2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Riesling, Pfalz, TysklandDe to næste vine er begge fra Weingut Rudi Rüttger, som vi en del gange før er stødt ind i her på Houlbergs Vinblog. Den første er denne 2022 Neuleininger Feuermännchen Riesling.

Weingut Rudi Rüttger ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder.

Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger. Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad. Jordbunden er forskellig i de tre marker.

På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten. Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne 2022 Neuleininger Feuermännchen Riesling er baseret på fuldmodne druer fra 45 år gamle vinstokke på marken Neuleininger Feuermännchen, hvor de ældste stokke er plantet i 1964 og de yngste i 2017.

Vinen er lavet i en herlig ren og druetypisk stil, hvor flest mulige aromaer bevares ved 5 timers kold maceration samt kølig gæring over 2 uger ved 16 grader på ståltank. Vinen er tør uden at være knastør … har 5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig og præcis Riesling … det starter klassisk med lidt petroleum, estragon, grønne urter, lidt fennikel og en frugt af æbler, citroner, et skvis grape samt et lille eksotisk islæt med fersken, kvæde og melon, blomster, hvid peber og nødder,

I munden har vinen godt med sure citroner, men det er fede og lidt smågrilelde citroner, citronskal, bitter lemon og grape, grønne æbler samt en dyb og mineralsk syre. Der er sgu smæk for skillingen, flint, stål og salte mineraler … slam og 90 stensikre point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, FrankrigPænt vejr forleden, selvom det virker som om, at vinteren ikke helt vil slippe taget. Man så kan man jo nyde et glas hvidvin på terrassen i de eftertragtede solskinstimer, som fx en 2022 Rully 1er Cru Grédigny fra Prosper Maufoux.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi husets hvide Rully 1er Cru Grédigny i årgang 2022 og den er lavet på 100% Chardonnay fra den 3,2 hektar frimærkestore, velansete og 1er Cru mark Grésigny, der skråner optimalt mod sydøst.

Efter høsten er druerne sorteret grundigt, så kun kernesund og ekstra aromatisk frugt finder vej til den færdige hvide bourgogne. Efter endt gæring er vinen lagret 15 måneder på burgundiske 228 liter barriques, hvoraf 20% er helt nye fade.

Dejlig fadlagret Chardonnay, hvor afsmitningen fra fadene aldrig bliver for voldsomme, men fortsat giver denne dejlige smørfedme med både nødder, brunet smør, fersken, papaya, pærer, gule æbler og grillede citroner, kalket mineralitet, flint, sten samt lidt bivoks, linolie, æter samt ristet toast. Det dufter sgu fremragende.

I munden er citrusfrugten mere klar, ren og rank … der er igen lidt grillet citron, letbitter lemon og mest af alt grape suppleret med en lille saltet mineralsk fornemmelse. Selvom frugten står pivskarp, så leveres det hele cremet og yndigt … hele tiden med denne fine, rene og pivskarpe frugt, der også hænger lang tid i munden bagefter, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Ca ‘d Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2021 Ca d'Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, ItalienPaul sluttede selv ballet og det blev med et glas af en 2021 La Tosta Barbera d’Asti fra Ca ‘d Tantin Vini Biologici, der ligger ved Calosso i Langhe-Roero og Monferrato området i Asti provinsen syd for Asti by.

Vingården blev grundlagt for 150 år siden af Constantino, hvilket på piemontesisk hedder Tantin og så blev Ca ‘d Tantin også navnet … huset Tantin.

I dag drives vingården af Andrea Venturino, som er 4. generation og får hjælp af broderen Marco Venturino, men ellers sin kone, mor og brødrenes far, der også hedder Costantino og samlet driver familien vingården med dens 4 hektar vinmarker.

Filosofien har været den samme i mere end 140 år og det bliver nu videreført af Andrea Venturino, der fokuserer på produktionen af økologiske vine og det traditionelle håndværk.

Der anvendes ingen kemiske produkter på vingården og i kælderen tilsættes der ikke svovl. De lader græsset gro i rækkerne og fra tid til anden klipper de det, men anvender ingen herbicider, der ville forurene jorden og uundgåeligt ende i vinen.

Denne La Tosta Barbera d’Asti er lavet med ren Barbera fra 15-25 år gamle vinstokke, der efter manuel høst er afstilket og presset let i en gammel træpresse efterfulgt af gæring og maceration i egefade med løbede pumpovers.

Efter endt fermentering er vinen adskilt fra alle skallerne og så lagret 6 måneder på fadene og 2 år på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet beskedne 1.132 flasker og denne er nummer 657.

Duftmæssigt har vinen en slags leret aroma … modellervoks, noget tørt træ og en frugt af blommer, kirsebær og brombær, lidt tørrede blomster, grønne urter, en stenet mineralitet og virker samlet set noget mørk, kraftig og parfumeret.

I munden er vinen slet ikke så mørk, som duften indikerede, frugten er mere sorte kirsebær, brombær, ribs og lemon … måske endda lidt grapeskal, der giver kant, syre og bitterhed, men fortsat med noget saftighed over sig. Tanninerne er meget blide og milde, men syren virker sgu vild og helt sig egen, hvilket er rigtig godt. 92 point.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske omkring 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 5/7