Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Bolgheri … besøg hos Grattamacco med let frokost

På vores sidste dag i Bolgheri nåede vi endnu et besøg hos en vinproducent og det var nemlig det fremragende vinhus Podere Grattamacco, der præcis ligger lige mellem byerne Bolgheri og Castagneto Carducci ikke mere end 4-5 kilometer fra den italienske vestkyst.

Det var fandeme et godt valg, for Sammen med Sassicaia, Ornellaia, Guado al Tasso og Argentiera har Podere Grattamacco været med til at definere områdets internationale ry.

Lad os da også starte med at kigge lidt nærmere på vinhuset.

Podere Grattamacco

Podere Grattamacco er grundlagt i 1977 af vinhandleren Piermario Meletti Cavallari og dermed var med i bølgen af supertoscanere som Sassicaia, Ornellaia, Macchiole, Guado al Tasso og Satta. Den første årgang Grattamacco var fra 1982 og et blend på Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese.

Grattamacco er således den næstældste vingård i Bolgheri efter Sassicaia. Vingården har haft en central rolle i udviklingen af hele Bolgheri og var blandt pionererne inden for moderne kvalitetsvin i området.

Grattamacco var blandt andet den første producent til at vinificere Bolgheri Rosso, den første til at satse seriøst på Vermentino i området og er en af de få producenter, der har fastholdt Sangiovese i sin Bolgheri Superiore-blend.

I 1994 mødtes forfatterne til de regler, som senere dannede grundlag for Bolgheri-appellationen, på Grattamaccos ejendommen, så dér er reglerne for appellationen egentlig udarbejdet.

Podere Grattamacco har samlet 80 hektar jord, men heraf er alene 34 hektar vinmarker, hvor man dyrker Merlot, Cabernet Sauvignon, Sangiovese, Cabernet Franc, Petit Verdot  og Vermentino.

Markerne ligger omkring vingården og flere mener, at Grattamaccos marker er bedre placeret end Sassicaias. Huset arbejder med filosofi om minimale indgreb i kælderen og stor respekt for terroiret. Mange arbejdsprocesser udføres manuelt, og ejendommen dyrkes økologisk.

Vinene fra Podere Grattamacco har fokus på elegance, mineralitet og balance frem for ren kraft.

Ja så har huset selvfølgelig også lige 5 hektar med oliventræer … hvor de dyrker olivensorterne Frantoio, Moraiolo, Leccino og Pendolino.

I 2002 solgte Piermario Meletti Cavallari hele vinhuset til Claudio Tipa og hans søster Maria Iris. De ejer og driver i dag Grattamacco og to andre toskanske vinhuse, nemlig Castello ColleMassari, som de grundlagde i 1998 samt Poggio di Sotto, som de købte i 2011.

Claudio Tipa er oprindelig en stor kendt italiensk industrimand og i øvrigt også onkel til Ernesto Bertarelli, som vandt America’s Cup to gange … i Auckland i 2003 og i Valencia i 2007.

Rundvisning

På Grattamacco blev vi modtaget af Michela Bartalini og mens vi smagte deres 2024 Bolgheri Vermentino, så fortalte Michela  om vinhuset og hele historien.

Derefter skulle vi så vinkælderen … og det er bogstaveligt en kælder, som ligger dybt nede under vores smagelokale. Vi så først det sted, hvor vinene gælder i rustfrie ståltanke, men også de karakteristiske truncated cone‑formede trækar, hvor de laver spontan gæring uden temperaturkontrol.

De har 27 træfermenteringskar, hver behandlet individuelt som et barn, ifølge vinmageren Luca Marrone. Ingen temperaturkontrol … så man følger gæringen manuelt dagligt.

I kælderen fik vi følge af en af husets vinmagere … men jeg fik sgu ikke noteret hans navn. Derefter gik turen videre til deres barriques-kælder og Michela Bartalini fremviste os også deres skattekammer med vine fra alle årgangene.

Man er selvfølgelig særlig stolte af en flaske af husets allerførste vin tilbage fra årgang 1982. Den fremviste Michela Bartalinic med både ærefrygt og stor respekt.

Frokost

Oppe fra kælderen igen kom der løbende lidt frokost på bordet … det var – som ved de fleste øvrige besøg – totalt lækkert med 4 retter og det var først lidt antipasti i form af lidt prosciutto crudo, finocchiona salami og lagret pecorino og ved siden af en insalata di gamberi e zucchine aka en reje- og zucchinisalat.

Så fulgte en Insalata di polpo e patate – altså lidt blækspruttesalat med kartofler, grønne oliven og hakkede urter.

Derefter kom der lidt ravioli med ragù alla bolognese eller en lignende kødsauce … og der var vist også en dessert, men den fik jeg ikke taget foto af.

Vinsmagningen

Efter kælderbesøget, så sluttede husets ansvarlige vinmager Luca Marrone sig til os og supplerede Michela Bartalini i forklaringen om de enkelte vine.

Vi skulle egentlig kun ha’ smagt 3 vine, men efter vor opdagelse på Poggio al Tesero af, hvor gode Vermentino kunne blive med alder, så spurgte Rolf lige Michela, om ikke vi kunne smage deres i en ældre årgang? Og efter konferering med Luca Marrone, så smagte vi også 2021’eren.

Derudover kom vi også til at smage deres Bolgheri Superiore i to årgange og hurra for det, for 2023’eren var nok en af de bedste vine, som vi smagte i Bolgheri. Så samlet så smageprogrammet sådan ud:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Men sikke vine … og dermed blev Podere Grattamacco et værdigt sidste besøg og en fin afslutning på vores Bolgheri tur, for efter det fine besøg og de lækre vine på Grattamacco gik turen videre til lufthavnen og senere Danmark.

Men tak til Consorzio per la Tutela dei vini DOC Bolgheri e DOC Bolgheri Sassicaia og Carlotta Mirandola fra Promovito for et rigtigt fint besøg i Bolgheri.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Bolgheri … besøg hos Tenuta Argentiera med let frokost

Efter den korte vinsmagning på Tenuta San Guido og den efterfølgende rundtur i naturreservatet, så stod den heldigvis bagefter på et rigtigt godt besøg hos vinproducenten Argentiera inklusiv en let frokost.

Vingården er ét af de Bolgheri vinhuse, som ligger tættest på havet på toppen af et lille plateau og omgivet af en varieret natur med en virkelig betagende udsig, som de fleste kun kan drømme om … til havet, Elba og i klart vejr endda til Korsika.

