2023 Christelle et Gilles Wicky, Le Naturé Savagnin, Jura, Frankrig

2023 Christelle et Gilles Wicky, Le Naturé Savagnin, Jura, FrankrigKan man tøjle vildskab og komme den på flaske? Man kan da i hvert fald forsøge og det er netop tilfældet hos Christelle et Gilles Wicky … og en af de vine, som rummer en stor portion vildskab er denne 2023 Le Naturé Savagnin.

Christelle et Gilles Wicky holder til i byen Sainte-Agnés kun et par kilometer nord for den ikoniske Jean-François Ganevat.

Parret grundlagde vinhuset i 2003 med ønske om at lave vine med respekt for naturen, så alt er selvfølgelig økologisk, certificeret via ECOCERT siden 2010.

Gilles bruger i stedet en masse urte-te og ekstrakter og sørger i det hele taget for ikke lave tingene ske naturligt på de 4,5 hektar marker, som Christelle et Gilles Wicky driver efter biodynamiske principper i kommunerne Beaufort og Gevingey.

Det samme gør sig gældende i vinkælderen, hvor Gilles griber så lidt ind i produktionen som muligt og han anvender også mindst muligt svovl. Han siger selv, at han ikke er en Ayatollah af svovl-fri, men foretrækker vinene uden tilsætning af svovl.

Kælderen er ret så beskidt og varm om sommeren, men sikkert også beskidt om vinteren, men der formentlig hundekold … der er levende organismer over alt, på væggene, fadene og i vinen. Heraf kommer vildskaben!

Gilles er en spasmager, der altid i et væk plaprer løs på fransk. Alt i livet drejer sig om øl og vin og kærlighed, hvis man skal tro denne mand. Levende øl og vin selvfølgelig.

Hans store kærlighed er også konen Christelle, der er hyggelig og omfavnende, levende og ydmyg på en meget behagelig måde. Hun er samtidig meget ærlig og vidende om, at hun og manden lave – eller i hvert fald forsøger – at lave ærlige og gode vine, men hun praler ikke med det.

Til gengæld laver de ikke mange vine .. kun 15.000 flasker i de i gode år. Udbyttet fra markerne er da også lavt .. 25-30 hektoliter p. hektar og det er er primært Chardonnay fra marken Clos de Jerminy og en smule mindre Savagnin fra andre marker. Herudover laves der meget små mængder Poulsard og med tiden forventes også lidt Poulsard og Trousseau.

Her smager jeg så parrets Le Naturé Savagnin 2023 … lavet på ren Savagnin, der kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et ganske lille udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og lavet i den spændende vinkælder med så lidt indgriben som muligt. Den er lagret 8 måneder på egefade.

Normalt frigiver Wicky ikke deres hvide så tidligt og lagrer dem normalt langt længere tid. Men 2023 var en speciel årgang, som var nem og problemfri med enormt hurtig gæring og de opnåede også hurtigt stabilitet i fadene. Der er kun lavet sølle 600 flasker af vinen.

I glasset er det en landlig grumset vin, som duftmæssigt er dejlig aromatisk og saltet … det er saltkaramel og blomstersæbe fra en køn kvinde, der lige kommer våd fra badet. Der er bløde pærer, fersken og en kridtet skolesvamp, som du lige har fået kastet i fjæset med stor præcision … og ud af den støvhvide kridtsky er det samtidig utrolig luftig og let.

Det er nok mest i smagen, at vinen bliver rigtig vild … først virker det både blødt og cremet, men så bliver du sgu ram af en mur af sanselig, fed, stærk og saltet frugt … lidt kryokoncentreret æble- og hybensaft suppleret med en vild grapefrugt på epo og steoider samt en mørk og maskulin syre og endda i sådan en grad, at du automatisk vipper med tæerne. Man ved dog ikke helt, om det er på grund af styrken i vinen eller en saftig lykkerus. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7