Så slutter vi lige Millésimes Alsace DigiTasting® messen af og tager samtidig sidste vin fra smagekassen fra Achillée og det blev denne Gewurztraminer Scherwiller 2018.
Druerne er her fra Scherwiller marken. Efter høst har druerne ligget i kort maceration over 4 timer inden de er presset og så gærer spontant på de naturlige gærceller. Som med de øvrige vine fra Domaine Achillée har gæringen været lang og her strakt sig over 5 måneder, hvorefter vinen har lagret en periode i de rustfrie ståltanke.
For satan … nu stinker det af bio bio, naturvin og gamle sokker. Men det er heldigvis på en spændende måde, en del reduktiv med grøn kål, stikkelsbær, masser af grønne urter, roser, lidt peanutbutter, plastikslanger, modne æbler, gurkemeje og karamel.
Smagen er lidt som duften … har en meget svag syre, melon, modne æbler, en del sødme, muskat, hyldebærsaft og en svag samt sødlig bitterhed. Der kommer lidt et lille spark af peber, men det bliver samlet set lidt svagt, kalket og afdæmpet … lidt som en ballon, der ikke er pustet helt op.
Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 18€ … svarende til 134 kr.