Tag-arkiv: tocai friulano

Tocai Friulano er den mest udbredte hvide druesort i Friuli-Venezia Giualia i Italien. Siden 2007 har sorten dog ikke måtte hedde dette navn for at undgå forveksling med vinene fra Tocaji.

I dag er druen blot kendt som Friulano eller Sauvignon Vert eller Sauvignonasse.

2017 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2017 Edi Keber, Collio Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMan bliver totalt overrasket, når man smager vinen Collio Bianco fra Kristian Keber … vitterlig en særegen og fabelagtig hvidvin med karakter.

Årgang 2017 var en våd årgang, som også var præget af hagl, der betød en høst 30% mindre end normalt. Kristian Keber fortalte, at vinen i denne årgang har lidt mindre frugt og større mineralitet.

Det er – som med 2016’neren – blend på 70% Tocai Friulano, 15% Malvasia Istriana og 15% Ribolla Gialla. Vinen er gæret i de store, gamle betontanke, som bedstefar Pepi købte for over 80 år siden og derefter lagret i samme i 6 måneder … dog har 20% af Tocai Friulano vinen lagret på tonneaux egefade.

Vild næse … syrlig, vild og saltet … næsten stikkende. Igen er der – som med 2016’eren bio bio kant, stikkelsbær, urter, brændenælder,  grøn som ind i helvede suppleret med landlighed, blomster, røg, jod, voks, lemon, citroner, gærede æbler og samtidig fornemmer man også nogen sødme suppleret med akacietræ og svag nøddeagtig note.

I munden har vinen sgu også en vild smag, saltet, sød og så med grillet grape og grillet lemon … syren sådan layback med nærmest olieret, cremet og smooth følelse samt godt med mineralitet, men fuck det smager godt. Det er næsten som om, at vinen er syltet … sådan fed, olieret og rund. Jeg elsker den sgu.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, Italien

2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, ItalienAppellationen Custoza ligger sådan bare rigtigt tæt på Gardasøen, for druerne er fra marker ved Sommacampagna, Villafranca di Verona, Valeggio sul Mincio og Lazise. Og det er lidt sydøst for Lago di Garda, at vi finder Azienda Agricola Tamburino Sardo di Fasoli Stefano e Giuliano, som står bag denne Custoza.

Azienda Agricola Tamburino Sardo er grundlagt i 1968 af Adriano Fasoli. I dag driver han fortsat vingården, men nu sammen med sine to sønner Stefano og Giuliano. Vinhusets marker ligger nærmest rundt om vingården og derfra laver de både Custoza og Bardolino vine. Derudover laver de også – via et joint venture -med købte druer lidt Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone.

Vinhusets navn Tamburino Sardo stammer fra vingårdens beliggenhed, for den ligger bakken, som netop har navnet Tamburino Sardo … det højeste punkt i hele området.

Denne Custoza fra Tamburino Sardo er lavet på et blend af Trebbiano, Garganega, Tocai, Cortese og Riesling, men forholdet kender jeg ikke. Vinen er lavet med en kort indledende maceration efterfulgt af fermentering ved kontrollerede temperaturer og efterfølgende lagring sur lie over 3-5 måneder.

Næsen er meget sagte, tilbagelænet og aromatisk afdæmpet med melon, abrikos, pærer, syltede citroner, sandeltræ, en anelse ristede noter og alt sammen meget blidt, blødt og rundt.

Smagen er ligeledes meget blød og rund med et lavt syreniveau. Vinen har en lidt moden frugt, honningmelon, overmodne pærer, syltede citroner, lidt til den fyldige, cremede side og det er en meget behagelig vin med en snert af lidt grape.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, mens vinen i hjemlandet koster 7,80€ … svarende til 58 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Monte del Frà, Ca´ del Magro Custoza Superiore, Veneto, Italien

2016 Monte del Frà, Ca´ del Magro Custoza Superiore, Veneto, ItalienSå for pokker igen … atter har vinhuset Monte del Frà overrasket, forbavset, forbløffet og nærmest paralyseret mig og det er med denne lille TNT, højeksplosive dynamitbombe af en vin, som de kalder Ca´ del Magro Custoza Superiore.

