Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Dr. Corvers Kauter … og deres Gutsausschank

Vores første hele dag i Rheingau sluttede hos Weingut Dr. Corvers Kauter, hvor vi dels skulle have en smagning af nogle af deres vine og så efterfølgende spise aftensmad i deres Gutsausschank og med det gode og varme vejr selvfølgelig udenfor i deres hyggelige gårdhave.

Fra vores hotel fik vi derfor bestilt den sædvanlige 8-personers taxa og hørt til Oestrich-Winkel, hvor vi blev mødte af den søde Birgitte Kauter, der fik os bænket lige under en overdækket terrasse … men der gik ikke lang tid, førend Mathias Corvers himself kom forbi og hilste på hele vor lille 8-mands flok.

Birgitte og Mathias er bare så flinke, søde og gæstfrie.

Weingut Dr. Corvers Kauter

Vinhuset ligger på Rheingaustrasse i Oestrich-Winkel og blev grundlagt for 30 år, hvor Birgitte Kauter fra Winkel og Herr Dr. Mathias Corvers fra Geisenheim giftede sig og lagde deres respektive familiers 2 små vinbrug sammen.

Begge vinfamilier havde inden sammenlægningen til Weingut Corvers Kauter over 250 års vinfremstillingstradition, men i dag er det parrets søn Phillip, som med fuld fart driver vingården.

Phillip overtog driften i 2013 og har siden ikke set sig tilbage. Han har bl.a. opkøbt flere marker, således vinhuset i dag har 31 hektar vinmarker, bl.a. parceller på velkendte marker som Rüdesheimer Berg, Winkeler Hasensprung, Oestricher Doosberg og Assmannshäuser Höllenberg.

Vinhuset er økologisk certificeret, arbejder biodynamisk og ekstremt præcist, samt med enormt fokus på de enkelte terriors og forskellige jordbunde. De har en smittende stolthed og glæde over deres vine, som også afspejles i det endelige produkt.

Udover vinproduktionen, så driver familien en lille Gutsausschank aka restaurant … en Innengastronomie og Außengastronomie, altså indendørs- og udendørsrestaurant, der styres med hård hånd af mor Birgitte.

Deres Gutsausschank er – som hos mange andre vinproducenter – kun åben i sommerhalvåret og det er typisk fra midt i april og frem til udgangen af oktober.

Vinsmagningen

I Corvers Kauters Vinothek für weinprobe mødte vi Phillip, som skulle guide os igennem smagningen … og vi startede hurtigt med en lille mousserende sekt, som jeg dog hverken fik foto af eller noter til anmeldelse … men derefter så programmet sådan her ud:c

Jeg har– som vanligt – skrevet om og anmeldt hver vin … links finder du ovenover. Men det var et bredt udsnit, som vi fik smagt, hvor specielt de to røde Pinot Noir topvine var i særklasse.

Da nogle fra vores lille gruppe før havde besøgt vinhuset og da klokken også var mange, så fik vi ikke set deres vinkælder samt deres produktion.

I stedet fik vi en plads i haven og bestilt lidt mad …. og sikke lækker mad, hvor jeg til forret fik en lækker servering med noget Duroc gris og til hovedet en fin kylling … og det blev selvfølgelig skyllet ned med noget top Pinot Noir fra Weingut Dr. Corvers Kauter,

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Kaufmann … schweizisk vinbonde i Eltville

Efter vor store vinsmagning hos Sophie, så spadserede vi hen til deres nabo på Rheinallee i Eltville og naboen er Weingut Kaufmann, hvor et stort rødt K ved et moderne vinothek markerede, at vi var kommet frem. Knaldrødt, Kool og Kanon !

Den røde farve var et gennemgående tema hos Weingut Kaufmann og det skyldes, at ejeren Urban Kaufmann egentlig er fra Schweiz og dermed anvender rød overalt … på logoet, etiketterne til vinene samt næsten alle steder. Det var jo helt hjemmeligt med de rød og hvide farver.

Vi gik indenfor i det tjekkede vinothek, hvor der allerede var dækket op til vores smagning og derhjemmefra havde medejeren Eva Raps fra vinhuset allerede på forkant spurgt, om vi var interesseret i lidt skinke og ost til smagningen, hvilket vi selvfølgelig havde takket pænt ja til.

Det var også frokosttid … så det passede perfekt, så vi fik sat os ved bordet og klar til en vinsmagning. Vi blev modtaget af en ung og sød værtinde, som først spurgte, hvad vi ville smage og vi lod det være op til hende, men fortalte også, at vi mest var til de tørre vine.

Weingut Kaufmann laver ellers både sekt, tørre hvidvine og endda også pænt mange Pinot Noir vine. Derudover selvfølgelig også både feinherb og edelsüss vine … men faktisk laver de også specialiteter som vermouth og Gin.

Derudover sælger de også vine fra et par samarbejdspartnere i form af Azienda Agrocola Vigna Rutz i Italien og Sea Horse Winery i Israel.

Weingut Kaufmann

Vingården er oprindelig grundlagt i 1953 af Johann Josef Lang og hed oprindelig Weingut Hans Lang. Men vingården blev i 2013 købt af den schweiziske Urban Kaufmann, der tidligere var ejer af det lille ostemejeri Appenzell, samt hans partner Eva Raps, der tidligere var administrerende direktør for VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Det er Urban, der står for produktionen af vinene, mens Eva Raps er ansvarlig for markedsføring og salg. Urban siger selv, at han forsøger at lave Rheingau vine med schweizisk præcision.

Urban og Eva har sammenlagt 20 hektar vinmarker, bl.a. har parret parceller på både Grosse Lage vinmarkerne Hattenheimer Hassel og Wisselbrunnen samt Erste Lage marken Schützenhaus, der også ligger ved Hattenheim.

På markerne er 80% plantet med Riesling og derudover har man Weissburgunder, Grauburgunder,  Chardonnay, Silvaner, men også den røde Pinot Noir.

Alt drives 100% økologisk og biodynamisk, for Urban og Eva tager sig de friheder, de mener er nødvendige for at skabe verdensklasse vine. De bruger naturens eget værn, når der skal gødes, herunder planteekstrakt og urtete.

Siden 2017 er de certificeret biodynamisk gennem Demeter Association, så nu har de papir på deres biodynamiske tilgang til vin. Når deres vine har det godt, så har de det godt. Der skal være styr på de små detaljer, så helheden er komplet.

De bruger solens energi og månens kræfter og tænker biodynamisk, når de tager sig af jorden, gødningen, beskyttelse af afgrøderne og de lytter til vinstokkene, også selv om de ikke forstår dem. Det giver de bedste vine, mener de.

Vinhuset er selvfølgelig medlem af VDP, men Eva var jo også i mere end 10 år Geschäftsführerin for Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Vinsmagningen

Det blev en virkelig lækker smagning, hvor vi samlet set kom til at smage 12 vine og i modsætning til Egert, så har Kaufmann også et pænt udvalg af vine på Pinot Noir. Samlet kom vores program til at se sådan her ud:

Jeg har – som vanligt – ovenover linket til mine sædvanlige beskrivelser og  anmeldelser af alle vinene, som vi smagte.

Vi fik også allerede fra start serveret lidt pølse, skinke og ost med tilhørende brød … sødt dekoreret med det schweiziske flag og disse små hapsere fik hurtigt ben at gå på.

Alle ved bordet blev hurtigt enige om, at kvaliteten hos Weingut Kaufmann var meget høj … specielt deres vine på Riesling, men også deres bedste på Pinot Noir var enestående flotte.

