Rabarber er en grøntsag, der – som asparges, bladselleri og bambusskud – hører til under gruppen spirer eller stængler. Så who the hell finder så på at lave vin af sådan en grøntsag … og så endda efter Méthode Traditionelle på samme måde som i Champagne med 2. gæring i flasken?
Svaret er selvfølgelig den altid innovative Jens Skovgaard på Cold Hand Winery og næste vin i glasset er netop denne mousserende grøntsagsjuice, som Jens har kaldt Rheum Boblende Rabarber … smart, da Rheum jo netop også betyder rabarber.
Jens og Cold Hand Winery har jeg skrevet om tidligere, nemlig i blogindlægget; Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme. Det er værd at læse, for med Cold Hand Winery har i Danmark virkelig noget at bryste os over, et dansk vineri, som er ved at komme på verdenskortet.
Denne 2015 Rheum Boblende Rabarber er fremstillet af økologiske rabarber af sorten Svendborg Vinrabarber, hvor rabarberne knuses og chaptaliseres med økologisk rørsukker og herefter gærer til vin i plasttanke ved lav temperatur for at fange så megen friskhed og frugt som muligt.
Derpå tilsættes den unge vin gær og lidt mere rørsukker inden den hældes på flaske for at gennemgå en fornyet gæring ligesom det sker i Champagne.
Efter 5-6 måneder startede Jens Skovgaard og hans assisterende vinmager Patrick Daugaard med at smage på vinen, og da de mente, at den havde nået den rette balance, så blev flaskerne flyttet over i champagnereolerne.
Her blev de håndvendt i løbet af en 3 ugers tid til næsten lodret position, således at bundfaldet lå roligt på kapslen, hvorefter flaskehalsen blev frosset ned og bundfaldet erstattet af en neutral likør inden Champagne proppen blev skudt på plads. Alkoholprocenten ligger på 9%.
Hvordan smager Rheum Boblende Rabarber så? Ja, det smager faktisk rigtigt godt og – i min smag – noget af det virkelig spændende fra Cold Hand. Næsen er frisk med røde bær, jordbær, rabarber, citrus … en smule landlig med en frisk havbrise.
Det smager også frisk med grape, citron … en god bitterhed og derudover kan man også smage rabarberen. Boblerne er meget vage og på ingen måder frembrusende. Det er ganske ligetil og en ganske frisk drik på terrassen om sommeren.
Købt på vingården, hvor prisen vistnok var 207 kr.