2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, SpanienSådan er det … alting har en ende og sidste vin i min Ribera del Duero battle blev denne 2020 Selección Secreto fra vinhuset Entrecanales Domecq e Hijos, som jeg for ikke så lang tid siden smagte en hvid 2023 La Poda Godello fra.

Selección Secreto er reelt en Crianza vin og lavet på 100% Tempranillo fra husets egne vinmarker … 60 år gamle stokke på marker i 900 meters højde.

Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske egefade efterfulgt af mindst 10 måneder yderligere på flaske inden frigivelse.

Duften er en smule blomstret og parfumeret, hvilket her faktisk giver et godt modspil til aftrykket fra fadlagringen, hvor der kommer vanilje, lakridskonfekt, sød lakrids, mentollakrids, mælkechokolade og kakao. Frugten er mest blommer, solbær … der er også cedertræ samt cigarkasser … intens, mørk og lækker.

Smagen er rigtig dejlig balanceret … der er både mørk og frisk frugt med bid samt tobak, engelsk lakrids, balsamico og peber. Frugten er mest blommer, sorte kirsebær og figner. Det bliver aldrig vildt mørkt eller dybt, for vinen har en forholdsvis frisk syre, nogle tørre og bitre tanniner … og det er en vin, der virkelig kalder på lidt mad. 93 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7