Et skilt ved vejen sagde larmende Tenuta Argentiera, men derefter var der en lang ikoniske indkørsel flankeret af 150‑årige pinjetræer af små og snoede vej med bussen op til vingården Tenuta Argentiera og der blev vi modtaget af husets leder – General Manager – Leonardo Raspini.

Han kom ind i bussen og så kørte vi faktisk videre til det højeste punkt på vingården … et udsigtstårn på hovedmarken i 200 meters højde. Der fortalte Leonardo lidt om vinhuset, der ligger bygget som en fæstningslignende struktur.

Tenuta Argentiera

Tenuta Argentiera er et nyere projekt grundlagt i 1999 af brødrene Corrado og Marcello Fratini i samarbejde med Piero Antinori, der bidrog med knowhow og kvalitetsikring, hvilket også satte skub på en hurtig succes.

Vinhuset fik navet Argentiera med referere til områdets historiske sølvminer … argento beyder jo sølv. Man har i alt 153 hektar jord, men det er dog alene med 80–85 hektar vinmarker, mens resten er skov og olivenlunde.

På markerne dyrker man som de primære druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Syrah … derudover lidt Petit Verdot og Vermentino.

Siden 2016 har Tenuta Argentiera dog været ejet af den østrigske entreprenør Stanislaus Turnauer og han har flyttet huset i retning af en mere international profil samt en stærkere fokus på bæredygtig dyrkning og terrioret.

Frokost

Efter at have nydt udsigten fra tårnet og hørt lidt om Tenuta Argentiera, så kørte vi retur til vingården, hvor vi startede ude på terrassen på første sal til lidt kold hvid- og rosévin samt lidt tapas.

Tapassen bestod af lidt tørret skinke, salami og ost … og så sluttede vinmageren Nicolò Carrara sig til os. Han var med resten af tiden og kunne komme med yderligere info om vinene.

Efter at have smagt tapas og  de første to vine, så gik vi nedenunder, hvor der var dækket om til en lidt større frokost … og lad mig så bare lige fortælle, at der fik vi fremragende mad, som var lavet under ledelse af stedets ansvarlige værtinde for besøgende Isabelle Benedetti.

Vi fik – udover den indledende tapas på 1. sal – samlet 3 retter bestående først af en skøn tallerken med noget tun og grøntsager, hvilket blev efterfulgt af en skøn omgang malfatti … små boller af ricotta og spinat med små blæksprutter ovenpå.

Til dessert var en en sød creme af en smags … måske lidt vanilje- eller mascarponecreme med lidt is og en sprød kiks af en slags … og til alle retterne nød vi 2 Tenuta Argentiera vine … deres Villa Donoratico Bolgheri Rosso og Argentiera Bolgheri Superiore.

Sjov nok smagte vi ikke deres ultimative topvin Ventaglio på ren Cabernet Franc, men den er jo også temmelig dyr, men med 20 fine europæiske vinjournalister på besøg, så havde dette måske været naturligt … men de 4 smagte vine gav dog et dækkende indtryk af Tenuta Argentiera

Vinene

Dermed kom vi igennem 4 vine fra Tenuta Argentiera og det blev samlet set disse vine:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Rundvisning

Efter frokost fik vi en rundvisning på Tenuta Argentiera og det var primært Nicolò Carrara, som viste os rundt og fortalte lidt om hele produktionen og den imponerende barriqueskælder.

Tenuta Argentieras vinkælder er en af Bolgheris mest arkitektonisk dramatiske vinkældre.  Det er en imponerende hvælvet underjordisk kælder bygget som en fæstning, med tykke mure til naturlig køling, barriques, store træfade og eksperimentelle kar som betonæg.

Druerne håndsorteres og behandles med tyngdekraft, så man undgår hårde tanniner og der er fokus på langsom, kontrolleret modning.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Bolgheri … besøg hos Tenuta San Guido med lidt Sassicaia

Bolgheri turens nok dårligste besøg var – helt uventet – besøget hos Tenuta San Guido, der er en af Italiens mest berømte producenter og og verdenskendt som producent af kultvinen og supertoscaneren Sassicaia.

Sassicaia var jo en pioner og fik jo så stor betydning, at den i 1994 fik sin helt egen appellation Bolgheri Sassicaia DOC …  noget helt unikt i Italien.

Dagen inden besøget havde vores guide Carlotta Mirandola via vores tråd på WhatsApp skrevet til os, at Tenuta San Guido også ville lade os smage deres Sassicaia! Så efter en rundvisning blev det til en stående smagning på 10 minutter og alene i årgang 2022.

Derefter brugte vi et par timer i deres naturreservat Padule Bolgheri Natural Reserve, hvor vi skulle kigge på skildpadder og lidt fugle anført af en ansat ornitolog. Et fint kulturelt indslag, men tiden mellem turen og vinsmagningen måske lidt skæv.

Dermed kom vi ikke til at smage de 3 vine, som man laver på Tenuta San Guido og man viste heller ikke, hvad Sassicaia kan med lidt alder, men alene en alt for ung Sassicaia, som – for mig – kun bekræftede, at vinen er noget overratet.

Jeg synes nok, at prioriteringen var lidt mærkelig … at bruge 10 minutter på stående at smage deres kultvin og over 2 timer i deres naturreservat og man ikke overfor 20 vinjournalister fra Europa ville vise, hvad Tenuta San Guido og Sassicaia virkelig kan … men det er jo nok en vin, som altid bare sælger sig selv.

Tenuta San Guido

Tenuta San Guido er ikke bare en vingård – det er et af de mest indflydelsesrige navne i vinverdenen. De står bag en stil, der kombinerer fransk Bordeaux inspiration med italiensk terroir, og deres vine regnes blandt de mest eftertragtede i verden.

Huset historie starter i 1940’erne, hvor Mario Incisa della Rocchetta begyndte at eksperimentere med Bordeaux-druer og begyndte at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc – hvilket var radikalt i et område domineret af Sangiovese

Marchese Mario Incisa della Rocchetta var en italiensk aristokrat med passion for fransk vin … især Bordeaux. I 1930 giftede han sig med Clarice della Gherardesca, som bragte den store ejendom Tenuta San Guido ind i familien.

Familien della Gherardesca er en meget gammel italiensk adelsslægt med rødder helt tilbage til 900‑1000-tallet i den tidlige middelalder). De blev tidligt grever og fik store feudale besiddelser of var allerede i middelalderen en magtelite i Toscana.

