2021 Voliero, Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Voliero, Toscana IGT, Toscana, ItalienJeg er vild med vinene fra Andrea Cortonesis Voliero projekt og jeg har før smagt både hans fabelagtige Brunello di Montalcino og den billigere Rosso di Montalcino. Men han laver også en Toscana IGT, som jeg nu smager i årgang 2021.

Andrea Cortonesi er en initiativrig mand, der driver vinhuset Uccelliera ved Castelnuovo dell’Abate og restaurant Il Casato i Sienna.

Andrea er vokset op med vin og arbejdede som teenager hos sin far, og han grundlagde Uccelliera i 1986, hvor han købte en gammel ejendom omkring 5 kilometer syd for Montalcino med 4 hektar jord, heraf en 0,5 hektar vinmark med gamle vinstokke.

Han fastholdt gårdens gamle navn Uccelliera, som betyder fuglehus og vinhuset har siden udviklet sig til at være blandt nogle af de internationalt højest ratede Brunello producenter.

Uccelliera består i dag af 6 hektar vinmarker, hvor de sidste 2 hektar er købt indenfor de seneste år, herunder en parcel, der ligger lige op af Piccolominis berømte Pianrosso mark.

Voliero projektet opstod omkring 2006 hvor Andrea Cortonesi til en af sin venner beklagede sig over, at han faktisk – med den stigende efterspørgsel  – havde svært ved at finde flasker nok af sine egne vine til sin restaurant

Vennen tilbød, at han da kunne få hans druer fra en vinmark i Canalicchio i den nordlige del af Montalcino. Så kunne de da anvendes til en vin til Il Casato.

Men i stedet for blot at anvende druerne i den eksisterende produktion på Azienda Agricola Uccelliera, som mange producenter måske kunne være fristet til, så opstod idéen om at lave et par vine under et andet navn, og det blev således til Voliero, hvor Andrea producerer en Brunello, en Rosso og nu denne Toscana IGT.

For dog at følge den røde tråd fra Uccelliera, så fik vinene en etiket med en fugleagtig kvinde med masser af fjer og en skjult henvisning til, at druerne kommer fra lidt højere beliggende marker end de normale vine fra Uccelliera. I dag kommer druerne dog fra flere forskellige marker ved Canalicchio.

Da den anerkendte vinanmeldelser Antonio Galloni besøgte Uccelliera og der også smagte Voliero, så blev han meget begejstret og anbefalede Andrea også at eksportere vinene, så i dag er vinene ikke kun forholdt restauranten i Sienna.

Denne Toscana IGT er lavet af 80% Sangiovese og 20% Syrah, mens gæringen er sket separat i termokontrollerede ståltanke med 15-18 dages maceration på skallerne. Når vinen er samlet, lagres den i ståltanke og derefter på flaske i 3 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er der godt med Sangiovese, for der kommer både modne kirsebær, rå champignon, garvet læder, violer, tobak, peber og virker tør med en halvsød balsamicoeddike.

I munden er der en tør vin … har ikke samme dybde som hverken Voliero Rosso eller Brunello, men har en mere spinkel frugt med lyse kirsebær, moreller og ribs … endda lidt citron, men også en landlig og klar syre, tørre og vilde tanniner … og en ganske lille frugtsødme, der forsøger at binde tingene pænt sammen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7