Tag-arkiv: mourvèdre

Mourvèdre er en meget udbredt rød drue, som vokser i hele verdenen, men oprindelig formodes at stamme fra Spanien. Den kendes specielt fra Frankrig, hvor den i det sydlige Rhône er en regelmæssig komponent i blandingerne Côtes du Rhône og Châteauneuf-du-Pape og derudover i Provence, hvor den er hoveddruen i de røde Bandol og krydrede rosévine.

Den spanske oprindelse afsløres bl.a. også ved, at der i Catalonien ligger en by kaldet Mataro, hvilket Mourvèdre også kaldes i både Australien og Californien, mens der også i Valencia ligger en by kaldet Murviedro, hvor druen er meget udbredt, men i Spanien kaldes druen i dag dog primært Monastrell.

I Australien og Californien kaldes Mourvedre ofte Mataro, selvom prestige forbundet med dets franske navn har tilskyndet mange producenter til at opgive betegnelsen Mataro.

Mourvèdre er en meget mørk drue med små bær med tykt skind, hvilket giver vinene masser af farve og et højt indhold af tanniner, hvilket gør druen meget velegnet til at blande med andre druer. Og derfor ses Mourvèdre også ofte sammen med specielt Grenache samt Syrah i det klassiske GSM blend.

Mourvèdre blandes også ofte sammen med andre klassiske sydfranske sorter som Carignan og Cinsaut.

Sorten blev hårdt ramt af phylloxera epidemien i 1880’erne, hvor den stort set blev udryddet fra mange området, men i områder med sandjord – som fgx Bandol – blev vinstokkene ikke ramt. Phylloxera kan simpelthen ikke overleve i den lette jord, men foretrækker tungere jordtyper som fx ler.

Mourvèdre er ikke verdens nemmeste drue for vinproducenterne, da den kræver stor tålmodighed. Det tager således lang tid for en vinstok at give druer af god kvalitet, typisk skal der gå 5 år inden vinstokkene giver deres første høst.

Sorten modner også sent … er faktisk en af ​​de sidste, der plukkes. I Provence omkring Bandol plantes Mourvèdre bevidst på varmere, sydvendte skråninger for at fremskynde modningsprocessen, mens Syrah og Grenache plantes på køligere, nordvendte skråninger.

Duftmæssig har Mourvèdre typisk aromaer som brombær, violer og et strejf af stald. Vinen er rig på tanniner og syre. Typisk har smagen syrlige brombær, søde sveskeblommer, grillet kød, urter og lakrids. Ung Mourvèdre kan være grov i udtrykket, men udvikler kompleksitet med lagring.

2023 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2023 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigVi skal igen en tur omkring det sydligere Rhône, for nu smager jeg en 2023 Côtes du Rhône Vieilles Vignes fra Clos du Mont-Olivet på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by.

Denne Côtes du Rhône Vieilles Vignes har jeg smagt før … senest i årgang 2020 og dermed har jeg også før skrevet om vinhuset. Så nu kigger vi bare nærmere på 2023’eren.

Denne Côtes du Rhône Vieilles Vignes 2023 er lavet på 65% Grenache, 15% Syrah, 10% Mourvèdre, 5% Carignan og 5% Cinsault, der kommer fra vinmarker ved Sainte Cardille ved Orange på højre side af Rhône-floden og Saint-Laurent des Arbres nord for Lirac på venstre side af Rhône-floden, hvor jordbunden mest består af ler, grus og sand

Alle druer høstes ved håndkraft. I vineriet afstilkes 60% af druerne inden vinificeringen, mens gæringen sker i store betontanke. Clos du Mont-Olivet sværger til den klassiske form for vindyrkning, hvorfor man blandt andet i processen er meget opmærksom på at undgå maksimal ekstraktion.

I stedet prioriteres friskhed og elegance frem for ubalanceret power, så efter vinificering lagres vinen en periode med 52% i betontanke, 37% i store foudres egefade og 11 % på mindre egetræsfade.

Men inden lagrer den pressede most og friløbsmosten hver for sig i ståltanke, hvorefter den efter et par måneder sammenstikkes og så overføres til lagringen.

