas parate på bordet. Vi sank dybt ned i de tunge stole, men var hurtigt parate til vin.

Alexander spurgte, om vi ville smage alle vine eller blot nogle udvalgte, og vi blev enige om, at vi ville fokusere på de røde, dog måske lige starte med et par glas hvidvine.  Og det fik vi lov til … og mere til, så samlet kom vores smageprogram til at se sådan ud:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på alle vinene, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt vin – nemlig deres 2015 Fruhburgunder R – havde jeg smagt før, så der har jeg selvfølgelig bare linket til min tidligere anmeldelse.

Smagningen endte også en smule stresset og forjaget, da både rundvisning og de mange vine tog tid. Vi måtte derfor springe det traditionelle indkøb under, men Alexander fortalte, at der også var mulighed for indkøb af vinene i deres butik i Ahrweiler.

Der blev dog lige tid til det obligatoriske foto af den unge vinmager … og jeres flittige vinblogger i forening. Men samlet en stor tak til Alexander Weber for en herlig imødekommenhed og en fin vinsmagning.

Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-winzerin

Vi startede vores Ahr roadtrip med manér … nemlig hos den søde Julia Bertram, vort broderlands weinkönigin aka vindronning tilbage i 2012/13, hele områdets stolthed og i dag samtidig også én af Ahrs dygtigste vinmagere, hvis vine i mange år har imponeret den flittige jyske vinblogger.

Weingut Julia Bertram holder til på adressen Hardtbergstraße 5 i  Dernau, lige nedenfor marken Dernauer Pfarrwingert, sammen med familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, som fortsat drives af Julias mor og tante … Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

Vi havde en aftale om at mødes med Julia kl. 10.00 om torsdagen … eneste mulige tidspunkt under vort korte ophold, da Julia til dagligt bor i Churfranken hos hendes mand/kæreste Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg sammen med deres barn.

Vi ankom til tiden – spot-on – og inde i gården gik Julia og fejede, men hun smed omgående kosten, da vi stak hovederne ind, og bød os velkommen med et stort smil.

Hun havde allerede dækket bord til os i gården … helt perfekt, for sensommeren havde begunstiget os med en lun dag i Ahr, og fra den lille gårdsplads var der direkte udsigt til vinmarkerne over Dernau.

Og hvor er Julia Bertram bare en sød, glad, smilende og autentisk kvinde … og meget fortællende, men alt det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Lad os i stedet starte med at se lidt nærmere på vinhuset i Dernau.

Historien

Julia Bertram er født en juleaften i 1989 i en familie af vinbønder i Dernau. Hun er faktisk 5. generation, da hendes tipoldefar Gottfried Sebastian allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker.

Gården fortsatte herefter med den ældste søn Anton Robert Sebastian ved roret indtil hans død i 1966, hvor Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Den gode Ernst giftede sig godt, idet bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional vindronning – weinkönigin – i Dernau.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … med lidt hjælp fra forældrene, altså gamle Ernst og Rosemarie, som stadigvæk er aktive i driften … og lidt hjælp fra Julia en gang imellem.

Julia Bertram

Julia er således bogstavelig talt vokset op med vin … og hun kom allerede efter endt eksamen fra gymnasiet Kloster Kalvarienberg i Bad Neuenahr-Ahrweiler som ung 20-årig i lære hos Weingut Meyer-Näkel, som jo også ligger i byen Dernau.

I dag er Julia også bedste veninde med Meike Näkel, og da Julia startede sit eget vinhus, så fik hun også nogle gamle egefade fra Meike til sine vine.

Efter opholdet hos Meyer-Näkel uddannede Julia sig til ønolog i Geisenheim, helt traditionelt, og hun fik der sin Bachelor of Science i vindyrkning og ønologi.

I 2011 blev hun udvalgt som vindronning for Ahr vinområdet, og som repræsentant vandt hun også i 2012 titlen for hele landet, altså Deutsche Weinkönigin.

Og det er sgu en titel, som tyskerne tager meget alvorligt, og det er da også en jury bestående af 70-80 branchefolk, som hver år vælger denne dronning. Og det har man gjort siden 1949.

En vindronning har først og fremmest repræsentative opgaver i forbindelse med promoveringen af tysk vin i ind- og udland. For at blive vindronning skal hun være datter af en vinbonde, være over atten år, må hverken være gift eller forlovet og så hun skal have en god faglig viden om tysk vin.

Og det med den faglige viden testes kandidaterne på, mens udseendet ikke er så afgørende … om end det sikkert også hjælper. Under vort besøg fortalte Peter Kriechel, at kandidaterne til titlen faktisk skal igennem en lang række spørgsmål om vin og samtidig også skal blindsmage en række vine, som skal identificeres på druesorter og matches op imod mad.