Monte del Frà ligger vest for byen Sommacampagna i Custoza området omkring 20 kilometer syd for Gardasøen i Veneto og jeg har tidligere skrevet om vinhuset, da jeg drak en tilsvarende sexet vin fra dem, nemlig deres Bonomo Sexaginta Custoza Superiore. Det kan du læse, hvis du vil vide mere om vinhuset og historien bag det.

I stedet kigger vi videre på denne Ca´ del Magro Custoza Superiore, som igen kommer i en lille buttet flaske med husets logo præget i flasken.

Det er en vin, som er lavet på et blend af 50% Garganega, 10% Trebbiano Toscana, 10% Tocai Friulano, 15% Cortese og 15% Chardonnay, Riesling og Sauvignon Blanc. De tre sidstnævnte druer er blandet allerede ved presningen af druerne og har efterfølgende fået lov til at gære på træfad.

De øvrige druer er gæret på rustfrit stål, hvor de pressede druer først undergår en cryo-maceration, hvor de køles hurtigt ned med henblik på at få mere aroma fra drueskindet.

Efter endt fermentering lagrer vinen i de rustfrie ståltanke med bærmen, en del i 4 måneder og resten omkring 8 måneder inden vinen samles, flaskes og lagrer yderligere 6 måneder.

Druerne kommer fra vinmarker, der netop hedder Ca’ del Magro og ligger i bakkerne ved byen Custoza i omkring 100-120 meters højde med en svag hældning mod syd. Marken er på 7-8 hektar og vinstokkene omkring 40 år gamle.

Det er en Custoza Superiore … og en Superiore skal som minimum kunne gæres til 11% alkohol, hvor en normal Custoza blot skal holde 9,5% og denne 2016 Ca´ del Magro Custoza Superiore har 13% alkohol.

Duftmæssigt er vinen lys, hip, hot og svævende … som en blond brud i lårkort brudekjole med kniplinger. Der er en odeur, endda inderlig vellugt af blomsterhaver, mentol eller eukalyptus, bivoks, fersken, mango, røg, vanilje, valnødder, havvand, rosenvand, tyggegummi, kaktus, safran, stearinlys … og næsen bare giver og giver. Slam. Der er et hvidt slør smidt over vinen, som bare dufter vildt godt og meget nænsomt delikat.

I munden en fin balance med noget grønt, noget frisk og samtidig noget sødt. Vinen har nemlig liflig og mundsmeltende sødme, som sammen med lemon og sprødhed giver karakter. Den er ganske easygoing, men samtidig kompleks og forførende … lidt som bruden i den lårkorte brudekjole. Samtidig er det til prisen et sindssygt godt køb.

Drik den fx til lidt pasta. Det kunne fx være Madfilosofies – en af landets mest spændende madbloggere – opskrift på Ravioli med smørstegte friske rosenkål og ricotta,  som kunne passe stjernegodt til vinens aromatiske og alligevel lette side.

Vinen forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr., men køb 3 – mindst – for så er prisen kun 99 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 San Rustico, Custoza, Veneto, Italien

Denne sommer er jeg flere gange blevet overrasket over flotte hvidvine fra Veneto området, som jo ellers mest er kendt for Amaroner, Ripassoer og Valpolicella vine generelt. På et besøg hos Azienda Vitivinicola San Rustico faldt jeg over deres Custoza, som også var værtindens favoritvin.

Azienda Vitivinicola San Rustico ligger ved Valgatara di Marano di Valpolicella ikke langt fra San Pietro in Cariano. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1870 af Luigi Campagola, som begyndte af plante vinstokke i bakkerne over Marano di Valpolicella i Gaso regionen.

Huset blev dog først rigtigt anerkendt i 1908, hvor det modtog en guldmedalje … ja endda i Danmark og fra ambassaden i København. Det diplom kan man stadig se hængende mellem de utallige diplomer og priser, som de har modtaget gennem tiden.

