Sophie fra Weingut Egert startede vinsmagningen ved at servere et glas af denne 2023 Mittelheimer Riesling Trocken.
Her kommer Riesling druerne fra husets vinmarker lige ved Oestrich-Winkel, hvor de bl.a. har parceller på Mittelheimer St. Nikolaus og det er faktisk udelukkende derfra, at druerne til denne vin stammer fra.
Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på ståltanke, hvor den også er lagret en periode før aftapning på flaske og frigivelse. Som med alle vinene fra Egert, så har de den samme etiket foran … så det er kun etiketten på bagsiden, der røber hvilken vin, som vi her smager.
Duftmæssigt er det en forholdsvis blid Riesling … der er en buket forårsblomster med en frugt af fersken, pærer, gule æbler … har en smule blid sødme … meget fin og balanceret.
Sådan smager vinen faktisk også … syren er forholdsvis beskeden, hvilket bidrager til den bløde og blide fornemmelse. Frugten er mest æbler suppleret med både frisk lemon og grillet lemon, hvilket også giver lidt pondus og karakter. 90 point
På vingården koster en flaske 8,40€ … svarende til 63 kr.