Det er fandeme rart, at den lysere og lettere stil er begyndt at finde vej i Rhône og det kan også duftes og smages i denne vin, så i næsen dog fortsat har arketypiske Rhône noter med garriques med timian, rosmarin, salvie, viol og lavendel, mens frugten er lysere … jordbær, hindbær og lyse kirsebær samt æteriske olier.

I munden er det smooth … overraskende smooth og klart lettere, mere fokuseret, sammenhængende og smagfuld end 2020’eren. Der kommer fortsat et stærkt peberkick fra Syrah druerne, men den har også en let frugtsødme, der giver mere balance. Frugten er jordbær, hindbær, brombær … tanninerne er tørre, men egentlig ganske fine og forstyrrer aldrig saftigheden. Det er et kongegodt glas Rhône, hvor prisen er virkelig fornuftig. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen kun er 99,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2024 Domaine Brunely, Gigondas, Rhône, Frankrig

2024 Domaine Brunely, Gigondas, Rhône, FrankrigVi fortsætter med næste vin i det sydfranske … en anelse mere mod nord i Sarrians i det sydlige Rhône-område, hvor vi finder Domaine Brunely og derfra smager vi en 2024 Gigondas.

Domaine Brunely er oprindelig grundlagt i 1976, hvor Charles Carichon overtog forældrene Rémy og Mireille Carichons ejendom og med hjælp fra dem byggede sin vinkælder og også plantede de første vinstokke på de tilhørende marker … som i øvrigt senere blev klassificeret indenfor den berømte Vacqueyras appellation.

Charles havde forinden været i praktisk hos det lokale kooperativ i Beaumes-de-Venises og allerede der lavet planer for, hvordan hans eget vinhus skulle bygges. Vinhuset fik navnet Domaine Brunely med en henvisning til navnet på stedet … for vinhuset ligger på adressen Route de la Brunelly

Dette område var nemlig opkaldt efter den pavelige udsending Pellegrin de Brunellis, der i 1420 blev sendt til Rhône for at styrke pavedømmets indflydelse i området. Det må være lykkedes  … for han fik bl.a. nogle af kirkens jorder i Sarrians som belønning.

Siden etableringen i 1976 har Charles løbende udvidet driften fra oprindelig 30 hektar vinmarker til i dag 70 hektar. Der er bl.a. købt marker i andre prestigefyldte appellationer som Gigondas, Ventoux,  Châteauneuf-du-Pape, Cairanne og Côtes-du-Rhône.

Der er også sket en stor investering i kar og tanke af rustfri stål, således han i dag er i stand til at vinificere 2.500 hektoliter vin, hvilket svarer til mere end 333.000 flasker vin årligt.

I dag Charles’ søn Edouard Carichon allerede godt med i driften og langsomt ved at overtage tøjlerne. Han har bl.a.  studeret ledelse og derefter fået diplom i vinhandel på Montpellier Supagro-skolen, så han er godt rustet til livet som vinproducent.

Denne Gigondas er lavet på 80% Grenache og 20% Mourvèdre fra op til 80 år gamle stokke. Druerne er høstet med håndkraft og udbyttet har været 30 hektoliter pr. hektar.

Så er der sket delvis afstilkning, traditionel gæring og maceration over 28-35 dage ved 26-30 grader og efterfølgende lagring i 18-24 måneder på betontanke og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Klart meget Rhône arketypisk med grønne krydderier, masser af garrique med timian, rosmarin og lavendel, der er røg, tør engelsk lakrids og lakridsrod, en mørk og sødbitter frugt, blommer, svesker, blåbær, brombær og ribs … har en lidt støvet aroma, hvor der også kommer en hårdhed af knuste sten og skærver.

Der er godt med stenet kraft i smagen … væk er sveskerne, så frugten er mere ren, klar og stringent med syrlige kirsebær, ribs, hindbær og igen lidt grønne krydderurter anført af rosmarin, lidt peber og en meget stenet mineralitet. Tanninerne er tørre samt ret markante og giver vinen bid, stram rygrad og stærk smag. Der er klassisk og mineralsk rhônevin … 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée l’Exclusive, Rhône, Frankrig

N.V. Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée l'Exclusive, Rhône, FrankrigDenne Châteauneuf-du-Pape Cuvée l’Exclusive fra den innovative, produktive, ihærdige vinmager og negociant Xavier Vignon er lavet på druer fra 4 forskellige årgange.

