N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, Frankrig

N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, FrankrigEn hyggelig aften i Casa del Houlberg med temaet tøfler startede med et glas bobler, hvilket blev løst med denne spændende Crémant du Jura Brut Nature fra vinhuset La Maison de Rose, der drives af Dominique Grand.

La Maison de Rose ligger i den lille by Saint-Lothain i Jura og er grundlagt i 2000 af Dominique Grand, der har været i branchen siden 1977, men altså alene fra årtusindeskiftet som selvstændig vinproducent. Han har samlet 3 hektar vinmarker, der siden 2008 har været drevet økologisk.

På markerne dyrker Dominique primært de hvide druesorter Chardonnay, Melon á Queue Rouge, Traminer og Savagnin til sine hvidvine, men over også små mængder Crémant og lidt rødvin på Trousseau, Pinot Noir og Beclan.

Nå, men her smager vi altså hans Crémant du Jura Brut Nature, som vistnok skulle være lavet på ren Chardonnay, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen … udover at der kun er lavet omkring 1.000 flasker.

Duften er nærmest sådan lidt en blanding af æblesaft, Jolly Time, sodavands-is, et skvis citronsaft, blomster, timian, mentol, støvede og kalkede elementer. Det er vildt tiltrækkende med et anderledes tvist end de fleste Crémant’er i Frankrig.

I munden har vinen et lidt småvildt brus, men det er ikke tør og fransk snerpende, for der er sødme, masser af blomster samt frugt med lidt grape, meget rund, venlig og alligevel særegen. Det er en vin, som kalder på sommer … og jeg kalder med.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7