Denne Riesling Vieilles Vignes fra Domaine Sipp Mack er en kending her på bloggen … er smagt i årgangene 2009, 2013, 2016, 2017, 2018 og nu altså også i årgang 2019. Den leverer bare altid varen.
Som navnet siger, så kommer Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.
Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.
Duften virker lidt småolieret og der er også et sagte aftryk af petroleum, symaskineolie … endda denne gang lidt nødder samt en frugt med pærer, modne æbler og eksotisk frugt af fersken, melon, mandarin, let sødme og en nærmest kalket mineralitet.
I munden er vinen klart mere syrlig og krisp end den varme 2018 årgang, så der er syrlig æblesaft samt lemon bitterhed, fersken og pærer … har sammen med syren også sødme, men har fremragende balance inklusiv denne kalkede mineralitet. Det er saftsuseme en drønlækker Riesling med bid. 91 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.