Societa Agricola F.lli Fraccarolis sidste Lugana blev deres topvin, nemlig en Lugana Riserva 1912, som vi smagte i årgang 2018.
Det er 100% Turbiana, hvor druerne er høstet senere … sidst i oktober og så først afstilket og derefter så gennemgået en kold 24 timers pre-maceration.
Efter presning er gæring sket i barriques alene med brug af druernes naturlige gærceller i fermenteringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriques inden aftapning på flaske og så en ekstra lagring 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Her er fadpræget meget stort i næsen … de fleste Lugana karakteristika er nærmest væk, for det er en fyldig sød vin med masser af ristede noter, overmoden og nærmest karamelliseret frugt, honning og vanilje.
I munden er det også en tyk vin, rund, blød og olieret, masser af ristede smage og en overmoden, pænt sød frugt. Den kommer til at virke en smule overdone, selvom den bestemt smager rigtigt godt.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.