Il Rosé Orrible by Houlberg har jeg kaldt min egen første hjemmelavede vin … og det smager – hånden på hjertet – også ganske skrækkeligt.
Det er ellers en ganske eksklusiv lille produktion på samlet 3 flasker … lavet med druer fra 2 vinstokke, som min ven Gert E havde medbragt fra Mosel som en gave til mig og plantet ved min overdækkede terrasse i 2015. Og da sommeren i år var helt fantastisk og de to vinstokke – en Leon Millot og en Solaris – nærmest bugnede af druer, hvad var så mere nærliggende end selv at forsøge sig som vinbonde? Det lover jeg aldrig at gøre igen.
Man tænker tit … hvor svært kan det være? Jeg havde bare helt optimistisk plukket druerne, kommet dem i en spand og derefter ved håndkraft afstilket dem. Derefter stod de koldt ganske kort tid inden jeg – også med klør fem – pressede druerne og derefter hældte mosten i en separat spand for at spontangære.
Det gjorde de så i mit værksted med et viskestykke over … vel omkring 10 dage, hvorefter en smuk klar, lys rød væske blev hældt på flaske … 3 af slagsen og det sidste grums blot smidt ud. Sådan – Il Rosé Orrible by Houlberg – men måske også lidt for let?
Det må være enten værkstedet eller mine manglende evner, som har givet Il Rosé Orrible by Houlberg en særpræget duft af Flügger maling og acetone kombineret med oxyderet rabarber og mandler. Det er en ganske besynderlig duft, men ikke særlig indbydende.
Smagen er vel nærmest en blanding af noget grønt, eddike samt citronsyre. Det er surt, men dog drikbart … om end man på ingen måder får lyst til at drikke skidtet. Hvor er det dejligt, at jeg fortsat har 2 flasker tilbage.
Det bedste var vel egentligt, at det kun var Keeper, som gættede, at det var min egen vin, mens nogle i byggesjakket gættede på, at det var en fransk naturvin. Brix var allerede på dette tidspunkt begyndt at frygte for resten af aftenens vine.
De 2 flasker Il Rosé Orrible by Houlberg kan afhentes gratis. De we specielt gode, hvis du skal afsyre noget eller har nogle problemer med et afløb.
Vino Verde er – som I sikkert ved – en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Ja faktisk er DOC Vinho Verde den største appellation i hele Portugal. Vinene laves primært i Minho provinsen, der også populært kaldes Vino Verde regionen.
Il Capolavoro Appassimento er det flotte navn på denne vin, men så hører superlativerne imidlertid også, for det er kedelig supermarkedsvin … private label med designet navn og lavet til Dansk Supermarked, tappet i Brøndby … efter sigende med druer fra Veneto – hvilket jeg i øvrigt tvivler på – og så er den alt, alt for dyr.
Supermarkedssmagningen sluttede med et ekstranummer, nemlig denne Panteno Vino Rosso Vino Biologico … endnu en vin fra arsenalet hos vinkooperativet Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona, og endda – som navnet indikerer – en økologisk fætter.
Den flittige læser på bloggen vil vide, at det mastodontstore vinfirma Accolade Wines nu to gange uopfordret har sendt et par vine til anmeldelse, og denne William Hardy Shiraz fra Hardys Wine er sidste vin ud af samlet 4 flasker fra firmaet. Shiraz fra Langhorne Creek … en svær størrelse.
Koner er en sær størrelse … men nogle gange har de ret. Det skal I selvfølgelig ikke fortælle, at jeg har sagt. Da min frue sagde, at hun ikke kunne li’ denne Toscana Rosso IGT fra Bontadini, så var det netop én af de gange, at hun havde ret … for godt er det sgu ikke.
Hva’ fanden … nu er der sgu igen kreaturer på etiketten. Denne gang en stor, fed præmietyr … på en australsk Shirazzzzz fra vinhuset, som kalder sig Camden Park, og ellers på etiketten skriver No Bull since 1820. Det giver sgu faktisk ikke meget mening.
Videre til aftenens anden rødvin, en ældre, lidt bedaget sag, nemlig denne Chianti Classico fra vinhuset Castello di Monterinaldi fra 1999, For et par uger siden serveret Keeper også en vin fra Castello di Monterinaldi, deres 
Nå, det kommer jeg til senere. Lad os først kigge nærmere på dette vinområde Elgin, som jeg aldrig tidligere havde hørt om. Elgin ligger i højderne 70 km sydøst for Cape Town, i den kystnære kølige del af Cape-regionen, hvor antarktiske iskolde havstrømme kommer helt ind i Walker Bay, få km mod syd.
Med næste vin røg vi igen til Sydamerika, denne gang Uruguay, hvor vi finder Bodegas Marichal.