2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, Spanien

2022 Bodegas López Cristobal, La Linde, Ribera del Duero, SpanienVi fortsætter i det højtbeliggende – men flade – Ribera del Duero, for den næste vin i glasset er denne 2022 La Linde fra Bodegas López Cristobal … et velkendt vinhus her på Houlbergs Vinblog.

Vinen er en Roble og lavet på 95% Tempranillo og 5% Merlot, der kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke på den kalkholdige vinmark Finca La Linde i Roa de Duero.

Vinen har gæret kontrolleret ved 23 grader i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 3 måneder på brugte 1-3 år gamle franske 225 liters barriques.

Det dufter sgu da meget godt … meget tro mod Ribera del Dueros klassiske stil, hvor der er godt med fyldig frugt og pænt fadpræg og det er virkelig tilfælder her. Fadene bidrager med nogle ristede eller toastede noter, tobak, kakao, kaffe, chokolade, tør engelsk lakrids, violer,  grannåle og frugt med blåbær, brombær og blommer.

Sådan er smagen faktisk også fyldig med ristede elementer samt en rigtig dejlig frugtsødme, der gør vinen rund, blød og rigtig Ribera del Duero, der virker mere komplet og åben end 2021’eren.  Der er lidt solbær, brombær, jordbær og lidt sødbitter lemon og sorte teblade, sød lakrids, gammel, mørk og lagret balsamico olie, gran grene og mørk chokolade og fine, velintegrerede tanniner. Det er sådan en Ribera del Duero man kan drikke hver dag, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNår jeg nu allerede har fået god Ribera del Duero væske ind under vesten, så lad mig fortsætte med endnu en god kending og det er Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila og her i årgang 2022.

Gammel kending skriver jeg … det er virkelig et lækkert gensyn, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så det er en vin, som jeg kender rimelig godt.

Den er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med kalkholdig undergrund.

Drueklaserne fodtrædes og den efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke, mens den malolaktiske gæring sker på egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden hverken klaring eller filtrering.

Slam … allerede i næsen markerer Picaro del Àguila sig anderledes ud med en mælket aroma, masser af fersk og hængt kød, vildskab og gæret frugt tilsat en dusk gamle blomsterstilke, dampende mødding, virkelig landlig, animalsk og har mentol- og saltlakrids, lakridspulver, sorte oliven, frugt med solbær, brombær, Amarena kirsebærsauce og det bliver derfor en vild, ekstraheret og tegneserieagtig vin.

Smagen er nærmest lige så vild … har sådan bære noget cremet, blødt og intenst, men også en vild frisk frugt med en tør bitterhed, engelsk lakrids samt saltlakrids. Allerede hurtigt i smagen kommer der vilde, stramme og knastørre tanniner frem, men frugten halter bagefter med sorte kirsebær, solbær og ribs. Det giver en virkelig pivfrisk og mørk vin … du får med andre ord både i pose og sæk, hvorved vinbloggeren igen er imponeret og glad, så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7