Der findes i Tyskland en officiel side for Deutsche Weinkönigin, ja endda en Facebook side. I konkurrencen mellem de forskellige tyske vindistrikter er det ikke Ahr, som flest gange har leveret den tyske vindronning, for den sejr tilhører Mosel.

Fem gange er hun kommet fra Ahr … og seneste var det således den flotte – og dygtige – Julia Bertram, nemlig i perioden fra oktober 2012 til september 2013.

Men Julia ville mere end være blot den 64. vindronning i rækken og hjælpe på familiegården samt hos kæresten Benedikt Baltes på hans vingård Weingut Stadt Klingenberg i Franken. Hun ville selv lave vin efter hendes helt egne idéer.

Allerede i 2013 lavede Julia Bertram sin første vin Spätburgunder Fass 1, hvor druerne kom fra nogle af hendes far Walter Josef Bertrams 1,5 hektar vinmark i Ahr.

Far Walter havde hidtil havde drevet marken som et deltidsjob ved siden at jobbet som landmåler, og leveret druerne til et af de lokale kooperativer. Julia overtog marken og købte – eller lånte – også enkelte parceller fra moderen og tanten hos Weingut Ernst Sebastian.

Og siden 2014 har hun været kørende med hendes eget vinhus … Weingut Julia Bertram, hvor hun laver vine fra de små parceller i Ahr, som hun har samlet sammen.

Siden 2017 har hun reelt også overtaget Weingut Ernst Sebastian, men indtil videre kører driften af dette vinhus videre med moderen og tanten ved roret og så lidt hjælp fra Julia.

Markerne

Samlet har Julia Bertram 6,8 hektar, hvoraf de 2,2 hektar er under Weingut Ernst Sebastian og de resterende 4,6 hektar går til vinene hos Julia selv. Det er alle marker med stejle skrænter, hvor alt må foregå med håndkraft. Det er også derfor, at hendes entry-level Spätburgunder hedder Handwerk.

Markerne ligger spredt mellem Mayschoß og Bad Neuenahr, og omfatter markerne Mayschoßer Mönchberg, Dernauer Burggarten, Schieferlay, Pfarrwingert, Hardtberg, Jesuitengarten og Goldkaul, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Rosenthal, Forstberg, Daubhaus, Kirchtürmchen samt Neuenahrer Sonnenberg.

Alle markerne drives økologisk og Julia er i gang med at opnå økologisk certificering.

Vinene og produktionen

Sortimentet omfatter pt. 10 forskellige vine, fordelt på 2 Gutsweine, 2 Ortsweine og 6 Lagenweine fra enkeltmarker. Alle vinene laves i vingården i Ahr, hvor pladsen dog er meget begrænset. Derfor sker lagringen og påfyldning på flasker sker hos Baltes på Klingenberg.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in Klingenberg. Det første år fik Julia i øvrigt nogle brugte egefade fra hendes veninde Meike Näkel, da Julia vine jo lagres på en kombination af brugte og nye tyske fade … for Julia sværger til tyske egefade.

Men så er det jo godt at ha’ en god veninde. Julia og Meike har også det til fælles, at de begge har fundet en vinmager som kæreste/mand og Meike er nemlig gift med Markus Klumpp og Julia som tidligere nævnt med Benedict Baltes.

I 2015 eksperimenterede Julia med 4 forskellige typer egefade, men fandt den tyske, som værende den bedste. Og Julia bruger nu alene fade fra bødkere, som hun kender.

På etiketterne af alle Julias vine, så er der en lille reference til familiens gamle vinhus Weingut Ernst Sebastian, idet logoet fra det gamle vinhus kan ses i det lille røde stempel, som findes på alle Julia Bertrams vine. Det fortalte Julia under vort besøg … og det havde jeg ikke selv tidligere tænkt over.

Julia fortalte videre, at målet er at bygge et nyt og moderne vineri i Ahr, og at de faktisk er forholdsvis langt med dette projekt. De har fået tegnet et moderne vineri, som skal ligge tæt på Meyer-Näkels nye vineri lige udenfor Dernau.

Hvis alt går som forventet, som skal vineriet stå færdigt i 2021 og vi hørte hos nogle af de andre producenter, at Benedict Baltes allerede har indgået aftale om salg af Stadt Klingenberg i Churfranken og dermed flytter tilbage til Ahr for at lave vin sammen med Julia.

