2023 Weingut Prieler, Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg, Burgenland, Østrig

2023 Weingut Prieler, Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg, Burgenland, ØstrigI den øverste ende af hovedgaden – der Hauptstraße – i den lille østrigske by Schützen am Gebirge i delstaten Burgenland mellem Ruster Hügelland og Leithagebirge vest for Neusiedler søen finder vi Weingut Familie Prieler. Derfra smager jeg deres 2023 Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg.

Familien har i dette område – der er præget af ikke mindre end 1.000 hektar skov og samlet kun lidt over 130 hektar vinmarker – dyrket vin i lidt over 150 år, og det er endda selvom Prieler familien allerede boede i byen tilbage i 1347, hvor de var nævnt i nogle af byens gamle dokumenter.

Prieler familien var dengang bønder med et blandet landbrug, men det blev ændret i 1956, hvor Engelbert Prieler grundlagde Weingut Prieler, selvom hans familie allerede forinden havde haft en lang historie med at producere vine.

Engelberts far havde allerede lavet gårdens første vine, som var kommet på flasker og leveret til købere så langt som til Salzburg og endda vundet præmier for sine vine. De fik også Engelbert Prieler til at satse 100% på vin og til at opkøbe flere vinmarker, som han så også omgående tilplantede med de lokale druesorter.

I dag er det Engelbert og Irmgards søn Georg Prieler, som driver vingården og står for produktionen af vinene. Det sker dog med hjælp fra farmand og sin bror Hannes og søster Silvia.

Georg har stået for meget af produktionen siden 2004, men overtog officielt tøjlerne i 2012. Før overtagelsen havde han fået erfaring fra  praktikophold i Californien, Argentina og New Zealand …. fra start omlagde han også hele produktionen til økologisk drift.

Beslutningen om økologisk drift kan også tillægges Georgs søster Silvia, der i dag er ph.d. i molekylærbiologi og i perioden, hvor Georg var i udlandet, passede driften og der tog de første vigtige skridt i retning af økologisk landbrug, bl.a. med brug af vilde gærarter. Silvia er også vild med vin og har bl.a. arbejdet hos Domaine Dujac i Bourgogne.

Samlet har Weingut Prieler i dag 24 hektar vinmarker, hvor hovedparten omkring 60% er røde sorter og primært Blaufränkisch, mens den primære hvide sort på gården er Pinot Blanc. De 24 hektar er fordelt på markerne Ried Goldberg,  Ried Marienthal, Ried Haidsatz og Ried Seeberg.

Siden Georg fik det fulde ansvar for vingården, så er vingården nærmest stormet frem og er i dag en af områdets bedst anmeldte producenter. De gode anmeldelser tæller bl.a. 100 point til en 2021 Blaufränkisch Goldberg i A  La Carte Weinguide og 99 point i Fallstaff til hans 2019 Blaufränkisch Marienthal.

Men her smager jeg imidlertid en Pinot Blanc vin fra Prieler … på den hvidvinsdrue, som han er mester i og er husets primære hvide drue. Priedler laver da også 4 forskellige vine på Pinot Blanc og denne er hans 2023 Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg.

Marken Ried Seeberg ligger på et plateau 50 meter over byen Schützen i 180 meters højde. For millioner af år siden var marken under havets overflade, hvilket har efterladt dette plateau med et spændende terroir med kalksten, fossiller og skaller. Derudover består Seeberg af omkring 20% skifer, hvilket tilsammen skaber denne sprøde Pinot Blanc oplevelse.

Druerne er høstet med håndkraft, men ellers er vinen lavet med spontangæring i temperaturstyrede rustfri ståltanke og efter endt fermentering er vinen også blot lagret sur lie – altså på bærmen – i de store ståltanke frem til aftapning på flaske. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det mest æbleland … gule æbler og fætter pære blander sig også sammen med de mere eksotiske fersken og mango, nogle smuttede mandler og lidt tavlekridt fra skolen. Der er sgu helt sikkert også hvide blomster, velduftende gedeblad aka kaprifolier og det giver en frisk aroma med en vis tyngde.

Smagen er både meget frugtrig, fyldig og saftig … igen er det æbler, der dominerer med æblesaft og -most fra Golden Delicious æbler og  saft fra pærer på dåse, lidt mango og sødbitter lemon af Schweppes Bitter Lemon og kandiseret grape. Syren er til den fyldigere side og er med til at levere hele mollevitten cremet, intens og balanceret med lang og småtyk afterburner mums. 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7