Brugen af de røde og hvide farver var gennemført … selv husets servietter var stablet i skiftevis røde og hvide farver og undervejs i vor smagning satte vor værtinde også lige en hoptimist i de danske – og schweiziske – farver på vort bord.

Hoptimisten er jo også en dansk opfindelse, for den blev skabt af den danske møbelsnedker Hans Gustav Ehrenreich fra Aarhus.

Samlet blev til en rigtig fin smagning … og til slut kom Urban Kaufmann selv ind i smagelokalet, hvor der også løbende kom en række kunder for at købe vin.

Rundvisning og mødet med Urban

Vi fik hilst på Urban og spurgte ham, om vi ikke måtte se vinkælderen … og det måtte vi selvfølgelig, så dermed sluttede den fine smagning også med en lille kælder-rundfart. Klasse.

Undervejs fortalte Urban også lidt om vinhuset, historien og produktionen af sine vine.

Vi fik set pakkeri, lager og de store ståltanke til gæringen af vinene …

… men så også de store game fade … flaskelinjen …

… og de mindre fade til lagringen af Pinot Noir vinene.

Super besøg og kæmpe tak til Weingut Kaufmann !!!

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Egert … dansk vinsmagning hos den sødeste familie

Rise and shine. Første hele dag i Rheingau og forude ventede 3 besøg hos vinproducenter, både kl. 10.00, kl. 13.00 og senere på aften kl. 18.00 … og det første besøg var hos Weingut Egert, som flere i teamet havde besøgt før.

Jeg smagte første gang en vin fra Weingut Egert tilbage i 2020 og blev imponeret. Så da nogle fra byggesjakket for nogle år siden så besøgte Rheingau, foreslog jeg, at de måske også skulle kigge forbi Weingut Egert … og det hus har de forståeligt blevet vilde med lige siden.

Det er også et rigtigt dejligt vinhus at besøge … selvfølgelig primært på grund af vinene, men også på grund af det danske islæt, da huset har en dansk forbindelse … Manfred Egert er nemlig gift med danske Bettina, der også har sørget for, at deres børn også snakker dansk, hvorved vinsmagninger skete på dansk … midt i det tyske land.

Vi ankom derfor nærmest på klokkeslaget 10.00 til Weingut Egert og blev gladelig modtaget af Bettina, som bød os velkommen og fik os gelejdet ind i smagelokalet i den smukke bygning.

Vi bænkede os og  der gik ikke lang tid, førend datteren Sophie dukkede op … det var hende, som skulle lede os gennem dagens første vinsmagning.

Weingut Egert

Vinhuset ligger på Erbacher Landstraße  i Hattenheim lige ned til Rhinen … lige tæt ved den naturbeskyttede ø Mariannenaue midt i den store flod og ikke ret langt fra det fine Balthasar Ress hus og nærmest nabo til Weingut Kaufmann, som vi besøgte lige efter Egert.

Vinhuset blev i 1997 overtaget af Manfred Egert fra hans forældre Hans og Maria Egert og i dag driver han vinhuset sammen med sin søde danske hustru Bettina og deres børn Max aka Maximilian samt Sophie.

Det er Sophie, der som 7. generation efterhånden har overtaget ansvaret med at producere vinene og dermed var det også Sophie, der præsenterede vinene for os i selve vinsmagningen.

Manfred stammer fra en familie af vinavlere, der går helt tilbage til 1800-tallet og reelt er han reelt 6. generation, som har grebet faklen og nu fortsat laver vin. Det sker sammen med hans danske hustru Bettina  og – som tidligere skrevet – Sophie og Max.

Både Max og Sophie har taget uddannelser indenfor vinproduktion og Bettina har fra start insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.

Samlet har Egert 9 hektar vinmarker, som strækker sig langs Rhinen fra Erbach via Hattenheim og Oestrich til Mittelheim. Vinmarkerne er så fordelt på Erbacher Siegelsberg og Steinbergen, Hattenheimer Wisselbrunnen, Nussbrunnen og Hassel samt Oestricher Lenchen samt endelig Mittelheimer St. Nikolaus.

Hele 85% af markerne er certificeret som Erste Lage marker med 8 Große Lagen og 3 Erste Lagen parceller og de dyrker jo – selvfølgelig for Rheingau – mest Riesling, som udgør 90% og det suppleres med 7% Spätburgunder samt 3% Weißburgunder.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.

Rundvisningen

Vi startede med at smage en række af husets vine, så vi fik ikke set hele vinhuset med vinkælder og produktionslokaler … måske også fordi, at flere allerede havde besøgt vinhuset før.

Men efter smagningen fik vi lige lejlighed til at stikke hovedet ind i nogle af produktionslokalerne, bl.a. fordi Egert lige havde investeret i en ny og hundedyr maskine til at forbedre produktionen.

Vinsmagningen

Der var allerede ved ankomst dækket op til os … og ellers var det Sophie, der valgte de vine, som vi skulle smage. Hun præsenterede et stort udvalg for os og samlet kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Vi smagte faktisk også et par nyere udgaver af den mousserende Oestricher Doosberg Riesling Sekt … én lavet på Sophies egen måde og en efter bedstefarens gamle metoder … hver meget forskellig, men begge meget lovende.

En enkelt af vinene havde jeg smagt før … deres 2020 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, der har jeg bare linket til mine tidligere beskrivelse og anmeldelse.

På de andre har jeg – som vanligt – skrevet om de enkelte vine og lavet mine sædvanlige anmeldelser.

Konklusion

Hvor er de søde hos Weingut Egert. Både Bettina og Sophie havde begge en bagkant, men det lod de sig ikke stresse det mindste af. De præsenterede masser af vine … og som Bettina sagde til mig, som ville vi nok gøre det samme, hvis vi var dansker i udlandet og der kom besøg hjemmefra.

Men læg dertil, at Weingut Egert laver fremragende vine, så der blev også købt godt med vine af os alle 8. Med tanke på pladsen i hver bil, der udover 4 personer også skulle have vine med hjem og dette kun var vores andet besøg, så tilbød Bettina at sende vinene hjem til Danmark ♥

Tak … sikke en service og langt udover, hvad man normalt ville kunne forvente.

Kæmpe tak og knus til Bettina og Sophie !!!

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut J. Neus … sikke gæstfrit værtskab og lækker vinsmagning

Trods Falkens virusinficerede GPS, så ramte vi torsdag middag Bahnhofstraße i Ingelheim am Rhein ved middagstid og godt før vor aftalte mødetid kl. 13.00.

Vi ramte vitterlig et fabelagtig efterårsvejr med 29 grader, så dem i lange bukser fik tid til at trække i korte rør på parkeringspladsen, inden vi gik hen til selve vinhuset.

Da vi kom over en halv time for tidligt, så havde vinmageren Tony Frank kunder, så vi slentrede blot rundt i stedets flotte gamle have … lykkelige for at være ude af bilen efter lidt over 10 timers kørsel.

Solen var nådesløs, men alligevel satte vi os til sidst lige udenfor vinhuset og meget gæstfrit sørgede Tony Frank for, at af en stedets unge medarbejdere kom ud til os med en kasse med kolde flasker vand. Særklasse.

Der gik dog ikke lang tid, så kom Tony Frank himself ud og bød os velkommen. Derefter tog vi først en rundtur i vinhuset inklusiv den store og meget gamle vinkælder. Undervejs fortalte Tony også historien om vinhuset.