Benedict Baltes kommer jo også oprindeligt fra Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt har faktisk været i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen og jeg også besøgte under vores roadtrip .. men det skal I nok høre mere om.

Smagningen hos Julia Bertram

I gården sammen med Julia fik vi et godt indblik i vinene fra Julia Bertram og Julia fortalte også en masse om vinhuset, familien og de forskellige vine, som jeg dog slet ikke – helt bevidst – fik noteret en eneste smagsnote på.

Vi smagte alle vinene … dog undtagen de 3 topvine fra markerne Mönchberg, Trotzenberg og Goldkaul, som alle var udsolgt, så dem kunne vi desværre ikke smage. Jeg havde dog et par dage tidligere smagt netop Marienthaler Trotzenberg, blot i årgang 2016, så på den måde var jeg nogenlunde up-to-date.

Dermed fik vi smagt:

  • 2017 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder
  • 2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Sonnenberg Frühburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Forstberg Spätburgunder
  • 2017 Weingut Julia Bertram, Rosenthal Spätburgunder

Jeg købte dog flere af vinene, så smagsnoter følger, når jeg får smagt dem, men ellers må I nøjes med mine tidligere anmeldelser af nogle af de ældre årgange … tror der indtil nu ligger omkring 14 anmeldelser på Houlbergs Vinblog af Julias vine.

Jeg havde ikke tidligere smagt Julias Handwerk Blanc de Noir og heller ikke den udsolgte Dernauer Goldkaul, hvor druerne kommer fra en nyere parcel, som Julia næsten lige har købt. Det er en enkelt lille parcel lige syd for Dernau … sydvestvendt og med mere sandholdig jord.

Besøget hos Julia Bertram blev en rigtig fin start på vores ophold i Ahr, for Julia er bare så autentisk og nærværende. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men blev kun meget positiv overrasket, for Julia var både meget imødekommende og utrolig venlig.

Julia ville egentlig gerne ha’ vist os nogle af markerne ved en køretur op over Dernau, men vi afslog høfligt, da vi kunne fornemme, at Julia var lidt presset på tiden og skulle hente barn, så vi nøjedes blot med at købe nogle kasser vin, som Julia hjælpsomt transporterede til vores bil på en sækkevogn. Winzerin’er er stærke kvinder.

Jeg fik dog taget et obligatorisk foto oppe i marken lige ovenfor vingården og derefter tog vi selv et tur op i vinmarkerne … og på billedet nedenunder kan du se markerne ned mod Dernau.

Besøg hos Conterno Fantino … og fabelagtige, fine og flinke Fabio

Det sidste vinøse stop på mit Monforte d’Alba ferie raid var hos Azienda Agricola Conterno Fantino … et hus jeg har smagt nogle gange og været ganske begejstret for. Det skulle også vise sig at blive et kongebesøg og lidt udover det sædvanlige.

Jeg havde aftalt en smagning med Elisa Fantino kl. 14.30, men den monstrøse gitterport var lukket, da jeg ankom til Via Ginestra 1 lidt nordøst for Monforte d’Alba … nærmest på Ginestra marken.

Azienda Agricola Conterno Fantino “Viticultori” stod der på skiltet på gitterporten. Det var det rigtige sted, så Houlberg fik beslutsomt trykket på en knap på samtaleanlægget, meldt min ankomst, så døren til det magiske land gik langsomt op … og jeg kørte op ad indkørslen.

Jeg kom op til vingården … og sikke en ejendom, flot og moderne placeret på toppen med en vidunderlig udsigt.  Jeg fik parkeret og henvendt mig i vinotheket, hvor jeg blev modtaget af Fabio Fantino – bror til Elisa – som skulle vise mig rundt.

Til at starte med, så virkede Fabio måske en anelse tilbageholden og måske endda træt af endnu et turistbesøg, men da han så langsomt fandt ud af, at den ivrige vinblogger vidste noget om vin, så tøede han op og vi fik under smagningen en lang snak om vin. Fabio er faktisk en rigtig lun fyr … men alt det vender jeg tilbage til.

Historien

Men lad os lige først se nærmere på historien om Azienda Agricola Conterno Fantino, som reelt blev grundlagt i 1982, da Guido Fantino og Claudio Conterno slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen ellers regnede Barolo for noget særligt.

Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til økologisk dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finesse.

I 1987 kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Så i dag hører Conterno Fantino til blandt de bedste producenter  … og det er specielt husets enkeltmarks Barolo’er fra markerne Sori Ginestra og Vigna del Gris, der har gjort huset verdensberømt.