De besad store områder som Donoratico, Bolgheri, Castagneto, Volterra, var centrale i politik og krig, især i Pisa-republikken og de tilhørte den kejservenlige ghibellinske faction. Det betyder, at de ikke bare var jordejere – de var politiske magthavere og militære ledere.

Den mest kendte person var Ugolino della Gherardesca, som levede i 1200-tallet, var hersker i Pisa, var involveret i magtkampe og blev fængslet og døde tragisk i et tårn. Han blev udødeliggjort i Dantes Den Guddommelige Komedie.

Efter middelalderen ændrede familien rolle … de havde mindre direkte politisk magt og fokuserede mere på jordejerskab samt landbrug og beholdte store godser langs den toscanske kyst. Det var særligt området omkring Bolgheri og Castagneto Carducci. De har ejet jorde i området i århundreder, hvilket er afgørende for at forstå vinens historie der.

I 1900‑tallet bliver familien igen central – nu i vinens historie, hvilket var efter  Clarice della Gherardesca giftede sig i 1930 med Mario Incisa della Rocchetta.

Hun bragte både Tenuta San Guido ejendommen og de store jordbesiddelser i Bolgheri ind i ægteskabet som medgift. Uden denne arv ville Sassicaia og hele historien aldrig være opstået.

Sassicaia var i virkeligheden et hobbyprojekt for Mario Incisa della Rocchetta, men et ekstremt ambitiøst et. Mario arbejdede i årtier med at forbedre stilen, fordi de tidlige vine ikke blev forstået af samtidens smag,

Det afgørende skridt kom, da næste generation blev involveret, for Marios søn Nicolò Incisa della Rocchetta pressede på for at frigive vinen kommercielt. Sammen med nevøen Piero Antinori blev projektet også professionaliseret.

Den første Sassicaia blev lavet i 1948 og var i mange år kun til privat brug. Vinen blev først udgivet kommercielt med 1968-årgangen, der blev lanceret i 1971.

I 1978 vandt Sassicaia en berømt blindsmagning mod top-Bordeaux-vine og senere i 1985 fik vinen 100 point af Robert Parker – første gang for en italiensk vin. Det var et chok for vinverdenen … en uofficiel vin fra Toscana slog verdens bedste vine.

Tenuta San Guido er i dag fortsat familieejet af Incisa della Rocchetta-familien og er faktisk en meget stor ejendom – men kun en lille del er vinmarker. Den samlede ejendom er omkring 2.500 hektar, men det meste er skov, landbrug, naturreservat og selve vinmarkerne er omkring 75-100 hektar.

Familien della Gherardesca  eksisterer stadig og er fortsat en del af italiensk aristokrati og aktive i kultur, vin og erhverv. Nogle medlemmer har stadig relation til vinprojekter i Toscana.

Rundvisningen på Tenuta San Guido

Ved ankomst til Tenuta San Guido blev vi modtaget af Elena Brachini, som fortalte lidt om vingården, deres vinmarker og jo selvfølgelig lidt om vinhuset.

De er jo også en del af netværket Primum Familiae Vini (PFV) – 12 familieejede vinhuse og dermed en eksklusiv sammenslutning af nogle af verdens mest prestigefyldte vinfamilier … en slags eliteklub for vinverdenens vigtigste familier.

En vigtig – og ofte overset – del af historien om Tenuta San Guido er deres dybe forbindelse til hesteavl og galop. Inden Sassicaia overhovedet eksisterede, var Mario Incisa della Rocchetta først og fremmest en passioneret opdrætter af væddeløbsheste

Allerede i 1920’erne–30’erne var han aktiv i hesteverdenen, og det var faktisk gennem denne verden, han studerede landbrug og natur og senere mødte sin hustru Clarice della Gherardesca.

Husets hesteaktivitet er organiseret gennem det berømte stutteri Razza Dormello‑Olgiata, som blev grundlagt i samarbejde med den legendariske opdrætter Federico Tesio og blev et af de vigtigste centre for fuldblodsavl i Europa.

Elena Brachini fortalte om hesten Ribot – som er Italien svar på Tarok – og var den mest berømte hest. Den vandt alle sine 16 løb  og  var ubesejret. Hesten vandt bl.a. Prix de l’Arc de Triomphe 2 gange samt King George VI and Queen Elizabeth Stakes og regnes som en af de bedste væddeløbsheste nogensinde.

På Tenuta San Guido kunne vi også en mindeplade i sølv – med alle dens bedrifter – og en bog om krikken.

Der var i rummet indenfor dækket op med 3 glas til smagning af husets 3 vine Le Difese, Guidalberto og Sassicaia, men det var så bare ikke lige til os.

I stedet fik set den imposante vinkælderen … der ligger – som jeg lige husker tallene – over 900 barriques og det er ganske imponerende, men en produktion på omkring 180.000 flasker Sassicaia , hvor der lagres på en del nye fade, kræver jo også noget plads.

Da vi havde set kælderen så mødte vi også CEO og ansvarlig vinmager Carlo Paoli, vinmageren Matilde Gentili og kældermester Alessandro Berlingieri, Det blev også til et fotos af alle sammen ude i husets imponerende haveanlæg.

Vinen

Vi smagte – som jeg skrev indledningsvis – alene én vin og det var

2022 Tenuta San Guido, Sassicaia

Præsentationen er vinen er ikke nødvendig … en ikonisk vin, der også flere gange har fået de magiske 100 Parker point … faktisk også i den efterfølgende årgang 2023 … men vi smagte 2022’eren.

Konklusion

Tenuta San Guido er et fantastisk sted … man kan klart se og fornemme, at della Gherardesca var en rig familie og at Tenuta San Guido også tjener godt med penge. De er kontrollerende og huser også Consorzio per la Tutela dei vini DOC Bolgheri e DOC Bolgheri Sassicaia … alt hele konsortiet for området.

Vinen Sassicaia er nok – ifølge mit ejet barometer – en smule overratet, selvom det selvfølgelig fortsat er en god vin, men bare ikke i forhold til en pris i dag på 2.795 kr., hvilket endda er 6 styk prisen for 2022’eren hos Philipson Wine i Danmark.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Bolgheri … besøg hos Poggio al Tesero med let frokost

En af Bolgheri vinturens store og gode oplevelser var klart tirsdagens besøg hos Poggio al Tesero, hvor vi mødte Carlotta Allegrini fra ejerfamilien og den ansvarlige ønolog og vinmager Christian Coco.

Men derudover smagte vi et udvalg af deres bedste vine og sluttede besøget på terrassen i deres moderne og tjekkede vinothek, der ligger midt i vinmarken Le Sondraie.