Weingut J. Neus

Vinhuset Weingut J. Neus ligger som nok allerede beskrevet i det nordlige Rheinhessen i byen Ingelheim og det er jo næsten lige på grænsen til Rheingau tæt på det som kaldes das Rhein-Knie … Rhinens knæ … stykket fra Assmannshausen mod vest og Wiesbaden mod øst.

Weingut J. Neus blev grundlagt i 1881 af Josef Neus Senior, der besluttede sig for at lave vin i det smukke, gamle by Ingelheim, der også passende kaldes for der Rotweinstadt … rødvinsbyen.

Josef Neus Senior kom selv fra Mosel, hvor han også havde produceret vin, men ønskede at lave rødvine og hvad var så mere oplagt end i Ingelheim, der allerede var kendt for sine rødvine? Så der slog han sig ned og stod for opførelsen af den smukke ejendom i det, som dengang var noget af det førende indenfor arkitekturen.

Han byggede også en rum til at presse vinene, et smagerum og så selvfølgelig en stor hvælvet kælder, hvor han kunne placere nogle af de gamle egefade, som han medbragte fra Mosel. De havde dengang de største egefade i hele Rheinhessen.

Og Neus fik succes med sit forehavende … vinhuset blev kendt for sine røde vine over hele verdenen. Det skyldes bl.a. en speciel Pinot Noir klon, som fortsat i dag kendes som Neus klonen. Efter Selection Massale systemet, hvor han løbende tog stiklinger fra de planter, som performede bedst, så fremavlere han sin egen klon med de egenskaber, som han efterspurgte.

I dag anvender Weingut J. Neus fortsat Neus klonen på deres vinmarker og vinstokkene med den klon er kronjuvelerne i husets markbesiddelser … specielt på topmarkerne Horn og Pares.

Imidlertid var Weingut J. Neus tæt på at ophøre i 2012, hvor enearvingen Ulrich Burchards var blevet lidt træt og ikke længere ønskede at drive vingården. Derfor blev ejendommen sat til salg og det så længe ud til,. at den skulle ende som et lejlighedskompleks med en tilhørende parkeringskælder.

Men så grueligt galt gik det dog ikke, for i sidste sekund blev Weingut J. Neus reddet, da rigmanden Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz, købte vinhuset. Han ønskede heldigvis at drive vingården videre med det formål for øje at føre vingården tilbage til sin storhedstid og igen lave Tysklands bedste rødvine.

Til at opnå det mål, så har Christian Schmitz hyret et team til at producere vinene … tidligere bl.a.Julien Meissner, som i dag laver vine med Rabea Trautman på Weingut Schloss Schönberg, senere den unge Lewis Schmitt, men i dag er det vinmageren Toni Frank, der er hyret ind for at give vinhuset sin gamle glans tilbage.

Samlet har vinhuset 12 hektar vinmarker, der ligger spredt på områdets to skråninger, nemlig Mainzer Berg og Westerberg. Det er på Mainzer Berg, at huset dyrker deres Spätburgunder Neus kloner, hvor de bedste marker jo er de to Große Lage marker Horn og Pares, men Westerberg skråningen er lidt køligere, så der har de deres hvide sorter som fx Chardonnay, Silvaner, Weißburgunder og Riesling vinstokke.

På kortene nedenunder kan du se,  hvordan markerne ligger lige øst for Ingelheim og faktisk ligger Neus’ parcel på Horn marken, der i alt er på 21 hektar, næsten helt nede ved byen, mens deres 3,5 hektar store parcel på Pares, som samlet kun er knap 9 hektar, ligger længere oppe og dermed lidt køligere end Horn.

Nedenunder kan man faktisk se Neus’ parcel helt inden ved byen … totalt pædagogisk vist med en rød pil:-)

Men inde i byen ligger der faktisk også to helt små parceller … Ingelheimer Sonnenberg, som tidligere tilhørte vinhuset, men i dag ejes af en nabo. Dem vil de gerne ha’ tilbage, men det er desværre ikke lykkes endnu.

På husets marker dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage. Alle marker dyrkes økologisk.

Vinene gæres spontant i vinkælderen og tappes i flere tilfælde helt uden filtrering. Hos J. Neus forsøges vinene lavet så naturligt som muligt … og de har deres helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus Senior og hans forædlingsarbejde med Neus klonen i vinmarkerne.

Ingelheim og Spätburgunder

Ingelheim am Rhein er en oldgammel by med lidt over 35.000 indbyggere. Den er formentlig grundlagt helt tilbage i den frankiske tid, hvilket vil sige i det 5. eller 6. århundrede. Men byen er nok mest kendt for kejseren Karl den Store, som ejede gigantiske landområder i perioden 768-814 og opførte et palads på stedet … Kaiserpfalz, der i dag er en turistattraktion i byen.

Karl den Stores søn Ludvig den Fromme døde også i nærheden af Ingelheim i 840 og der er skam også en forbindelse til Danmark, idet den danske konge Harald Klak i 826 blev døbt i Ingelheim, som han besøgte sammen med sin dronning og munken Ansgar, der senere blev kendt som Nordens apostel.

Ingelheimer Kaiserpfalz blev efter opførelsen udvidet flere gange siden, bl.a. med Pfalzkirche i det 10. århundrede og en ydre forsvars mur i det 12. århundrede. Ja faktisk tjente paladset som base for både kejsere og konger indtil det 11. århundrede.

Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund. Men hvordan passer det ind i historien om vin? Jo for den gode kejser Karl Den Store var ikke til hvidvin … han ville have rødvin.

Derfor blev fik kejseren plantet hans elskede Pinot Noir stokke rundt om paladset  … og lige siden har byen været specielt kendt for vine på netop Pinot Noir aka Spätburgunder. Selv i dårlige tider har man fastholdt produktionen med kongedruen … eller her skulle vi måske nærmere sige kejserdruen.

Men derudover skulle byen Ingelheim være et besøg værd med selvfølgelig resterne af Ingelheimer Kaiserpfalz med det tilhørende museum, men også tårnet Bismarckturm, en charmerende bymidte og selvfølgelig masser af vinproducenter … fx det gamle Schloss Westerhaus, der er grundlagt næsten på samme tid som Neus.

Rundvisningen

Vi fik dog ikke set Ingelheim bymidte, men i stedet viste Tony Frank os som indledning til vinsmagningen hele vinhuset, hvor vi startede i rummet, hvor druerne ankommer, med en forholdsvis lille presse, et lille lager, pakkeri og et gæringsrum.

Der var endnu forholdsvis tomt, da man indtil videre kun have høstet Frühburgunder druerne. Vi stoppede bl.a. ved et gæringskar, hvor Frühburgunder druerne netop var startet med at gære spontant.

Derefter gik vi ned i det gamle vinkælder, der stammer fra 1894 … ovenover døren til kælderen stod der også 1894-1921.

Sikke en fantastisk kælder … langt større end forventet og Tony Frank fortalte også, at det er en af området allerstørste og ældste vinkældre. De har brugt en del ressourcer på at renovere flere rum, hvor der tidligere blot var gemt masser af gammel skrammel … et arbejde, som de fortsat ikke er helt færdig med.

I kælderen var der både moderne ståltanke, gamle og nye egefade. I dag kan man i kælderen fortsat finde store, gamle 1.000 liter fade, som kan dateres tilbage til perioden mellem 1893 og 1897. Der var også nogle ældre flasker, men man har ikke et arkiv af huset vine … dog lå der også en række årgange af deres vine i magnum udgaver.