Det har vi set før fra  Xavier Vignon … bl.a. da jeg smagte hans La Temperance Cairanne. Denne er lavet med druer fra de 4 årgange 2020, 2022, 2023 og 2024 med 20 % fra hver årgang.

De sidste 20 % kommer fra Xaviers Châteauneuf-du-Pape-solera, en perpetual reserve grundlagt i 2001 og sammensat af særligt udvalgte årgange fra 2001, 2007, 2010, 2016 og 2023.

Samlet er vinen på 60% Grenache, 10% Mourvèdre og 10% Syrah, mens de resterende 20% består af forskellige druesorter fra Xaviers collection-vinmarker, hvor flere sorter vokser sammen på samme parcel.

Druerne selekteres fra 40 forskellige parceller, hovedsageligt beliggende i den nordlige del af Châteauneuf-du-Pape. Jordbunden varierer mellem kalksten, rullesten og rød sandsten.

De enkelte druesorter vinificeres separa, hvor 50% vinificeres på beton, 25% på ståltank og 25% på koniske trækar. Hver årgang er så lagret individuelt på beton, demi-muids, egetræsfade og foudres i gennemsnitligt 15-18 måneder, inden Xavier foretager endelig sammenstikning.

Duftmæssigt starter vi et sted mellem tør engelsk lakrids og et bundt garriques med timian, rosmarin og lavendel suppleret med en lysere frugt end forventet … mest kirsebær, brombær og blommer … alt meget velordnet, friseret og med en vis modenhed. Der kan svagt fornemmes lidt træ, karamel og skovbund.

Smagen er virkelig elegant … også langt bedre en forventet, for selvom det er Châteauneuf-du-Pape, så er vinen lysere og lettere med en blød frugt med igen kirsebær, brombær og blommer, men også noget fennikel og pæn tørhed. Det gør vinen pænt rank, ren, tør, elegant med en friskere syre og tørre, fine tanniner, let peber, men det er Grenache druerne, som leder dansen med en urtet, lakridsagtig og varm smag. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens bedste pris er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Domaine Durieu, Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Durieu, Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigLucile Avril Châteauneuf-du-Pape 2022 fra Domaine Durieu har jeg før smagt i den hvide udgave, men nu smager jeg rødvinen fra den lille vinhus drevet af brødrene Vincent og François Durieu.

Cuvée Lucile Avril er lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre og 10% Syrah, der er høstet med håndkraft fra op til 100 år gamle vinstokke på 6 hektar af Domaine Durieu`s bedste vinmarker beliggende på Farguerol plateauet.

Vinen er lavet med 30 dages gæring maceration med daglig pumpover og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i store betontanke og altså uden brug af eg.

Duften er dejlig dyb, mørk, rund, fed og kompleks … masser af kraft ovenpå mørk frugt med sorte kirsebær, brombær, solbær, blommer og lidt sveskegrød. Der er anstrøg af en garrigue, timian, rosmarin, lavendel, fennikel, sød finsk lakrids, let mejeri og slagterbutik.

Uhhhhh det smager sgu også temmelig godt … har ikke samme skingre note som Côtes-du-Rhône, men er rundere, federe, mørkere med frugt af solbær, brombær, sorte kirsebær og blommekompot, en smule appelsinskal og sødlige krydderier. Der er en ganske lidt sort te bitterhed, mens taninnerne er svulstige og runde, men alligevel ret mærkbare sammen med lidt peber. Det er mærk, cremet, olieret med denne runde og dybe smag … lækker vin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster449 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2024 Domaine Brusset, Laurent B Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2024 Domaine Brusset, Laurent B Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigPå Bistroteket smagte vi også denne 2024 Laurent B Côtes-du-Rhône fra Domaine Brusset beliggende i Cairanne i det sydlige Rhône.

