2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, SpanienSådan er det … alting har en ende og sidste vin i min Ribera del Duero battle blev denne 2020 Selección Secreto fra vinhuset Entrecanales Domecq e Hijos, som jeg for ikke så lang tid siden smagte en hvid 2023 La Poda Godello fra.

Selección Secreto er reelt en Crianza vin og lavet på 100% Tempranillo fra husets egne vinmarker … 60 år gamle stokke på marker i 900 meters højde.

Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske egefade efterfulgt af mindst 10 måneder yderligere på flaske inden frigivelse.

Duften er en smule blomstret og parfumeret, hvilket her faktisk giver et godt modspil til aftrykket fra fadlagringen, hvor der kommer vanilje, lakridskonfekt, sød lakrids, mentollakrids, mælkechokolade og kakao. Frugten er mest blommer, solbær … der er også cedertræ samt cigarkasser … intens, mørk og lækker.

Smagen er rigtig dejlig balanceret … der er både mørk og frisk frugt med bid samt tobak, engelsk lakrids, balsamico og peber. Frugten er mest blommer, sorte kirsebær og figner. Det bliver aldrig vildt mørkt eller dybt, for vinen har en forholdsvis frisk syre, nogle tørre og bitre tanniner … og det er en vin, der virkelig kalder på lidt mad. 93 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVidere … næste Ribera del Duero vin blev en 2020 Crianza fra vinhuset Bodegas Abadía de San Quirce, der ligger ved Gumiel de Izán i Burgos området.

Bodegas Abadía de San Quirce er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1998, hvor en gruppe af lokale vinbønder og investorer gik sammen om at skabe en ny vingård.

Som det første blev der bygget et helt nyt og totalt moderne vineri, da missionen fra første færd har været klar, at lave højkvalitetsvine, der afspejler det unikke terroir og selvfølgelig på druen Tinta Fina aka Tempranillo.

Vinhuset ejer selv 25 hektar vinmarker, der ligger i Aranda de Duero og La Aguilera, mens de driver også 80 hektar med marker i Gumiel de Izan og La Aguilera. Disse marker hører til blandt de højest beliggende i hjertet af Ribera del Duero.

Vinstokkene på de fleste af markerne er ganske bush vines, ganske som man i tidligere tider har gjort det her. Bush vines er fritstående buske, der ikke er bundet op på et espalier med ståltråd. Metoden er ældgammel, og bruges af og til i tørre områder, hvor løvet skærmer mod solen.

På grund af den fritstående måde, som vinplanterne står, er det et krævende arbejde at passe dem, for her kan maskiner ikke hjælpe meget. Alt arbejde foregår ved håndkraft på den gamle måde.

De yngste vinstokke er 30 år gamle og de ældste er plantet tilbage i år 1900 før vinlusen Phylloxera hærgede i området. De gamle stokke er fordelt på små isolerede parceller med forskellige typer jordbund, der spænder fra sand og ler til kalkbund i varierende kombinationer.

På Bodegas Abadía de San Quirce arbejder deefter en filosofi om less is more. Høstudbyttet er generelt lavt, omkring 30 hektoliter per hektar, hvorfor druematerialet er meget mere koncentreret end ved store produktioner.

Når de nøje udvalgte og håndhøstede druer skal omdannes til vin, foregår det i det nye vineri. Druerne afstilkes, både den alkoholiske og den alkoholiske gæring sker i ståltanke … og nogle af vinene delvis i franske 3.000 og 6.000 liter egefade.

Derefter modner vinen videre i amerikanske og franske 225 liter barriques, der højst er tre år gamle. Lagringen sker over 6 måneder for de yngste vine op til 18 måneder for Reserva vinene.

Det er de to vinmagere Daniel Aguirre og Diana Moreno, der står i spidsen for produktionen af vinene … herunder også denne Crianza i årgang 2020 lavet på 100% Tempranillo fra 35 år gamle vinstokke på marker i Gumiel de Izán og La Aguilera.

Efter høst er alle druerne afstilket, mens gæring – både alkoholisk og malolaktisk – er sket i rustfri ståltanke. Vinen har lagret 12 måneder i amerikanske og franske egetræsfade suppleret med 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt kommer der fra start lidt blomster, virker faktisk en kende aromatisk. Dertil kommer mørke bær, sorte kirsebær, solbær, svesker og blommemarmelade, mens fadpræget er mere diskret og så alligevel bidrager med en smule vanilje … ellers blomsterstilke samt fennikel.

I munden er vinen dog langt mørkere og federe end duften indikerede, for det har en mørk frugt af solbær, brombær, svesker, mens alkoholen giver noget varme. Der er masser af kraft, engelsk lakrids, bitre sorte te-blade, kakaopulver og cedertræ. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien15 Meses en Barrica hedder næste Ribera del Duero vin og den kommer fra Bodega Dehesa de los Canónigos og vi smagte vinen i årgang 2020.

Bodega Dehesa de los Canónigos er i modsætning til de fleste vinhuse i Ribera del Duero et gammel hus, der blev grundlagt tilbage i 1842, hvor ejendommen blev købt af den baskiske forretningsmand Toribio de Lecanda y Campo.