Vinsmagningen

Efter rundvisningen gik vi ovenpå i husets Vinothek, hvor vi fik følgeskab af Mara, der også arbejder der. Derefter gik vi i gang med at smage et lille udvalg af husets vine … samlet smagte vi disse 9 vine:

Jeg har – som vanligt – skrevet og anmeldt hver vin og links finder du ovenover.

Tony Frank fortalte, at vinene i Danmark tidligere har været forhandler via Mr Ruby, hvor jeg jo også før har smagt dem, men at de i dag forhandles via Pinot Box’en i Vejle.

Det var Tony, som i starten præsenterede og fortalte om de forskellige vine, men senere overtog Mara, da Tony skulle tage sig af nogle faste kunder. Det klarede Mara til UG med kryds og slange.

Maden til frokosten

Det var også Mara, som havde forberedt den frokost, som vi hjemmefra havde aftalt med Tony Frank. Hvad vi imidlertid ikke vidste var omfanget af frokosten … sikke et bord, som imponerede hele dansker-crew’et …. WAUW.

Der var en ostetallerken med nogle lokale specialiteter … en brie med trøffel, en Au Bouchon Am Korken … en blød ost med en lille korkprop i midten og en krydret ostecreme med små pretzels til at dyppe i cremen. Mums. Derudover forskelligt tilbehør.

Der var et meget stor med forskellige lokale pølser af enhver slags, lige fra leverpølser, blodpølser, små pølser, store pølser … charcuteri på et fabelagtigt lækkert niveau … tror alle sammen blev en smule lune på Mara, som vi takkede og roste for det lækre bord.

Samlet en konge smagning og det endte også med, at vi alle købte lidt druesaft, som vi efterfølgende fik most ind i bilerne, inden vi helt veltilfredse satte kursen mod hotellet i Rüdesheim.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Rheingau … roadtrip i der schöne weinbaugebiete II

Tilbage i 2017 besøgte jeres altid flittige vinblogger en flok vinproducenter i Rheingau. Det skete med base i alle pensionisters ynglingsby Rüdesheim. Nu har jeg igen – sammen med 7 vinvenner – været på roadtrip aka winetour til Rüdesheim og besøgt en række rigtigt spændende vinbønder.

Falken havde booket os ind på Rheinhotel Rüdesheim, der ligger centralt i byen, men let at komme til. Men vi havde nu, da vi kørte fra Randers kl. 02.00, sat GPS’en på byen Ingelheim i Rheinhessen, hvor vi have en aftale med vinmageren Tony Frank hos Weingut J. Neus, der også ville sørge for lidt frokost til os.

Falken havde som tourguide dog en limited edition GPS, som sendte os vildfaren ud på de sjoveste omveje og endda også havde inficeret hans mobiltelefon, men vi havnede ikke i hverken Grønland, Løgstør eller Berlin, men ankom til Bahnhofstraße i Ingelheim i god tid før vor aftalte tid.

Efter første smagning gik turen så direkte til hotellet i Rüdesheim med en smuk tur med færge over Rhinen ved Bingen … og helt uden flere aftaler den første dag. Planen var lidt værtshus og god tysk mad et eller andet sted i byen.

Rheingau vinområdet

Rheingau er en af Tysklands store højborge for Riesling og lige så berømt for Riesling som Mosel. Regionen er dog meget mindre end den store nabo Rheinhessen lige på den anden side af Rhinen,

I Rheingau er der 3.200 hektar vinmarker, hvoraf de 352 hektar er beliggende på over 30% stejle skråninger. Til sammenligning er der i Rheinhessen ikke mindre end 26.500 hektar vinmarker og dermed er Rheingau jo en lille region … Rheinhessen er over 8 gange større.

Vinmarkerne i Rheingau udgør faktisk kun 3% af Tysklands samlede vindyrkningsareal Alligevel er Rheingau et af landets allervigtigste vinområder både historisk samt kvalitets- og prestigemæssigt. Det producerer nogle af Tysklands bedste vine, som sagtens kan konkurrere med vinene fra Mosel.

At Rheingau er geografisk og geologisk privilegeret, er der slet ingen tvivl om. Vinmarkerne ligger på en lille 30 kilometer lang stribe nord for Rhinen på et stykke, hvor den slår et knæk og løber fra øst mod vest. Det betyder vinmarker, der stort set alle er sydvendte, hvilket sikrer perfekt eksponering for solen.

Omkring 78% af vinmarkerne er beplantet med Riesling, men ellers laves der også lidt Spätburgunder. Det er dog primært de hvide vine på Riesling, som Rheingau er velkendt for. Det er ret kraftfulde og elegante vine med godt lagringspotentiale, men der er  generelt stor forskel på kvaliteten, så producenten betyder rigtigt meget i Rheingau.

Vores planlagt besøg

Vi havde hjemmefra planlagt en række besøg under vores forholdsvis korte besøg i Rheingau … alle beliggende på stykket ved Rhinen lige mellem Geisenheim mod vest og Erbach mod øst … blot på en del af den over 30 kilometer lange strækning langs Rhinen.

Der var ikke planlagt besøg hos producenter i Rüdesheim, men vi havde faktisk planlagt vor start lidt syd for Rheingau, nemlig hos en lille god producent i Rheinhessen. Vi havde nemlig plottet det første stop ind direkte fra Danmark til at være  hos Weingut J. Neus i den lille by Ingelheim i Rheinhessen.

Så samlet set kom vort program til at se sådan her ud:

Rheinhessen

A. Weingut J. Neus i Ingelheim, Rheinhessen

Rheingau
  1. Weingut Egert i Eltville-Hattenheim
  2. Weingut Kaufmann i Eltville-Hattenheim
  3. Weingut Dr. Covers Kauter i Oestrich-Winkel
  4. Weingut Solveigs i Geisenheim
  5. Weingut Spreitzer i Oestrich-Winkel
  6. Gourmet Streetfood hos 1818 Gutsrestaurant & Weinbar hos Weingut Baron Knyphausen i Erbach

På kortet nedenunder kan I se, hvor de udvalgte vinproducenter ligger fordelt langs Rhinen.

Jeg vil i den kommende tid selvfølgelig bringe uddybende blogindlæg om disse besøg og anmeldelser af alle de smagte vine, men kan dog allerede nu løfte sløret for, at alle det blev fremragende smagninger, hvor specielt besøgene hos Neus, Egert og Solveigs var helt i særklasse.

Vi skulle slutte vores tur af med maner, så hjemmefra havde vi købt billetter til en Gourmet Streetfood et sted hos 1818 Gutsrestaurant & Weinbar, der ligger som en del af Weingut Baron Knyphausen, der ligger ved Erbach … længst væk fra Rüdesheim … uden at vide det mindste om, hvad pokker det var og hvorvidt det var godt.

Det skulle vise sig at være eminent, men det kan du læse om senere.

Transport og sjov tur

Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at vi skulle nyde turen og give den gas. Dermed skulle ingen have rolle/ansvar for at køre til eller fra vinproducenterne. Derfor bestilte vi så 8-mands taxa’er til disse ture … det gik overraskende nemt, for alle steder var de flinke til at ringe efter taxa til os.

Det med at give den gas blev også taget bogstaveligt, for flere fra vort vinhold fik også indtaget pæne mængder øl på den engelske pub og så noget ramt ud om til morgenmaden … men som altid hjælper lidt Riesling eller Spätburgunder på de værste tømmermænd … men træt kan man blive 🙂 som du kan se nedenunder.

