2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, SpanienTrip, trap og træsko … og dermed sluttede vi smagningen af Bodegas Arrocals Ribera del Duero vine med deres 2021 Arrocal Selección Especial, der har fået 18 måneders fadlagring.

Den er som foregående lavet på 100% Tempranillo, men her alene med druer fra marken Pago Los Astrales, der også ligger i 855 meters højde og har 45 år gamle stokke.

Gæring og maceration er sket over 20 dage ved 25-27 grader i temperatur styrret ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på  franske og amerikanske barrique og derefter så yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og Asier Calvo Bros laver årligt 15.000 flasker af denne vin.

Nu er der skruet op for alle badofix’er … det strømmer op af glasset med mørk, fed, rund, blød og intens velduft. Der er godt med fad og det er sød finsk og tør engelsk lakrids, tobaksblade, lakridskonfekt, vanilje, kanel, kakao, kaffe og chokolade, mens frugten er blommer, solbær og blåbær … igen denne svagt aristokratiske aroma af gammelt træ, mahogni og andre søde mørke sorter.

I munden mærker man nu Ribera del Duero for alvor, for vinen smelter nærmest i munden, for den er cremet, velourlækker, har en fed viskositet med tobak, tyk og gammel balsamico, maskulin, mørk syre og godt med toast og ristede noter. Alt er placeret, balanceret og komponeret perfekt … ,mums og lige til at blive glad i låget af, så 94 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Crianza, Ribera del Duero, SpanienFra 9 til 12 måneder fadlagring, for den næste vin fra  Bodegas Arrocal i Gumiel de Mercado i Ribera del Duero blev så denne 2021 Arrocal Crianza.

Den er som foregående produceret på 100% Tinto Fino aka Tempranillo og her fra 30 år gamle vinstokke på marker i 830 meters højde.

Gæring og maceration er sket over 15 dage ved 23-25 grader i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på barriques suppleret med 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og Asier Calvo Bros laver årligt 30.000 flasker af denne vin.

Det er utroligt, hvad 5 år ældre vinstokke og 3 måneders længere fadlagring kan gøre, for nu begynder vinen duftmæssigt at være en tak mere kompleks, komplet og moden. Der er mere våde fade, lidt ædeltræ som mahogni og teak, vanilje, kanel, sød lakrids, tobak og noget chokolade, hvilket følges med en mørk frugt, der også er mere intens og dyb med blåbær, solbær og sorte kirsebær, vådt læder og lidt krydderurter samt nelliker.

Smagen er mørk, oaky og ristet … det er frugt med blommer, blåbær, solbær og lysere hindbær, hvilket gør smagen mere frisk end duften, der er god syre, der virker balanceret og meget frugtrig, Dertil får du også lidt tør engelsk lakrids, sød tobak, bløde og velintegrerede fine tanniner, Det er sgu temmelig fremragende … og endda kun en Crianza, så dermed 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodegas Arrocal, Arrocal Joven Roble, Ribera del Duero, Spanien

2022 Bodegas Arrocal, Arrocal Joven Roble, Ribera del Duero, SpanienForan mig har jeg 3 vine fra et af mine ynglingsområder i Spanien, nemlig Ribera del Duero. Propperiet Vin Import har nemlig sendt 3 vine fra vinhuset Bodegas Arrocal og jeg starter med at smage en 2022 Arrocal Joven Roble.

De fleste vinhuse i Ribera del Duero er jo forholdsvis nye og det gælder også Bodegas Arrocal, der er grundlagt i 1999 af parret Rosa Arroyo og Moisés Calvo, der startede projektet med at plante en lang række vinmarker.

Bodegas Arrocal ligger lige i udkanten af byen Gumiel de Mercado i Burgos området i Ribera del Duero … og det er en by, som har en lang historie med at dyrke druer og lave vin.

Rosa og Moisés stammer begge fra familier af vinavlere i området, men driver i dag deres vinhus sammen med deres to sønner Rodrigo og Asier efter gamle traditioner, men tilsat nye teknologier.

Selve vingården er bygget i 2003 og først derefter startede familien også med at lave deres vine fra deres i alt 85 hektar vinmarker, hvor de dyrker den røde Tinto Fino aka Tempranillo og den hvide Albillo Mayor. Markerne passes efter bæredygtige principper med respekt for landet.

Samlet laver Bodegas Arrocal i øjeblikket 5 vine, hvilket dækker en hvidvin på Albillo Mayor og 4 rødvine, der er lagret på egefade i 9, 12, 18 og 24 måneder … jeg smager de 3 første, altså:

Den første Arrocal Joven Roble er produceret på 100% Tinto Fino aka Tempranillo på 20-25 år gamle vinstokke på marker i 830 meters højde.

Gæring og maceration er sket over 12 dage ved 25-27 grader i temperatur styrret ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på 3 år gamle franske og amerikanske barriques suppleret med 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og  Asier Calvo Bros laver årligt 100.000 flasker af denne vin.

I næsen er der denne dejlige, fyldig og mørke frugt med ristede fadnoter, lidt tørt træ, blæk, gran, jod, læder, kakao og virker faktisk en anelse tør i aromaer med tør lerjord. Frugten er sådan hindbær, blommer, blåbær og brombær, der er nogle grønne krydderurter, herunder lidt laurbærblade.

Det er i munden, at vinen viser sine største styrker … der er masser af mørk frisk frugt, tør frugt, tranebær,. hindbær, blåbær, noget kul, røg, tør kakaopulver … lidt kant, rustik syre med en smule lemon og igen disse tørre noter af træ, bløde tanniner. Det er en dejlig vin, der er lidt til den unge og knap så komplekse side, men giver godt med mørkt og ristet bid. 90 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7