2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, Italien

2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, ItalienApoteo er Giannicola di Carlos topserie … hans signaturvine og jeg sluttede smagningen af hans vine med netop den røde af disse vine og i en årgang 2020.

Vinen har sit navn efter Apotheosis, som i den klassiske græske kultur indikerede en proces med at transformere helten til guddommelighed.

Ligeledes repræsenterer Apoteo den maksimale manifestation af sanserne og transformationen af druer ikoniske vine og Giannicola di Carlo har valgt, at vinen laves på de 3 mest repræsentative røde druer fra Abruzzo. Det er Montepulciano d’Abruzzo med sin kraft og struktur, Sangiovese med sin elegance og lang levetid samt Primitivo med sin blødhed og dybde.

Vinen er nemlig lavet på 40% Montepulciano d’Abruzzo, 40% Primitivo og 20% Sangiovese, der kommer fra nogle af husets egne marker i 280 meters højde. De er høstet i oktober måned.

Her er der ikke brugt ler-amforaer, for vinen er lavet med spontangæring på barriques alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie … først 12 måneder på ståltanke, så 12 måneder på franske barriques og endelig efter aftapning også 6 måneder på flaske.

I glasset er der en fed og mørk bandit … duften også kraftig, intens med jernbanesveller, lakrids, kaffebønner, læder og ellers bidrager fadlagring med en smule vanilje, kanel og kakao oveni en mørk, tyk frugt med blommer, sorte og kandiserede kirsebær, svesker og en tussegammel, fed balsamisk eddike.

Hvor er der cremet og fløjlsblødt … breder sig mægtig, fed og lækkert i munden, hvor alkoholen på de 14,5% også viser sig, men egentlig blot giver noget struktur og dybde til vinen. Der er atter en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blåbær, svesker, blommer og næsten tørret i stilen, hvilket giver en koncentreret smag. Der er lidt tørre tanniner, men de bliver aldrig voldsomme, for vinen har en lille frugtsødme, som giver den et vindende væsen og lækker indpakning. Det er lækkert og kraftigt på den fede måde, så 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d'Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienDen røde Nobu 1830 vin fra Giannicola di Carlo var så denne 2018 Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, der som sine lidt blege søstre også delvis er lavet på amfora lerkrukker.

Det er en vin, der – som navnet også fortæller – er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 380 meters højde og høstet i oktober måned.

Den er næsten lavet som de foregående … igen med spontangæring, men her blot på en kombination af betontanke, amforaer og egefade, mens lagringen er sket med 6 måneder på amfora, 12 måneder på egetræsfade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der en dejlig aroma … en blanding af mørke bør samt masser af fadnoter. Der er således en tyk frugt af blåbær, blommer, blommekompot, fed lakrids samt noget vanilje, toast, kokos, våde fade og halvsøde krydderurter.

Smagen er lidt lige sådan … en mørk, voluminøs frugt med solbær, blåbærtærte og blommekompot, men syren også er mørk samt lidt fed balsamisk. Der kommer også en lidt mørk tørhed sammen med små bitre lemonagtige noter, men samlet er det en samlende, kraftig og fyldig vin med masser af umf … 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, Italien

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, ItalienGiannicola di Carlo laver 3 vine i Nobu 1830 serien; den hvide på Pecorino – som vi smagte lige før – en rosévin og en rød. Deres rosévin er denne Nobu 1830 Merlot Rosato, som jeg nu smager i årgang 2023.

Som der står på etiketten på alle Nobu 1830 vinene; Passaggio in Anfora, så er vinene lavet med brug af amfora lerkrukker, så det gælder selvfølgelig også Nobu 1830 Merlot Rosato.

Det er 100% Merlot, som kommer fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 350 meters højde. Den er egentlig lavet som foregående, men her blot med lidt mere mere skindkontakt inden presningen, så vinen får lidt farve. Ellers er gæringen sket spontant med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode.

Duftmæssigt er vi i en blomsterbutik med masser af røde roser, violer og røde bær som jordbær, hindbær, lyse kirsebær, moreller, lemon og derudover lidt tørre og grønne urter.

I munden er det en lys og frisk vin … masser af moreller, ribs, rabarber, ribs, godt med lemon samt lidt grape. Det er forfriskende, livligt, let syrligt og bittert, men underneden fornemmes en let, frisk frugtsødme samt lidt kolde mineraler. Jeg er normalt ikke så meget til rosévine, men denne har sgu en dejlig frisk syre, som bare er vildt dejlig og pågående. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7