Conterno Fantino regnes som værende modernist … en bølge der startede i 1980’erne og hvor målet var, at lave endnu bedre, mere drikkevenlige vine med større koncentration og frugt. Det sker ved en begrænsning i udbyttet og anvendelse af små, nye barriques i stedet for de traditionelle kæmpefade.

Det give mørkere og mere tætpakkede vine, som også ofte får ristede toner af fad, røg og tjære, men samtidig også mindre indhold af tanniner, hvilket gær vinene nemmere at drikke unge.

I dag er grænserne mellem modernister og traditionalister blevet mere sløret og hos Conterno Fantino er de heller ikke meget for at snakke om, hvor de hører til. Jeg har tidligere mødt Noemi Conterno og hun fortalte dengang, at huset i dag nok hører til et sted mellem traditionalister og modernister.

Det er Guidos søn Fabio Fantino, som i dag har overtaget ansvaret for produktionen af vinene, men ellers hjælper begge familier til på vingården … Fabios søster Elisa står primært for besøg på vingården, men også Claudio Conternos to børn Noemi og Matteo deltager i driften.

Matteo blev uddannet vinmager i 2015 og står vel nærmest i lære hos Fabio, mens Noemi arbejder med kommunikation, men også repræsenterer vinhuset ved mange smagninger som fx Barolo & Friends, som jeg mødte hende til i Århus i juni 2017.

Conterno Fantino har i dag 27 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller ligger på de 3 marker Castelletto, Ginestra og Mosconi. De dyrker alene 4 druesorter, nemlig Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og Chardonnay og siden 1996 har alt været drevet økologisk.

Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin, hvilket er fordelt på 11 forskellige vine, men de fleste af dem skal jeg nok vende tilbage til.

Rundvisningen

Fabio viste mig rundt i produktionen og fortalte løbende omkring vinhuset og produktionen af vinene. De var så småt klar til at flaske nogle af vinene fra sidste års høst, således der igen blev plads til den nye igangværende årgang.

Vi startede med at se flaskeanlægget, og derefter de store gæringstanke inden vi gik nedenunder i kælderen, hvor Conterno Fantino opbevarer de mange barriques og selvfølgelig masser af flasker, der lagrer indtil de er klar til frigivelse.

Alt er lavet utroligt flot … virkelig indbydende og man kan godt se, at man har lavet tingene, således det også præsenterer sig godt for besøgende med små afsatser med view til fx kælder.

Man har også lavet en lille glasafsats aka en lille glasaltan på 1. sal, hvor man kan gå ud og få et view udover hele området. Vi tog en lille elevator fra kælderen og op til afsatsen … og Fabio udpegede de forskellige marker, som man kunne se herfra.

Derefter gik vi tilbage til vinotheket, som ligeledes er pænt stort med plads til mange besøgende. Fabio fortalte også under den efterfølgende smagning, at de hvert år har mange besøgende nærmest hver dag.

Jeg foreslog, at de måske gjorde som fx Elio Altare … lavede én eller to dage ugentlig, hvor der var åbent for besøgende. Jeg tror, at Fabio var delt i spørgsmålet, for de vil gerne være åbne, imødekommende … og lever trods alt af kunderne, men kunne selvfølgelig også godt bruge tiden i produktionen. Men nu ramte jeg selvfølgelig også en dag, hvor Elisa – som normalt står for besøgende – ikke var på vingården.

Smagningen

I Conterno Fantinos moderne vinothek – med udsigt til vinmarkerne udenfor – gjorde Fabio hurtigt klar til en smagning af husets vine, og det blev alene de røde vine, hvor vi – helt traditionelt – startede med deres Dolcetto, så lidt Barbera inden en Langhe Nebbiolo og deres Barolo’er. Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Jeg smagte også en fadprøve af deres 2018 Langhe Nebbiolo Ginestrino, som Fabio skulle flaske indenfor de næste par uger. Fabio fortalte om de enkelte vine og det blev faktisk en rigtig hyggelig smagning, hvor alt blev vendt.

Det var næsten som at snakke med en gammel ven. Vi snakkede lidt om vinene, mine øvrige besøg, lidt om min vinblog og baggrunden for bloggen, lidt om Conterno Fantinos danske importør Philipson Wine og det med at skulle købe 12 flasker for at få den rigtige pris.

Jeg var lidt nysgerrig omkring Conterno familien, da der jo findes mange Barolo procenter med navnet Conterno i Piemonte. Udover selvfølgelig det legendariske vinhus Giacomo Conterno, så er der i hvert fald Aldo Conterno, som jeg ved var søn af Giacomo.

