2019 Edoardo Miroglio, Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2019 Edoardo Miroglio, Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, BulgarienJeg sluttede smagning af bulgarske vine fra Edoardo Miroglio med den sidste Elenovo Reserve vin … 2019 Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve.

Atter er vinen lavet ved, at druerne efter høsten først er knust. hvorefter gæringen er sket i store gæringstanke med løbende omrøring.

Efter endt gæring er vinen presset og opnår 2-3 dages dekantering inden den overføres til hele 15 måneders lagring i franske 225 liter barriques.

Duften er lidt som forrige, men lidt mere bordeauxagtig, for der kommer noget solbær, sorte kirsebær, blommer og snert af enebær, noget mentolchokolade, saltlakrids, allehånde og kanel, skovbund, muldjord og laurbærblade.

I munden er det blødt, cremet og mundsmeltende, virker fyldig med en tæt struktur, masser af solbær- og kirsebærfrugt, frugtfedme og frugtsødme, virkelig dejlig bid, et blidt, markant og nøddet tanninbid og suppleret med lidt kaffelikør, chokolade og tørt træ. Det smager sgu da bare rigtigt godt, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 210 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Edoardo Miroglio, Cabernet Franc Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2018 Edoardo Miroglio, Cabernet Franc Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, BulgarienDe sidste 2 Edoardo Miroglio vine var begge på ægte Bordeaux druer og den første var såmænd denne 2018 Cabernet Franc Elenovo Reserve.

Atter er vinen lavet ved, at druerne efter høsten først er knust. hvorefter gæringen er sket i store gæringstanke med løbende omrøring.

Efter endt gæring er vinen presset og opnår 2-3 dages dekantering inden den overføres til hele 15 måneders lagring i franske 225 liter barriques.

Duftmæssigt er det mere køligt end de 2 foregående … den har faktisk en rigtig dejlig duft og atter med fadpræg. Her er der kanel, kakaopulver, igen noget skovbund, svampe, lakrids, tørv, kul, grafit, blomstervand samt en frugt med mest kirsebær, kirsebærsauce, en smule blommer og lidt søde krydderier.

I munden er det lidt samme historie … mere ren og kølig i smagen, selvom det fortsat er en fyldig, fed og let sød vin. Det er sgu skruet rigtigt godt sammen, for syren er mere vild og klar … der er frugt af tranebær, kirsebær, lemon og en lidt mineralsk renhed, tørre og ret blide tanniner, en vis lysere saftig og meget omgængelig, så dermed ender jeg på 91 point.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 210 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Edoardo Miroglio, Mavrud Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2018 Edoardo Miroglio, Mavrud Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, BulgarienDen næste vin fra Edoardo Miroglio var også på en mere ukendt drue … én jeg ikke før har smagt. Det er denne Mavrud Elenovo Reserve 2018.

Mavrud – også kendt som Mavroudi – er en rød bulgarsk druesort, der også er kendt i Grækenland. Druen menes at stamme fra netop Det Trakiske Lavlande i det sydlige Bulgarien.

Mavrud er en lavtydende og sent modnet druesort og den er en lille og næsten sort drue med tykt skind. Druens navn kommer da også fra det græske mavro, der betyder sort, hvilket er passende, da vinene på Mavrud normalt er helt blækfarvet.

Det er en druesort, der giver udtalte tanniner og godt med syre, men derudover også overflod af frugtsmag med en urtekarakteristik, der giver vinen et medicinsk finish og masser af karakter.

Man finder oftest Mavrud i blends, hvor det kan være svært af finde vine på ren Mavrud. I Grækenland blandes druen ofte med sorter som Agiorgitiko, Limnio og Mavrotragano.

Marker med Mavrud er nedadgående, da druen langsomt bliver afløst af de mere genkendelige Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinen er lavet næsten som foregående … altså med let knusning efter høsten inden gæring er sket i store gæringstanke med løbende omrøring.

Efter endt gæring er vinen presset og opnår 2-3 dages dekantering inden den overføres til hele 18 måneders lagring på franske 225 liter barriques.

I glasset er vinen ganske rigtig ganske blæksort … duften er også mørk, dyb og tæt. Der er en lidt sødlig aroma, der mest minder om våd skovbund, muldjord og svampe, mens frugten er sorte kirsebær, kirsebærlikør, blommer, blåbær med lidt syltetøjsfedme, blæk, grafit, Ricola urtebolsjer, røg, godt med træagtige elementer, cedertræ og akacietræ samt tørre walnødder.

I munden er vinen utrolig cremet, blød … næsten helt smeltende i munden med både sorte kirsebær, blommemarmelade og svesker, men samtidig med en syre, der virker mere frisk med lemon og en sort te bitterhed, bløde – men tydelige – tanniner. Det er bare så blødt og komfortabelt rundt, så dermed 90 point.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 210 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 180 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7