Efter et sandt bombardement af Alsace vine, så trænger vi vist til noget andet! Derfor er jeg nu atter tilbage til vinene fra hele verdenen … og måske en enkelt lille tørstslukkende cider.
For ciderrevolutionen er skam slet ikke ovre for mig, for jeg har siden testen Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret – vist fået æbler på hjernen og specielt de gærede æbler fra Bretagne i Frankrig, så derfor er der nu atter cider i mit vinglas.
Denne gang er det frem en lille producent, som hedder Cidrerie Château de Lézergue og ligger i byen Ergué-Gabéric tæt på den større by Quimper.
Cidrerie Château de Lézergue er et lille familieforetagende, som også kaldes Les Trois Frères, altså de 3 brødre, men det drives nemlig også helt præcis af de 3 brødre Joseph, Matthieu og Guillaume med efternavnet Jan-Autret.
De har siden 1990 drevet Château de Lézergué i Ergué-Gabéric nær Quimper og har i dag 20 hektar med æbletræer, hvorfra de laver en række spændende cidere, herunder altså denne Cidre Fermier Demi-Sec.
Det er en klassisk halvtør fransk cider lavet på cidergær og har derfor ikke en kraftig eller skæv gærsmag, som man kender fra de vildgærede slags. Men ellers er der ikke så mange oplysninger om selve produktionen, så vi hopper hovedkulds ind i mine smagsnoter.
I glasset ligner det en bajer, hvor gassen er gået af ballonen, sådan nærmest lidt pisgul med lidt doven skum i kanten. Men lad jer ikke snyde, for op af glasset kommer der en syrligsød og landlig aroma med masser af gær og hævet dej, godt med æbler, vild lækkersød friskhed, blomster og karamel.
Smagsmæssigt er det klart en af de sødere cidere, men fuck det smager godt. Det er som friskpresset æblesaft på søde æbler i den 6. potens. Smooth, letløbende, tørstslukkende og vanedannende.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 75 kr.