Houlberg anmelder … Restaurant Behrnt i Ballen på Samsø

Med god tid i ferien, så kan jeg da også lige anmelde den restaurant, som vi besøgte dagen efter besøget på SyvNi13 pop-ud projektet på Strandlyst Badehotel . Det var nemlig Restaurant Behrnt på Ballen Badehotel.

De 2 smukke og eksklusive badehoteller Strandlyst og Ballen Badehotel er en del af samme koncern, da de har samme ejer …. en stor erhvervsmand fra Aarhus vist nok. Restaurant Behrnt er derfor Ballen Badehotels egen restaurant opkaldt efter badehotellets oprindelige grundlægger.

Begge steder oser da også af eksklusivitet …. alt er tjekket og moderne med respekt af stederne gamle historie, som for Ballen Badehotel går helt tilbage til 1914, hvor stedet blev bygget.

Siden primo 2023 har driften af Restaurant Behrnt været lagt i hænderne på et ungt og energisk par i form af Stephanie og Martin. Stephanie står for tjenerne og Martin er uddannet kok fra forskellige restauranter  i det midt- og østjyske, bl.a. har han været køkkenchef på Restaurant Mejeriet ved Vilhelmsborg.

Vi havde bestilt bord, så vi kom til den aftalte tid og satte os – som alle de andre en smuk og meget vindstille sommerdag – udenfor og snart kom vores søde tjener hen og vi fik menukortet.

Maden

Vi besluttede os begge for 2 retter, så jeg bestilte:

  • Hummer og asparges … hummer fra Ballen havn, stegte hvide Samsø asparges og hollandaise
  • Dagens smørstegte fisk med muslinger, krabbefumé og Samsø grønt

Vi besluttede vinmæssigt at gøre som foregående dag … bestille en hvidvin, som vi kunne dele til begge retter og jeg bestilte en østrigsk 2021 Grüner Veltliner Zöbinger fra Weingut Barbara Öhlzelt.

Hummer og asparges … hummer fra Ballen havn, stegte hvide Samsø asparges og hollandaise

Forretten var virkelig lækker og der var ikke sparet på hummeren, for det var dejlig store stykker. De hvide asparges var vist marineret i lidt citron, for de gav i hvert fald en god syre, der kunne modstå den fede hollandaise sauce, som endda virkede lidt krydret.

Det var de små grønne, flotte og sprøde tuille også … lidt spicy, men samlet gav det en flot helhed og den sprøde og mineralske Grüner Veltliner passede faktisk ret godt til retten.

Dagens smørstegte fisk med muslinger, krabbefumé og Samsø grønt

Den smørstegte fisk var en havkat, mens de øvrige ingredienser var blåmusliner, meget små og fine Samsø kartofler, perleløg, nogle små buketter af blomkål og broccoli, frisésalat, gulerødder og en dejlig fumé lavet på noget krabbe.

Det var også en meget lækker ret … fisken måske lige 1 minut for meget well done, men samlet set smagte retten rigtigt godt. Fruen fik i stedet en stor Boeuf Bearnaise … oksemørbrad med fritter og bearnaisesauce … lidt mere bistrostil, men hun var også tilfreds.

Konklusion

Det blev en skøn aften …. vejret, stedet og maden var topklasse og madmæssigt var der heller ikke meget at sætte en finger på. Der var også god betjening … vi havde en virkelig sød tjener … skal jeg pege på noget, som trækker ned, så er det måske hastigheden.

Vi gennemførte de 2 retter på under en time … og allerede meget kort tid efter bestilling kom forretten på bordet. Det burde måske ikke trække ned, men det kan nemt give en følelse af, at her skal der godt med folk igennem … sådan lidt turistagtigt.

Maden var således ikke samme omdrejningspunkt som fx dagen før hos de unge fyre fra Restaurant SyvNi13, hvor man jo fik følelsen af kærlighed til råvarerne og maden … og det får man ikke på samme måde via en ung tjener hyret ind for sommeren.

Ingen gider en følelse af, at vi er på Jensens Bøfhus og alt skal bare køre efter en instruktionsbog … specielt, når maden faktisk var rigtig god og det var den bestemt på Restaurant Behrnt med ganske små skønhedsfejl … men absolut dejligt sted at spise og formentlig en af Samsøs bedste restauranter.

Samlet anmeldelse 5/7