2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienVi skal med næste vin et smut til Rías Baixas i Galicien, for der finder vin Bodegas Forjas del Salnés, som jeg nu smager den Albariño baserede vin Leirana fra i årgang 2023.

Det er en vin, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så dermed har jeg også skrevet om huset før.

Vinen Leirana er første gang lavet i 2005 og er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro. Den er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés i Rías Baixas.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring, men lagret 60% på stål og 40% fade af ældre dato.

I næsen samler jeg hurtigt … kalket mineralitet, noget citrusfrugt samt en frisk syre. Det er en let blomstret og aromatisk vin med en frugt, der udover citrusfrugt byder på pærer, stikkelsbær og grillet lemon, men der kommer også nogle grønne noter.

Det smager lidt på samme måde … rank, frisk og syrerig, men syren bliver aldrig vild vild, men der kommer alligevel friskpresset citron, grønne æbler, stikkelsbær på en lidt spinkel og let måde suppleret med en svag sødme som fra en københavnerstang med ananas og ellers en kalket mineralitet. Dejlig spændstig og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen anden hvidvin fra vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia blev så deres 2023 Chardonnay.

Vinen er stort set lavet på samme måde som den foregående, altså med høst i september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen indtil foråret.

Duftmæssigt er det comfortvine … har denne bløde side, der føles som at blive aet på kinden, sådan lidt inderligt, men der så omvendt dukker nogle en jernagtig mineralitet frem. Der er grønne pærer, en omgang modne æbler, grillet lemon og citroner … måske endda lidt banan og melon med en smule frugtsødme.

I munden er det også smooth, blødt og cremet … igen mest æbler, honningmelon og fersken, lidt mandler og ganske, ganske svagt bare lidt nødder … og så er der syren, der er ganske tør, dominerende, har denne lidt sødbitre og tørre kant, der rummer lidt grape suppleret med en smule hvid peber, der giver pænt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed de næste 2 vine besøger vi igen vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia området og starter med at smage deres 2023 Pinot Grigio.

Vinhuset ligger ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området i Friuli-Venezia Giulia regionen tæt op af Veneto regionen. Det blev oprindelig grundlagt i 1970 af Pistioni familien, men blev i 2008 overtaget af Maccan-familien med Alex Maccan i spidsen og han havde som barn tilbragt masser af tid på dette sted og havde en vision om at  skabe vine af høj kvalitet fra området.

Maccan familien er også fra Friuli og de ejer selv en større industrivirksomhed.  Alex Maccan er passioneret vinelsker, men er ikke uddannet vinmager, hvorfor han allerede fra starten har hyret eksperter til at varetage opgaven med at producere vinene. Først var det Franco Bernabei og i dag er Giovanni Ruzzene ansvarlig vinmager.

Vinhuset har samlet 50 hektar vinmarker og  det betyder en årlig produktion på 700.000 flasker vin om året og de sælges over hele verden. Markerne Markerne har en undergrund med  blanding af ler og kalk og vinstokkene er mere end 30 år gamle.

Der arbejdes bæredygtigt og så tæt på økologisk produktion, som naturen tillader. Således har Le Monde også for nyligt taget et stort solcelleanlæg i brug, som producerer 70% af huset energiforbrug.

Der arbejdes således med at spare på vandet ved bl.a. en målrettet vanding og genbrug af vand … og der bruges kun genanvendelige materialer til emballage.

Her smager vi deres 2023 Pinot Grigio, der er lavet ved, at alle druerne først er høstet i de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-48 timer.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i tankene nogle måneder.

Dejligt duft … blød, fyldig og let sød … har masser af vingummi, blomster, orkideer, tulipaner, søde lakridspiber og søde krydderier, mens frugten er saftig og tropisk med fersken, mango, gule æbler og dåsepærer … næsten eksplosivt læskende.

Sådan smager vinen nærmest også … fed, fyldig og saftig med en frugt, der virker let tørret med tørret abrikos, fersken, mango samt kandiseret grapefrugter og sødbitter æblemost. Syren er maskulin, grov og ligeledes sødbitter, men giver den lille opulente saftbandit en god rygrad og rustikt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7