2016 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigChâteau Cantemerle er et 5. Grand Cru Classé vinslot under 1855 klassifikationen og et slot, som jeg før har smagt vine fra i årgang 1995 og 2003. Men nu smagte jeg 2016’eren.

Da jeg dermed har skrevet om vinslottet og dets historie før, så kigger vi nu alene nærmere på denne 2016, så er lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 39% Merlot 5% Cabernet Franc og endelig 4% Petit Verdot.

Vinstokkene er omkring 35 år gamle og står med en tæthed med 8.300 stokke pr. hektar. De er høstet manuelt og derefter afstilket og knust inden gæringen sker ved 26-28 grader over 6-8 dage med en maceration over 28-30 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 40% er nye og årlig produktion ligger på 400.000 flasker.

Dejligt dyb aroma, solbær, brombær, måske endda lidt ret modne blommer, let mynte og ellers pænt med fad, lakrids, mørk chokolade, ristede kaffebønner, våde fade, muldjord og en stor vaniljestang.

I munden er vinen mere slank og mere syrerig med frisk medium frugt af tranebær, lyse kirsebær og solbær. Tanninerne er også lyse, tørre og alligevel medgørlige, mens man også lige mærker en vis mineralsk påvirkning. Det er virkelig godt uden at man helt besvimer, men mindre kan jo også gøre det. 92 point.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 354,95 kr., mens prisen er 294,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7