2019 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienJeg startede min minitest af Brunello di Montalcino vinene på samme vis som sidste år … nemlig hos vinhuset Villa Poggio Salvi, men selvfølgelig bare i årgang 2019.

Det er en vin, som jeg har smagt i de 3 foregående årgange 2016, 2017 og 2018.

Vinen fik i 2018 årgangen 90 point af Decanter og 94 point af Wine Enthusiast, men 2019 har fået 92 fra af Antonio Galloni fra Vinous og hele 95 point af James Suckling og det er det højeste, som Suckling nogensinde har ratet denne vin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne macererer først køligt i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke da en dejlig aroma … så komplet i duften, hvor der både er nogle af de klassiske Sangiovese aromaer, men samtidig også et fint doseret fadpræg, hvor alt virker i totalt zen-balance. Der er kirsebær og brombær, blommer, champigon, svampe, appelsinskal, roser, tørt træ, tobak og gammel balsamico. Det er næsten som at duft stor Brunello med lidt Bordeaux ædelhed.

Det smager fandeme godt … også bedre end både 2017 og 2018, for i munden er vinen ultrafin og fløjlsblød, virkelig cremet og blød … og så fortsat med den karakteristiske Brunello tørhed, her blot med lidt sødme og mere balance … samtidig med en frugt, der er slank, ren og med masser af nerve. Tanninerne er tørre, bidske, sødbitre og sprøde med slank og frugtrig balance. Det er til at blive glad i låget af, så jeg hopper sgu på Sucklings hold og giver 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker på tilbud og det er fandeme rigtigt billigt.

Vinanmeldelse 6/7