Vi smagte Lugana 010 igen hos Bulgarini, men nu havde de sgu skruet godt op for alderen, for det var nemlig en 2011’er.
Vinen er lavet som 2020’eren, altså på rustfrie ståltanke, hvor de høstede Turbiana druerne efter presning har fermenteret ved kontrolleret temperatur.
Der er ikke sket malolaktisk gæring men efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder sur lie på delvis franske tonneaux egefade og i ståltankene, hvilket er er efterfulgt af 7 måneder på flaske inden frigivelse.
I glasset er vinen langt mere gul end 2020’erne … og så er der lige duften, hvor jeg bare siger WAUW. Fuck det dufter godt og hold da op for en udvikling, sådan en Lugana vin kan få. Frugtmæssigt er der nu en smule abrikos, mango, ananas, bløde, saftige ferskner, honning, salt, sødme, mandler, mandelmel og måske endda lidt marcipan samt en kop mandellikør … har sådan en smuk og inspirerende dekadent modenhed.
Smagsmæssigt er vinen smooth, cremet, intens og slet ikke – som man måske ville kunne forvente – det mindste oxyderet. Smagen er i stedet koncentreret likøragtig, tæt, kraftig med tørrede abrikoser og mango, men det er fortsat med ranke ryg, stål, sten, salte mineraler og en delikat samt rank syre. Det er et spark af en vin … vild lækker oplevelse.
Det er en vin, som formentlig ikke kan købes længere.