2019 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, Spanien

2019 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, SpanienJuan Gils Silver Label er en lillesøster til foregående Blue Label … en billigere Etiqueta Plata end Etiqueta Azul.

Vinen er lavet på 100% Monastrell – aka Mourvèdre – druer fra over 50 år gamle vinstokke. Disse bush stokke giver ikke et stort udbytte, men er til gengæld super rige og pakket med smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den malolaktiske gæring er sket på egefade med 25 dages lagring sur lie. Derefter er vinen så lagret i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Selvom vi er trådt et skridt ned i niveau med Etiqueta Plata, så har vinen nogle af de samme elementer i duften. Der er engelsk lakrids, blåbær, solbær, røg og virker lettere og mere mineralsk, men det er nok fordi, at den næsten ikke er lagret på egefade. Der kommer blot nogle mere grønne noter, lidt som kaktus, estragon og let balsamicoeddike.

Smagsmæssigt er vinen også lettere, selvom vi fortsat er ovre i fyldige, kraftfulde, tætte og intense vine. Tørheden er knap så stor, men er der dog sammen med en lille sødme, som dog aldrig bliver for meget. Frugten er okay frisk og det hele leveres igen cremet, blødt og kraftfuld, så bestemt en lækker vin, der næsten når den blå søstervin … blot lidt friskere og dermed 4,5-5 gode fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7