2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, SpanienFor omkring et års penge siden, da smagte jeg første gang denne Salia fra Finca Sandoval, der jo ligger i den ukendte appellation Manchuela i Castilla-La Mancha.

Bodegas Finca Sandoval ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med han ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil. Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere letløbende stil har fået de internationale anmeldere som The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Her smager vi så husets roste Salia, der som 2020’eren er lavet på 60% Syrah, 25% Bobal, 10% Touriga Nacional og 5% Garnacha og lavet  med spontangæring på hele klaser og efter endt fermentering en  lagring 12 måneder på hovedsageligt gamle foudre og en lille andel 300 liters barrique. Svovl begrænses til absolut minimum.

Som med 2020’eren er det svært ikke at blive begejstret, for op af vinglasset kommer den vildeste landlige, bondske, svedige, animaske og bio bio krudtet aroma. Det stinker af møj og mødding kombineret med tulipaner og blomsterpollen, nogle mælkede noter og en frugt, som mest er saftige modne kirsebær, moreller, hindbær og blommer med en dejlig lethed, så man slet ikke gætter, at der mest er Syrah i mixet. Der er fennikel, lakrids kattepotter, lakridspiber samt en smule chokolade og kakaopulver.

Sådan smager vinen faktisk også … bulder, landlig, bondsk og samtidig utrolig saftig. I munden kan man dog godt mærke, at der er tale om mørkere druer, som mener det. Der er frugt med brombær og mørke kirsebær … men det er fortsat ret frisk og saftigt med en klar lysere syre, som suppleres af lidt tobak, lakrids, peber … men atter bliver jeg i godt humør af denne lille saftbandit. 92 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7