Fra Georg og Weingut Prieler på Hauptstraße i den lille østrigske by Schützen am Gebirge smager jeg så endnu en vin og på Georgs ubetinget ynglingsdruesort, som er Blaufränkisch. Vinen er hans 2020 Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten.
Til denne vin kommer alle Blaufränkisch druerne fra nogle ældre vinstokke på marken Ried Pratsche ved Leithaberg i bakkerne lige bag Oggau og de er høstet med håndkraft. Der er ikke sket afstilkning, så de hele klaser er spontangæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 28 måneder i store 500 liter egetræsfade.
WAUW … eller måske nærmere dobbelt WAUW, for det dufter sgu rasende godt. Fagpræget springer op i næsen sammen med saftige blommer, sorte kirsebær, Fabbri Amarena kirsebær i sirupslage, lidt modne brombær, tørrede figner, citronskrald, nougat, våde fade, sød lakrids, kanel, lakridskonfekt, vanilje, espresso og mørk chokolade.
I munden er det også et vinøst kraftværk, hvor duften både er dyb, intens og samtidig også utrolig frisk. Det er en mørk frugt med både brombær, sorte kirsebær samt citroner, men det er samtidig med en lemonbitterhed, en dyb og maskulin syre suppleret med tørre tanniner, der er med til at give vinen bid.
Det er sgu en en vild Blaufränkisch, der virker lettere til bens, mere luftig, lysere og elegante end normalt for østrigsk Blaufränkisch vin, så dermed er vinen i en liga for sig. 96 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 335 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.