Vinhuset Poggio al Tesero blev grundlagt i 2001 af søskendeparret Marilisa og Walter Allegrini sammen med deres amerikanske vindistributør Leonardo LoCascio.

Projektet opstod som en udvidelse fra familiens base i Valpolicella, men Walter døde desværre pludselig i 2003, så vinhuset har siden været drevet af Marilisa Allegrini og i dag er det sammen med hendes døtre Carlotta og Caterina.

I Vento driver familien Allegrini vinhusene Villa Della Torre samt Te Palace … og i Toscana altså Poggio al Tesero i Bolgheri og San Polo ved Montalcino.

Samlet har Poggio al Tesero 105 hektar jord, hvoraf de 64 hektar er vinmarker, hvor man dyrker Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot, Syrah og den hvide Vermentino.

Vinmarkerne er fordelt på flere parceller, hvor de vigtigste er Le Sondraie, Via Bolgherese og Le Grottine. Man har da også opkaldt Poggio al Tesoros nye vinotek og besøgscenter for Le Sondraie … det er et vinotek/visitor center, der samler smagning, formidling og oplevelser på ét sted.

Det var netop der, at vi besøgte vinhuset, hvor Carlotta Allegrini og vinmageren Christian Coco tog imod os. Vi startede besøget på terrassen med et flot view over vinmarkerne.

Der fortalte Carlotta Allegrini og vinmageren Christian Coco om vinhuset, markerne og deres bæredygtige og moderne tilgang til produktionen … mens en drone susede rundt i luften over os.

Vinsmagningen

Men derefter satte vi os indenfor … hvor vi skulle smage 6 vine og det var

Topvinen Dedicato a Walter Bolgheri Superiore er ganske enkelt imponerende, men det er også en vin til 190€ … mens jeg også blev totalt blown-away over deres hvide Solosole Vermentino fra 2019, mens vi også på rød Superiore smagte, hvad vinen kan med lidt alder som her i årgang 2013.

Det er simpelthen fabelagtigt, hvad lidt alder på Vermentino vine kan betyde, hvilket kom som en stor overraskelse for mig … men jeg har heller ikke smagt særlig mange vine på Vermentino

Den hvide Vermentino findes ellers flere steder i Toscana, men er ganske usædvanligt udbredt i både i det meste af Italien … og særligt i Ligurien og på Sardinien.

Den sort man har valgt at tilplante med hos Poggio al Tesoro er imidlertid fra Korsika, og den er udvalgt fordi den har en forholdsvis lang modningsperiode, hvilket giver mere komplekse duft- og smags-forbindelser, mens man fortsat kan høste den sent uden tab af friskhed.

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Efter smagningen var der en let frokost … Rolf og jeg indtog den på terrassen, selvom solen stod højt og fik temperaturen godt op …  men en kølig 2025 Cassiopea Toscana Rosato IGT hjalp lidt … og endnu et glas 2019 Solosole Vermentino hjalp meget.

Jeg fik dog ikke taget noter på rosévinen … måske var solen og varmen allerede gået i kroppen på mig 🙂

Besøg hos vinproducenter

Houlberg på trip til Bolgheri – part 4: Middag på Enoteca Tognoni

Aftenen inden masterclass’en hos Consorzio per la Tutela dei vini DOC Bolgheri e DOC Bolgheri Sassicaia indtog vi en middag på Enoteca Tognoni midt i Bolgheri.

Men først besøgte vi lige Castello di Bolgheri, hvor indehaveren Federico Zileri Dal Verme vidste os rundt og fortalte om husets lange historie med rødder, der går tilbage til 1200-tallet og – som flere – har været af den adelige Della Gherardesca-familie.

Sjovt nok smagte vi ikke vine under besøget på Castello di Bolgheri, men det skyldes, at Federico Zileri Dal Verme skulle deltage i middagen på Enoteca Tognoni, der også ligger nabo til Castello di Bolgheri.

Han havde i stedet medbragt en vin til middagen og der skulle vi også møde repræsentanter for de 2 andre vinhus I Greppi og Podere Conca … og samlet således smage en vin fra hver af de 3 vinhuse.

Enoteca Tognoni er en af de mest kendte vinbutikker i Bolgheri … det er både vinbutik (enoteca), shop og lille vinbar med en hyggelig atmosfære, meget autentisk, uformel og meget vinfaglig – et must for vinelskere.

Enoteca Tognoni er især kendt for sit stærke udvalg fra Bolgheri, så der finder man helt sikkert både vine fra huse som Sassicaia (Tenuta San Guido), Ornellaia, Guado al Tasso (Antinori), Le Macchiole og Grattamacco.

Besøget hos Castello di Bolgheri

Vi startede aftenen hos Castello di Bolgheri, hvor vi mødte Federico Zileri Dal Verme, som siden midten af 1990’erne har moderniseret og genetableret ejendommen som en top‑producent. Han overtog dog først i 2010 det fulde ejerskab og ansvar for driften af Castello di Bolgheri.

Han er altså ikke selv en della Gherardesca, men han er direkte forbundet gennem ejendommen, som han driver videre i respekt for familiens traditioner.

Federico Zileri Dal Verme er en af de mest indflydelsesrige personer i hele Bolgheri‑regionen og har spillet en central rolle i moderniseringen af Castello di Bolgheri og i udviklingen af Bolgheri DOC som appellation.

Derudover er han også direktør aka CEO for Tenuta Argentiera og  sidder i bestyrelsen for Consorzio per la Tutela dei vini DOC Bolgheri e DOC Bolgheri Sassicaia, som han også var formand for i perioden fra 2013 til 2019 … efter Nicolò Incisa della Rocchetta fra Sassicaia.

Der har været vinproduktion på Castello di Bolgheri ejendommen siden 1796, hvilket også gør den til den ældste vinkælder i Bolgheri. Men i 1996 blev den moderne vinproduktion relanceret, da Federico Zileri Dal Verme begyndte at omlægge slottets jorder til kvalitetsvinmarker.

Han har altid arbejdet på stedet og hans forældre Clemente Zileri og Franca Spalletti Trivelli var også med til at omlægge slottets jorder til moderne vinmarker.

Samlet har Castello di Bolgheri  55 hektar vinmarker med druesorterne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Syrah og Petit Verdot, Stilen er tydeligt Bordeaux‑inspireret, men med Bolgheris varme, mørke frugt og maritim elegance.