I dag er det fortsat Campagola familien, som ejer og driver vingården, nemlig den 4. generation i form af brødrene Marco og Enrico Campagnola, som overtog driften, da deres far Danilo døde. De to brødre er uddannede som henholdsvis ønolog og agronom.

De driver i alt 22 hektar vinmarker, og laver omkring 170.000 flasker vin årligt, fordelt på en lang række vine, opdelt i 2 serier … de almindelige San Rustico og prestigeserien Gaso. Eller Linea Giovani San Rustico og Riserva Privata Gaso, som serierne rettelig kaldes. Og der produceres selvfølgelig Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore, Amarone della Valpolicella, Soave, Custoza, Rosato Veronese IGT, Bardolino og Recioto della Valpolicella.

Det er et vinhus som fastholder de traditionelle produktionsmetoder. Vinene produceres efter de stolte traditioner med godt håndværk og udnyttelse af familiens erfaringer fra generation til generation. I de senere år har San Rustico vundet gode ratings og medaljer for flere af deres vine. Robert Parkers Wine Advocate tildelte således Gaso Amarone 2008 årgang 92 point.

San Rustico - smagelokalet
Smagelokalet hos Azienda Vitivinicola San Rustico … med 1908 diplomet fra Danmark.

Og det er et utroligt gæstfrit hus, som bestemt er et besøg værd. Vi fik bl.a. en rundvisning, hvor vi så tørreloftet til Amaronerne og Recioto druerne, vinkælder og smagte derefter næsten alle husets vine. Af de hvide vine smagte vi deres Soave og så denne Custoza, som faldt i vores smag.

Vinen er er DOC Bianco di Custoza. Det er en appellation, hvor vinene går fra neutrale til Venetos mest karakterfulde hvidvine, en bedre version af Soave til god pris. Men kalder også hvidvine fra Bianco di Custoza hvide Bardolino’er. Der kan anvendes op til 9 forskellige druesorter til en Custoza, og der skal være mellem 20-45% Trebbiano Toscano, 20-40% Garganega og 5-30% Trebbianello eller Tocai Friulano. Derudover skal vinene mindst være på 11% alkohol.

Denne Custoza fra San Rustico er lavet som et blend af druerne Trebbiano, Garganega, Tocai, Bianca Fernanda, Malvasia, Riesling, Pinot Blanc samt Chardonnay, men forholdet kender jeg ikke. Det er også lidt af et mix, og flere af druerne er også lokale og ikke så kendte i Danmark.

Garganega omtalte jeg forleden, og den er jo hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der er dog også et par andre, som måske er værd at kigge nærmere på.

Med Trebbiano, så mener de Trebbiano Toscana, som er den mest plantede af de mange Trebbiano sorter og den tredje mest plantede af alle italienske sorter. Sorten findes også i Frankrig under navnet Ugni Blanc, hvor den ofte benyttes i Rhône, Languedoc og Provence. Smagen er neutral, men syreindholdet højt, og den indgår normalt i Italien netop i vine fra DOC Bianco di Custoza.

Bianca Fernanda er mest kendt under navnet Cortese og er en hvid italiensk druesort, som primært stammer fra provinserne Alessandria og Asti i Piemonte. Det er den primære drue i DOC’erne Cortese dell’Alto Monferrato og Colli Tortonesi samt DOCG Cortese di Gavi, og så optræder den også tit i blandinger i vine fra Bianco di Custoza i Veneto.

Med Tocai mener de Tocai Friulano, som oprindelig er en ungarsk druesort. Den kendes udenfor Italien som Sauvignon Vert, ikke at forveksle med Sauvignon Blanc. Druen er ganske udbredt i Chile, men i Italien hedder den altså mest Tocai Friulano – eller blot Friulano – netop fordi druen oftest findes i Friuli-Venezia Giulia regionen. I 2007 blev det endda afgjort af en domstol i Luxembourg, at druen ikke må kaldes Tocai Friulano på grund af navnesammenfaldet med den ungarske dessertvin Tokaj.