Derudover er der Franco Conterno, Paolo Conterno, som – tilsyneladende – ikke har relationer til de øvrige Conterno’er. Og så er der Diego Conterno og Conterno Fantino, hvor der også er en sammenhæng.  Fabio kendte selvfølgelig Diego Conterno ret godt, for han er nemlig fætter til Claudio og har også arbejdet på Conterno Fantino.

Han solgte dog i 2000 sin aktier i Conterno Fantino, men overtog en parcel på Ginestra marken og startede sit eget vinhus, som han i dag driver med hustruen Anne og børnene Lorenza og Stefano.

Jeg fik – midt i al hyggen og vinsnakken – lavet lidt smagsnoter på alle vinene, så jeg har selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Jeg var mest vild med Barolo’erne fra Ginestra og Mosconi, og skulle selvfølgelig have nogle af dem med hjem. Mosconi var egentlig udsolgt, men Fabio mente, at han kunne finde en flaske til mig. Derudover fik jeg en flaske Langhe Nebbiolo med gratis.

Samlet en utrolig fantastisk eftermiddag … men det blev imidlertid ikke det sidste, som jeg så til Fabio Fantino den dag.

Fabio på Le Case della Saracca

For på restauranten Le Case della Saracca stødte vi om aftenen igen ind i Fabio Fantino … og det blev en fed og totalt uventet oplevelse af de allerbedste.

Vi havde efter råd fra vinbuddy Jan valgt Le Case della Saracca til vor sidste middag i det italienske. Og sikke et sted. Le Case della Saracca ligger i Monforte d’Albas ældste kvarter øverst i byen i 5 sammenbyggede huse, som er over tusinde år gamle.

Vejene op til restauranten er smalle og stejle … meget stejle, og stedet er absolut helt fantastisk, virkelig et besøg værd. Det er en fedt sted, indrettet meget fantasifuldt, snørklet og med en blanding af det gamle stenværk, glas og stål. Der er små afsatser, hvor der er placeret borde og alt emmer af både mørk middelalder, gamle grotter og postmoderne, hipt cafémiljø.

Spisestedet udvikler sig på flere etager, som er forbundet med en indvendig trappe i stål og glas samt elevator. De lokale skinker, salamier og oste opbevares i grotterne bag ved spisesalen og udstilles som designertøj eller smykker i glasvitriner.

Hvis man har højdeskræk, så skal man også være opmærksom på, at gangene og trapperne ofte har gulv og trin i glas, der gør højden over gadeplan meget konkret. Selv toilettet er totalt charmerende. Det er masser af små vinreoler, som nærmest er bygget ind i nogle af de hvælvinger, som det sjove sted er rig på.

På disken indenfor døren var der fade med alskinds lækkerier … charcuteri, oste og andet spændende. Vi havde ikke bestilt bord i forvejen, men den unge tjener bag disken ville lige forsøge at finde os en plads.

Det kunne godt lade sig gøre … men inden vi var vist hen til vort bord, så dukkede Fabio Fantino pludselig op storsmilende og hilste på os. Han fægtede med hænderne og hilste, men vi var allerede på vej efter tjeneren til vort bord.

Men Fabio fulgte i hælene efter os og ville lige sige tak for mødet i dag og give os et glas vin … så han ville lige høre, hvor mange glas han skulle bestille? Da drengene ikke er til vin, så blev det alene til fruen og jeg … og det blev lidt mousserende vin.

Fabio dukkede op igen og fortalte, hvad der var i glasset. Jeg var vist lidt forvirret, for jeg kan slet ikke huske, hvad han fortalte … som i overhovedet ikke. Han gestikulerede også, at vi skulle følge med ham … og det gjorde hele vi alle fire så.

I et af de tjekkede spiserum med et gulv i glas var der i den ene side det fedeste vinrum. Der gik vi ind med Fabio i front som guide. Vi fik lukket døren hurtigt, da Guido – stedets indehaver – er noget emsig med, at temperaturen holdes nede.

Da vi alle var inde i vinrummet, så trykkede Fabio på en fjernbetjening og to af de mange vinreoler åbnede sig langsomt og afslørede en hemmelig, mørk tunnel. Vi tændte lyset i vor mobiler og fulgt efter Fabio.

Den mørke og hemmelige tunnel var en lang og havde masser af vinreoler med gamle flasker, bl.a. så jeg Conterno fra 1949 og ældre flasker fra Sandrone … alle omhyggeligt viklet ind i vita wrap for at skåne etiketterne. Et sandt – og kostbart – skattekammer.

Fabio fortalte, at restaurantens indehaver Guido allerede for mange år siden var startet med at købe masser af de lokale vine, og de er nu en del af Le Case della Saracca. Tunnelen sluttede i endnu et større – og oplyst – vinrum, hvor der var adgang tilbage til restauranten.

