2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi fortsætter med flere vine fra Juan Gil Bodegas Familiares’ og den næste er denne Blue Label, der er lavet under Juan Gil navnet.

Sidst jeg smagte vinen kaldte jeg den en vinøs stor Dodge RAM truck med V8 Hemi motor.

Den er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.

Sammenlignet med foregående Alaya Tierra er dette meget mere elegant, som det fortsat er powervin på epo steroider. Men allerede i næsen en bedre og mere elegant vin, hvor der er pænt med fadpræg, engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt, ristede kaffebønner, tobak, tørret kød, grafit, solbær, sorte kirsebær, balsamico, peber, kanel samt vanilje.

Der er også lidt peber og en smule kølighed, som giver vinen lidt  Nordrhône stil og det klæder virkelig vinen og løfter den fra de fede og opulente noter og gør, at det dufter meget fint … selvom du fortsat får lidt smæk af spanskrøret.

Og smagsmæssigt har vinen også – mellem den fede, søde og koncentrerede frugt og kraft – en god og ren syre, som hiver vinen op og giver rygrad … endda langt mere tydeligt end hos både 2016’eren samt 2017’eren. Det giver samtidig friskhed, som sammen med lidt stramme tanniner, der sætter sig på fortænderne, løfter og giver en smule rygrad. Det er stadig en cremet, tyk, kraftig og intens vin, blot med fin, fin syre.  Voldsom, men bestemt med hestekræfterne de rigtige steder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7