Jeg fortsatte med en Veuve Ambal Crémant de Bourgogne i samme boldgade, men nu uden Aligoté druen, for vinen er en Non Vintage Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.
Også her kommer alle druerne fra nogle kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun det fineste ”first press” most finder vej til vinen.
Basisvinen har gæret på ståltanke inden andengæring på flaske i et sted mellem 14-24 måneder sur lie.
I næsen virker Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lidt finere, blidere og mere feminin end foregående. Det dufter vildt lækker og man får faktisk lidt associationer til hvid burgundisk vin, for frugten er pærer, fersken og modne æbler, lidt ristede hasselnødder og en lidt smøragtig med intensitet og vaniljeagtige elementer.
Det er smagsmæssigt et fint brus, der også virker lysere og mere kvindelig, men igen er det umodne grønne æbler, citroner, limefrugt og atter kommer der hurtigt en lidt kalket mineralitet, Der er virkelig god syre og samlet er der sgu ikke meget, som vender forkert og så bliver jeg omgående glad … og napper et glas mere.92 point.
Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.