Thanks for en fremragende tour guys !!!

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Bulgarini

Sidste dag på vor Lugana International Press Tour omfattede kun et enkelt vingårdbesøg, for programmet for resten af dagen fortalte, at vi bl.a. skulle vi nyde en frokost i Sirmione og så afsted til Milano til Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen som sidste punktum.

Vi skulle denne morgen besøge Bulgarini … eller lidt mere præcis Azienda Agricola Bulgarini Fausto, der er beliggende lidt nordvest for Pozzolengo på Lombardiet siden. Vi skulle være der kl. 9.30, så det var vi selvfølgelig … friske til endnu en dag med vin.

Vi blev på vingården modtaget af ejeren og vinmageren Fausto Bulgarini samt Rosanna, der skulle hjælpe med at fortælle om både vinhuset og vinene på engelsk.

Bulgarini

Vinhuset er grundlagt i 1930 af Emilio Bulgarini, der plantede vinmarkerne for at producere en vin, som han så kunne dele med familie og venner. Dengang havde gården kun få vinmarker og meget få vinstokke.

Det var dog hans søn Bruno, som bagefter øgede produktionen og gjorde Bulgarini til en rentabel forretning, bl.a. ved både at satse på vinproduktion og opkøbe flere vinmarker.

I dag drives vinhuset så af 3. generation i form af Fausto Bulgarini i tæt samarbejde med fruen Virginia, mens børnene … sønnen Andrea samt døtrene Angelica og Benedetta også så småt er begyndt af hjælpe til.

Fausto har samlet omkring 50 hektar vinmarker, som giver omkring 700.000 flasker vin årligt. Da Fausto overtog driften af vingården, så var der mange marker med internationale druesorter som fx Merlot og Cabernet Sauvignon, men de er i dag klonet til Turbiana og nu udgør hvidvinene omkring 70% af produktionen.

Til at hjælpe med vinproduktionen og markarbejdet har Fausto ansat ønologen Marco Simonetti, som i øvrigt også var med til den efterfølgende vinsmagning.

De laver i øjeblikket 16 forskellige vine, herunder selvfølgelig en del Lugana vine, men også flere spændende mousserende vine samt lidt rødvine og endda tillige en Amarone. Og selvfølgelig laver Bulgarini da også lidt olivenolie og grappa.

Vinene laves i et moderne vineri, som Fausto har fået opført … ja faktisk var man, da vi besøgte stedet, endda i gang med en tilbygning for at få mere plads. Det er da også et vineri med succes og deres tappelinje har en kapacitet på 3.000 flasker i timen.

Besøget

Vi startede vor besøg med en lille tur ud i markerne lige ved vingården, hvor både Fausto og Rosanna fortalte lidt om hele starten med bedstefar Emilio og faderen Bruno, lidt om deres marker og produktion.

Imens sluttede ønologen Marco Simonetti sig til os, hvorefter vi så byggeriet, hvor vinieret skal udvides med nye kælder … lidt et større projekt, som Fausto håber står færdigt til næste sommer.

På den anden side af bygningen så vi ind til produktionen, som allerede var i fuld gang med druerne til brug til de mousserende vine, bl.a. mødte vi en af de ansatte, som netop havde været inde for at gøre rent i en af tankene … i regntøj, gummihandsker, dykkermaske samt masser af godt humør.

Derefter returnerede vi til vingårdens showroom  og butik, hvor Rosanna viste os gamle billeder, hvor man kunne se gamle Emilio ude i vinmarkerne.

Men derefter blev vi vist ovenpå til husets store og flotte smagelokale, der samtidig har en enestående udsigt udover alle vinmarkerne. Der havde Bulgarini allerede dækket op til en lille vinsmagning … totalt professionelt.

Vinsmagningen

Fausto Bulgarini havde planlagt, at vi skulle igennem 6 vine, hvor vi startede med en helt fantastisk mousserende Spumante lavet på den helt klassiske måde. Samlet kom programmet til at se sådan her ud:

Det var virkelig et flot og varieret felt, hvor højdepunktet klart var den 11 år gamle Lugana 010, men også vort mousserende velkomst Spumante gjorde størst indtryk. Deres Lugana Superiore Cà Vaibò lavet med en kort tørring af Turbiana druerne inden vinifikation synes jeg dog ikke så meget om.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Bulgarini sluttede – på bedste italienske gæstfrie manér – af med lidt at spise, italienske salamier og oste, men ingen var specielt sultne, da vi næsten lige havde spist … og havde en light lunch på restauranten på Hotel Catullo i Sirmione. Men samlet blev det et virkelig fint besøg hos Bulgarini.

 

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Fraccaroli inkl. dinner med gæst

I troede måske, at jeg var færdig med mine beretninger fra min Lugana International Press Tour tilbage i september? Det er dog ikke tilfældet, for jeg har fået et par besøg – samt en række vine – som jeg mangler af fortælle om og anmelde.

Ét af dem er besøget hos Fraccaroli, der var sidste stop på vor anden hele dag med besøg hos vinproducenter i Lugana. I mit program stod der visit, winetasting and dinner at Fraccaroli, hvilket jo passede fint med, at Fraccaroli også driver et agriturismo med en tilhørende lille restaurant kaldet Sapori in Cantina, hvor kokken Vincenzo fra onsdag til søndag tilbyder lækre carte-menuer med vine fra vinhuset.

Mørket var også så småt ved at sænke sig, da vi ankom til Fraccaroli, men der var allerede ved at komme besøgende, som tilsyneladende kendte til Vincenzos tryllerier i køkkenet. De begyndte af samle sig udenfor, hvor der var dækket op til masser af gæster.

Vi startede dog vort besøg inde i vinhusets butik eller showroom, hvor vi blev modtaget af Nicola Fraccaroli og den søde Antena, som allerede har gjort klar til vor modtagelse. På disken stod der nemlig en række vinglas klar til en lille vinøs velkomst og selvfølgelig på ægte italiensk manér lidt at spise.

Vi fik lidt vin i glasset … og det blev husets 2020 Lugana Pansere, som vi nød, mens Antena bød os velkommen til Fraccaroli og kort lagde an til en fortælling om vinhuset. Vi blev dog hurtigt enige om, fortællingen kunne fortsætte under en rundvisning på vingården, så derfor sjoskede vi hurtigt videre.

Fraccaroli

Vinhuset hedder helt korrekt Societa Agricola  F.lli Fraccaroli di Fraccaroli Giuseppe Societa Semplice og holder til på adressen via Via Strada Berra 4 ved Peschiera del Garda og vi er faktiske lige på Veneto siden næsten lige op til Lombardiet.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1912 af Fraccaroli familien og drives fortsat af familien i nu 5. generation. Oprindeligt havde man kun små 5 hektar vinmarker, men i dag ejer familien samlet 50 hektar marker, hvoraf 40 hektar er med Turbiana druer til produktionen af de hvide Lugana vine.

Den gamle ejendom, som i dag omfatter, showroom, smagelokaler agriturismo og Sapori in Cantina restauranten er i dag renoveret og der er ved siden af ejendommen bygget nyt vineri lidt bagved.

Der er derfra, at huset laver lidt over 400.000 flasker vin årligt … og altså med 300.000 flasker Lugana fordelt på kun 3 forskellige vine, nemlig deres Lugana Pansere, Lugana Superiore Campo Serà og Lugana Riserva 1912.

