Til den skønne tallerken af appetizers med 3 små retter hos Weingut Baron Knyphausen fik vi serveret en Spätburgunder Rosé Trocken årgang 2022.
Det er en Gutswein, men der findes dog ikke meget oplysning om produktionen, men den er jo selvfølgelig lavet med en kort maceration ved presningen og det er årsagen til den pænt røde farve. Men ellers er vinen blot gæret og lagret på ståltanke.
Duftmæssigt er det en ganske fin rosévin, hvor duften mest er syrlige rød frugt … blodappelsin, granatæbler, grønne jordbær, lidt læder, mandler, salte mineraler og en let bitterhed.
Smagen er ligeledes blodappelsiner, jordbær, lyse kirsebær … ret saftet og faktisk også mineralsk. Det er en frisk vin, men den har en blød syre, som får vinen til at smyge sig behageligt rundt i munden, virkelig blid og selv en lille smule grapebitterhed virker også venlig, blød og medgørlig. 90 point.
Forhandles på vingården, men prisen kender jeg ikke.