2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, SpanienÆdel udskæring siger Google Translate en kende spøgefuldt, når jeg skal oversætte navnet Treixadura Nobre, mens den vovet siger tønneskæring ved Treixadura Barrica. Jeg siger blot, at Treixadura Nobre fra Ramón do Casar smager vildt godt … så man forstår godt, at vinen nærmest er nobel og skåret godt.

Ramón do Casar ligger i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Ourense provinsen og tæt ved Atlanterhavet i Galicien i det nordvestligste hjørne af Spanien under appellationen DO Ribeiro,

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine. Jeg har tidligere smagt deres Treixadura alene lavet i ståltanke, men nu smager jeg storesøsteren, som er lagret på barriques.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i D.O. Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado.

Men her danser Treixadura altså et soloparti … druerne er høst med håndkraft, sorteret i marken og efterfølgende også i vineriet inden afstilkning. Man benytter sig af koldmaceration og gærer med kvaset under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres i en kortere periode på fransk eg.

Duftmæssigt minder vinen på mange måder om lillesøsteren med sindssyg lækker aromatisk næse. Det er både multifrugtjuice, lemon, syltede citroner, mango, blomster, sæbe, stor smørfedme, småbuttet sødme og samtidig med en lækker elegance.

I munden virker vinen – trods fadlagringen – slankere end sin adipøse lillesøster, men med langt mere tyngde samt dybde, så den har også nogle af de samme smage … en tyk og lidt afdæmpet syre, eksotiske frugter, lemon, abrikos, hvid peber, stor tung modenhed, masser af bundtræk og trods sødme, præg fra fadlagringen, så mister vinen aldrig en god friskhed. Konge.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7