2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienFrancesco Monchiero fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone står bag denne Regret Langhe Nebbiolo, som jeg nu smager i årgang 2022.

Jeg har før stiftet bekendtskab med Monchiero Carbone da jeg i august måned sidste år smagte denne vin i årgang 2021 og en  2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, historien, markerne og deres forskellige vine, så nu kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Regret Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med gæring og  maceration over mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring. Derefter er vinen så lagret 6 måneder med 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder 2022’eren meget om den tidligere årgang, hvor der er godt med blomster i form af violer, roser og tulipaner, en frugt med jordbær, hindbær, ribs og atter denne aroma af tør jord, egetræ, cedertræ, medicinskab ,,, virker tør, støvet og frisk, men har sjovt nok ikke denne lille vaniljesødme, som 2021’eren.

Smagen er tør, elegant og har denne frisk, lyse og strenge frugt med tranebær, moreller, hindbær og ribs. Der er også tørre tanniner, men selvom de er markant, tørre og stramme, så de sætter dig på tungen og i overmunden, så er de aldrig helt vilde. Smagsmæssigt kommer sødmen en smule frem, men samlet tørt, stramt og en frisk vin, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, FrankrigSå skiftede vi lige spor, for den næste vin i glasset er denne 2022 Chablis fra Domaine de la Motte, der ligger i byen Beine i Chablis og drives af Michaut familien.

Domaine de la Motte er grundlagt i 1960’erne og er siden gået i arv fra far til søn. Oprindelig var det Henri Michaut, der startede med at lave lidt vin fra 2 hektar vinmarker og ved siden af også passede lidt køer og almindelig agerbrug.

Hans 3 sønner Jean, Christian & Bernard sluttede sig løbende til vingården startende med Jean i 1970 efterfulgt af Bernard i 1974 og Christian i 1990. Samtidig kom Claude Robin også med i eventyret og drev sammen med Michaut-brødrene vingården i 1980’erne.

I starten blev hele høsten blot solgt til kooperativet La Chablisienne, som ejes af en  gruppe vinbønder, der producerer og sælger vine fra medlemmernes druer. Men det ændrede sig i 1990’erne, hvor man selv begyndte at lave, flaske og sælge husets vine.

I 2005 kom Chrisians søn Guillaume Michaut og med i driften, men siden 2010 har det været Bernards søn Adrien, som er ansvarlig for hele driften af vingården.

Han har også udvidet med køb af nye marker, så i dag har Michaut familien sammenlagt 53 hektar marker i Chablis med vinstokke i kimmeridgiansk kalkrig jord og laver årligt 350.000 flasker vin.

Druerne er kommer fra en 22 hektar stor mark tæt ved Beine, hvor vinstokkene er 6 til 50 år. Druerne er maskinhøstede for at bevare smagens friskhed og renhed. De er høstyet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er der sket pneumatisk presning, hvorefter vinen har lagt køligt i 24 timer i rustfrie stålkar. Gæring er så sket i store samt termoregulerende ståltanke i over 15 dage ved 28 grader og så har den gennemgået en malolaktisk gæring.

Efter gæring er vinen så lagret 8-12 måneder med 90% i rustfri ståltanke og 10% på egefade. Huset laver årligt 100.000 flasker af denne vin.

Næsen er vildt kridtet og kalket … nærmest samme aroma, som opleves i en drypstenshule. Det er samtidig lidt landligt, animalsk og har en lidt olieret grøn side med stikkelsbær, piegon madæbler,  nogle lidt oxyderede noter, pærer og mælkebøtter.

I munden har vinen en fin og  tynd balance mellem en ren, klar og spinkel saft og nogle lidt federe olierede smage. Der er godt med en frisk og saftet frugt, masser af æblemost fra småsyrlige æbler, noget pærecider og læskende venlighed. Hele tiden mærker man også en hvid, sart og mineralsk kalket side, som giver struktur, rygrad, kant samt forfriskende renhed. Det smager rigtigt godt, så 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, TysklandWeingut Schmitges er også et vinhus, som er velkendt her på Houlbergs Vinblog og denne Riesling vom Haus har jeg da også smagt før, men nu smager jeg 2023’eren.

Det er en vin, som Andreas Schmitges har lavet specielt for importøren Propperiet til det danske marked. Og druerne til Riesling vom Haus kommer ikke fra Schmitges’ egne marker, men er opkøbt hos andre vinavlere i området og kommer fra  det flade stykke i Erden.

Men ellers er vinen lavet præcis som de øvrige vine hos Schmitges, altså i rustfrie ståltanke med lang og kølig gæring for at give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet.

Riesling vom Haus er en tør aka trocken vin, men der er alligevel uændret 8,8 gram restsukker pr. liter og i vinen og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalt starter ved 9 gram restsukker.

Hvor dufter det godt … klare med både moselsødme, en blød frugt med melon, fersken, mandariner, grønne æbler, blomster, nødder og alt virker let, luftigt og fint balanceret. Der kommer også – som sidst en smule astronaut-is og lidt søde krydderurter.

Smagen er ren, let, sød, saftig læskende og har pænt med pæn mosesødme suppleret med lemon og grape, grønne æbler samt en fin citron- og æblesyre. Vinen har denne flotte balance mellem lidt sødme, bitterhed, frisk og let frugt. Det er vildt flot niveau for en Gutsriesling. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89,25 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7