Federico Zileri Dal Verme viste os rundt i den gamle bygning, de gamle kældre og fortalte undervejs om vinhuset. Han fortalte også om, hvordan han i dag bruger mindre fade i lagringen af vinene, som allerede efter kort tid er modne og fortsat har stor lagringspotentiale.

I starten anvendte han meget barriques, men i dag lagres de fleste vine på 500 liter tonneaux og større fade, som man også kan se på fotoet nedenunder.

Maden og vinene hos Enoteca Tognoni

Efter en lang rejsedag og en tur rundt i den gamle vinkælder uden den mindste dråbe vin, så var vi også både sultne og tørstige, men der ventede også masser af mad … og så selvfølgelig 3 vine fra henholdsvis Castello di Bolgheri, I Greppi og Podere Conca.

Alle 3 vine – som blev til 5, da vi smagte Castello di Bolgheris Bolgheri Superiore i 2 årgange og der også sneg sig en 2020 Opera Omnia fra vinhuset La Madonnina med – blev serveret i store magnumflasker, så sammenlagt smagte vi:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene, men jeg kan allerede nu godt afsløre, at den bedste helt klart var 2021 vinen fra Castello di Bolgheri.

Der var ingen repræsentant fra Podere Conca, men fra I Greppi deltog både Marco Filippeschi og Elisa Rossetti … og sidstnævnte fortalte en masse om både vinhuset og vinen … jeg var dog på det tidspunkt en smule træt, da jeg havde taget afsted fra Danmark klokken 03.00 om morgenen.

Men sikke et sted … fantastiske tjenere og de vidste sgu også noget om vin. Derudover kom der masser af mad … først lidt tapas, derefter en pastaret inden en større hovedret og afsluttende med en lille dessert, men så var det også nærmest game over.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg besøgte i Ahr det fortræffelige vinhus Weingut Stark-Linden

Vores sidste besøg hos vinproducenter tilbage på det vinøse roadtrip sidste september blev et kongebesøg … og opvejede de to dårlige besøg først på dagen. Det var hos Frederick Stark hos Weingut Stark-Linden på Mühlenstraße i Heimersheim.

Jeg havde aftalt et besøg med Frederick kl. 14.00 … men grundet de meget kortere vinbesøg hos både Burggarten og Nelles, så ankom vi faktisk nærmest hele 2 timer før til adressen ikke så langt fra Nelles og på et rundt skilt på bygningen stod der; Weingut Brennerei Linden, så vi måtte være på rette sted.

Vi ringede på ved den lukkede port og blev lidt efter mødt af en ældre mand, som var svær at forstå. Men han fik dog fluks ringet til Frederick og overlod telefonen til mig. Frederick var oppe i markerne, men kunne være i vineriet om en halv time. Aftale!

Derefter udnyttede vi tiden til en lille gåtur rundt i byen og nød solen på denne sensommerdag, men vendte efter lidt tid tilbage til Weingut Stark-Linden, hvor Frederick så var kommet retur fra sine vinmarker.

Vi skulle imidlertid gennem gården og langt ind bagved, hvor der var en anden bygning, som husede vineriet. Vi satte os udenfor og imens fandt Frederick nogle glas frem til os.

Vi skulle egentlig have startet med deres Spätburgunder Blanc de Noir Sekt Brut, men de havde imidlertid ikke flere på lager, da alle flasker var inde i deres bod på festpladsen, men faktisk så smagte vi netop den flaske om aftenen inde ved deres bod.

Men inden jeg fortæller mere om besøget, så lad os lige kigge lidt nærmere på vinhuset, som ingen af os tidligere havde smagt vine fra eller kendte noget til.

Jeg havde dog valgt et besøg hos Weingut Stark-Linden ud fra nogle læste artikler, da alle beskrev huset som fremadstormende og meget moderne … som eksempel anvender huset bl.a. et logo af en knyttet næve med teksten; Stark macht Wein og etiketterne er ligeledes moderne og anderledes.

Weingut Stark-Linden

Vinhuset i sin nuværende form blev etableret i 2018, da Frederick Stark, der allerede i 2010 havde grundlagt Weingut Stark, slog sig sammen med familien Linden, der har dyrket vin i Ahr gennem 5 generationer.

I dag drives det af Julia og Frederick Stark, som står for både markarbejde, vinifikation og den overordnede stilistiske retning

Oversvømmelsen i juli 2021 ramte vinhuset hårdt og ødelagde store dele af kælderen samt omkring 20.000 liter vin. Stark‑Linden har nu siden genopbygget faciliteterne og genetableret produktionen med stor beslutsomhed og støtte fra lokalsamfundet.

Efter oversvømmelsen råder Stark‑Linden i dag over omkring 5,5 hektar i Ahr og 0,5 hektar i Mittelrhein … bl.a. efter løbende udvidelser og genopbygning.

Stark‑Linden er således et håndværksdrevet mikro‑vinhus, et symbol på resiliens og fornyelse efter 2021‑oversvømmelsen og en producent med moderne udtryk, men solidt forankret i Ahrs tradition for Pinot Noir.

Vi fandt også ud af, at Frederick Stark i høj grad prioriterer autenticitet, terroir og renhed frem for volumen og dette kan man også se på priserne, som virker meget lave i forhold til kvalitet. Men Frederick vil helst have, at hans vine kan nydes af alle.

Smagning af vinene

Vi koncentrerede os om Weingut Stark-Lindens vine på Spätburgunder og endte med at smage 4 vine i haven og altså – som nævnt – deres Sekt på festivalpladsen.

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linker til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene, men jeg tror, at vi alle var meget overraskede over prisniveauet på vinene.

Den almindelige Spätburgunder Trocken koster blot 9,90€ og den dyreste sidste enkeltmarksvin fra Landskrone marken koster 24,90€ eller blot 185 danske kroner.

Det betød også, at hele banden købte lidt vine … og det var samtidig en god lejlighed til at se lidt af vineriet, Flaskerne lå alle uden etiket eller krympekapsler, så derfor måtte Frederick lige i gang med at forsyne de bestilte flasker med det.

Konklusion

Frederick Stark er utrolig rar og meget gæstfri … vi var alle ret imponeret af hans imødekommenhed, hvor han – selvom vi kom et par timer tidligere end aftalt – smed arbejdet i marken for at komme ned til vores smagning i vineriet.

Han laver virkelig lækre vine og priserne er meget fordelagtige, hvilket vi også drøftede med ham. Men Frederick holder på, at hans vine skal være tilgængelige for alle … måske var der en idé for en dansk importør?

