Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.
Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med en kalkholdig undergrund.
Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.
Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.
Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner, som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.