2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalTilbage i januar for nogle måneder siden testede jeg et par Rui Roboredo Madeira vine, nemlig den dygtige vinmagers 2018 Beyra Reserva samt 2017 Beyra Grande Reserva. Nu gentager jeg kunststykket blot i en årgang nyere og starter med 2019 Beyra Reserva.

Rui Roboredo Madeira etablerede oprindeligt sit vinhus tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke i 1986 ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa lidt syd for den større by Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro 100% og herefter også købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Dermed består hans vinhus i dag af følgende vingårde; Quinta da Pedra Escrita på 17 hektar i Freixo de Numão, Quinta do Côa på 14 hektar i Almendra, Quinta de Fafide på 12 hektar i São João da Pesqueira, Quinta da Cassa på 8 hektar i Vale de Figueira og så endelig Vinha da Beyra på 10 hektar i Vermiosa.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse og kooperativer i Portugal, bl.a. Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Vinha da Beyra er et projekt, som Rui opstartede i 2011 ud fra et ønske om at lave vine på nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke på nogle af landets højeste beliggende vinmarker. Derfor kaldte Rui også projektet for Vinhos de Altitude. Og markerne ligger ved den lille landsby Vermiosa … lige præcis der, hvor Rui startede med at arbejde igen efter hans restitution ovenpå sin ulykke.

Vermiosa ligger i den østligste del af Portugal – 2/3-dele oppe i landet – op mod grænsen til Spanien. Vi er dermed ikke længere i Douro området, men i Beira Interior appellationen … et sted, hvor man kan finde mange vinøse skjulte skatte. Der findes der er barsk klima, som kombineret med højtbeliggende marker og jord med kvarts, skifer og granit giver vine med stor kompleksitet.

Der laves pt 15 forskellige vine i Beyra serien, hvor denne 2019 Beyra Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 5% Mencia … altså et lidt anderledes blend end 2018 årgangen på 80% Tempranillo samt 20% Mencía. Men alle druerne kommer dog fortsat fra markerne i 700 meters højde og selvfølgelig er høstet med håndkraft.

Først afstilkes druerne og så knuses de, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter sker der en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 6 måneder fadlagring på 1/3 del franske og 2/3 dele amerikanske egetræsfade.

I glasset er vinen ret mørk, mens duften også er mørk og blækagtig med nogle svagt flæskede, landlige og smågærede aromaer, hvor der er mørke frugter,  brombær, solbær … solbærmarmelade med noget sødme. Det er er fin kølig stil, som understøttes af lette blomster, sorte oliven, kokos og måske endda lidt mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen – på samme måde som 2018’eren – noget lettere i stilen end forventet. Den er fyldig, men syren er frisk, der er bitterhed og kæmpestor tørhed. Så tager tanninerne over og virker også knastørre … dog kommer der også en let sødme. Det er mørke kirsebær, brombær, grafit, bitterhed, syre og mineralitet i god samspil.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7