De øvrige vine er alle rødvine, men derudover producerer familien Fraccaroli også lidt grappa samt olivenolie. Under den efterfølgende middag smagte vi faktisk et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Besøget på vingården

Der var Antena, som stod for fremvisningen af vineriet, som er topmoderne. Mens vi gik igennem bygningen, så fortalte Antena om vinhuset, produktionen og arbejdet der.

Da de ikke – modsat mange af de andre vinhuse, vi besøgte på turen – laver mousserende vine, som var de ikke allerede i gang med høsten, men de regnede med, at den skulle starte i den kommende uge.

Så kommer der omkring 50 arbejdere for at bistå med selve høsten, afstilkningen og presningen af druerne. Hos Fraccaroli arbejder de altid med afstilkning, en kold 10 timers pre-maceration og bruger udelukkende druernes naturlige gærceller i fermenteringen.

I princippet starter alle Lugana vinene ens … men senere beslutter man, hvilke tanke skal blive til Lugana, Superiore eller Riserva. Der anvendes egefade til både Superiore og Riserva vine og i kælderen har huset op til 30 år gamle barriques.

Vinsmagning og italiensk dinner

Efter rundvisning var det tid til winetasting and dinner, så vi daffede tilbage til vinhuset og Sapori in Cantina, hvor der var fyldt med folk ved bordene udenfor … ren hygge.

Vi skulle dog indenfor, og der ventede en overraskelse, for til middagen havde vi besøg af endnu en vinproducent, hvis Lugana vine vi også skulle smage til maden. Det Elisa Zordan fra Azienda Agricola Cascina Maddalena.

Hun havde 2 forskellige vine med, men den ene Lugana Capotesta havde hun med i 2 årgange. Når jeg skriver om hendes vine, så skal jeg selvfølgelig nok skrive lidt om vinhuset, som hun driver sammen med sin broder. Under middagen fortalte hun om vinene.

Vi skulle igennem en 3-retters menu, som bestod af:

Selezione di Salumi con Focaccia Rustica

Vi startede med en dejlig tallerken med italienske salamier og skinker samt en godt ristet brødklump. Der ser måske ikke ud af meget, men efter en dag med mad og vin, så blev det alligevel lidt af en mundfuld for vinbloggeren.

Tagliata di Manzo del Nostro Allevamento con Germogli di Stagione e Patate al Rosmarino

Jeg er ikke helt sikker på, om overskriften er korrekt, men det var dog en slags oksekød, virkelig lavet som slowfood, mørt og godt med smag sammen med kartofler med rosmarin. Der manglede man da bare lige et godt glas rødvin, men vi fortsatte ufortrødent med de hvide Lugana vine.

Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge, som vinene kom i, men på et tidspunkt kunne Antena se, at både Václav Tichoň og jeg måske godt kunne bruge et glas rødvin. Hun ville så hente en flaske rødvin, men lige forinden tjekke med hendes boss, om det var i orden?  Det var det imidlertid ikke … så vi fortsatte blot med hvidvinene 🙂

Torta al Cioccolato Sanguinante

Vi sluttede middagen med en syndig chokoladekage, hvor midten var blødende aka flydende. Sikke en dejlig mundfuld og Fraccaroli bød også på en lille grappa … og jeg valgte et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Samlet kom vi denne aften til at smage disse vine … 3 fra hver vinhus, nemlig disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, hvor det var Cascina Maddalenas 2018 Lugana Clay, der helt klart blev aftenens bedste vin.

Samlet en hyggelig og god afslutning på den anden hele dag på Lugana International Press Tour. Mætte, tilfredse og ganske trætte sluttede vi selskabet … og bussen satte kurs mod hotellet.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Ca’ Lojera

#luganalover stod der på brystet af den smukke og søde Vanessa Arduini, som tog imod os ved næste besøg på vingården Ca’ Lojera og var vores vært under besøget og den hyggelige vinsmagning.

Vores muntre, store og sjove Luboš Bárta – der kaldte sig gruppens Barry White – blev omgående ret betaget af den friske unge kvinde og det var der vel ikke noget at sige til, for Vanessa Arduini var både virkelig venlig og en perfekt vært under vort besøg på Ca’ Lojera.

Hun startede med at byde os velkommen, da vi alle mand m/k daffede ud af bussen parate til endnu et vingårdbesøg, som var dagens tredje besøg.

Ca’ Lojera

Vinhuset Ca’ Lojera ligger på adressen località Rovizza di Sirmione nærmest mellem Sirmione og Peschiera med kun 200 meter ned til Gardasøen. Vi er lige præcis på Lombardiet siden … men også kun lige.

Ca’ Lojeraer grundlagt i 1992 af Ambra og Franco Tiraboschi, som købte stedet, der tidligere tilbage i det 14. århundrede havde været anvendt til opbevaring af smuglergods.

Ca’ Lojera betyder da også ulvenes hus på den lokale dialekt og det referer til legenden eller myten om, at smuglerne anvendte ulve til at beskytte deres smuglergods, som de havde placeret forskellige steder ved Gardasøen.

Ved siden af det moderne vineri ligger det gamle palazzo fra det 14. århundrede stadigvæk og holder på de mange hemmeligheder, som ejendommen helt sikkert fortsat rummer. Om Ambra og Franco Tiraboschi fortsat selv bor i den gamle bygning, ved jeg ikke.

Men da Ambra og Franco Tiraboschi i 1992 købte Ca’ Lojera ejendommen, så var det ikke for at producere vin, men reelt blot for at sælge ejendommen videre. Franco havde nemlig i forvejen haft en lang karriere som ejendomsmægler, mens hans hustru Ambra havde ejet og drevet et hotel i Verona.

De vidste intet om vin, men da ejendommen havde en række vinmarker, så besluttede Franko sig alligevel for at lave vin … og blev hurtigt forelsket i livet som vinbonde. De havde egentlig ikke behov for en ny karriere som vinbønder, men blev fanget af vinens verden.

I dag har Ca’ Lojera ikke mindre end 80 hektar vinmarker og et stort og moderne vineri, som bl.a. rummer en stor vinkælder bygget efter de gamle traditioner med hvælvede lofter.

Det er fortsat Ambra og Franco Tiraboschi, som ejer vingården, men de har i dag 4 ansatte, som står for produktionen sammen med deres niece Martha. Derimod deltager parret datter ikke i driften. I starten drev Ambra også et lille restaurant på Ca’ Lojera, men den lukkede i 2019.

Under vor rundvisning på vingården mødte vi da også Franco Tiraboschi, som efterhånden er godt oppe i årene. Han er 84 år, men kører fortsat traktor og skriger højt i vineriet, for han ved godt, hvordan han vil have vinene. Ambra er lidt yngre … kun 73 år.

På Ca’ Lojera laves der i dag 10 forskellige vine, herunder også et par rødvine, men kernen i produktionen er fortsat Lugana vinene, som vi snart skulle smage et par eksempler på. Produktionen ligger årligt på 160.000 flasker vin, hvilket også gør vingården til én af Lugana større vingårde.

Besøget på vingården

Efter den søde modtagelse fra Vanessa Arduini, så startede vi egentlig med selve vinsmagningen … formenligt i det lokale, hvor Ambra tidligere havde drevet restaurant. Der var der dækket op ved et langt bord … og med et udsigt til den gamle bygning.

På den sædvanlige italienske gæstfrie facon, så var der selvfølgelig også disket op med lidt at spise … små haspere. Det var Vanessa, der stod for smagningen og præsenterede vinene, mens der udenfor begyndte at rumstere.

