Selvom jeg gættede, at denne vin var lavet på Solaris, så havde jeg nok aldrig gættet på, at den kommer fra Sverige. Det er helt sikkert også første gang, at jeg har smagt vin fra vort nordlige broderland. Men denne 2018 Klinten Solaris kommer altså fra Kriechels joint venture projekt Stora Horns Vingård.
Projektet ligger på Hasselö … en lille ø i den svenske skærgård i Blekinge omkring 8 kilometer sydvest for Karlskrona og i det nordligste hjørne af Hasselö. Lige dér i den solrigeste del af Sverige og på øens ældste gård fra slutningen af det 18. århundrede er Mikael Larsson sammen med sønnen Johan Larsson startet at producere vin … med hjælp fra de garvede Ahr weingüter Peter og Michael Kriechel.
Indtil nu har de 1.600 vinstokke med Frühburgunder/Pinot Madelene samt 400 stokke Solaris i en meget frugtbare jord, som – alt andet lige – burde give basis for at lave god vin.
Denne 2018 Klinten Solaris er en af vinene fra Stora Horns Vingård, og det er selvfølgelig deres Solaris vin fra de 400 vinstokke, som man har med druen på Hasselö. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men den er formentlig lavet på ren stål.
Næsen er virkelig meget parfumeret, syrlig og meget speciel med noget stikkelsbær, hyldeblomst, banan, hasselnødder og svagt også lidt citrus. Det er en duft, som – hvis man har smagt Solaris flere gange – forholdsvis nemt kan genkende.
I munden har vinen godt med syre, citroner … er virkelig frisk og det smager faktisk rigtigt godt eller ganska bra, som de vil sige i Astrid Lindgren landet. Så mit første møde med svensk vin er bestemt godkendt og jeg lander lige under 4 blågule fingre.
Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.