2020 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, Italien

2020 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, ItalienVi sluttede den vinøse Giovanni Manzone sixpack med endnu en Barolo og det var huset Barolo Bricat, som jeg – som de foregående – smagte i årgang 2020.

Som de to forrige er Barolo Bricat en enkeltmarksvin, hvor alle Nebbiolo druerne kommer fra nogle over 50 år gamle vinstokke på Monforte d’Albas ikoniske på den øverste del af Gramolere … den del som kaldes Ciabot Bricat og blev købt af Manzone i 1989.

Marken er kun på 1 hektat og Nebbiolo vinstokkene på Ciabot Bricat er af den gamle Rose-sort, som giver en lidt andeledes finesse og Barolo Bricat vinen har Manzone produceret siden 1994

Vinen er lavet med gæring og maceration over 30-40 dage med forsigtige overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret 36 måneder på både 500 til 700 liters slavonske og franske tonneaux-fade, et par måneders hvilke i betontanke og så mere lagring på flaske inden frigivelse. Der laves alene et par tusinde flasker af vinen.

I forhold til både Castelletto og Gramolere virker vinen duftmæssigt mere nøddet, givende og med flere umamiagtige noter af skovbund, ædeltræ, mahogni- og teaktræsolie, cedertræ … men dog fortsat er der frisk læder, rosenblade, violer, mentol, medicinskab, pilleglas, gazebind og kamfer.

Frugten er den kende mere rund … har nogle intense og sorte kirsebær, brombær, tranebær og ribs … men derudover mærker man også fadene en snas mere med vanilje, kanel, mælkechokolade, en smule lakridskonfekt og ristet karamel.

Barolo Bricat virker allerede fra første sip mere cremet, smooth og blød, således vinen næsten smelter i munden. Det virker atter som om, at syren er mildere og velafbalanceret, mens frugten er så flot og kompleks med jordbær, blommer, hindbær, ribs og derudover sødlig citrusfrugt, der kun lige bidrager med en sødlig bitterhed.

Den har klart mindre vilde tanniner end 2019’eren, men med lidt luft og oxygen i kæften lokkes de alligevel frem … om end de er mildere og blidere end normalt hos Manzone … men flot er det sgu og Bricat virker absolut som den smukke og velopdragne  pige blandt de 3 Giovanni Manzone Barolo’er, så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2020 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienDen anden Barolo fra Giovanni Manzone var så hans Barolo Castelletto i samme nye årgang 2020 og lavet med Nebbiolo fra Castelletto marken, der ligger på en stejl skråning i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Marken er kun på 1 hektar, ligger i 450 meters højde og på Castelletto dyrker Manzone både Rossese Bianco, Dolcetto og selvfølgelig Nebbiolo.

Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

I denne årgang 2020 dufter Barolo Castelletto mere lig med Gramolere, for den har denne dejlige, dekadente og ædle aroma med en smule tropisk træ af både teak, mahogni og cedertræ, masser af runde og lækre noter af nyt læder, kamfer, pilleglas, medicinkasse, tørrede rosenblade, violer, lakrids, fennikel, bagepulver, vanilje samt lys chokolade. Der er fin frugt af kirsebær, jordbær, tranebær, ribs og alt er meget æterisk, svævende samt delikat fin.

Smagen virker faktisk lysere end Gramolere … stik modsat af mit indtryk af 2019’eren. Her er der bitre kirsebær, blommer, hindbær, ribs og lidt sødbitter lemon og sødbitter vermouth … sødmen er måske mere udtalt og så sætter Nebbiolo syren ind … spændstig, stringent med lys, læskende saftighed og tanniner, der er blødere end i 2019, men fortsat giver et rigtigt lækkert og tørt bid. Det er således aldrig helt ubarmhjerteligt tørt, men … hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2020 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienBarolo Gramolere fra Azienda Agricola Giovanni Manzone er helt klart den Manzone Barolo, som jeg har smagt flest gange og nu har jeg så fået 2020’eren i glasset.

Jeg har smagt vinen i både årgang 201520162017, 2018 og 2019, men også i en ældre årgang 2007. Det er en vin, som er lavet med spontangæring og maceration over 30-40 dage ved 28 grader.

Efter endt fermenteringen er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden hverken klaring eller filtrering – og sluttelig lagret yderligere 10 måneder.

Så røg vi da lige til superligaen … både farven er langt mere indbydende med en lysere og let transparente farve med en lille knækket orange kant og så en fabelagtig duft. Der er gazebind i flere lag, pilleglas, apotek, venterum hos lægen, kamfer, nyt frisk læder, og nogle tørrede rosenblade og violer. Frugten er mere kompakt, rund samt tættere end jeg husker Gramolere … sådan mere dekadent og ædel og så bidrager fadene med lidt vanilje, karamel og søde noter med lakridsal fennikel.

Det smager sgu bare drøngodt … har som de foregående årgange denne frisk  og sødbitre frugt af både ribs, lidt umodne blommer og hindbær samt noget lemon og citron … citrusfrugterne sådan grillet en smule og giver mere tæt og maskulin syre. Giver du vinen masser af luft i munden, så folder tanninerne sig også ud, men de virker nu i denne årgang mere rundslebne, selvom de med bitter mine sætter sig rundt i din mund … som rigtig god Barolo skal … og dette er rigtig god Barolo, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7