Vinhuset er grundlagt i 1947 lige efter anden verdenskrig, hvor André Brusset forlod det lokale kooperativ og etablerede Domaine Brusset med produktion af egne vine.

Det var dog sønnen Daniel Brusset, som senere udvidede ejendommen markant og senere har familien også købt en række marker på de ikoniske, stejle terrasser i Gigondas.

I dag er det 3. generation i form af Laurent Brusset, som driver vinhuset, som samlet har 70 hektar vinmarker fordelt på de fem appellationer Cairanne, Gigondas, Rasteau, Côtes‑du‑Rhône og Ventoux.

Denne 2024 Laurent B Côtes-du-Rhône er lavet på 60% Grenache, 20% Syrah,15% Mourvèdre og 5% Cinsault. Hver druesort er så vinificeret separat og blandes efter malolaktisk gæring. Lagres herefter 6 måneder på ståltanke.

Duftmæssigt er der masser af klassiske Rhône noter …. der kommer noget lakrids, engelsk lakrids, virker lidt kantet. stram med masser af grønne krydderurter, garrique, lavendel, rosmarin, røget kød og i det hele taget pænt kødfuld, mens frugten virker syrlig med brombær og sure kirsebær.

Smagen er mere streng og frisk … igen brombær, kirsebær og igen kommer der noget lakrids … måske nærmere mere grøn lakridsrod, let peber og igen garrique, mens syren er stram og lidt mørk, men det er en rhônevin, de fleste vil synes om. 88 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel … prisen ligger nok mellem 70 og 80 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 E. Guigal, Côtes du Rhône Cuvée Philipson, Rhône, Frankrig

2020 E. Guigal, Côtes du Rhône Cuvée Philipson, Rhône, FrankrigI smagningen om julevin stod næste battle mellem to rhônevine fra henholdsvis E. Guigal og La Bastide Saint-Dominique … den første er E. Guigals 2020 Côtes du Rhône Cuvée Philipson købt i Føtex.

Côtes du Rhône Cuvée Philipson er en specialaftapning til Philipson Wine, baseret på Guigals klassiske sydrhônske blend af 50% Syrah, 45% Grenache og 5% Mourvèdre, der er høstet fra parceller i det sydlige Rhône, hvor solen og den kalkholdige jord skaber optimale vækstbetingelser.

Vinen er lavet med lang maceration for at udtrække farve, tannin og aromastoffer fra især Syrah, temperaturkontrolleret gæring for at bevare friskhed og frugt.

Guigal er kendt for ekstrem selektion af druer og must, selv i deres basisvine, og frasorterer store mængder for at sikre kvalitet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18måneder på store, gamle foudres egetræsfade.

Duftmæssigt en animalsk, landlig og hård stringent vin … der er udover jern også en frugt af brombær, solbær, sorte kirsebær, røg samt lidt krydderier, peber, lakrids og nøddekerner.

Smagen er ren og klar … medium eller større fylde, også saftig med forholdsvis tydeligt og småstærkt bid af peber og alkohol, urter, tør jord, brombær, kirsebær og ribs … er egentlig meget let af drikke, så dermed 89 point.

Købt i Føtex, hvor en flaske koster 139 kr., men kun 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Massena Vineyards, The Moonlight Run GSM, Barossa Valley, Australien

2023 Massena Vineyards, The Moonlight Run GSM, Barossa Valley, AustralienDerefter stod den på kraftige rødvine fra Massena Vineyards og den første blev så denne The Moonlight Run GSM på Grenache, Shiraz og Mataro.

Mataro kender vi jo mere herhjemme som Mourvèdre, så dermed er det en klassisk GSM vin, hvor druerne kommer fra Tanunda, Lyndoch, Greenock, Koonunga Hill i Barossa Valley.

Det er helt præcis 42% Mourvèdre, 30% Shiraz og 28% Grenache … og med både Mourvèdre og Grenache druerne anvendes der en del hele klaser. Der er i årgang 2023 mest Mourvèdre i blendet, hvilket giver en lettere og friske vin i det klimaforandringsramte Barossa Valley, som bare bliver varmere og varmere,

Gæring og maceration er sket med løbende daglig overpumpning og efter endt fermentering er vinen så lagret 18-22 måneder på franske Puncheon egetræsfade.

