Vi fortsatte ufortrødent videre med endnu en Los Insensatos vin og det blev denne 2021 El Lechinar, hvor druerne kommer fra Benavente Alto, Sierra de Montilla ved Sierra de Montilla i 420 meters højde.
Efter en manuel høst er druerne afstilket og knust, hvorefter der er sket en skånsom presning i pneumatisk presse, hvorefter mosten får lov at hvile koldt i 24-48 timer. Gæring i betonkar med kontrolleret temperatur og bagefter lagring sur lie under flor i 7 måneder. Der er lavet 2.222 flasker af vinen.
Duftmæssigt er denne vin flottere og samtidig også dybere … har nærmest lidt botrytisagtig sødme, som betyder, at vinen i næsen minder lidt om en dessertvin. Der er saftig fersken, abrikos samt nødder og måske endda lidt olieret?
I munden er der også sødme med et lille fint alkoholkick samt lidt hvid peber. Der er dåsepærer, abrikos og citronsaft, men atter med en forholdsvis beskeden og fladere syre. Det er som om, at peberen hænger i smagen i lang tid …. spændende og klart bedre end den første af vinene. 88 point.
Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., men du kan købe en smagekasse med alle de forskellige vine til 834 kr.