Vi var alle lidt duperede over kælderen og oplevelsen – selv mine to ikke vininteresserede knægte – så vi takkede Fabio. Derefter vente vi tilbage til vores ikke reserverede bord, hvor maden næsten allerede var klar. Sikke en aften … en perfekt afslutning på en ekstraordinær dag i Monforte d’Alba.

Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i sydlig retning mod Dogliani … godt gemt i en dal ved Ravera marken. Det var næste stop på min vinøse Barolo dag, og jeg havde aftalt et møde med Francesco Spadaro, som er salgschef på det tjekkede sted, som ligger helt fantastisk smukt og isoleret.

Det er ikke kun et vinhus, for driften omfatter også et hotel/resort med spa, wellness, massage, indendørs og udendørs pool, restaurant og såmænd også en 9-hullers golfbane, alt toptrimmet og moderne luksus til priser i den dyrere ende. Klart en sted for folk med tegnebogen i orden, lyst til forkælelse og måske lidt vino.

Ejendommen kan dateres tilbage til 1867, men blev i 2010 totalt renoveret og der er vist ikke meget af den gamle vingård tilbage. Det har været et større og dyrt projekt, men etableringen er foretaget af en tjekkisk rigmand, som blev forelsket i området omkring Monforte d’Alba og Barolo vinene.

Tjekken hedder Miroslav Lekes og har i hjemlandet er større virksomhed indenfor lægemidler. Francesco Spadaro fortalte, at den rige Lekes fortsat bor i sit hjemland, men kommer på besøg på vingården hver 3. måned. Og han har ansat et hold af unge mennesker til at drive stedet.

Den vinmæssige del er lagt i hænderne på Gianluca Colombo, som er en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. Gianluca laver i øvrigt også vin på sin egen ejendom Segni di Langa og har tidligere arbejdet på kooperativet Terre del Barolo.

I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på markerne Ravera ved vingården, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

Der er 4 hektar med Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon Blanc … og alle markerne drives økologisk. Der anvendes derfor ingen syntetiske midler i hverken marker eller kælder … der anvendes alene certificerede bio-produkter og organisk gødning og man lader græs og urter gros mellem vinstokkene. Réva har registeret mere end 130 forskellige slags urter i markerne, hvilket giver en utrolig stor biodiversitet.

Rundvisning og smagning

Francesco Spadaro viste mig først rundt i vinhuset … lutter moderne faciliteter, men stedet er ikke stort. Den årlige produktion ligger også kun på 40.000 flasker og alene fordelt på 6 forskellige vine, som alle laves af Gianluca Colombo i samarbejde med den assisterende vinmager Daniele Gaia, som begge er uddannede ønøloger fra vinskolen i Alba.

Alt kører ultraprofessionelt … fra mark til vinkælder og i det tilhørende resort. Druerne høstes manuelt og sorteres 3 gange inden vinifikatinen. Der arbejdes helt klassisk med lang maceration, gæring ved lave temperaturer og udelukkende ved brug af druernes egne gærceller.

Vinene lages dog en smule mere modernistisk, nemlig med en kombination af barriques og store østrigske egefade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Gianluca siger selv, at han er klassisk … og altså hverken traditionalist eller modernist.

Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd. Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo, har den unge vinmager tidligere udtalt.

Francesco Spadaro viste de forskellige elementer i produktionen, og den professionelle tilgang er meget tydelig. Der tænkes på alt … fx viste Francesco mig de nye etiketter, som var trykt på et bedre papir, som bedre kunne holde til at blive våde, når vinene serveres på restauranter og måske kommes i en isspand.

Efter rundturen, så havde Francesco sørget for, at der på terrassen – med udsigt til Ravera markerne og en stor lækker pøl nedenunder – var gjort klart til smagningen, selvfølgelig med et par store Zalto vinglas, lidt saltede mandler og en brochure om Réva. Tjekket.

Vi skulle igennem 4 af husets vine og jeg fandt ikke ud af, hvorfor vi ikke skulle smage alle 6. Det job havde jeg nok også magtet. Men det betød, at jeg smagte:

Rækkefølgen havde Francesco valgt, og var valgt ud fra, at de to første vine er de letteste. Det gav godt mening. Jeg fik noteret lidt smagsnoter, som de er selvfølgelig lagt på bloggen og linket til ovenover.

Og meget kan man sige om det tjekkede sted, men vinene smager bare fremragende. Det er bestemt et up coming vinhus, lette, lyse og fine Barolo’er. Jeg valgte et par flasker, som jeg købte med hjem inden kursen blev sat mod dagens sidste destination.

Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide

Familiens sommerferie ved Lago di Garda var suppleret med et lille vinøst frikvarter for familiens mandlige overhoved aka den flittige houlbergske vinblogger. Det var selvfølgelig behørigt godkendt af den fruelige überboss – og bestod af et par dage i Monforte d’Alba nærmest i hjertekulen af Barololand.

Et par dage med vino på hovedmenuen, hvor jeg kunne lade min totalt alkoholiserede, drikfældige, deliriske og forfaldne nebbiolokrop forsumpe endnu et par promiller.

Jeg havde dog – hvis ret skal være ret – anvendt de medbragte løbesko – og tilhørende løbetøj – et par gange langs søbredden ved forrige destination, således vinbloggeren stod bare nogenlunde skarp i mødet med de dygtige druelandmænd i Italiens nok mest spændende og dyreste vinområde.

Inden afrejsen fra Danmark havde jeg fastlagt og aftalt de 3 besøg, som var indlagt på farmands lille timeout-skema fra den ordinære ferie … alle forholdsvis tæt på hotellet Il Grappo d’Oro, som var valgt som militært hovedkvarter aka headquarter for den houlbergske vinøse mission.

Il Grappo d’Oro var et perfekt udgangspunkt placeret centralt på torvet i Monforte d’Alba med et strategisk – og betagende – udsyn til hele området og de smukke vinmarker. Herfra kunne jeg besøge tonsvis af producenter. Familien var småtrætte, men havde wifi og var tilfredse, så Houlberg dampede afsted.

De udvalgte vinhuse til dagens tur var Parusso kl. 9.00, Réva kl. 11.00 samt Conterno Fantino kl. 14.30. Så derfor troppede jeg som første stod punktligt op hos Azienda Agricola Parusso, der ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vejen mod Castiglione Falletto, faktisk næsten lige i trekanten mellem de 3 marker Marriondino, Rocche di Calstiglione og Bussia.

Porten var – som hos mange af producenterne i området  – lukket, men et par kluntede houlbergske gloser i samtaleanlægget om, at jeg da vist havde en aftale, virke tilsyneladende fint, for de store jernlåger gled langsomt op ind til det forjættede land.

Jeg havde booket min aftale hos Parusso med Denis Bottocin, men det blev i stedet den søde – og smukke – Giulia Parusso, som modtog mig i døren og skulle guide mig igennem alle husets vine. Mit held.

Giulia er datter af Tiaziana Parusso, som sammen broderen Marko Parusso driver det fabelagtige vinhus, som står bag den 2013 Barolo Bussia, som endte i toppen ved Mr Rubys fine, store Barolo terroir smagning tidligere i år, hvor der blev battlet mellem vine fra 3 terroirs … Cannubi, Bussia og Ravera.

Sjovt nok, så skulle netop Mr Ruby aka Jacob også besøge Parusso … blot dagen efter mit besøg.

Historien

Vinhuset Parusso er reelt startet i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første parcel Sori dla Seira på vinmarken Mariondino, hvor han startede med at plante lidt Nebbiolo … og druerne solgte han til venner og de lokale kooperativer, idet den primære drift på gården var svineproduktion samt lidt almindelige afgrøder, ferskner og anden frugt.

Han gemte dog altid lidt druer, som han producerede lidt vin af … men det var nu udelukkende til familiens eget brug. Selve vingården købte Gaspare  i 1925 … tæt på parcellen ved Mariondino marken med en smuk udsigt udover Rocche marken.

Det var imidlertid Gaspares søn Armando, som så et større potentiale i vingården og i 1971 startede med selv at lave og sælge deres vine under Parusso familienavnet.

Han begyndte langsomt at omdanne driften fra almindelig landbrug til vinavl og -produktion. Han opkøbte flere parceller på både Bussia og Mosconi markerne for at udvide produktionen. Og det varede heller ikke længe inden, at han fik hjælp fra 3. generation i form af sønnen Marco, som allerede i en ung alder blev interesseret i vinproduktion.

Marco Parusso startede med at arbejde fuld tid i vineriet i 1986 efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog i Alba. I dag driver Marco vingården sammen med søsteren Tiziana.

Det er Marco, som har udviklet vinhuset fra et lille lokalt vineri til et af de mest respekterede navne i hele Barolo. Og næste generation er også på vej ind i foretagendet … i hvert fald hjælper Tiazianas datter Giulia også til og ved alt om vinhuset og produktionen af vinene.

