Il Rosé Orrible by Houlberg har jeg kaldt min egen første hjemmelavede vin … og det smager – hånden på hjertet – også ganske skrækkeligt.
Det er ellers en ganske eksklusiv lille produktion på samlet 3 flasker … lavet med druer fra 2 vinstokke, som min ven Gert E havde medbragt fra Mosel som en gave til mig og plantet ved min overdækkede terrasse i 2015. Og da sommeren i år var helt fantastisk og de to vinstokke – en Leon Millot og en Solaris – nærmest bugnede af druer, hvad var så mere nærliggende end selv at forsøge sig som vinbonde? Det lover jeg aldrig at gøre igen.
Man tænker tit … hvor svært kan det være? Jeg havde bare helt optimistisk plukket druerne, kommet dem i en spand og derefter ved håndkraft afstilket dem. Derefter stod de koldt ganske kort tid inden jeg – også med klør fem – pressede druerne og derefter hældte mosten i en separat spand for at spontangære.
Det gjorde de så i mit værksted med et viskestykke over … vel omkring 10 dage, hvorefter en smuk klar, lys rød væske blev hældt på flaske … 3 af slagsen og det sidste grums blot smidt ud. Sådan – Il Rosé Orrible by Houlberg – men måske også lidt for let?
Det må være enten værkstedet eller mine manglende evner, som har givet Il Rosé Orrible by Houlberg en særpræget duft af Flügger maling og acetone kombineret med oxyderet rabarber og mandler. Det er en ganske besynderlig duft, men ikke særlig indbydende.
Smagen er vel nærmest en blanding af noget grønt, eddike samt citronsyre. Det er surt, men dog drikbart … om end man på ingen måder får lyst til at drikke skidtet. Hvor er det dejligt, at jeg fortsat har 2 flasker tilbage.
Det bedste var vel egentligt, at det kun var Keeper, som gættede, at det var min egen vin, mens nogle i byggesjakket gættede på, at det var en fransk naturvin. Brix var allerede på dette tidspunkt begyndt at frygte for resten af aftenens vine.
De 2 flasker Il Rosé Orrible by Houlberg kan afhentes gratis. De we specielt gode, hvis du skal afsyre noget eller har nogle problemer med et afløb.
