Med næste vin laver vi et sceneskift, for nu smager den brølende Lèonus Toscana IGT fra det toskanske vinhus Società Agricola Cortonesi på La Mannella gården ved Montalcino.
Lèonus Toscana IGT er en vin, som jeg har smagt nogle gange før og selvfølgelig også skrevet om, nemlig i årgang 2016, 2018, 2019, 2022 og 2023. Den er lavet på 100% Sangiovese fra unge stokke på Cortonesis marker.
Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 5-6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende 3 måneder på flaske.
Uhmmm det dufter fremragende … lidt mere krop end de foregående årgange og alligevel med en ren, slank, balsamisk og italiensk syre. Der kommer igen nogle medicinske elementer med hæfteplaster, medicinskab og jod, mens frugten er kirsebærbaseret suppleret med mørkere bær som blommer og tranebær, har en vis fyldighed og fra fadlagringen kastanjer, læder, sød tobak og lidt kaffebønner.
Det smager sgu da fremragende … har virkelig en god balance med saftige kirsebær, tranebær, rabarber, syltet lemon og syren virker så fin, dansende og let til fods. En fin sødlig bitterhed fra frugten bliver hængende i munden i lang tid, mens tannninerne ikke brøler med en vild løveagression, men mere virker pirrende og er sammen med lidt varme og sødbitterhed med til at give et frisk bid … det er sgu en vinder af en vin. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr. ved køb af 6 flasker.