Men efter tabet af sin hustru i 1859, så overdragede han et gammelt hus samt tilhørende marker til sin søn Teodosio Lecanda Chaves, der varen kendt arkitekt. Det var ham, som byggede et smukt baskisk bondehus, der skilte sig ud for sin specielle arkitektur,

Derefter havde vingården flere forskellige ejere, indtil det i  1931 blev købt af Cid familien med brødrene Arturo og Ildefonso Cid som de fremtrædende ejere. I 1960’erne blev huset drevet af Luis Sanz Busto og María Luz Cid og det var Luis, som lagde grundlaget for, hvad Dehesa de los Canónigos repræsenterer i dag.

Luis havde forinden måtte opgive sine lægestudier, men han startede med at sælge sine druer til naboen Vega Sicilia, men han startede samtidig med at plante flere vinstokke, indtil han så i 1989 besluttede at sælge hans egen vin … og den første årgang af Dehesa de los Canónigos på markedet.

I dag drives Bodega Dehesa de los Canónigos af 2 af  Luis og María Luz’s 4 børn, nemlig Belén og Iván Sanz Cid. De har nu gennem flere år stået med ansvaret for alle vinene på gården.

Belén har været ansvarlig for den tekniske og ønologiske ledelse siden 1998 efter at have studeret på universitetet i Valencia og i Bordeaux. Han tøver ikke med at værdsætte sine mentorer, der har hjulpet ham så meget … Mariano García og Antonio Sanz.

Iván er ansvarlig for generel ledelse af vingården takket være sin uddannelse som landbrugsteknisk ingeniør og virksomhedsledelse suppleret med ophold i USA.

De har samlet 500 hektar jord, men det er nu kun 60 hektar, som består af vinmarker … og det er også derfra, at denne 15 Meses en Barrica i årgang 2020 kommer og primært er lavet på Tempranillo tilsat 15% Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med afstilkning, traditionel gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på 1 og 2 år gamle medium ristede amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen klart yngre end foregående, men den har også et pænt touch fra fadlagringen på 15 måneder. Fadene bidrager med vanilje, kokos, mælkechokolade og lakrids, men den friske frugt mest er solbær, blåbær, kirsebær og blommer … samt en snert af noget mentol.

Smagen er såmænd også blød, men frugten er også her frisk og ikke særlig mørk eller dyb … tværtimod mere syrlig. Der er kirsebær samt blommer og en smule lemon eller campariagtig bitterhed, en stenet mineralitet og har godt med røg og tæt bid … det er nok en vin, som burde have været dekanteret. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Spanien koster den 21,90€ … svarende til 163 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste Ribera del Duero vin er vi hos Bodegas Santa Eulalia, der er en del af Bodegas Frutos Villar, som ejer vinhuse flere steder i Spanien, men her smager vi deres 2017 Conde de Siruela Reserva.

Vinhuset Bodegas Frutos Villar er etableret tilbage i 1920, hvor familien Villaer etablerede deres første vineri i Toro.

Før det havde familien i en lang årrække dyrket druer, men blot solgt dem lokalt. I dag er det fortsat Villar familien, nemlig Jesús Jañez Villar og hustruen Rosa Santana Hernández, som nu på 5. generation driver vinhuset, som dog siden etableringen i 1920 er vokset betydeligt.

Der er nemlig også opkøbt vingårde i områderne Cigales, Rueda, Castilla y León og Ribera del Duero. I Cigales har huset 105 hektar vinmarker, fordelt på vingårdene Calderona og Conde Ansúrez.

I Rueda har huset også en del marker, og vinene sælges her under navnene Morejona og Maria de Molina. I Castilla y León har huset 80 hektar vinmarker, hvor vinene sælges under navnene Señorío de Balboa samt Don Frutos. I Toro har familien 120 hektar vinmarker og to vingårde, nemlig Miralmonte og så Muruve.

I Ribera del Duero ejer familien Bodegas Santa Eulalia, som blev købt i 1988. I alt ejes der ikke mindre end 200 hektar i Ribera del Duero og vinene sælges under navnene Riberal samt Conde de Siruela.

Her smager jeg deres 2017 Conde de Siruela Reserva, der er lavet udelukkende på Tempranillo, der efter høst er afstilket 100% inden gæringen er sket i ståltanke ved 25-30 grader over 20-25 dage og efter endt fermentering er vinen lagret fra 18 til 24 måneder alt efter udvikling af vinen. Lagringen er sket på 85% amerikanske og 15% franske fade og derudover mindst 12 måneder på flaske.

Nu er duften igen dybere, mere intens og mørkere. Fadaftrykket er ligeledes tydeligere og frugten langt mere moden og kompleks. Der er blommer, solbær og søde krydderier, vanilje, tobak, kakao, kaffe, sød finsk lakrids og chokolade … mums.

I munden er der også godt med mørke bær, men aftrykket fra fadene virker mindre end i duften, hvorved frugten står meget frisk med lidt brombær, kirsebær, blommer og noget lemon. Det gør også, at vinen virker yngre end en årgang 2017, har samtidig tørre tanniner, samlet bliver det således en frisk mørk vin. 93 point.

Forhandles af VyP, hvor en flaske koster 294 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7