Og så er der Malvasia tilbage. Malvasia dækker over en hel familie af druesorter, der alle hedder noget med Malvasia. Sorten er vidt udbredt både i Italien og Spanien, men i en DOC Bianco di Custoza er det helt præcis Malvasia Bianca, som anvendes.

Azienda Vitivinicola San Rusticos Custazo laves med let presning, og er udelukkende produceret på rustfrie ståltanke. Lad os så komme til smagsnoterne for vinen.

Duftmæssigt er her godt med blomster, og derudover fornemmer man næsten Riesling’ens grape og noter af citrus. Der er sæbe, mynte … eller måske nærmere lidt citronmelisse i næsen. Virker frisk, let … og alligevel med en smule sød frugt. I munden er der underneden en grøn syre, og ovenpå en frugtrig og næsten fed vin. De to indtryk spiller fint sammen og giver en fyldig friskhed med en krydret citrus eftersmag. Dejlig lille vin.

Købt på vingården, pris vistnok 4,20€ … hvilket svarer til omkring 31 kr., og det er ganske billigt for denne vin.

Rating 4,5/7 

San Rustico - Gaso vinene
De tre vine i Riserva Privata Gaso serien.

San Rustico - de store fade
De store fade i vinkælderen på San Rustico.

San Rustico - vinkælderen
Endnu et foto fra vinkælderen hos San Rustico.

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin … som skulle ledsage en multe med pære, hyben og kantareller var også en hvidvin, nemlig en 2008 Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC fra vinhuset I Clivi di Ferdinando Zanusso i vinregionen Friuli-Venezia Giulia i Italien.

Friuli-Venezia Giulia er nok ikke det mest kendte område, men der laves rigtig gode hvidvine i dette område. Gennem de seneste år er der sket et stort kvalitetsløfte i form af lavere høstudbytte, bedre kloner, senere høst, brug af fadlagringog ikke mindst bedre teknik og større ambitioner.

Der laves også udemærket rødvin, størstedelen på Merlot. Størstedelen af de hvide laves på den regionale Tocai Friulano, hvilket også er tilfældet med denne hvidvin, som kommer fra 60 år gamle vinstokke og alene produceres i 3.000 flasker årligt.

Som det fremgår af navnet drives vingården af Ferdinando Zanusso, som købte gården tilbage i starten af 1990’errne. Gården omfatter 12 hektar vinmarker med gamle vinstokke på to top-parceller: Corno di Rosazzo (Colli Orientale del Friuli) og Brazzano di Cormons (Collio).

Målet for Ferdinando var at lave vine der var 100% transparente og rene formidlere af områdets traditioner og jord – med andre ord: autentiske vine.

Første årgang var 1996, og produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker årligt. Vinene dyrkes økologisk med ekstremt lavt høstudbytte (typisk 20 hektoliter pr. hektar), spontangæres, vinificeres og lagres ”sur lie” på stål og skabes bevidst så rene og utilslørede som muligt.

Det er komplekse og koncentrerede vine, men de er også sarte og lidt skrøbelige, og det er præcis det spil, der skaber den intensitet og nerve, der giver fornemmelsen af noget absolut unikt. At samtlige vine fra I Clivi også er ekstremt rimeligt prissat, når man tænker på vi taler om virkeligt store hvidvine, gør absolut ikke Ferdinandos vine mindre interessante.

Duften er meget kerner og nødder, og duften er en smule  oxideret, hvilket kan virke en smule anderledes. Nu kan vi jo godt li’, når vinene er anderledes og får lidt kant.

Smagsmæssigt er der æble og blommesaft, sådan meget sødligt, og igen en lidt mærkelig og ubeskrivelig smag. Hmmmm, den kan jeg ikke lige sætte en finger på. En okay vin, som dog ikke får mig til at falde ned af stolen.

Fås hos Niche Vine til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7