Der er duftmæssigt lidt Rhône følelse … tørre krydderurter, både rosmarin, timian, allehånde, nelliker og røget kød, læder, let mejeri samt en dyb mørk frugt med kirsebær, brombær og hindbær. Det er som en virkelig velafstemt Rhône vin.

I munden er vinen lettere end ventet … fortsat med en rhöneagtig krydret smag og derudover mærkes alkoholen på 14,5% også, men det skyldes også, at Shiraz druerne giver lidt stærke pebrede noter, hvilket sammenlagt giver en krydderstærk vin, der ovenikøbet også har en tør campariagtig bitterhed. Tanninerne tørre og  markant, men dog pænt afstemte med resten af vinen … 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Roark Wine Company, MSG, Californien, USA

2020 Roark Wine Company, MSG, Californien, USAHos Ryan Roark på Roark Wine Company i Buellton i Californien laver man ikke GSM vin … men derimod MSG, men det er nu fordi, at der er mest Mourvèdre i blendet.

Ryan vælger at sætte bogstaverne i omvendt rækkefølge, med den drue der er mest af til sidst. Det er et blend på Mourvèdre, Syrah og Grenache, der er typisk for det sydlige Rhône, men også laver store vine i Santa Barbara.

Druerne er alle høstet fra Demetria Estate og den er fremstillet med minimal intervention, med håndhøstede druer, spontangæring og så delvis brug af hele klaser, og lagring i neutrale fade. Der er kun fremstillet 130 kasser af denne unikke vin.

Duftmæssigt er det en animalsk og krydret vin … der er saltlakrids, oksefon, tørret kød, salte grønne oliven og grønne krydderurter af salvie, timian og peber. Frugten er kirsebær og brombær samt en snas cedertræ.

Smagen er blød og frugtrig … hvor Syrah druerne bidrager med stærk peber, men derudover er der lakrids, vist igen saltlakrids, brombær, kirsebær og blommer med blommesødme, Derudover er der så krydderurter med salvie, timian, fylde og smagsintensitet, men sjovt nok er det – by far – ikke den bedste vin smagt fra Roark Wine Company. 91 point.

Købt hos American Wine til 369 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Martinelle, Dentelles Ventoux, Rhône, Frankrig

2023 Martinelle, Dentelles Ventoux, Rhône, FrankrigMed næste vin skal vi til Rhône … til vinhuset Martinelle, der drives af Corinna Faravel og tilhører en del af en lille gruppe pionerer, der skaber elegante og friske vine som denne 2023 Dentelles Ventoux.

Vinhuset Martinelle blev grundlagt af Corinna Faravel i 2001, som efter ophold 6 år i det tyske med Riesling-vine blev draget mod solen og vinene i Rhône.

Hun fandt sine drømmemarker ved bjergkæden Dentelles de Montmirail i Ventoux og har siden arbejdet for at vise, hvilket potentiale Ventoux har, når det dyrkes med omhu. Hun beskriver sine vine som mountain wines … har fordel af køligere temperaturer i højden, hvilket giver en længere modningsperiode og dermed mere balance og friskhed.

Hun danner privat  par med Theirry Faravel, som er manden bag  Gigondas vinhuset Domaine la Bouïssiere.

Hun købte de første vinmarker i 2002 og byggede senere sit vineri og vinkælder i Lafare og vin, der faktisk er bygget ind i en klippe.

I dag har Corinna omkring 11,5–12,5 hektar vinmarker i Ventoux og Beaumes-de-Venise i det sydlige Rhône. Disse marker ligger på terrasserede skråninger  med kalksten, ler og gips i 270-330 meters højde og  dyrkes økologisk med håndhøst og minimal intervention i kælderen.

Druerne til Dentelles kommer fra økologisk dyrkede vinmarker og Dentelles er det franske ord for blonder, hvilket i den grad giver total mening, når man står og ser op på bjerget, der er nærmest ligner blondekanten på en sommerkjole.