Besøget hos Weingut Stark-Linden blev derfor et fint punktum for besøg hos vinproducenten på vores sidste dag i Ahr … og på en dag, som startede noget skuffende. Dér reddede Frederick lige Ahr med hans Stark macht Wein !!!

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Ahr … det blev til et besøg i vinotheket hos Weingut Nelles

Jeg mangler fortsat at skrive om 2 vinbesøg mere fra vores roadtrip til Ahr i september sidste år. Det næstsidste blev – efter et skuffende besøg hos Burggarten – hos Weingut Nelles, som faktisk heller ikke havde husket vores aftale om en vinsmagning.

Jeg havde inden vores roadtrip lavet en aftale med Manuela Strothmann, men hun var imidlertid ikke til stede ved ankomst på det aftalte tidspunkt kl. 12.00 … selvom det sidste hun skrev i mailen omkring bookingen var; Wir freuen uns auf den Besuch!

I modsætning til besøget hos Weingut Burggarten, så har Weingut Nelles dog et vinothek … så selvom de havde glemt aftalen og dermed ikke gjort klart til en smagning, så kunne vi dog stå i vinotheket og smage et udvalg af deres vine.

Weingut Nelles

Weingut Nelles ligger i den lille by Heimersheim i den østligste del af Ahr. Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1479, hvor Peter Nelis lejede eller købte en parcel af vinmarken Heimersheimer Landskrone fra den lokale herremand Herrn der Burg Landskrone for en ganske pæn sum.

Og det blev således starten på Weingut Nelles, som siden 1479 har været i familiens eje. I dag er det Peter Nelis’ efterkommende, altså far og søn – Thomas og Philip Nelles – som driver vingården. Samlet driver de 8,5 hektar vinmarker, overvejende på stejle, sydvendte skråninger. Faktisk har mere end 2/3-dele af deres marker en hældning på mere end 30%.

Deres første mark Heimersheimer Landskrone er fortsat én af vinhusets bedste marker, som ellers også omfatter to andre Große Lagen marker, nemlig Heimersheimer Burggarten og Bad Neuenahrer Sonnenberg.

Der dyrker far og søn primært druesorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Domina, Riesling og Grauburgunder og deres produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt, men driften omfatter også et hotel og restaurant … som eneste VDP vingård i hele Ahr. De har selvfølgelig også en lille butik Vinorello, med weinverkauf, altså salg af vin.

Weingut Nelles har været medlem af VDP siden 1994 og ligger generelt højt i anmeldelserne fra vinpressen. Vinum har dem således med blandt de 100 bedste vinproducenter i Tyskland, og bladet Der Feinschmecker har også givet dem kvalitetsbetegnelsen Die Besten Weingüter in Deutschland. De har 3 druer i Gault Millau, 3 Stjerner i Eichelmann og 3 F i Feinschmecker.

Thomas Nelles har været ansvarlig siden begyndelsen af ​​1970’erne, men siden Philip afsluttede sin vinuddannelse, så har han langsomt overtaget driften og står primært i dag for produktionen. Vinhuset er stolte af deres historie, hvilket også kan ses på flaskerne, hvor årstallet 1479 for etablering fremgår.

Og tradition forpligter, så derfor betyder også, at vinene laves traditionelt som i gamle dage, dog med plads til nytænkning. De laver vinene med fuld afstilkning af druerne, ingen varm gæring, men i stedet gæring over lang tid, hvilket giver virkelig bløde vine. De bedste vine er opkaldt efter fadene med navne som B48 og B52.

Vinene

En ung fyr betjente vinbaren i vinotheket og det gjorde han såmænd meget godt, men det var uden den fortælling om vinhuset og vinene, som vi normalt ville have fået i en smagning.

I stedet blev det en lidt forvirrende stående taffel … men samlet smagte vi disse vine:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene, hvor min klare favorit klart blev 2020 Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder R GG.

Konklusion

Vi følte nok, at vi på denne sidste hele dag ramte en uheldig åre, hvor de både hos Weingut Burggarten og Weingut Nelles havde glemt de indgåede aftaler … men alligevel var besøget hos Nelles en tak bedre end dagens første.

Men det betød også, at vi dermed var i satans god tid i forhold til vores plan inden vores sidste besøg hos Weingut Stark-Linden, som imidlertid skulle blive et kongebesøg … endda selvom vi kom omkring en time før det aftalte.

Oplevelsen hos Weingut Nelles ændrer dog ikke på, at Nelles er et fandens godt vinhus og det endte da også med, at vi vist alle købte lidt forskellige vine.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Ahr igen … et dårligt & kedeligt besøg hos Weingut Burggarten

Lige så godt som vi afsluttede fredagens besøg hos Weingut Pollig-Schmidt på vores Ahr roadtrip tilbage i september … lige så dårligt startede lørdagen ud, hvor første besøg var hos Weingut Burggarten.

Jeg havde – på samme måde som de øvrige besøgte vinhuse – på forkant lavet en aftale om en vinsmagning. Og hos Weingut Burggarten havde jeg lavet en aftale med Simona, som dog havde skrevet, at hun ikke vidste, om vi også kunne se selve vineriet.

Imidlertid var Simona der ikke, da vi ankom på det aftalte tidpunkt klokken 10.00 … faktisk var der slet ikke nogle til stede ved ankomst på det aftalte tidspunkt, men en ældre, let sur ældre herre dukkede dog op og spurgte os bøst, om vi ville smage eller købe noget?

Vi må have set lettere forvirret ud, men jeg fik dog på tysk fremstammet, at vi så gerne ville smage noget. Og på et spørgsmål om, hvad vi ville smage, så var jeg fræk nok til at svare, at vi kun ville smage deres GG vine … man svarer vel igen med samme kølighed, som man blev mødt med?

Den ældre herre skulle vise sig at være Paul Schäfer Senior, som dermed er far til sønnen, som jeg havde mødt tilbage i 2019 og ved det møde gav et komplet modsat indtryk.

Dengang fik vi en virkelig fin og fremragende vinsmagning, var rundt og se vineriet … men det kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Smagning af vinene

Denne gang blev det derimod en kold og hurtig smagning, hvor vi alene smagte 5 vine og det var uden den mindste kommentering af vinene eller udveksling af kommentarer.

