N.V. Yves Loison, Origines Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Origines Brut, Champagne, FrankrigNu har jeg efterhånden på det seneste smagt en del lækre champagner fra Yves Loison på Grande Rue i den lille by Prouilly nordvest for Reims, men jeg mangler én … det er denne Origines Brut.

Det er en champagne, der er lavet på alle de 3 klassiske druer og dette betyder her 42% Pinot Noir, 33% Pinot Meunier samt 25% Chardonnay. Det er en Non Vintage, hvor 50% af vinen er fra den årgang, som lige blev høstet og 50% ældre reserve vin.

Derefter er vinen flasket til den traditionelle andengæring og så lagret i kælderen, men hvor lang tid kan jeg ikke se. Men vinen er  degorgeret i april 2023 med en dosage på 9,7 gram pr. liter.

Det er vildt meget brus og skum, når du hælder vinen i glasset og det kilder også pænt i næsen ved første snif. Det kommer omgående lidt kvæde, umodne pigeon- eller cideræbler, citroner, grape, umodne ananas, basilikum, grønne blade, croissanter og hævet dej.

Hvor smager den godt … har denne imødekommende balance mellem syre, sødme og bitterhed. Det er igen pigeonæbler, fersken, ananas og syltede grapefrugter, denne sødbitre, nærmest læskende og solvarme fyldige smag, hvor der er smæk for skillingen. Dermed er det ikke en fin og feminin champagne, men en frisk, frejdig og ung bandit, der leverer et fint indtryk. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, FrankrigDomaine La Colliere ligger i den sydlige del af Rasteau på Bis Route du Stade og det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Rasteau Les Touilleres.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel.

George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Les Touilleres.

I denne årgang 2021 er vinen lavet på  60% Grenache, 17% Syrah
15% Carignan og 8% Mourvedre, der er høstet manuelt, sorteret og afstilket helt inden gæring og maceration, der er sket i cementtanke ved 28-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vine  lagret 15 måneder på cementtanke og så flasket uden filtrering.

Duftmæssigt er det en lidt kødfuld vin … der er tørret kød, lidt blæk, mejeri, sorte oliven og mørk granit. Der er godt med Rhône krydderi, tør frugt med hindbær, lyse kirsebær og ribs, balsamico, garrique, en smule rosmarin, peber og cedertræ.

I munden fylder vinen godt … meget godt og ganske imponerende, hvor syren er stringent, ren og frisk. Dermed er frugten hindbær og ribs … masser af bid, nogle spinkle og tørre tanniner med noget sort te-blade bitterhed. Smagen er overraskende let, lys og levende, som lige hæver smagen over de fleste andre Rasteau vine. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienDet nye og spændende vinhus Generazione Alessandro laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og én af disse er denne 2021 Croceferro Etna Rosso.

Jeg har før skrevet om vinhuset, da jeg har smagt denne vin før i både årgang 2019 og 2020 … men nu smager jeg altså 2021’eren.

Croceferro Etna Rosso er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde. Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

I glasset er det en lysere og let transparent vin, som duftmæssigt byder ind med en lys, lidt sandet og blomstret aroma med jordbær, lyse kirsebær og hyben, hvilket så suppleres med lidt fadnoter med kanel, karamel, nougat, vanilje og bagepulver. Virker utrolig let til bens med masser af blomsterbutik og glæde.

Smagen er også let … let og stoppet med pågående vild syre. Derfor er der frugt af syrlige hindbær, sure kirsebær, granatæbler samt lidt rønnebær … men som om, at det ikke var nok, så er der også masser af citroner og lemon, hvilket giver trutmundsbid. Læg dertil en bitter campari, så får du en lille ilter og vild dame, der drillesygt bidder dig hele tiden og lægger op til sjov leg … selv tanninerne er tørre, lette og syrlige, så det er sgu vin med en vild, vild nerve. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7