2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandVi startede de røde vin hos Weingut J. Neus med en Gutswein aka entry-level vin og det var en 2022 Muschelkalk Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra marker rig på den særlige kalksten, som kaldes Muschelkalk.

Muschelkalk er et slags klippelag med en skalbærende kalksten med banker sammensat af fossile skaller, som ligger over den ældre Buntsandstein og under den yngre Keuper kalksten.

Vinen er lavet ved, at druerne først spontangærer i 20 dage på Stückfass aka 600 liter egefade og efter endt fermentering er vinen så lagret på store egefade i 20 måneder i Neus’ gamle hvælvede kælder. Vinen har 0,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen er en smule bondsk og animalsk med sved, lidt mælkede samt yoghurtagtige noter, godt med nødder, ristede noter, tobak og en frugt med lidt maskuline muskler … nærmest solbær, tranebær og blommer med en lille Gamay beaujolaisagtig karakter suppleret med en grøn, liflig og luftig note.

Smagsmæssigt er det en rank, oprejst, kølig og frisk Spätburgunder med en ungdommelig kant … en frisk knejt, en tonser med en meget lækker frugt, der mest er sorte kirsebær, jordbær, solbær, saftig og bondsk. Det er ingen letbenet Spätburgunder elegantier, men har  nærmere tykke ben, muskler og et solidt saftigt tråd. 91 point.

Prisen ligger på 14€ på vingården … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7