Samlet smagte vi disse 5 vine:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Konklusion

Det dårlige besøg skal ikke tage fokus fra, at Weingut Burggarten laver fremragende vine … ellers var de nok heller ikke blevet lukket ind i det fornemme VDP alias Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Med oplevelsen gjorde, at der ikke blev købt noget … jo jeg købte et par flasker, men det var faktisk eneste besøg, hvor der ikke blev købt vin fra hele banden. Så oplevelsen ved et besøg hos en vinproducent betyder faktisk en del … så et godt råd … hvis I skal besøge Weingut Burggarten, så sørg for at lave en aftale med Schäfer Junior.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Ahr … besøg hos garageproducent Weingut Pollig-Schmidt

Det sidste besøg om fredagen på vores vinøse roadtrip til Ahr tilbage i september – et besøg alle husker tilbage på med stor glæde – blev besøget hos Torsten Pollig hos den ganske lille garageproducent Weingut Pollig-Schmidt.

Der er tale om et af Ahrs mindste vinhuse, men det er kendt for kompromisløs håndværksstil, meget lav produktion og vine der på få år er blevet anbefalet i flere store tyske vin-guider.

Det var også fra disse guider, at jeg havde fundet vinhuset, selvom jeg aldrig før vores tur havde smagt vine derfra.  Jeg havde i online magasinet Vinum set, at Pollig-Schmidt i 2015 var kåret som Aufsteiger des Jahres.

Dennies Appel fra Weingut Meyer-Näkel kendte Torsten og havde dagen forinden fortalt os, at Weingut Pollig-Schmidt laver fine, men også lidt anderledes vine og at Torsten vist var i familie med den ene af Adeneuer brødrene, som vi jo netop havde besøgt lige før denne dags sidste producentbesøg.

Weingut Pollig-Schmidt ligger midt i Ahrweiler på adressen Oberhutstraße 21 … det er midt i byen og med vinfestivalen godt i gang, så var det svært at finde parkering tæt på … men vi kunne faktisk ha’ gået dertil fra vores lejlighed,

Men vi endte med at få smidt bilen og ankom i 2 hold til Weingut Pollig-Schmidt, hvor Torsten Pollig – som jeg på forkant havde aftalt en smagning med til netop fredag den 12. september kl. 16.00, da de var midt i vinhøsten på det tidspunkt og egentlig havde meget travlt, også var klar til vores besøg.

Weingut Pollig-Schmidt har intet moderne vinothek eller udsalg, så vi blev i stedet inviteret ind i de private gemakker, hvor vi rundt om spisebordet fik en rigtig fabelagtig smagning … den skal jeg nok vende tilbage til … lad os først lige se nærmere på vinhuset.

Weingut Pollig-Schmidt

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Torsten Pollig og Jan Schmidt, som fortsat er de to bærende kræfter. De startede alene med en enkelt vinmark, men har siden udvidet marginalt hvert år.

De har i alt kun 0,83 hektar vinmarker og deres samlede produktion er alene på sølle 3.500 flasker årligt. Så dermed er der tale om en lille garageproducent og vinhuset drives da også alene på fritidsbasis, da Torsten Pollig bl.a. til dagligt arbejder indenfor told og skat.

Deres beskedne antal vinmarker er fordelt med små parceller på berømte vinmarker som Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal, Steinkaul og Walporzheimer Alte Lay.

Det betyder også, at de arbejder ganske håndholdt og manuelt … de bruger næsten udelukkende traditionelle metoder og det er lige fra pleje af vinmarkerne til aftapning.

De høster udelukkende deres druer i hånden og udvælger kun fuldt modne og sunde druer  … har et udbytte på mellem 25-50 hektoliter pr. hektar og modner deres vine på helt små fade … barriques på 50 til 228 liter … for der laves ganske få flasker af hver vin.

Her er intet fancy, moderne eller nem produktion … alt produktion sker således enten udenfor i gården bag huset eller i den ganske lille kælder under huset. Den er svær tilgængelig … faktisk skal man først fjerne nogle brædder i gulvet indenfor porten, hvorefter alt skal fragtes op eller ned af nogle meget stejle trapper.

Den ganske lille kælder

Det er en yderst lille, gammel og alligevel totalt charmerende kælder, som også ved oversvømmelseskatastrofen i 2021 blev helt fuldstændig oversvømmet på samme måde, som resten af huset.

Efter vores smagning fik vi set kælderen … og det endte faktisk med, at vi dernede også smagte et par ældre vine, hvor den første var fra samme år som grundlæggelsen … en 2015 Ahrweiler Silbergberg Spätburgunder, som var ganske fortryllende.

Der er sgu ikke meget plads i den lille kælder … og selvom alt måske kan synes rodet, så vidste Torsten Pollig hvor alt var. Vi fik set både de små barriques og gæringskarrene, som bobler lystigt derudaf, så Kenneth fik lov til at røre lidt rundt i suppen … so to speak.

Brix aka vores egen ostepop snakkede også lystigt og fik presset Torsten Pollig til at vi da skulle smage mere af de gamle sager, så vi smagte også en 2020 Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder – R – og det er jo egentlig den årgang, som de fleste producenter selv mistede i 2021 katastrofen.

I kælderen fik vi masser af snak om vin … og mange af os fik også et fabelagtig indtryk af, hvad alder kan gøre ved vin. Jeg havde egentlig selv – inden vi bevægede os ned i kælderen – besluttet, hvilke vine, som jeg skulle købe med hjem.

Det blev ændret totalt, da jeg smagte Torsten Polligs 2015 Ahrweiler Silberberg Spätburgunder, som for mig helt klart blev denne eftermiddags ubetinget bedste vin. Jeg endte derfor med alene at købe et par kasser 2023 Silberberg i håb om, at de vil performe på samme måde om en del år.

Besøget i den lille, gamle og originale kælder var også – sammen venlige Torsten Pollig, den lidt hobbybaserede tilgang og smagning med masser af vin i glassene – også årsagen til, at dette besøg blev et af de virkelige fremragende.

Men læg dertil, at vinene også var meget lækre … om end lidt anderledes, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Smagning af vinene

Omkring spisebordet hos Torsten Pollig smagte vi alle de vine, som Weingut Pollig-Schmidt laver lige undtagen en enkelte. Dermed blev det9 forskellige vine … samt de to ældre, som vi smagte i kælderen

Der var ingen tvivl om, at Torsten Pollig var glad for, at vi havde valgt at besøg deres vinhus, hvor alt foregår på hobbyplan. Der er således ingen flot trykt vinkort, men blot en fotokopieret A4 side med alle vinene.

Til gengæld blev der heller ikke sparet på vinene, for der blev åbnet en flaske af hver af vine til os 5 gæve vinnørder … så dermed var der heller ingen, som tørstede til denne smagning.

