2022 Lamblin & Fils, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2022 Lamblin & Fils, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigNu er det lige tid til lidt hvid burgundisk vin, men ikke på den store Chardonnay drue … i stedet er det en Bourgogne Aligoté 2022 fra vinhuset Lamblin & Fils.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … nemlig i mit blogindlæg; Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils, hvor jeg smagte en del af deres vine, men dog ikke denne Bourgogne Aligoté.

Vinen er – need I say – lavet på ren 100% Aligoté … den lidt ugleset anden hvidvinsdrue i Bourgogne, som egentlig er ganske udbredt og ikke har meget prestige … men som faktisk i øjeblikket er på en historisk fremmarch og ved at komme ind i de fine stuer.

Til denne vin kommer Aligoté druerne fra nogle fossilholdige marker i Yonne-dalen, hvor terroiret er meget identisk med markerne i den mere kendte Chablis appellation. Denne vin er alene lavet på stål og er også lagret på ståltanke en periode.

Duftmæssigt virker vinen sådan lidt støvet og blød … har meloner, gule æbler, æblemost, fersken suppleret med røg, safran, honning samt søde krydderier.

Der er masser af smag i munden … her er det mest grillet lemon, syltet lemon, hyben, kvæde og en syre, der er lidt maskulin og grov, men samtidig ikke så stærk … har nærmere lidt hvid peber, en fylde og virker pænt cremet med masser af drikkeglæde og absolut en af de bedste Aligoté, som jeg har smagt … selvom jeg jo heller ikke har smagt masser. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7