2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, Spanien

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, SpanienPå en fritorsdag i Aarhus besøgte jeg efter Thistledown den altid fremragende S’vinbar. Jeg havde lidt tid i overskud, så hvorfor ikke lige smage lidt vine … og første var en 2021 Golerga fra Viña Zorzal Wines, der ligger i udkanten af byen Corella i Navarra.

Historien om vinhuset startede i 1989, hvor Antonio Sanz efter et helt liv med vin opfyldte sin drøm om at producere sine egne vine i Navarra og købte marker og en ejendom i Corella.

I 2007 fik han dog hjælp af sine 3 sønner Iñaki, Xabier og Mikel Sanz, som startede med at lave vine på Garnacha aka Grenache, Graciano samt Viura og derfor  grundlagde Viña Zorzal Wines.

De fik hjælp af deres gode ven Rafael Reverte, som hjalp med at gøre brødrenes drøm til virkelighed. Det var ham, der viste dem, hvad der fandtes lige under deres næse … gamle og forladte vinmarker nær vingården indenfor Fiteros grænser tæt ved ​​Ebro-floden og ved starten af de iberiske bjerge.

Samlet har Viña Zorzal Wines i alt 52 hektar vinmarker, hvoraf 25 hektar er gamle marker med Garnacha bush vinstokke.

Og på S’vinbar smagte jeg altså Viña Zorzal Wines’ 2021 Golerga, der er lavet på ren Grenache, der kommer fra marker i den historiske Lerga-kommune, hvor mange ellers har opgivet at dyrke Garnacha.

Markerne ligger i 600 meters højde, er forblæste og kølige, så Sanz brødrene kalder stedet for de nok køligste sted for Grenache i hele verden. Druerne høstes derfor meget sent, spontangæres i cement, og lagres i både cement og brugte franske 500 liters egetræsfade.

I glasset er vinen pænt mørk … mørkere end forventet, men jeg havde nok forventet samme lyse lethed, som man finder hos Sierra de Gredos vinene. Denne er både mørkere, mere kødfuld, men har en lækker aroma med blomster, grøntsagsfond, brombær, blod, jod, aske … mørk og maskulin, men på en moderne æterisk måde.

Smagen er heller ikke så let … har faktisk lidt rhônekarakter over sig, mens frugten er kirsebær, brombær, solbær og ganske tannisk med sorte og bitre te-blade, peber og mørk sjæl … klart mere krasbørstig end forventet og har en klippefast, stenet mineralitet. 91 point.

Importøren er Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Edmeades, Mendocino County Zinfandel, Californien, USA

2022 Edmeades, Mendocino County Zinfandel, Californien, USAEn 2008 Mendocino County Zinfandel fra huset Edmeades var reelt årsagen til, at jeg startede min vinblog. Nu smager jeg så vinen igen i en langt nyere årgang 2022.

Min to gode venner Paul og Steffen havde nemlig vinen med til vores vinsmagninger 3 gange i streg … endda alle gangene i samme årgang 2008. Derfor skulle vi ha’ et sted, hvor vi kunne se de smagte vine, og det blev altså til første grundsten til denne ydmyge vinblog.

Jeg har dog også senere smagt vinen, bl.a. i årgang 2012 og da jeg anmeldte den, der skrev jeg også lidt om vingården, historien med mere … så derfor kigger jeg denne gang alene kun på vinen.

Mendocino County Zinfandel er husets entry-level vin, da der er tilsat en smule  Petite Sirah og Syrah til Zinfandel, der alle kommer fra en lille gruppe avlere, som vinhuset har arbejdet sammen med i mange år.

 Processen fra gæring til aftapning foregår med minimal indblanding og efterfølgende lagres vinen 14 måneder på en kombination af franske og amerikanske fade, hvoraf omkring 20% er nye egefade, mens aftapningen foregår uden klaring og filtrering.

Duftmæssigt er der allerede fra start skrald på … der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt mynte og eukalyptus, grønne blade, kaktuspiller, blåbær, svesker, sorte kirsebær, blommer, lakrids, krydderurter, timian, nelliker, kanel og bagepulver.

I munden kommer der en smule amerikanersødme frem, men det er heldigvis ingen oversød eller overfed vin. Faktisk er smagen i stedet  renere og mere klar end forventet. Det er dog en frodig vin med en frugt af brombær, solbær og blommer, urter, salvie samt en tilbagelænet, varm og peberstærk syre … med lidt sødme samt saftig frugt, så sammenlagt 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Clüsserath-Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett, Mosel, TysklandMed næste vin fra Weingut Clüsserath-Eifel bliver vi på den stejle vinmark Trittenheimer Apotheke, for vinen er nemlig en 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Kabinett.

De gamle vinstokke betyder her, at de er over 70 år gamle, men ellers er vinen lavet som den forrige … altså med spontan gæring i rustfrie ståltanke, hvor den efter endt fermentering også er lagret. Så har den en alkoholprocent på 9,5% og et niveau for restsukker på omkring 25 gram pr. liter.

Duftmæssigt minder det om forrige vin fra Clüsserath-Eifel … meget inderligt, måske lidt mere tæt og kompakt, men også her med noget petroleum og linolie, men blot på en mere olieret eller smørret måde suppleret med lidt nødder, kastanjer og en fin frugt af æbler, fersken, abrikos, citroner, lemon og kandiseret grapefrugt og noget blomsterpollen.

I munden er vinen både fed, fyldig, syrlig og sød på én gang … der er både gule æbler, masser af æblemost, hyld, søde abrikoser og grillet lemon. Der kommer også lidt sød mjød eller honning, en ret maskulin og tæt, mørk syre, som giver vinen krop og personlighed.  93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7