Giannicola di Carlo laver 3 vine i Nobu 1830 serien; den hvide på Pecorino – som vi smagte lige før – en rosévin og en rød. Deres rosévin er denne Nobu 1830 Merlot Rosato, som jeg nu smager i årgang 2023.
Som der står på etiketten på alle Nobu 1830 vinene; Passaggio in Anfora, så er vinene lavet med brug af amfora lerkrukker, så det gælder selvfølgelig også Nobu 1830 Merlot Rosato.
Det er 100% Merlot, som kommer fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 350 meters højde. Den er egentlig lavet som foregående, men her blot med lidt mere mere skindkontakt inden presningen, så vinen får lidt farve. Ellers er gæringen sket spontant med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode.
Duftmæssigt er vi i en blomsterbutik med masser af røde roser, violer og røde bær som jordbær, hindbær, lyse kirsebær, moreller, lemon og derudover lidt tørre og grønne urter.
I munden er det en lys og frisk vin … masser af moreller, ribs, rabarber, ribs, godt med lemon samt lidt grape. Det er forfriskende, livligt, let syrligt og bittert, men underneden fornemmes en let, frisk frugtsødme samt lidt kolde mineraler. Jeg er normalt ikke så meget til rosévine, men denne har sgu en dejlig frisk syre, som bare er vildt dejlig og pågående. 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.