Der skulle nemlig senere på dagen være en lille klassisk koncert næsten lige udenfor og man var allerede så småt ved at flytte rundt og begynde at sætte op til koncerten. Det forstyrrede dog på ingen måder vor smagning, som Vanessa kyndigt tog os igennem. Selve smagningen vender jeg tilbage til om lidt.

For efter smagningen blev der nemlig også lige tid til en hurtig rundtur i vineriet. Der startede vi i den tilhørende vinbutik, men gik derefter i kælderen. Vi fik omgående det indtryk, at Ca’ Lojera er en pæn stor producent.

Undervejs fortalte Vanessa Arduini om vingården, historien og produktionen i dag. Vi sluttede i butikken og fik alle en lille gave i form af en flaske 2017 Lugana Riserva del Lupo, som vi netop næsten lige havde smagt.

Vinsmagningen

Selve vinsmagningen blev rigtig hyggelig … og vi skulle igennem deres nuværende nye vine fra de 3 niveauer, altså klassisk Lugana vin, en Superiore og en Riserva.

Men derudover skulle også også smage et par ældre ting, så smageprogrammet kom derfor til at se sådan her ud:

Der var lidt mere ro over denne smagning end foregående, men det var også dagens næstsidste. Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Tak for Ca’ Lojera og søde Vanessa Arduini for et godt besøg. Vi slutter med lidt flere fotos fra vinkælderen.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Perla del Garda

Det emmede af aktivitet hos Perla del Garda, som var det næste vinhus, som vi besøgte på vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

På vingården var de nemlig allerede gået i gang med høsten af de første druer til deres mousserende vine, da de ventede regn i løbet af de kommende dage.

Men vi startede dog med at gå ind i selve husets showroom og butik, hvor vi blev taget pænt imod af Giovanna Prandini, der driver stedet sammen med hendes bror Ettore Prandini. I showroomet var der fyldt med gamle cykler … en passion i familien.

Dernæst gik vi videre … først gennem vineriet og standsede først udenfor på den anden side af vingården, hvor de første druer netop var ankommet og løbende blev læsset af og gjort klar til at komme i pressen.

Derfra var der i øvrigt et fantastisk view udover husets vinmarker, for Perla del Garda ligger på et af de højst beliggende og vindblæste steder i Lugana området. Undervejs fortalte Giovanna Prandini lidt om vinhuset og deres historie.

Perla del Garda

Vingården Perla del Garda ligger godt ude på landet mellem Desenzano og Sirmione i bakkerne ved Pozzolengo og Solferino i Lonato.

Gården har været drevet af Prandini familien fra generation til generation, men det var reelt først i år 2000, at vinhuset Perla del Garda opstod, da driften på overtaget af Giovanna og Ettore Prandini, der fuldt ud satsede på vinproduktion.

Samlet har søskendeparret 40 hektar vinmarker, hvor de 34 hektar ligger indenfor Lugana appellationen. Derfor dyrker Perla del Garda også primært Trebbiano di Lugana aka Turbiana og lidt Chardonnay, Sauvignon, Riesling samt Incrocio Manzoni.

Men derudover laver de også lidt røde vin på druer som Rebo, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det bliver også til lidt grappa og olivenolie.

Driften er under omlægning til økologisk drift … 4 hektar er allerede omlagt og yderligere 4 hektar er ved at blive konverteret, så samlet drives 8 hektar økologisk, bl.a. til produktionen af vinen Bio. Men på mange af markerne anvendes man dog vandingssystemer.

Vinene bliver lavet i Perla del Gardas store og moderne vingård, omkring 250.000 flasker årligt og alene på druer fra husets egne marker, da man slet ikke køber druer.

Da markerne – som nævnt – er meget vindblæste, så giver det meget friske og mineralske vine, hvor frugten måske er knap så tydelig, men det skulle vi jo lidt senere smage.

Besøget på vingården

Giovanna Prandini viste os rundt på vingården, først det igangværende arbejde, hvor druerne kommer ind. Man vasker alene kasserne og ikke druerne, da de ikke ønsker for meget vand, som kan give problemer i vinificeringen.

Derefter gik vi ind i vineriet, hvor de store ståltanke står … og derefter vinkælderen med barriques liggende i den centrale del, som er et rundt lokale i midten af vingården.

Derefter så vi husets kælder, hvor de færdige vin lagres … specielt de mange mousserende vin, som Perla del Garda lagrer i mange år og ofte op til 72 måneder. De mousserende vine står da også for omkring 10% af produktionen på vingården.

Herefter gik vi op på 1. sal, hvor Perla del Garda har et stort lokale til brug for større smagninger … tid til at smage vin.

Vinsmagningen

Vi skulle ikke sidde samlet ved et stort bord, men ved hvert sit bord … en opstilling nærmest som i et klasseværelse med både Giovanna Prandini og Ambra Berardi som skolelærerne bag kateteret.

Imens sørgede Ettore Prandini for, at vi løbende fik vin i glasset og vi skulle igennem 7 af husets Lugana vine, som alle kommer i en speciel flaske, som er helt speciel for Perla del Garda. Det var disse vine:

Selve smagningen gik i rask tempo … også en smule for hurtigt for jeres langsomme – men grundige – vinblogger. Men jeg fulgte tempo og blev faktisk blown away over kvaliteten af vinene, men det kan I læse mere om i alle beskrivelserne og anmeldelserne af vinene.

Og lige så hurtigt som vi startede … lige så brat sluttede smagningen, hvorefter vi skulle videre til næste vingård.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg på Cà Maiol inkl. light lunch

Efter den første hele dag med de 4 besøg hos Tenuta Roveglia, Le Morette, Corte Sermana og Cobue, så var vi den næste dag klar til at gentage programmet, men lagde blødt ud – uden vin – med at besøge San Martino Tower og kom derfor hurtigt på toppen … so to speak.

Men derefter gik turen snart til dagens første vinhus Azienda Agricola Cà Maiol, der jo også meget passende ligger lidt nord for San Martino della Battaglia på adressen Via dei Colli Storici og atter på Lombardiet siden i Lugana området. Hos Cà Maiol skulle vi smage deres Lugana vine sammen med en light lunch.

Cà Maiol

Allerede da vi trådte ud af bussen var det tydeligt, at dette var et tjekket, moderne og stort vineri, hvor der var penge i ryggen, men Cà Maiol er i dag da også ejet af Santa Margherita Gruppo, der er en større vinkoncern i Italien.

Samlet driver Santa Margherita Gruppo 10 italienske vingårde spredt udover 6 vinregioner. De har en samlet årsproduktion på ikke mindre end 23 millioner flasker vin, en omsætning langt over 1,4 milliarder kroner og driver 712 hektar vinmarker, hvoraf 70% er egne marker.

Santa Margherita Gruppo er startet i 1935 af Gaetano Marzotto, som etablerede et kæmpe landbrug på tusinde hektar lidt nordøst for Venedig omkring byen Fossalta di Portogruaro. Han startede også med at lave vine … både fra marker i Veneto og Alto Adige regionerne og opkaldt vinhuset efter hans elskede livsledsager  Margherita Lampertico Marzotto.

I dag drives Santa Margherita Gruppo fortsat af Marzotto familien og blandt deres vinhuse finder vi navne som Ca’ del Bosco, Kettmeir i Alto Adige, Lamole di Lamole i Chianti Classico, Mesa på Sardinien og så det imponerende Cà Maiol i Lombardiet, som Santa Margherita Gruppo købte i 2017.

