Vi skal igen lige omkring en vin fra fabelagtige Rui Roboredo Madeira og denne gang er det med hans hvide 2022 Beyra Vinhas Velhas Branco … som jeg sidst smagte i en rød udgave.
Beyra Vinhas Velhas Branco er lavet på et fieldblend, som bl.a. indeholder druerne Rabo de Ovelha og Siria suppleret med en smule Fonte Cal og kommer fra marker i 700 meters højde. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er den så lagret på franske egefade i 6 måneder med løbende bâttonage sur lie.
Hvor dufter den godt … virker blød med noget melon, fersken og søde limefrugter. Der kommer flere bløde aromaer af mandler, lidt honning og så får man også denne lidt smørfede note, som om den havde været lagret på fade, men det stammer klart fra lagringen af vinen sur lie, som giver denne store kropslige fylde og intensitet.
En kammerat sagde forleden, at han havde svært ved at finde portugisiske hvidvine, der smager godt … men her er svaret .. eller i hvert fald ét af dem. Smagen er blød, fed og olieret med en frugt, der også virker fed og meget lemonagtig bitter suppleret med melon og småsure citroner, hvilket samlet giver et friskt – og fedt – bid, så dermed 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.