Hvorfor så ikke fortsætte i Toscana med en vin, der altid stensikkert leverer varen til en fornuftig pris? Det gør vi så og vinen er Crognolo fra vinhuset Tenuta Sette Ponti, som jeg har smagt mange vine fra.
Crognolo har jeg også smagt en del gange i både årgang årgang 2016, 2018, 2019, 2020 og 2021, men også den anderledes 2021 Limited Edition 20th Anniversary udgave, som jo er lidt anderledes end den normale, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og derfor også med en forlænget fadlagring.
Her i årgang 2022 er vinen – som vanligt fristes man næsten til at sige – lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede i 1935.
Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret. Det er en vin, som af flere kaldes for Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.
Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.
Uhhh … en sikker vinder, for duften er så dyb og behagelig med bundløs intensitet. Igen er det mørke bær og der er også et tydeligt fadpræg med sød finsk og tør engelsk lakrids, nødder, kaffe, tobak, røg, chokolade, ristede champignon, sandaltræ, appelsinskal, en ret balsamisk syre. Frugten er både jordbær, sorte kirsebær, blåbær og svesker med tydelig frugtsødme.
I munden er fedmen og fadpræget slet ikke så dominerende, for vinen er meget frisk med saft, kraft og energi. Der er syrlige sorte kirsebær, blommer, brombær og så kommer denne campariagtige bitterhed, mens tanninerne er lyse og tørre, men bliver aldrig alt for uregerlige. Det er – som altid – en møglækker vin. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.