Det blev en herlig stund, for Torsten Pollig er utrolig rar, gæstfri og fortalte en masse om huset, vinene og masser andet. Vi snakkede jo også lidt om katastrofen i 2021 og Torsten fortalte, at hele etagen / stuen vi sad i, blev totalt oversvømmet den dag i juli 2021.

Ham og familien sad ovenpå, mens vandmasserne raserede det meste, men heldigvis ligger huset et stykke oppe i Ahrweiler, så den øverste etage ikke blev oversvømmet.

Samlet smagte vi disse 11 vine:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Konklusion

Dennis Appel fra Weingut Meyer-Näkel havde allerede dagen forinden fortalt os, at vinene fra Weingut Pollig-Schmidt er noget anderledes, nok mørkere og mere kompakt Ahr‑stil end vi tidligere har mødt … og det var også meget korrekt.

De virker en anelse varmere og blødere … utrolig drikkevenlig og klart med mere fylde, men det er uden at miste Spätburgunderens elegance, ynde og lethed. Jeg fandt vinene lidt mere bastante, men måtte også erkende, at de med alderen udviklede sig ganske unikt samt fabelagtigt.

Weingut Pollig-Schmidt står virkelig for ultrabløde, runde, lidt mørkere og varmere vine med en kæmpe komfort, populistisk, bred, småtyk, kopiøs og cremet velbehag … og alligevel med Ahr dalen helt karakteristiske røgede kølighed.

Det sidste erfarede vi klart i vinkælderen, hvor vi smagte de to sidste vine, som havde ligget og hygget sig … og slet ikke havde fået etiket på endnu.

Det blev sgu virkelig autentisk og fremragende at smage  … så et kæmpe tak til Torsten Pollig for en virkelig god smagning.

Der er ingen dansk importør … og så blev jeg faktisk efter udgivelse af mit blogindlæg i oktober sidste år – hvor jeg også nævnte Weingut Pollig-Schmidt positivt – kontaktet af Jakob fra WineFLY,  som skrev at de nu er startet på at forhandle Pollig-Schmidts vine.

Jeg kan dog fortsat ikke se, at vinene er tilgængelige på deres hjemmeside … men fedt, hvis det er tilfældet!

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Ahr igen … atter med et besøg hos Weingut J.J. Adeneuer

Næste besøg efter formiddagens møde med Julia på vores Ahr roadtrip tilbage i september sidste år var også for mig et gensyn, for der besøgte vi nemlig altid fremragende Weingut J.J. Adeneuer.

Det var også et af de vinhuse, som jeg gensøgte efter mit besøg tilbage i 2019 … mit første besøg kan du i øvrigt læse om i mit lille indlæg; Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr, hvor jeg også fortæller en del om huset.

Denne gang mødte vi ikke nogle af brødrene Marc og Frank Adeneuer, for i stedet havde jeg forinden besøget lavet en aftale om en vinsmagning med Franziska, der også skulle vise sig af være vildt vidende om vin og tillige var utrolig venlig.

Franziska har gjort sin passion for vin til sit erhverv, har også selv studeret International Wine Business i Geisenheim og er ansvarlig for vinotheket og vinhusets online forretninger.

Weingut Adeneuer

Weingut Adeneuer kalder sig også en rotweingut, for Adeneur laver primært vine på Früh- og Spätburgunder og kun et par enkelte hvide vine på Weißburgunder og en enkelt Blanc de Noir – selvfølgelig også på Spätburgunder – samt lidt Sekt.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler og drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som nu viderefører familiens gamle, stolte traditioner, idet vingården har været i familiens eje i omkring 500 år.

Da Marc og Frank Adeneuer overtog driften af vin gården i 1984, var alt temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Siden overtagelsen har brødrene også forøget markerne, således de i dag har 12,5 hektar, som bl.a. omfatter parceller på topmarker som Ahrweiler, Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg, Walporzheimer Kräuterberg og specielt 0,64 hektar på den ultimative perle Walporzheimer Gärkammer.

Vinene hos fermenteres spontant og med så kold maceration som muligt. De bedste af vinene lagres på barriques i 18-20 måneder og lagring sker altid separat for hvert enkelt parcel.

Den samlede produktion ligger årligt på omkring 100.000 liter, svarende til cirka 130.000 flasker vin.

Siden mit besøg i 2019

Den mest synlige ændring siden mit sidste besøg i 2019 var, at det gamle, tyske og tunge smagelokale havde fået en total makeover og nu fremstod moderne, ungdommeligt og mere clean.

Oversvømmelsen natten til 14.–15. juli 2021 ramte dog netop Ahrweiler ekstremt hårdt og hos Weingut J.J. Adeneuer blev kælderen oversvømmet, så man måtte pumpe vand ud i flere dage.

Fade, flasker og udstyr skyllet væk eller beskadiget … Marc Adeneuer beskrev situationen kort efter som livstruende kaotisk – “man måtte løbe for livet”. Heldigvis kom ingen fra familien eller medarbejderstaben alvorligt til skade.

En betydelig del af lageret (især flasker og fade i de lavest liggende kældre) gik tabt. Enkelte topvine, bl.a. Spätburgunder Kräuterberg 2020, kunne delvist reddes og senere frigives i meget begrænsede mængder.

Så Weingut J.J. Adeneuer overlevede en decideret eksistentiel katastrofe i 2021, mistede store værdier – men kom stærkt tilbage. I dag laver de igen Spätburgunder i den absolut topklasse og mange kritikere mener, at vinene efter floden er mere fokuserede og spændstige end før.

Smagning af vinene

I det nye og moderne Probierstube fik vi en virkelig god smagning forestået af Franziska. Vi smagte samlet 12 forskellige vin og fik så virkelig et indtryk af, hvorfor kritikkerne også har Weingut J.J. Adeneuer som et af tophusene i Ahr.

Vi smagte i denne rækkefølge vinene:

Som vanligt har jeg selvfølgelig ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Konklusion

Man må bare sige … Alte Lay, Gärkammer, Grand Reserve og Kräuterberg stod alle ud og var fabelagtige. Det er selvfølgelig også de dyreste, men vi er smagsmæssigt også i superligaen … men som næsten altid imponerede Rosentha lmig også, men også Kleine Kammer er virkelig dejlig.

Jeg endte selv med at købe lidt Kleine Kammer, Alte Lay og Grand Reserve, men til 84€ aka 626 kr. er prisen vel også ved at være pænt oppe. Det blev dog samlet en rigtig god smagning og oplevelse, så mange tak til Franziska.