Det er et foretagende, som ikke kun har fokus på at sælge masser af vine, men også producere kvalitetsvine. Det kan man bl.a. aflæses af, at Santa Margherita Gruppo Vinicolo netop har modtaget prisen som Årets vingård af Gambero Rosso 2021 Italian Wine Guide,

Cà Maiol vinhuset er grundlagt i 1967 af den milanesiske iværksætter Walter Contato, der både var fremsynet og havde en stor passion for vin. Han købte en gammel vingård lidt nord for San Martino della Battaglia. Gården stammede helt tilbage fra 1710, men hans innovative tilgang gjorde, at han startede med at lave Lugana vine efter moderne metoder.

Det fortsatte hans børn med, da de i 1996 overtog driften og fortsatte med at forbedre kvaliteten, men i 2017 blev vinhuset så købt af Santa Margherita Gruppo. De har siden købet ofret mange, mange millioner i Cà Maiol.

De har bygget et stort, topmoderne vineri og omlagt driften med sigte på økologiske certificering af dets i alt 110 hektar egne marker, hvor der således i dag slet ikke anvendes kemikalier. Produktionen på Cà Maiol er på 1,3 millioner flasker årligt og det gør vinhuset til det 2. største vinhus i Lugana.

Deres vineri er da også totalt nyt og state-of-the-art med store gærings- og ståltanke … lavet i flere etager, således vinen kan flyttes via tyngdekraften. Virkelig imponerende og formentligt dyrt.

Vinene laves i to serier … Linea Selezione og Linea Classica fordelt på pt. 12 forskellige vine, hvoraf 4 er Lugana vine.

Besøget på vingården

Efter vi steg af bussen, så samledes vi lige inde i den totalt tjekkede butik og vinotek, hvor den søde og dejlige Caterina Mataluna bød os alle velkommen til Cà Maiol.

Hun præsenterede os derefter for Virginia Stancheris og Michele Gatti, som skulle stå for rundvisningen på vingården. Vi fulgte derfor troligt efter de to unge mennesker … hvor første stop var på marken Moline, som ligger lige ved gården og nok er husets bedste mark med 40-55 år gamle vinstokke.

Undervejs fortalte Michele Gatti om vinhuset … brugen af vandingsanlæg på nogle af deres marker, men netop ikke på Moline, hvor vinstokke er så gamle, at deres rødder går meget langt ned og derfor kan klare mere. Dertil skal lægges, at Turbiana druerne jo har et forholdsvis tykt skind og dermed kan holde på saft og friskhed.

Derefter besøgte vi det topmoderne vineri, hvor de var i gang med at afstilke druerne til de mousserende vine i årgang 2021, som han betegnede som helt perfekt.

På Cà Maiol har de to store produktionslinjer, da der ofte høstes på forskellige tidspunkter. Nogle gange sker det endda på det samme tidspunkt for forskellige druer som fx den lyserøde Chiaretto og de hvide Lugana vine.

Druerne bliver efter afstilkning automatisk sorteret af en robot, som vælger den rigtige pressemaskine, som skal sikre, at man alene anvender det bedste most fra presset. Total fuldautomatisk.

Al vin flyttes alene med tyngdekraft og de mange imponerende ståltanke fyldes alle fra toppen, hvor en gangbro sikrer nem adgang til alle tankene. Gæringstankene til rødvinene er forsynet med mixer til den løbende pigage og fælles for alle tankene er, at de fyldes med nitrogen for at undgå oxydering. Alt er topmoderne og der arbejdes på at lave moderne vine med autentisk friskhed og syre.

Deres største ståltanke er på 200.000 liter og anvendes til produktion af nogle af husets blends. De strækker sig i højden over 3 etager og er ganske imponerende. Lad os håbe, at man ikke lige laver fejl i sådan et blend med så mange liter.

I den nederste etage ligger også de mange barriques, som der anvendes til produktionen af Cà Maiols 3 forskellige rødvine, men på denne pressetur var der udelukkende fokus på de hvide Lugana vine, som vi snart skulle smage.

Vinsmagning og light lunch

For efter rundturen returnerede vi til det moderne og tjekkede vinotek aka showroom, hvor vi stående startede med at få serveret et glas bobler (eller to) … en virkelig lækker Lugana Brut Metodo Classico 2016 sammen med nogle små haspere, som var lavet af husets faste kok.

Fuck – pardon my french – de smagte godt. Det var 4 små salte appetizers, som lige løftede forventningerne til den efterfølgende light lunch … og det var der også grund til. For vi skulle derfor op på 1. etage, hvor der var gjort klar til smagning og frokost omkring 4 store runde borde.

På grund COVID-19 var der god afstand mellem pladserne og os vinjournalister aftalte hurtigt, at vi fordelte os nogenlunde ligeligt mellem de 4 borde, således vi kunne sidde ved de 3 repræsentanter fra Cà Maiol … Caterina Mataluna, Virginia Stancheris og Michele Gatti,

Jeg fik den utroligt søde og venlige Caterina Mataluna til bords, mens JC lige havde en online-konference og derfor først stødte til ved bordet en smule senere. Men det gjorde blot, at jeg fik en rigtig god snak med Caterina, som også var den, som stod op og skulle præsentere Cà Maiol vinene til de forskellige retter.

Vi skulle igennem 5 små retter … det var jo en light lunch, selvom menukortet foran os viste 4 retter. Men der kom også lidt ost til undervejs … og så var de små haspere jo endda ikke medregnet.

Her ser I lige menukortet:

Okay … lad os endelige lige løbe retterne igennem.

Appetizer: Varm fisk og skaldyr med kartoffelskum

Menuen var nøje afstemt til vinene, så til husets basis Lugana vin, som var deres 2020 Lugana Prestige, så fik vi to små retter med lidt lunt brød. Det var lidt skaldyr samt en fiskemousse … og så var vi ligesom i gang.

Forret; Risotto med Taleggio ost, oksetatar og hakkede oliven

Jeg elsker risotto og fik masser af risotto på turen. Her var det en drønlækker en af slagsen lavet med Taleggio ost, sorte oliven og på kanten af tallerkenen lidt oksetatar. Mums.

Vinmæssigt blev det også et step op, for til risottoen havde Cà Maiol valgt deres 2020 Lugana Molin … altså lavet med druer fra den mark, som vi tidligere lige havde stået ved.

Hovedret: Stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta

Hovedretten hos Cà Maiol blev en stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta … masser af smag og det var der også i den tilhørende vin … en 2017 Lugana Riserva Fabio Contato, der er opkaldt efter vingårdens grundlægger og husets Lugana topvin.

Ekstraret: Ost

Som en lille overraskelse skulle vi også smage Lugana Riserva Fabio Contato i årgang 2015, men det kunne selvfølgelig ikke ske uden lidt mad til, så derfor kom der også lidt ekstra mad ind i form af 5 forskellige oste … en af dem selvfølgelig modnet parmesan.

Dessert: Frisk frugtsalat med lyserød grapesorbet

Vi skulle selvfølgelig lige slutte med lidt sødt … en lille frisk ret og sorbeten af grape sparkede yderligere til friskheden. Men nu havde maden også lagt en god bund.

Samlet så vinprogrammet derfor således ud:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg – som vanligt – linket til ovenover.

Vi sluttede derefter besøget – som hos de foregående – med et fælles foto ude foran vingården … alle 6 vinjournalister samt Caterina Mataluna, Virginia Stancheris, Michele Gatti og Ambra Berardi.