2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d'Auxerre Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDomaine Grivot-Goisot ligger på adressen Route de Champs i Saint-Bris-le-Vineux lidt  sydøst for Auxerre tæt på Chablis og derfra smager jeg først en 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay.

 Domaine Grivot-Goisot er et gammelt domæne, der kan datere sin historie helt tilbage til 1500-tallet. Men det var dog først i 1947, at domænet begyndte at tappe vin under eget brand … dengang var det som Domaine Goisot, som var drevet af Serge Goisot.

I 1991 overlod Serge Goisot driften til Anne og Arnaud Goisot, som har drevet vingården indtil 2020, hvor datteren Anaëlle Goisot samt hendes mand René Grivot overtog driften. Samtidig skiftede man navnet til Domaine Grivot-Goisot.

Huset har samlet 27,5 hektar marker, som ligger indenfor de prestigefyldte appellationer som Chablis, Chablis Premier Cru samt Saint Bris, Bourgogne Côte d’Auxerre og Bourgogne Aligoté.

Grivot-Goisot producerer friske og terroirtro vine efter en naturlig, biodynamisk filosofi. Man har også en HEV bæredygtig certificering og alle druer høstes med håndkraft, vinene spontangæres og lagres typisk på neutrale fade.

Jeg smager først deres 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, der selvfølgelig er 100% Chardonnay og den er kun lavet på ståltanke …gæring i termoregulerede tanke af rustfrit stål, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske.

Dejlig frisk næse … klart masser af blomster og frisk frugt, lidt ristede nødder, en svag smørfedme, fersken, pærer, mirabeller og anden hvid, blød frugt … har lidt fylde og brede skuldre, selvom den på ingen måde er voldsom eller flomme.

I munden er det også en fyldig vin … let krydret med en frisk og mandlig frugt, der mest er abrikos, grillet lemon og syltede citroner, en let, blomstret og citronagtig syre, der medvirker til, at det er en let og flot bourgognevin med god sammenhæng. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7