Samlet driver familien 28 hektar vinmarker, hvoraf de 18 hektar er egne marker, mens de sidste 10 hektar er via lejeaftaler. Markerne er fordelt på de tre marker Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto. På Bussia marken er det parcellerne Vigna Rocche og Vigna Munie.

Det giver basis for en årlig produktion på omkring 130.000 flasker vin, som er fordelt på et par hvidvine, 7 Barolo’er, et par Barbera vine samt selvfølgelig også en Dolcetto og Langhe Nebbiolo. Alt produceres på ejendommen, som Gaspare købte i 1925, men ejendommen er siden renoveret og udvidet betydeligt.

Parusso er én af de producenter, som udover at arbejde meget traditionelt i vinkælderen, også arbejder meget moderne markerne, som er inddelt i mikrozoner efter undergrund og beliggenhed. Og hver zone passes så individuelt … både omkring beskæring og organisk gødning.

Alt dyrkes økologisk og Parusso lader også græsset gro imellem vinstokkene, hvilker – efter deres vurdering – hjælper planterne med at blive sunde, stabile og modstandsdygtige over for sygdomme.

Smagningen sammen med Giulia

Vi startede mit besøg hos Parusso i det gamle smagelokale, hvor alle husets vine er linet op. Jeg blev enig med Giulia om, at jeg – en smule uhøfligt og imod mine principper – sprang deres Dolcetto og Barbera vine over, således jeg smagte de hvide samt deres Nebbiolo vine.

Jeg havde jo en bagkant, da jeg skulle være hos Réva kl. 11.00 og jeg vidste, at Parusso laver 6-7 Barolo’er. Samtidig ville jeg også gerne nå en rundvisning i vinkælderen, hvis det var muligt.

Det var helt fint med Giulia, som derfor startede med at servere mig det første glas … en Spumante Metodo Classico Brut og lidt en specialitet, som er lavet på ren Nebbiolo.

Samlet kom mit smageprogram til at se sådan her ud:

Giulia var den sødeste værtinde og hun fortalte om vinhuset, historien, produktionen og alle vinene. Jeg nåede samtidig at få noteret smagsnoter på alle vinene, så jeg har  derfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Giulia viste mig også gamle fotos af familien og gården, der i mange, mange år fungerende som et almindeligt landbrug. Giulia fortalte, at hendes farfar Armando i 1950 havde 70 svin, som dengang var gårdens primære aktivitet.

Hun viste mig også et par gamle flasker Barolo, som hendes farfar havde lavet … en årgang 1967 og 1971. Dengang hed vingården også Armando Parusso.

Jeg var meget imponeret af vinene … deres almindelig Langhe Nebbiolo er fantastisk, men selvfølgelig er Barolo’erne en klasse over. Jeg faldt nok mest for deres Barolo Mariondino, som virkelig er let, feminin og så blød, mens Bussia – lige åbnet – lige skulle luftes lidt, men også smager monstergodt.

Heldigt for mig, så havde de lige dagen før åbnet en 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som bare var spillevende og helt perfekt. En lille tår gulddråber af første karat. Det er planen, at vinen skal frigives næste år … 20 år efter høsten og Riserva XX er indtil videre udelukkende det midlertidige navn på vinen.

En 2010 Bussia Riserva imponerede mig ikke så meget, men Guilia fortalte, at vinen har en kurve … nærmest som et U, hvor den først er fin i starten, så har en periode, hvor den slet ikke performer og så igen bliver mere frisk derefter. Det var deres 2000 Barolo Bussia Riserva XX et godt eksempel på.

Giulia fortalte mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og blødt udtryk.

Til sidst valgte jeg et par vine, som jeg måtte ha’ med hjem, og fik klaret betalingen. Derefter gav Giulia en lille rundvisning i vinkælderen.

Rundvisningen

Vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor vi så det mest af selve produktionslokalerne. Vi så de store ståltankene til vinificeringen, plastkasser til den korte tørring af drueklaserne.

Vi så de mindre vandrette gæringstanke, hvor der er en snegl i bunden af tankene samt den store kælder til lagring af vinene på både barriques og egefade.

Generelt var kælderen langt større end jeg havde forventet, for der var virkelig mange egefade. Undervejs fortalte Giulia videre om vinene og arbejdet i vinkælderen.

Samlet blev det et virkelig kongebesøg … så stor tak til Giulia for en fremragende smagning og den store gæstfrihed. Parusso er bestemt et besøg værd, hvis du kommer på de kanter … alternativt, så forhandles vinene herhjemme af KB vin.

Vi slutter med et par yderligere billeder fra rundvisningen.

Her forenden af den aflåste gang kan man se, hvordan undergrunden er på marken ved vingården.