Jordbunden er rig på jern, gips og kalksten, samt ler, som holder godt på den smule regn, der kommer i løbet af sæsonen. Vinen består af 50% Mouvedre, 40% Cinsaut, 5% Grenache og 5% Syrah.

Druerne indhøstes manuelt og allerede i marken laver Corinna sin første sortering, så kun de bedste bruger kommer med i vinen, der er lavet med både gæring. maceration og lagring i cementtanke.

WTF … i glasset en lysere og let grumset Ventoux … det havde jeg sgu ikke lige set komme. Duften er også lettere, mere feminin, fin, sart og slet ikke så hård og krydret, som man normalt finder Ventoux vine. I stedet er der lys frugt med hindbær, jordbær, tranebær og det hele virker meget frugtrigt, lys og frisk med lidt grønne urter.

Smagen er lidt i samme boldgade … lys, let, saftig og de giver mig store forhåbninger for det sydlige Rhône, som jeg ellers synes kun leverede tunge, voldsomt krydrede og stærke vine. Det er sgu totalt modsat … let, elegant med tranebær, hindbær, lyse jordbær og grillet lemon, læskende saftighed og en snas frugtsødme. Det er sgu mine damer og herrer feminin, let og smuk Ventoux. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster184 kr., mens prisen er 164 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Bodegas Cerrón, Matas Altas, Jumilla, Spanien

2023 Bodegas Cerrón, Matas Altas, Jumilla, SpanienI vores tirsdagsvinklub på jobbet smagte vi forleden en 2023 Matas Altas fra vinhuset Bodegas Cerrón på ren Mourvèdre.

Bodegas Cerrón er et familieejet vinhus beliggende i Fuente Álamo i den spanske vinregion DOP Jumilla, som ligger i den sydøstlige del af Spanien.

Vinhuset drives i dag af den fjerde generation af familien Cerdán og har gjort sig bemærket for sin økologiske og biodynamiske tilgang til vinproduktion.

Familien har dyrket vin i over 100 år, men i 1980’erne begyndte de at dyrke økologisk, og i dag er mange af markerne også biodynamisk certificeret. De arbejder med gamle vinmarker, nogle plantet på pie franco (dvs. uden podning), hvilket er sjældent og giver en særlig karakter til vinene.

Vinmarkerne ligger i højder fra 850 til 1.050 meter over havet, hvilket giver køligere nætter og bedre syre i druerne. Jordbunden er der meget kalkholdig, hvilket bidrager med mineralitet og friskhed til vinen

Deres primære drue er Monastrell (også kendt som Mourvèdre), men de arbejder også med Petit Verdot, Chardonnay og lokale sorter som Moravia Agria og Forcallat. Vinene vinificeres naturligt, ofte med hele klaser og uden temperaturkontrol og kun minimale mængder svovl anvendes før flaskning.

Matas Altas 2023 er en vin med dybe rødder i tradition og terroir, men med et moderne og minimalistisk udtryk. Den er lavet på ren Mourvèdre fra gamle vinstokke med den yngste plantet i 1967, alle upodede og tørdyrkede på marker i Fuente-Álamo i Jumilla i højder mellem 850 og 940 meter.

Gæringen er sket i åbne trækar og træfade, med autoktone (naturgær). Ingen klaring eller filtrering, så vinen tappes uden nogen form for mekanisk behandling og er lagret i 11 måneder på store 5.000 liters foudres og brugte 500 liters fade.

Vinen er en del af Stratum Wines-serien, som repræsenterer en ny generation af vine fra Jumilla med fokus på friskhed og kompleksitet frem for kraft og fadpræg.

Duften er tør, tørkrydret … der er papkasser, gammel surmælk, mejeri, brombær, blommer, nelliker og en bondsk, landlig og animalsk med en slat beaujolaisagtig blomster-aroma. Man kan godt – meget gemt – fornemme en smule vaniljesødme og gammelt egetræ.

Det er mest i munden, at man mærker vinens største force … mørk, frisk, juicy frugt med brombær, blommer, tranebær, urter, kakao og lakrids. Smagen er meget rund, blød og alligevel med smæk på frugt, peber, mineralitet og brede tanniner. 92 point.

Købt hos Vinova til 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7